Twelve months with you ღ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2012
  • Status: Færdig
Et uheld fører to teenagere sammen. Ja sådan lyder de klassiske historier altid. Men hvad hvis det egentligt netop var sådan en start, der førte Hope og Justin sammen?
Et uheld, der i sin tid skulle ende med at være begyndelsen på et eventyr mellem den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, og den canadiske almindelige pige, Hope.
Et eventyr der hver måned bringer nyt med sig - dårligt såsomt godt.
Kan de holde venskabet kørende, eller bringer fremtiden for mange dårlige ting med sig?

176Likes
133Kommentarer
8833Visninger
AA

2. Meet me in January

❤❤❤

 “When I met you girl, my heart went knock, knock.
Now them butterflies in stomach won’t stop stop”
– One Time (Justin Bieber)

❤❤❤

Januar måned var over os. Den kolde vintermåned havde lagt sig over landet. Sneen var tidligere på måneden dalet så smukt ned over alle udearealerne, mens søerne var frosset til med is. Noget jeg elskede ved årets første måned.
Det gav mig en rig mulighed til at kunne slå mig løs i sneen og på de frostklædte søer.

Med skøjterne stramt bundet om mine fødder, begav jeg mig ud på den tilfrossede sø i byens midte.
Tiden havde været presset for mig, hvilket betød at jeg ikke havde haft specielt megen tid til at skøjte.
At skøjte var mere en fritidsinteresse for mig end en hobby. Alligevel stoppede det mig ikke fra at bruge utallige timer hver eneste vinter, til fods med mine skøjter på.
Mine ørevarmere rettede jeg en sidste gang på, inden jeg satte gang i min første 360 graders cirkel. Det var nu tid til at koble helt fra, og glemme alt om hverdagens stress og jag.

Rundt om mig hørtes flere stemmer fra teenagere på min alder, der også havde fundet vej til skøjtesøen, som jeg selv. Ud fra deres glædesråb lød de alle til at være så lykkelige, hvilket ikke just var noget man kunne sige om mig. Mit liv kørte ikke ligefrem på skinner. Det var ikke en dans på røde roser, men jeg kæmpede mig dog igennem det. Dag for dag. Skridt for skridt.
Mine forældre var ikke længere til stede i min hverdag. Jeg var på en måde overladt til mig selv. Dog boede jeg nu hjemme ved min unge moster på godt og vel tredive år. Men med hendes sene arbejdstider og min skole, så vi ikke meget til hinanden. Derfor havde jeg på det seneste stykke tid, lukket mig inde i mig selv.
Personer havde svært ved at finde vej ind til mig, da jeg ikke var typen der så let lod folk komme ind i mit liv. Noget som forhåbentligt ville ændre sig med tiden.

Mens jeg skøjtede rundt i mine egne tanker, opdagede jeg ikke at isen gav efter under mig. Jeg nynnede stille for mig selv, men stoppede dog brat op, da isen til sidst ikke kunne holde mig længere. Den knækkede under mig og lod mig falde ned i det iskolde vand.
På et splitsekund blev mine ben følelsesløse i takt med at panikken fór op i mig. Jeg kendte ingen omkring mig, så hvem skulle dog hjælpe mig op af dette dyb? Der var ingen hjælp at hente fra mine egne arme eller ben, da forbindelsen fra min hjerne var brudt. Det var ude med mig.
Min sidste tid var kommet. Men måske det var fint for mig. Min moster ville nok komme til at savne mig som den eneste, dog ville det også resultere i, at jeg ville møde mine forældre igen inden længe.

Men sådan skulle mit liv alligevel ikke ende.

 

¸.•♥•.¸¸.•♥•♥•.¸¸.•♥•.¸

 

”Hun trækker vejret. Bliv ved med at give hende hjertemassage. Der er ingen grund til at opgive det nu.”
Utydelige stemmer lød omkring mig. Hvor eller hvem de kom fra, var svært at tyde. De lød ukendte.
Et par pres mærkes på mit bryst, hvilket var signalet til at jeg med et sæt begyndte at hoste. Jeg vendte mig langsomt om på den eneste side, mens hosten ikke aftog.

”Få hende op at sidde.” En desperat drengestemme lød over mig. Et par hænder greb forsigtigt fat om mig, mens de hjalp mig halvt op.
Øjnene åbnede jeg stille, hvorpå det første jeg mødte var et par varme, brune øjne.
De skinnede nærmest, da de hurtigt fangede øjnekontakten med mine.

”Hun har åbnet øjnene,” nærmest sang drengen med armene om mig. Det var tydeligt at se bekymringen i hans blik.
Endnu en dreng satte sig ned ved siden af mig.

”Hvad er dit navn?” var det første de spurgte mig om.
Jeg kiggede lidt slukøret på dem, da det tog mig lidt til at komme tilbage til virkeligheden igen.

”Hope,” fik jeg hvisket til dem. Et smil bredte sig på den ene drengs læber.

”Sikke et smukt navn,” konstaterede han, mens han prøvede på at hjælpe mig op på benene igen. Uden held. Jeg knækkede sammen med det samme, sådan uden yderlige varsler.

”Måske vi burde få dig på hospitalet.” kom det fra en af drengene, mens den anden dreng med de brune øjne løftede mig op i sin favn, så jeg nærmest lå som en lille baby.

”Hvis du får fat i bilen, får jeg et tæppe om hende så hun ikke skal fryse til.”

De to drenge fik derefter transporteret mig til det nærmeste hospital, og fik mig indkvarteret på en eller anden stue. Min moster var blevet informeret om mit lille uheld, og havde derfor taget fri fra arbejde for at komme hen til mig.

Drengene havde endnu ikke forladt min stue. Den ene sad i en stod ved siden af min seng, mens den anden kiggede ud af vinduet. Meget blev der ikke sagt mellem os. Ikke at jeg behøvede den helt store prædiken fra dem, men det ville nu være rart hvis jeg kunne få hele historien om mit uheld at vide.

”Hvordan blev jeg transporteret op af vandet?” valgte jeg så at spørge drengen ved min side om.
Mit spørgsmål blev kun til en svag hvisken, dog reagerede han alligevel på det.

”Min ven, Ryan, og jeg var ude at stå på skøjter ligesom du også var. Vi skøjtede rundt i nærheden af dig, og da vi så hørte et skrig og et plask, besluttede vi os for at undersøge sagen nærmere. Siden isen var knækket et bestemt sted, var der ikke andet at gøre end at hoppe ned i det iskolde vand.” Han kiggede kort ned i sit skød, inden han så rettede blikket mod mig.

”Jeg valgte så at hive mine skøjter af i en fart, hvorefter jeg sprang i vandet efter dig. Allerede da jeg fandt dig flydende under vandet, var du bevidstløs. Det var et rent held at du ikke var frosset ihjel, også selvom du ikke havde været i under isen i særlig lang tid.”
Historien fortsatte så med, at han forklarede mig om den lille redningsaktion der havde været i gang omkring mig. Drengen og hans ven havde fået mig op af vandet, hvorefter de derefter havde fået min store jakke rykket af mig. Derefter var de gået i gang med at yde førstehjælp.

I sidste ende kunne jeg takke dem for at jeg var i live på nuværende tidspunkt.

”Tak for hjælpen,” hviskede jeg taknemmeligt til dem, da jeg havde fået alle detaljer at vide.

”Det skal du ikke tænke på. Det vigtigste er at du er i live, og er i stand til at leve videre.” De smilte begge to til mig.
Mere nåede de ikke at sige, da min moster kom grædende ind til os.

”Åh min skat, er der sket noget med dig,” sagde hun med tårerne løbende om kap ned af de runde kinder.

”Jeg har det fint moster. Tak.” Hun krammede mig hurtigt og tog mig så i hånden.

”Måske vi hellere skulle til at komme videre, Justin,” sagde en af de to drenge, Ryan. Og med de ord var de hurtigt ude af stuen, og sikkert også ude af mit liv.

Denne såkaldte Justin var min helt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...