Twelve months with you ღ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2012
  • Status: Færdig
Et uheld fører to teenagere sammen. Ja sådan lyder de klassiske historier altid. Men hvad hvis det egentligt netop var sådan en start, der førte Hope og Justin sammen?
Et uheld, der i sin tid skulle ende med at være begyndelsen på et eventyr mellem den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, og den canadiske almindelige pige, Hope.
Et eventyr der hver måned bringer nyt med sig - dårligt såsomt godt.
Kan de holde venskabet kørende, eller bringer fremtiden for mange dårlige ting med sig?

176Likes
133Kommentarer
8863Visninger
AA

7. Leave me in June

 

❤❤❤

“Cause I’m lost without you and I can’t just doubt you.
And there’s everything about you, I just can’t live without you.”
- Can’t Live Without You (Justin Bieber)

❤❤❤

Juni var fuld af sorg og afhængighed. Jeg var opsat på at tilbringe tid sammen med min ven, så efter endeligt at have fået fat på Justin efter utallige forsøg, havde vi nu aftalt at mødes efter skole.
Han havde ligefrem tilbudt at samle mig op efter sidste time. Et tilbud jeg ikke just kunne takke nej tak til.
Dagen i dag, var en af de eneste fridage han ville have i lang tid, så selvom det i dag var en tirsdag i starten af juni måned, skulle det ikke ødelægge en af de eneste dage jeg ville få med Justin i lang tid.
Her for tiden var han tit i studiet, for at lægge sidste hånd på hans nye album; ”Believe.”
Siden han voksede med opgaven som sanger for hver dag der gik, så ville dette album nok også ende med at blive hans største hidtil. Og med et talent som hans, var jeg sikker på at alle fansene verden over ville elske alle de nye sange. Det var dog blevet til et par ”sneak-previews” fra min side, men hele sange havde jeg endnu ikke haft muligheden for at høre.

 

¸.•♥•.¸¸.•♥•♥•.¸¸.•♥•.¸

 

Med hovedet placeret på min pude, lå Justin og jeg nu hjemme i min seng, mens snakken kørte som den plejede. Han havde tidligere på dagen hentet mig fra skole i sin nye sorte bil, han havde fået til sin attenårs fødselsdag. Jeg måtte dog også indrømme, at jeg aldrig i mit liv havde set en bil så fed, som hans nye øse.

”Går det godt med musikken?” tog jeg mig selv i at spørge ind til. Forsigtigt drejede jeg hovedet over mod ham, og mødte de varme brune øjne der altid kunne redde min dag.
Et smil viste sig på hans læber, mens han hurtigt nikkede.

”Det kunne egentligt ikke gå meget bedre. Jeg er sikker på at dette album nok skal blive lidt anderledes end de foregående jeg har udgivet. Måske det kommer lidt bag på mine fans, hvordan jeg nu er begyndt at skrive og indspille sangene, men som man plejer at sige;..”

”Forandrig fryder,” sagde vi så i munden på hinanden. En sætning som hurtigt fik os begge til at vende os en halv omgang i sengen. Jeg kiggede derfor ind i væggen ved siden af mig, mens Justins blik højst sandsynligt var rettet i den modsatte retning.
Varmen steg stille op i mine kinder, da jeg igen vendte mig mod ham.

”Jeg er glad for at vi endelig fandt en dag,” indrømmede han, da vi igen havde fået øjenkontakt med hinanden.
Selvom han ikke havde gjort specielt meget selv for at dette møde kunne finde sted, var jeg glad for at han værdsatte vores tid sammen. Det gjorde mig glad.

”Det er jeg også. Men jeg ved også at vi nok kommer til at gå en hård tid i møde om ikke så lang tid. Du tager sikkert snart af sted på en ny verdensturné rundt i verden, og så må jeg vel prøve at leve uden dig ved min side.” Jeg satte mig op i sengen efter at have afsluttet min sætning. Det samme endte Justin med at gøre. Han nikkede sørgmodigt på hovedet.

”Derfor må vi også bare være gode til at holde kontakten med hinanden,” sagde han så. Selvom hans sætning ikke var noget at grine af, kunne jeg alligevel ikke lade være med at grine lydløst. Noget som han heldigvis ikke så ud til at have opdaget – til mit store held.
Jeg grinte fordi han sikkert ikke selv endte med at deltage i at kontakten skulle holdes.
Med hans musik som fokuspunkter i den tid han ville være på tourné, ville det være svært for at ham at have et ”normalt” liv ved siden af. Derfor ville han sikkert også være træt efter hver sangtime, efter hvert interview og ikke mindst – efter hver koncert. Meget af hans tid ville så bruges på at sove.

”Bare lov mig at du ikke glemmer mig, Justin. Uanset hvad der kommer til at ske med vores venskab.”
Min hentydning til ham, kom mere eller mindre som et spørgsmål. Jeg havde brug for et konkret svar fra hans side. Det tog ham ikke lang tid for at trække på brynene og skæve over mod mig.
Han forstod tydeligvis ikke hvad jeg før havde bedt om svar på.

”Hvordan skulle jeg kunne glemme en så fantastisk pige som dig? Siden du er kommet ind i mit liv, lader jeg dig ikke bare lige sådan gå igen, at du ved det,” smilte han, og lagde så armene om mig.
En handling som fik mig til at rødme endnu en gang. Han beroligede mig med kun få sætninger, hvilket igen bare var endnu en helt unik ting ved Justin.

”Du smigrer mig, Justin,” grinte jeg forfjamsket, og gemte mit hoved i hans trøje.

Som jeg troede at denne hyggelige stemning ville fortsætte mellem os, måtte jeg tage fejl.
En genkendelig tone fyldte rummet lidt efter, hvorpå en kraftig vibrator også kunne høres – Justins mobil ringede. Hurtigt sendte han mig et undskyldende blik, mens han med et snuptag fik trukket sin iPhone op af lommen, og fik accepteret opkaldet.
Da snakken kørte mellem ham og personen i røret, gik han lidt væk fra ham, som måtte jeg ikke høre hvad de samtaler de havde gang i.
Jeg selv kiggede bare ud i luften, og ventede på at opkaldet ville blive afsluttet, så jeg igen kunne tilbringe tid sammen med min savnede ven. Et ønske som ikke skulle ende med at gå i opfyldelse.

”Jeg bliver desværre nødt til at smutte nu, Hope. Det er jeg frygteligt ked af, men der kom noget vigtigt i vejen som jeg ikke kan holde mig fra.” Da han lidt efter kom hen til mig igen, fik han trukket mig op af sengen og knugede mig så ind til sig. Hvad havde han lige sagt? Var han ved at forlade mig, fordi han havde noget vigtigt han skulle? Som om dette ikke var vigtigt?

”Men det var hyggeligt at se dig igen. Lov mig at det kommer til at ske noget oftere.” Jeg nikkede kort som svar på hans spørgsmål. For hvad skulle jeg ellers gøre? Falde på knæ og bede ham om at blive hos mig?
Inden jeg kunne nå at sige ham imod, havde han allerede forladt mit værelse, hvorpå en dør kort efter blev smækket – hoveddøren. Tilbage sad jeg siddende på min seng. Helt sønderknust og med et falsk håb jeg ikke ville se i øjnene var sandt.

Hvad var der ved at ske mellem Justin og jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...