Ude

Danskopgave, novelle, digtet her skulle spille en central rolle: ”Hold mig i hånden her på denne klode hvor de har sat os af Er vi på en vinderrejse for to børn? Eller ville de bare af med os? Læg dig under tæppet Her er ikke varmt og jeg ved ikke hvor køkkenet er Byen er tom kan jeg se herfra Der ligger en telefonboks midt på gaden og lyder og en hund der halter løber skråt mod horisonten Jeg bryder mig ikke om stjernerne her de er alt for store Jeg skal nok holde op med at snakke Sover du? De henter os sikkert i morgen hvis det da ellers bliver morgen her Så kommer vi hjem I vores egen seng tror jeg"

1Likes
2Kommentarer
1062Visninger

1. Ude

Ude

 

Mørket er tungt i det lille lokale. Endnu tungere og tykkere er det i de små kroge og hjørner, som reolerne, karmen, bordet, stolen, sengen og alt det andet danner.
Jeg prøver ubekvemt at flytte lidt på dynen; her er koldt. Koldt på en anden måde. Det er en anderledes kulde. En kulde, der kommer snigende, listende fra det utætte vindue, jeg ligger tættest på, og langsomt, lige så langsomt, kryber ind under den flade, uformelige dyne, ind under min pyjamas og igennem min hud. Gennem mine blodårer og ind i hjertet, der lider den langsomme død, det er at fryse ihjel.
Der lugter en anelse hårdt. Jeg ved ikke, hvad det er, og hvordan det kan lugte hårdt; men det kan det på en eller anden måde. Det skærer i næseborene.
Hårdt.
Nej, andre ord kan ikke beskrive det.

Her er også stille. Så stille, at jeg tror, jeg er blevet døv. Den eneste larm kommer inde fra mig selv: en næsten overdøvende, pibende tinnitus.

Jeg vender langsomt mit hoved en anelse til højre. Langsomt, for ikke at larme. Som om det er forbudt at lave den mindste form for lyd. Som om den mindste form for lyd ville larme og sprænge hele verden i luften.
I den anden ende af lokalet ligger der en pige, hvis navn er visket ud fra min hukommelse. Jeg har lyst til at spørge hende, om hun sover, men kommer hurtigt i tanke om, at det nok ville dræbe hende på stedet.
Bare rolig, tænker jeg. Jeg skal nok lade være med at sige noget.
Først bagefter opdager jeg til min skræk, at det egentlig var ret højt tænkt. Men måske ville det ikke gøre den store forskel, nu jeg kigger nærmere på hende.

Mørket omkring hende og månen og stjernernes blege skær, der skinner gennem vinduet, giver hendes hud en mat kulør, der får hendes hud til at virke underligt hvid i det. Som et lig svøbt i hvide lagener. Død. Tavs.
Måske døde hun også af kulde i hjertet?

Jeg drejer mit hoved tilbage igen, lige så forsigtigt, og kigger ud gennem vinduet.
Udenfor er byen tom og livløs. Nej, ikke livløs: sjæleløs. Dømt til at være en spøgelsesby, hvor ikke engang spøgelser tør færdes. En trøstesløs verden, et forladt hul placeret midt i ingenting.
Og dér er portalen: midt ude på gaden, står den.
En telefonboks.

Dens kunstige lys fra den iturevne lampe holder sig i en afstand på omkring en meter og danner noget, der ligner en glorie herfra.

Jeg føler mig både draget og bevæget af den. En ufattelig kraft hiver og trækker pludselig i mig - det er, som om telefonboksen kalder, nej skriger på mig, som den står der, omgivet af dens kunstfærdige lys.
Men jeg er lammet.

Det er, som om jeg slet ikke ejer denne krop mere. Den ligger bare her, lænket til sengen, urokkelig; og jeg kan intet gøre. Det er ikke mig, der er herre mere. Det er den, der har fået overtaget, og den vil ikke lade mig gå, selvom jeg beder den, tigger den om det, som en desperat fangeindsat til en politibetjent, der holder vagt i fangekælderen. Jeg kan ikke mærke den længere, vi er ikke forbundet.
Og så alligevel; jeg føler en umættelig sult, en trang til at fylde det sorte hul, der har dannet sig i min mave.

Men selvfølgelig ved jeg ikke, hvor køkkenet er.
På den anden side ville det anderledes køkken og den anderledes mad nok alligevel heller ikke stille min sult.
Alt her er anderledes; intet er, som det plejer at være.
Selv stjernerne er anderledes. De er alt for store og runde. Og matte. Lidt som beskidte pletter på en snekugle, der er gemt bort dybt oppe på loftet blandt alt det andet ragelse: et sikkert sted ikke at blive fundet.
Jeg kigger lidt på pigen igen. Måske døde hun først af sult, så af kulde?
Kan man dø af to ting på én gang?

Jeg aner ikke, hvor jeg er. Jeg kan ikke engang huske mit eget navn. Måske har jeg aldrig haft noget?
Det er, som om intet her har et navn. Det er forbudt at have et navn. Jeg har ikke noget navn, pigen har ikke noget navn, og byen har heller ikke noget navn.

Måske et sted ude i virkeligheden har den, men ikke her, ikke i denne verden, som er som et fængsel, borte fra al tid og rum. Et sted, hvor der ikke synes at findes hverken morgen eller aften, dag eller nat, i går, i dag eller i morgen.

Jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg er her. Måske ville de af med mig. Os.

Det er, som om håbløsheden, desperationen og afmagten har fundet noget nærende i mig; de har forplantet sig dybt inde i min sjæl og river og flår den fra hinanden - men lige så langsomt for ikke at larme - som grådige bæster, der har ligget og ventet som monstre under sengen alt for længe.

Jeg er lige ved at overgive mig. Falde i ét med væggene, mørket, kulden, hårdheden, denne kuppel, der har forplantet sig midt i ingenting.

Men pludselig sker der noget.

Noget udenfor blandt skyggerne bevæger sig, og ud fra mørket kommer en beskidt, pjevset baggårdshund. Den bevæger sig ikke langsomt, men heller ikke hurtigt, for den er skadet på det ene ben.
Haltende humper den med noget, der virker som et brændende overskud, en uslukkelig gejst, ud mod horisonten, som en såret soldat, der flygter fra krigen. Skadet, men hel. Som den eneste overlevende.
Den bliver hurtigt til en lille prik i det fjerne, som den får sig møvet ud til kanten af verden, og jeg får en stærk følelse af, at den om meget kort tid måske vil bringe noget stort med sig, som får kulden og alt det andet til at vride sig i smerte, så det til sidst smelter bort af varme og lys.

Og til den tid vil jeg være her endnu, i live, måske som den eneste overlevende.
Måske kommer de og henter mig, os, i morgen.

I morgen.
Så skal vi hjem i vores egen seng og sove, som vi plejer.
Eller hvad...?
Måske vil det ikke være det samme. Måske vil drømmene være anderledes, måske vil sengen føles for lille.
Måske.
Jeg får pludselig ondt af pigen med den ligblege hud; hun ligger præcis, som hun lå før.
Måske så hun ikke hunden?

Men der er én ting, der er sikkert. Jeg er her endnu, for jeg ved, at om lidt starter tiden på ny, selvom den er gået i stå, og så vil horisonten brænde og farve byen i glødende farver. Ild vild danse og varme spredes.
Jeg ved ikke, hvorfor, men jeg ved det. Lige dét ved jeg.
Måske har nogen fortalt mig det engang.

Måske vidste jeg det forvejen.
Måske er det, fordi jeg kan kigge ud gennem vinduet.

Måske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...