Not afraid.. [1D]

Sandie, er en 17 årig pige, som kommer fra Canada, Hun er på ferie i Italien, hvor hun møder nogle drenge, der sker drama , kærlighed og venskab..

2Likes
2Kommentarer
565Visninger
AA

2. It's okay, i'm different..

"Neeej!!" jeg kan stadigvæk huske lige præcis dét ord, den aften, den aften jeg så min mor sidste gang, vi havde skændtes.. og jeg havde ikke engang nået at fortælle hende hvor meget jeg elskede hende. 

Jeg vågnede op, stirrede på vækkeuret, klokken var 05.30, efter min mors død, kunne jeg aldrig sove længe mere. Jeg rejste mig op og trak i noget enkelt tøj jeg fandt og gik udenfor. Det var koldt, og vinter, men jeg ville bare stå herude og fryse, det ville minde mig om den smerte der var i hjertet efter at min mor tog afsted. Jeg gik på sneén, det føles som om flere tusinde knive, skar mig under fødderne. Efter at have været ude i et godt stykke tid gik jeg ind igen, ud på toilettet, kiggede mig bare i spejlet. Jeg kunne ikke længere finde skønhed eller noget, alt jeg så i mig selv, var min mor, det skar så voldsomt, jeg kunne mærke en tårer ryge stille ned af kinden, men jeg tog bare hurtigt hånden op og fjernede den. Jeg gik i bad, stod bare og lod vandet løbe nedover min krop, jeg lyttede til vandet og bemærkede hvor forfærdeligt stille der var hvis jeg slukkede det. Da jeg havde været i bad, tog jeg undertøj på og gik bare op på værelset igen, hvor jeg så tjekkede uret, nu var klokken 7.00, kun 1 time, til jeg kunne tænde fjernsynet for ikke at vække min far. Jeg satte mig bare i sengen og gloede tomt ud i luften, de sidste par dage havde ikke været normale og jeg havde ikke været sammen med nogle længe, men.. jeg havde ingen, ingen jeg kunne kontakte hvis jeg var ked af det. Klokken var endelig blevet 8.00 og jeg gik ind og tændte tvét, jeg fandt en god film og så den, men uden nogle grund, strømmede tårerne bare ned af mine kinder, jeg lod dem løbe, jeg kunne ikke stoppe dem, de skulle bare ud, ud og væk. Min far kom ind til mig og satte sig på min seng, jeg kunne se han havde grædt ligesom mig, mors død havde taget så hårdt på os begge, jeg var faktisk mere ked af det på min fars vegne, end på mine egne, han havde kendt hende i længere tid, min far begyndte og græde, hvilket gjorde at jeg følte mig som en voksen og jeg snakkede stille med ham, og trøstede ham, som han altid gjorde da jeg havde det svært i starten. 

 

Så, ja.. Det er min første Movella, og jeg vil godt skrive mere, har bare brug for lidt feedback, om hvad i synes osv. - Mange kys og Kram <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...