Twelve months with you ღ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2012
  • Status: Færdig
Et uheld fører to teenagere sammen. Ja sådan lyder de klassiske historier altid. Men hvad hvis det egentligt netop var sådan en start, der førte Hope og Justin sammen?
Et uheld, der i sin tid skulle ende med at være begyndelsen på et eventyr mellem den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, og den canadiske almindelige pige, Hope.
Et eventyr der hver måned bringer nyt med sig - dårligt såsomt godt.
Kan de holde venskabet kørende, eller bringer fremtiden for mange dårlige ting med sig?

176Likes
133Kommentarer
8743Visninger
AA

10. Remember me in September

❤❤❤

“Just a fraction of your love fills the air,
And I’d fall in love with you all over again.”
- Common Denominator (Justin Bieber)

❤❤❤

September skulle vise sig at vække gamle minder, og nye følelser op i mig.
Gamle minder, som jeg egentligt troede jeg havde glemt, men som poppede op i hukommelsen på ingen tid. Følelser skulle også ende med at komme frem i dagslyset. Følelsen af at blive glemt, skulle ende med at blive erstattet af det stik modsatte – følelsen af at blive elsket.

 

¸.•♥•.¸¸.•♥•♥•.¸¸.•♥•.¸
 

”Skal vi så se film natten lang, eller bare snakke?” sagde Caitlin, da vi begge lå på den store dobbeltseng i hendes værelse. Vi havde tidligere på ugen, aftalt at bruge hele weekenden i hinandens selskab.
Derfor havde vi valgt at holde ’sleepover-weekend’ hjemme ved Caitlin.

”Jeg stemmer for begge dele. Romantiske film skader ikke.” Jeg vidste hvor meget vi begge elskede en god ’tøsefilm’. Så hvorfor ikke bruge utallige timer på at terpe diverse film?

”Skal vi så ikke starte ud med at lave mad til Ryan, Christian, Chaz samt os selv?” foreslog jeg så, mest af alt fordi de andre drenge også skulle have noget af spise. Hvis ikke vi piger fik lavet noget, endte de ikke med at få noget at spise.

”Skal jeg så bare sige til mine forældre, at vi to nok skal stå for aftensmaden i dag?” Jeg nikkede som svar. 
Christian holdt også en slags ’sleep-over’ for to af vores fælles venner – Ryan, som jeg havde kendt i et godt stykke tid nu, og Chaz, som jeg først egentligt var begyndt at snakke med her på det sidste.
Dog var de begge to noget af det sjoveste selskab at forholde sig i, og med Christian ved deres side – ja så kunne man ikke gøre andet end at smile.
Så derfor fik Caitlin sagt til Sandi og Will, familien Beadles’ overhoveder, at vi piger nok skulle sørge for aftensmaden den dag.

”Skal den så ikke bare stå på spaghetti-bolognese?” foreslog jeg. Mest af alt fordi det var nemt at lave, i takt med at det smagte fantastisk. Caitlin erklærede sig hurtigt enig, ved at nikke på hovedet.

”Men hvad venter vi så på? Lad os komme i gang,” grinte hun, hvilket var stikordet til at vores makkerskab i et køkken blev sat på prøve.

Godt og vel en tre kvarter efter, stod maden klar på spisebordet. ”Jeg henter lige drengene,” fik jeg hurtigt sagt, hvorefter jeg allerede havde sat kurs mod Christians værelse.
Inden jeg åbnede døren, kunne jeg høre en masse råb og beklagelser. Det hele skyldtes sikkert et eller andet videospil de havde gang i.
Forsigtigt bankede jeg på, og åbnede derefter døren uden at afvente på et svar.

”Vi skal spi…” Lige så hurtigt som jeg var gået i gang med at snakke, lige så hurtigt stoppede jeg mig selv i min sætning.

”Hope,” endte en savnet stemme med at sige, i takt med at en skikkelse vendte sig mod mig.

Justin,” nærmest hviskede jeg, inden jeg vendte om på hælen og skulle til at forlade værelse igen.
Dog skulle det selvfølgelig ikke lige gå som jeg havde planlagt.
En hånd fik grebet fat i min arm, og trak mig så tilbage.

 ”Hvad vil du?” halvmumlede jeg og rev så min arm til mig igen. Hvordan kunne det være, at han pludselig havde lyst til at dukke op her? Lige på samme tid, som jeg også var her?

”Vi er nødt til at snakke sammen,” startede han ud, men stoppede så.
Det var tydeligt at se, at han havde mere på hjerte. Dog gav jeg ham ikke lov til at fortsætte.

”Jeg troede at du havde alt for travlt med din såkaldte tour, så du slet ikke havde tid til dine venner.
Du har hvert flad ikke været god til at holde kontakten med nogle af dem,” vrissede jeg i et alvorligt toneleje. Alligevel var der noget i Justins blik, som fik mig til at sænke stemmen lidt.
De brune øjne som normalt skinnede klarere end solen, var nu matte og manglede sin intense glød.
Det var tydeligt at se, hvor ked af det og sørgmodig han egentligt var.

”Touren har gjort mig presset, ja. Men jeg var vel bare bange for, at du ikke ville have kontakt til mig, efter den dag i juni, hvor jeg pludseligt bare forlod dig.”
Så det var hvad det hele drejede sig om. At han troede jeg var kommet videre, efter hans exit dengang vi sidst var sammen?

”Du ved ikke hvor ked af det, jeg har været, siden dengang du gik fra mig. Jeg troede netop at du ikke ville være sammen med mig.” Som vi fik erklæret situationen overfor hinanden, kunne vi begge høre, hvor stor en misforståelse der hele tiden havde været tale om.

”Tror du nogensinde at ville lade min bedste veninde forlade mit liv, uden sådan videre at kæmpe for at beholde hende?” hviskede han i mit øre, efter at han var gået helt tæt på mig.
Hans ord fik mig til at rødme, i takt med at et stort og ægte smil, for første gang i flere måneder placerede sig om mine læber.

”Der er intet bedre end at se dig med lidt røde kinder, og dette smil placeret på dine læber,” indrømmede han og lod så sine arme svinge sig om mig. At stå i hans favn igen, var noget jeg havde savnet umådeligt meget. Mere end jeg nogensinde havde turdet håbe på.

Det stod klart for mig efter vores genforening, at jeg ikke kunne klare mig uden Justin ved min side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...