Twelve months with you ღ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2012
  • Status: Færdig
Et uheld fører to teenagere sammen. Ja sådan lyder de klassiske historier altid. Men hvad hvis det egentligt netop var sådan en start, der førte Hope og Justin sammen?
Et uheld, der i sin tid skulle ende med at være begyndelsen på et eventyr mellem den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, og den canadiske almindelige pige, Hope.
Et eventyr der hver måned bringer nyt med sig - dårligt såsomt godt.
Kan de holde venskabet kørende, eller bringer fremtiden for mange dårlige ting med sig?

176Likes
133Kommentarer
8690Visninger
AA

12. Kiss me in November

❤❤❤

“It’s like an angel came by,
and took me to heaven”.
- Never Let You Go (Justin Bieber)

❤❤❤

November var fuld af spirende kærlighed. Sneen var stille dalet ned fra skyerne, og havde derfor dannet en hinde på jorden under os. Frosten var endnu ikke kommet i fulde drag, dog var det kun en positiv ting, da vejret derfor ikke var alt for koldt.
Jennifer var igen kommet nogenlunde på dupperne igen efter et par uger på hospitalet, men hun havde valgt at tage hjem til min mormor og morfar for en stund. Hun mente vel at jeg havde brug for at tilbringe lidt tid sammen med Justin, Caitlin, Ryan og de andre af mine nære venner, uden at have hende rendende.
Derfor var jeg på nuværende tidspunkt også i parken med dem.

”Ved Caitlin, Ryan og Christian godt at vi pludselig bare gik fra dem? Jeg mener – vi fortalte det jo ikke til nogen, så hvis de nu ikke kan finde os, tror de måske vi er væææ…” Mere nåede jeg ikke at sige, før Justin havde lagt en finger på mine læber, som et tegn på at jeg skulle tie stille.

”Har du nogensinde fået fortalt, hvor sødt det er når du roder rundt i dine sætninger, Hope?” kom det efterfølgende fra ham. Hans ord fik mig til at rødme kraftigt, dog var det heldigvis svært at se, da mine kinder i forvejen var røde efter kulden vi befandt os i.
Dét at Justin sagde mit navn, kunne altid få smilet frem på mine læber.
Intet var bedre end når præcist han sagde det. Hvorfor, kunne jeg ikke sætte ord på.
Jeg valgte ikke at svare på Justins tidligere spørgsmål, så jeg forholdt mig bare tavs.

Lidt efter strejfede hans hånd kort min, hvilket hurtigt fik ham til at udbryde; ”Jamen du fryser jo, Shawty.”
Han kiggede bekymrende på mig, da han i princippet havde ret. Siden ingen af os havde været så kloge at beklæde vores hænder med handsker, kunne jeg sagtens mærke hvor kolde og følelsesløse mine fingre efterhånden var ved at være.

”Det er ikke så slemt,” forsikrede jeg ham så om. Hvis jeg valgte at sige hvor meget jeg i sandhed frøs, ville han sikkert ende med både at tage sin jakke samt halstørklæde af, for derefter at give det til mig, så jeg i det mindste kunne holde varmen.
Uden at svare mig, lagde der sig kort tid efter sig en varm hånd om min. Justins.
Hurtigt flettede han sine fingre ind i mine, hvilket allerede var nok til at sende utallige af varme strømme gennem min krop. Én berøring fra hans side, var nok til at lade varmen stige mig til hovedet igen.

På det seneste stykke tid, efter min mosters ulykke, var jeg måske begyndt at udvikle små følelser for Justin.
Ikke at jeg havde fortalt det til ham endnu, da det ikke havde været tilfældet. Mest af alt, havde jeg prøvet på at komme mig over det, dog var det lettere sagt end gjort.
Han var altid så god og sød ved mig, og siden vores venskab ikke kunne blive bedre, var det så underligt at jeg måske var begyndt at falde lidt for min bedste ven?
Selvom jeg aldrig havde troet at det ville være tilfældet, var jeg dog nødt til at sande at jeg havde taget fejl tidligere i forløbet, hvis jeg havde troet at jeg kun ville se på ham som min bedste ven.

”Hvad tænker du på, Hope? Du virker pludselig så stille,” hviskede han forsigtigt til mig, inden han valgte at føre mig op på en af parkens mange broer. Broen gik over en lille å, og lå et godt stykke væk fra parkens midte hvor vores tre andre venner befandt sig – godt optaget af en sneboldkamp under stjernerne.

”Ikke det helt store,” måtte jeg så erkende, for at han ikke skulle fatte mistanke om de mærkelige følelser, jeg havde været vidne til det seneste stykke tid.

”Og det er du helt sikker på?” blev han ved med at spørge ind til, mens han klemte lidt om min hånd som lå trygt i hans. Jeg nikkede kort på hovedet som svar.
Heldigvis valgte han at lade samtaleemnet ligge, for derefter at gå ud til broens ræling.
Han slog blikket ned i vandet under os.
Vores ansigter blev spejlet i vandets overflade, ved hjælp af skæret fra månen.
Jeg smilte forsigtigt til spejlbillederne af os, mens Justin hurtigt fulgte efter ved at gøre det samme.
Alt i alt var hele dette øjeblik ret romantisk anlagt, hvis det stod til mig.

Her stod vi – Justin og jeg – hånd i hånd under stjernerne, en kold vinterdag i november, og lod vores ansigter spejle sig i vandet under os. Ingen sagde noget. Vi nød bare at være i hinandens selvskab.

”Ved du godt, at det var her vi mødtes første gang? I denne park,” kom det stille fra Justin.
 Jeg vendte mig langsomt over mod ham, og fangede så hans varme brune øjne. Et lille smil viste sig på mine læber, hvorefter jeg svarede; ”Det var her du reddede mig.”
Mere havde jeg som så ikke at sige til hele situationen. Hvis ikke det havde været for Justin den dag i januar, ja sågar også Ryan, så vidste ingen vel, hvad der kunne have været sket med mig.

”Min mor har altid fortalt mig at man ikke må lade en engel dø,” hviskede han blidt i mit ene øre, hvilket fik mig til at få kuldegysninger.

Hans ord fik farven frem i mine kinder – endnu en gang, i takt med at mit hjerte begyndte at banke betydeligt hurtige. Hvordan kunne han bare sådan lege med mine følelser, uden selv at lægge yderligt mærke til det?
Siden jeg ikke svarede ham på den tidligere hentydning, tog han igen ordet; ”Luk øjnene.”

Igen valgte han at hviske det til mig. Som måtte ingen andre høre det. Kun os to.
Hurtigt, dog uforstående, adlød jeg ved at lukke mine øjne i.
Hvad havde han dog nu i sinde at gøre ved mig? Han var tydeligvis ude på et eller andet – endnu en gang.
Flere tanker nåede ikke at gå gennem mit hoved, da der lagde sig fem fingre om min frie hånd.
Jeg kunne mærke, at Justin langsomt gik tættere på mig, og lidt efter var hans åndedrag at mærke tæt på mit ansigt.
Mit hjerte gik helt over gevind på nuværende tidspunkt, og det hele virkede helt overvældende.
At skulle stå midt på en bro i november måned, med lukkede øjne, og ikke ane hvad ens bedste ven havde i sinde at gøre ved en – det var ikke just noget jeg havde prøvet før.

Lidt efter lagde der sig et par perfekte læber på mine, mens grebet om mine hænder blev sluppet. Dog blev der hurtigt placeret et par hænder på mine hofter, stadig mens et par bløde læber var smedet sammen med mine.
I starten var jeg for rystet til at kysse med, mest af alt fordi jeg var overrasket over hans handling – Alligevel endte jeg med at ’bløde’ op lidt efter, hvorefter jeg så lagde mine arme om Justins nakke og kyssede med. Alt dette skete mens mine øjne stadig var sammenknebet.
At han kyssede mig, måtte jeg betyde at han måske havde det lidt på samme måde som jeg selv?
Siden han ikke kendte til mine hemmelige følelser, var det ikke af tvang han lod sine læber strejfe mine.

Da vi kort tid efter trak os fra hinanden, bed vi os begge i underlæben. Noget som vi havde af ren vane at gøre, når vi blev generte eller nervøse.
Farven havde igen fundet vej frem til mine kinder, dog kunne jeg også svagt ane den røde farve i Justins kinder. Rødmede han for første gang, mens jeg så på?
”Jeg..” Da jeg ville starte en samtale mellem os, blev jeg igen afbrudt af ham. Som måtte jeg ikke få ét eneste ord indført på nuværende tidspunkt.
Han pressede forsigtigt sine læber mod mine igen, hvilket var gunden til at jeg holdt min mund.

Følelsen af endelig at mærke Justins læber mod mine, gjorde mig til verdens lykkeligste pige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...