Twelve months with you ღ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2012
  • Status: Færdig
Et uheld fører to teenagere sammen. Ja sådan lyder de klassiske historier altid. Men hvad hvis det egentligt netop var sådan en start, der førte Hope og Justin sammen?
Et uheld, der i sin tid skulle ende med at være begyndelsen på et eventyr mellem den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, og den canadiske almindelige pige, Hope.
Et eventyr der hver måned bringer nyt med sig - dårligt såsomt godt.
Kan de holde venskabet kørende, eller bringer fremtiden for mange dårlige ting med sig?

176Likes
133Kommentarer
8831Visninger
AA

11. Hold me close in October

 

❤❤❤

“Come home to me.
Back in to my arms, home where you belong.”
- Come Home To Me (Covered by Justin Bieber)

❤❤❤

Oktober. Månedens navn blev ved med at gentage sig for mig. Indtil videre ville jeg helst have været foruden præcist dénne måned.
Jeg havde brugt godt og vel fire-fem dage på det lokale hospital, mens jeg nærmest havde lukket mig selv inde. Endnu en gang. Tårer var der ikke flere af tilbage i min krop. De var alle brugt op.

Hope,” hviskede en blid drengestemme i mit venstre øre. Først reagerede jeg ikke på det, men da et par bløde læber ramte min kind, vågnede jeg stille op fra min tågen.

”Du er nødt til at snakke til mig. Ellers vil jeg ikke kunne hjælpe dig, og egentligt så piner det mig grænseløst, at se dig sidde her med det triste udtryk. Et smukt ansigt som dit, fortjener lige så et smukt udtryk. Så hvor er den dejlige glød blevet af?” Et par arme lagde sig om mig, hvorefter jeg blev knuget tæt ind til min bedste ven.

”Hvorfor sker det altid for mig, Justin? Er jeg skyld i alle de ulykker, der sker omkring mig?” halvhviskede jeg, efter at have forholdt mig tavs i flere dage.
Grunden til at jeg havde siddet og ventet på hospitalet i flere dage, var fordi min moster tidligere havde været involveret i en fatal bilulykke. En lastbil var kørt overfor rødt, og var kørt med højt fart, lige ind i passagersiden af min mosters bil.
Hun var efterfølgende blevet slynget ud af forruden, da selen ikke havde kunnet holde hende tilbage,
og hun var derefter landet et stykke derfra.

”Det var et uheld, Shawty. Du vil aldrig nogensinde kunne lave om på det der skete, dog kan du kun håbe på det bedste for din moster.” Mens han snakkede, knugede han mig længere ind til sig, da vi ikke havde trukket os ud af krammet endnu.
Få tårer begyndte så igen at løbe ned af mine kinder, hvilket havde været en fast rutine her de sidste par dage. Hvordan kunne han tage det hele så afslappet?
Prøvede han på at spille stærk overfor mig, hvorpå han inderst inde var lige så knust som jeg?

”Mine forældre…” Var derefter det eneste jeg kunne fremstamme.

”Jennifer ender ikke med at lide samme skæbne som dine forældre. Hun er i bedring, og hun vil komme sig. Bare giv det en uge eller to. Men lov mig én ting.” Han trak sig ud af krammet, og kiggede så alvorligt på mig, inden han igen fortsatte med at snakke:

”Lad smilet komme frem på dine læber igen, for at se dig være så knust, får mit hjerte til at briste. Det gør ondt at du er så ked af det, Hope.”
De seneste par dage havde Justin været ved min side uafbrudt for at muntre mig op, dog havde jeg ikke tænkt på, at han også var ked af det, på grund af mig. Men jeg måtte dog love ham at komme mig, og senere lade smilene strømme ind over mig.
Jeg kiggede ned i jorden, og nikkede så stille. Han fortjente det bedste, så hvis jeg kunne være med til at forbedre hans, og for den sags skyld – mit eget humør, så var jeg villig til at gøre alt.

 

¸.•♥•.¸¸.•♥•♥•.¸¸.•♥•.¸

 

”Hvornår skal du i gang med koncerterne igen?” halvhviskede jeg, da Justin og jeg var blevet henvist til min mosters stue. Lægerne havde tidligere bedt os om at være stille, men at stirre ud i luften var ikke just specielt sjovt. Derfor kunne jeg lige så godt starte en lav og hviskende samtale med Justin.

”Så snart dig og Jennifer kommer på toppen igen. Men Scooter har givet mig lov til at blive ved din side, indtil du føler dig glad igen. Han ved hvor meget du betyder for mig.” Selvom det var meningen han skulle hviske til mig, endte han alligevel med at fortælle det i et normalt toneleje. Dog var det ikke yderligt noget jeg bed mig mærke i, da hans ord fik mig til at smile for første gang i et stykke tid.
Justin havde holdt en pause fra sine koncerter her den seneste uge. Grunden for hans valg, havde jeg dog først fået på nuværende tidspunkt.

”Så du vil hellere være ved siden af en grædende veninde, end at optræde foran flere tusinde af dine fans?”
Spørgsmålet jeg stillede ham, blev jeg nødt til at kende et svar på.

”Du ved hvor meget jeg holder af dig, og selvfølgelig elsker jeg mine fans, men de har fået en klar melding om hvordan situationen står til. Selvom de ikke vil se det i øjnene, så tror jeg alle de forstår mit valg. Koncerterne er jo ikke blevet aflyst, men er bare blevet flyttet til en anden dag, så ingen af dem går glip af noget. Så derfor er det for mig vigtigst på nuværende tidspunkt, at du har det godt, og at du smiler. Intet er vigtigere for mig end dét.”
Han kærtegnede forsigtigt min kind, mens han snakkede, hvilket fik en strøm af kulde samt varme til at stryge gennem min krop. Glade og lykkelige følelser skød op gennem mig, mens mine kinder stille fik en rød farve.

”Tak,” hviskede jeg sagte, og lod så mit hoved støtte sig på min bedste vens skulder.
Forsigtigt blev der lagt en arm om mig, mens et par læber ramte mig i håret.

”Husk på at jeg altid vil være her for dig, uanset hvad der sker,” mindede han mig så på.

”Og jeg vil altid være her for dig. No matter what,” supplerede jeg, så han ikke ville tvivle på om jeg havde det på samme måde som ham selv.

Det at han trods sin popularitet blandt teenagepigerne verden over, samt alle de andre såkaldte ”Beliebers”, stadig havde tid til at sidde med en betryggende arm om mig, betød umådeligt meget.
Uanset hvad vi tidligere havde været igennem af skænderier og tvivlen, og hvilke konflikter vi senere ville stå ansigt til ansigt med, så vidste jeg at vi ville støtte op om hinanden.
Det at Justin flyttede nogle dyrebare koncerter til fordel for mig, kunne ikke beskrives.
Jeg vidste hvor meget han hadede at flytte og aflyse koncerter, men at han så gjorde det fordi han ville muntre mig op, fordi han ville være ved min side gennem hele dette sørgelige forløb – Ja følelser, taknemmelighed, begejstring – intet kunne beskrive hvor glad og lykkelig jeg var for at have præcist ham ved min side.

Som vi sad på hospitalet – Jeg med hovedet på min bedste vens skulder og hans arme omkring mig, da gik det op for mig mit hjem var.

Jeg hørte hjemme i Justins favn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...