Twelve months with you ღ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2012
  • Status: Færdig
Et uheld fører to teenagere sammen. Ja sådan lyder de klassiske historier altid. Men hvad hvis det egentligt netop var sådan en start, der førte Hope og Justin sammen? Et uheld, der i sin tid skulle ende med at være begyndelsen på et eventyr mellem den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, og den canadiske almindelige pige, Hope. Et eventyr der hver måned bringer nyt med sig - dårligt såsomt godt. Kan de holde venskabet kørende, eller bringer fremtiden for mange dårlige ting med sig?

176Likes
133Kommentarer
8632Visninger
AA

3. Contact me in February


❤❤❤

“I don’t wanna let you know,
That there might be something real between us two.”
- Stuck In The Moment (Justin Bieber)

❤❤❤

Februar var kommet med hastige skridt. Måneden havde medbragt endnu mere sne, samt vindstød i orkanstyrke. Ulykken jeg i januar havde været ude for, havde påvirket min hverdag en del.
Smerter skød tit op i mit hoved, så derfor måtte jeg til tider ned på gulvet at ligge. Selv i skolen.

Efter mit møde med Ryan og Justin var jeg begyndt at åbne mig mere op. Jeg var begyndt at åbne op for nye mennesker. Måske de to drenge havde været skyld i at jeg nu var ved at komme i gang med mit liv.  
Det var som om de var sendt til mig af en særlig grund. Alligevel havde jeg dog ikke været så heldig at se mere til dem siden ulykken. Hvis jeg kunne, ville jeg have kontaktet dem, men siden jeg ikke ejede deres numre eller andre oplysninger om dem udover deres fornavne, var det for mig svært at gøre noget.
Hvis jeg skulle i kontakt med dem igen, måtte det i såfald være op til dem.

”Sweetheart, kan jeg lige få dig til at komme herned i stuen. Jeg vil gerne lige udveksle et par ord med dig.” Min mosters skingre stemme lød. Et svar fik hun ikke fra mig, da jeg hurtigt valgte at smutte ned til hende i stuen.

”Here I am,” grinte jeg kort efter, da min mosters blik alligevel var rettet mod mig. Hun stod kort og sundede sig lidt, som skulle hun tage mod til at starte en samtale med mig.

”Du ville snakke med mig?” prøvede jeg at starte ud. Igen uden held. Kort åbnede hun munden, men blev så afbrudt af en let banken på vores store egetræsdør.

”Jeg skal nok åbne. Bare slå dig ned i sofaen, Honey,” kom det var min moster. Som om jeg havde andet valg, end bare at adlyde hende. Derfor gjorde jeg også som hun sagde. Jeg slog mig ned i sofaen, mens jeg sukkede lidt for mig selv.

 

¸.•♥•.¸¸.•♥•♥•.¸¸.•♥•.¸

 

Da jeg havde siddet i sofaen i et godt stykke tid uden nogen form for tilbagemelding fra min moster, var jeg tæt på at rejse mig og gå. Alligevel fik ét specielt syn mig til at stoppe brat op.

Justin… Hvad laver du her?” nærmest hviskede jeg, da min brunhåret redningsmand dukkede frem i døren foran mig. Han havde ikke forandret sig specielt meget fra skiftet mellem januar og februar måned.

”Ja nogen skulle jo tjekke op på om du var helt op dupperne igen,” grinte han forfjamsket, mens han bevægede sig tættere på mig. Forsigtigt slog han sig ned uden yderlige tegn på kropskontakt.
Jeg endte med at sende ham en mislykket grimasse som et tegn på min taknemmelighed overfor ham.

”Men hvordan har du det så? Har du det dårligt siden du ikke siger så meget?” blev han ved, da der ikke var startet en ordentlig samtale mellem os. Let trak jeg bare på skuldrene.

”Tja.. Det går vel fint! I skolen er jeg begyndt at få nye venner, mens jeg er begyndt at snakke noget mere også.” Mere var der ikke at sige der. Derfor forholdt jeg mig tavs efterfølgende. ”Det lyder da som nogle positive ting. Og alt dette er sket efter ulykken fandt sted?” Jeg nikkede som mit svar.

”Men hvorfor kom du tilbage, Justin? Du må da have et ærinde siden du bare pludseligt dukker op,” sagde jeg så i takt med, at jeg slog blikket over mod ham. Som jeg havde haft på fornemmelsen, så var hans blik også rettet mod mig. Hurtigt fik vi øjenkontakt, hvilket fik mig til at føle mig usikker i et kort øjeblik.

”Jeg har fortalt dig, at det er fordi jeg ville tjekke op på dig. Jeg ville helst ikke rende rundt med dårlig samvittighed for ikke at have besøgt dig. Ulykken var jeg vel også indblandet lidt i,” forklarede han i korte træk. En kort forklaring som fik mig til at smile. Det var nemt at høre på ham, at han måske ikke havde helt rent mel i posen. Han måtte gemme på nogle oplysninger der i bund og grund var top hemmelige.

”Og så til sandhedens time,” blev jeg ved. At give op før sandheden var kommet på bordet, var ikke en oplagt mulighed. Aldrig. Han sukkede kort. Det var tydeligt at høre på ham, at jeg ikke hoppede på hans lille leg, så derfor måtte han hellere komme til kort og sige sandheden.

”Det var bare på en måde svært at give slip, da jeg forlod dig på hospitalet. Du virkede så ulykkelig. Som om du manglede en ven ved din side. En ven som altid ville være ved dig. I medgang og modgang. Derfor kom jeg tilbage. Lad mig være den ven du kan fortælle alt til,” forklarede han, dog med blikket rettet mod jorden. Hvordan kunne det være, at han ikke turde se mig i øjnene? Havde jeg da gjort noget forkert siden han ikke ville se på mig når han snakkede? ”Vil du være min ven?” nærmest hviskede jeg, da det lidt efter gik op for mig, at jeg endnu ikke havde givet ham et svar. Han nikkede kort.
Derefter var det min tur til at nikke. Selvom jeg knapt nok kendte ham, havde han i sidste ende ret.
Jeg havde brug for en ven. Aldrig havde jeg haft en nær ven, så måske Justin kunne være den første til at overtage den rolle.

”Nu er det heller ikke fordi at jeg er specielt rig på venner,” halvmumlede jeg, i håb om at han egentligt ikke ville høre det. Selvfølgelig uden held. ”Du sagde da før at du var begyndt at se nogle piger i skolen. Er de da ikke dine venner?” ”Nærmere bare bekendte,” afbrød jeg.

”Men lad mig være din ven, Hope. Luk mig ind i dit liv, og lad mig hjælpe dig gennem de hårde tider,” gentog han så lidt efter. Armene slog han om mig, mens jeg blev knuget ind mod hans krop.
Justin var en meget hjælpsom dreng, trods den korte tid vi havde ”kendt” hinanden. Ja ikke engang en halv dag havde vi brugt i hinandens selskab, og så bad han allerede om at blive min ven.
Var det virkelig sådan at venskaber skulle fungere? Skulle de ikke bygges op lidt efter lidt, så tilliden til hinanden ligesom voksede for hver dag, og så man derfor til sidst kunne fortælle hinanden alt?
Måske ikke i Justins verden.
Alligevel værdsatte jeg hans hjælp og barmhjertighed.

Justin ville hjælpe med min sorg, selvom han ikke engang kendte min baggrund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...