Twelve months with you ღ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2012
  • Status: Færdig
Et uheld fører to teenagere sammen. Ja sådan lyder de klassiske historier altid. Men hvad hvis det egentligt netop var sådan en start, der førte Hope og Justin sammen?
Et uheld, der i sin tid skulle ende med at være begyndelsen på et eventyr mellem den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, og den canadiske almindelige pige, Hope.
Et eventyr der hver måned bringer nyt med sig - dårligt såsomt godt.
Kan de holde venskabet kørende, eller bringer fremtiden for mange dårlige ting med sig?

176Likes
133Kommentarer
8716Visninger
AA

9. Move on in August

❤❤❤

“All my life I’ve dreamed of love,
Never thought it would hurt this much.”
- Come Home To Me (Covered by Justin Bieber)

❤❤❤

August plejede normalt at være fuld af livsglæde og barmhjertighed. Sådan skulle det dog ikke ende med at være dette år. Justin og jeg havde nærmest ’cuttet’ al kontakt mellem os.
Grundet var det basisk at han aldrig skrev, og at jeg ikke ville blive ved med at være den ansvarlige i vores venskab. Hvis han mente at vi skulle forblive lige så gode venner, som inden han tog på tour, så måtte han selv bidrage med noget, hvilket endnu ikke havde været tilfældet.
Derfor havde jeg søgt trøst i Caitlin, som jeg havde brugt al min tid med de sidste par måneder.
Hun støttede og hjalp mig gennem mine problemer. Nogle problemer som var begyndt at blive glemt efterhånden som tiden gik.

 

¸.•♥•.¸¸.•♥•♥•.¸¸.•♥•.¸

 

”Så hvad har i brugt jeres sommerferie på, indtil videre?” kom det fra Ryan, som sammen med Caitlin, Christian og jeg var taget på café. Christian var Caitlins lillebror, samt en af vores fællesvenner. Sommerferien var i år først startet engang i juli, hvilket i sidste ende betød at den strakte sig over flere uger i august også.

”Ikke det helt store. You know – sovet længe, spillet, spist, og så videre,” svarede Christian som den første af os. Egentligt undrede det mig ikke hvad han havde lavet.
Til tider kunne han være den dovneste dreng, jeg havde mødt.

”Det passer vist i korte træk,” konstaterede Caitlin, mens et grin undslap hendes læber. ”Men min sommerferie har jeg brugt i selskab med min bedste veninde,” fortsatte hun så og slog blikket over på mig.
Gennem sommeren havde vi fået knyttet et ufatteligt godt bånd til hinanden, hvilket havde resulteret i, at vi den dag i dag var bedste veninder.

”Så kan I vel selv regne ud, hvad jeg har lavet gennem min ferie. Bortset fra, at jeg også har været lidt ked af det, over alle de ting med Justin.” ”Så I er stadig ikke på talefod sammen?” brød Ryan ind med medfølelsen skinnende ud af øjnene. Jeg rystede kort på hovedet.
Siden Justin var tæt knyttet med dem jeg også var knyttet sammen med, kunne vi stort set dele alt om vores fælles ’stjerneven’. Ryan og Chris hjalp mig mindst lige så meget som Caitlin.

”Altså jeg tror da godt stadig vi kan snakke sammen, men ingen os tager chancen og kontakter den anden. Hvis det overhovedet bliver gjort, er det altid mig som skal gøre det.” Tårerne formede sig i mine øjenkroge, som de så tit havde gjort det her på det sidste.
Dog vidste jeg også at jeg måtte komme videre i livet. Ja, Justin var en af mine bedste venner, men jeg måtte prøve at lægge det hele bag mig og leve livet uden ham ved min side.
Hvis han ikke ønskede at holde kontakten med mig, måtte jeg vel bare indse at det nok var bedst sådan.

”Lad ham blive færdig med sin tour, og vent så på nye udfordringer. Jeg er sikker på, at han så nok skal kontakte dig. Men hans program er bare ret presset her for tiden.” Ryan forsvarede Justin, som vi alle vel ville have gjort i enhver situation. Men inderst inde, vidste jeg godt at han talte sandt omkring de ting han sagde. Selvom jeg havde fået det fortalt utallige gange, så vidste jeg udmærket godt, at Justins liv var booket op hundrede procent.

”Du har ret, Ryan. Måske har han bare brug for lidt tid på egen hånd, hvor han ikke er afhængig af en tosset og desperat veninde som mig,” sagde jeg, og kunne så ikke lade være med at trække lidt på smilebåndene.

”Desperat og desperat. Det vil jeg nu ikke sige at man kan kalde dig for. Måske nærmere en – bekymret og interesseret veninde. Men sådan har vi det vel alle sammen. Vi vil alle gerne vide hvad der sker i hans liv, men vi må også indse at det til tider er svært for Justin at finde tid til os. Han har trods alt også andre venner, som ligesom vi, ønsker at tilbringe tid med ham. Derfor må vi bare sinde at vi er nødt til at dele ham.” Caitlin lagde en arm om mig, mens hun snakkede. Hun klemte forsigtigt om min ene skulder, hvilket beroligede mig en del.

”Lad være med at komme med alle de kloge ord, alle sammen. I får mig jo bare til at indse hvor dårlig en veninde jeg har været. Jeg har ikke støttet ham, og tænkt på at han jo også har andre venner end os.” Chris afbrød mig hurtigt, inden jeg kunne nå at sige mere:

”Det er ikke din skyld. Du mangler ham tydeligvis bare ved din side, og det er derfor svært for dig at give slip på ham. Men bare vent – det vænner du dig til med tiden. Vi tre,” sagde han og pegede så på sig selv, på Caitlin samt på Ryan:

”vi har prøvet det et par gange. Men kig på os. Vi er jo alle tre stadig venner med Justin, og han har ikke glemt os. Så hvorfor skulle han glemme dig?” Også Christians ord fik mig til at smile. Alle tre kom de med søde ord, som gang på gang fik mit humør til at stige. Ord som fik mig til at se lysere og mere positivt på tingene, end jeg måske havde gjort tidligere.

Forsigtigt lagde jeg mit hoved på Caitlins skulder, mens jeg lod et stort ægte smil, forme sig om mine læber.

”Hvad skulle jeg dog gøre uden jer tre? Men jeg tager jeres råd til mig, og giver Justin lidt tid. I sidste ende kan jeg vel kun blive positivt overrasket,” konstaterede jeg, da jeg valgte at give det hele én sidste chance.

Mit venskab med Justin var noget jeg ikke bare kunne smide væk. Uanset hvor meget jeg tidligere havde ønsket det. For unikke venskaber var noget man skulle holde fast i – ikke give slip, men kæmpe for det man elskede og holdt af.

”Dog vil jeg gerne at han kontakter mig først,” fik jeg så hurtigt indskudt, inden vi alle begyndte at grine. ”Og tro mig – Det skal nok ske,” forsikrede de mig så alle tre om.

Jeg var klar til at kæmpe – klar til at kæmpe for mit venskab med Justin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...