A Love-Hate Relationship (One Direction - Harry Styles)

De fleste kender Harry Styles. Smilehuller, krøller, en ægte ladies man. Men da han møder Hailey, som ikke helt ved, hvem han er, bliver han måde chokeret og tiltrukket af det. Hun finder dog ham mest af alt irriterende, så han er nødt til at gøre alt, hvad han kan for at få hende til at ændre mening. Vil det være nok til at få Hailey til at se, at det ikke er uden grund, at Harry er en af Englands mest eftertragtede fyre? Eller vil Harry give op og finde en anden pige, som rent faktisk er interesseret?

I denne historie kan der forekomme stødende ord og scener. Læsning foregår derfor på eget ansvar.

- Konstruktiv kritik modtages gerne :-)


6Likes
7Kommentarer
1283Visninger
AA

4. Kapitel Fire

 

 

Haileys synsvinkel:

 

"Hvorfor gjorde du det?" Skreg jeg vredt til Jessica. Det var så frustrerende, at Harry havde set mig. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig flov; Her stod jeg til en af hans koncerter, selvom jeg for en uge siden havde benægtet, at jeg havde nogen anelse om, hvem han var.

 

"Come on, selveste Harry Styles står og stirrer på dig, og så vil du ikke engang lade ham se dine øjne?" Jessica rullede med øjnene og vendte derefter blikket op på scenen igen. Jeg trak vejret dybt og modstod trangen til at slå hende. Det var egentlig slet ikke retfærdigt, at jeg var blevet så sur på hende. Jessica havde haft gode hensigter - hun vidste jo ikke, at jeg allerede havde mødt Harry Styles før. Og indtil i dag vidste jeg det heller ikke. Men nu følte jeg mig bare dum over ikke at have kunnet genkende ham den dag på caféen. Jade, Jessica og Katies værelser var jo helt fyldte med plakater af drengene. 

 

Jeg kiggede op på scenen igen og til min store rædsel, stirrede Harry stadig på mig. Det her var simpelthen for pinligt. 

 

Harrys synsvinkel:

 

Da tjeneren kiggede op på scenen igen, blev jeg meget chokeret over at se, at hun rødmede. Jeg blev mere og mere forvirret - det her gav ingen mening. Det ene øjeblik fortalte hun mig, at hun ikke vidste, hvem jeg var, imens hun det andet øjeblik stod forrest til en One Direction koncert og rødmede. Der var noget vildt frustrerende og samtidig utrolig interessant ved hende. Det faktum, at jeg slet ikke forstod, hvad der foregik, irriterede mig, men gjorde samtidig også, at jeg ikke kunne fjerne blikket fra hende. Hvis hun virkelig ikke havde nogen anelse om, hvem jeg var, hvorfor stod hun her så?

 

Når ja, selvfølgelig! Pludselig følte jeg mig helt dum over, at en tilfældig tjener havde bragt disse usikkerheder op i mig, for svaret var så åbenlyst. Den eneste grund til, at hun lod som om, hun ikke vidste, hvem jeg var den dag på caféen, var fordi, hun troede, det ville fange min opmærksomhed. Hun var garanteret en hardcore directioner, der var udmærket klar over, at en skrigende fan ikke ville skille sig ud fra mængden. Derfor havde hun tyet til andre metoder. Jeg kunne ikke lade være med at grine ved tanken om, hvor let jeg havde ladet mig narre. Det betød dog ikke, at jeg ikke stadig fandt hende interessant. Der var noget fascinerende over hendes ansigt. Hun var simpelthen så lækker! Jeg følte sådan en trang til at fortælle hende, at jeg havde regnet hendes plan ud, derefter være sammen med hende, så jeg kunne få hende ud af hovedet og aldrig tænke på hende igen. Og jeg vidste lige, hvordan det skulle gøres.

 

"Liam," sagde jeg stille, idet jeg gik hen og stillede mig ved siden af ham. "Er du ikke med på at få fem piger med op på scenen?" 

 

Liam fjernede blikket fra Louis, der stod og sang og kiggede på mig med et overvejende blik: "Jeg ved ikke Harry, vi har jo slet ikke forberedt det og.."

 

"Kom nu, det kan vores kære sikkerhedsvagt Paul sagtens klare," afbrød jeg. Jeg kunne tydeligt se, at Liam var skeptisk, så jeg forsøgte at virke overbevisende. 

 

"Okay, hvis vi lader Paul bestemme hvilke piger, der skal op, kan vi godt forsøge." Jeg knyttede min næve ud i luften. Det her var fantastisk. Selvom jeg var velvidende om, at jeg ville pege tjeneren ud for Paul, hvis det var nødvendigt, undlod jeg at fortælle det til Liam. Det var jo kun detaljer.. Ikke sandt?

 

Haileys synsvinkel:

 

"Imens vi synger Moments, vil vi gerne have fem piger op på scenen. Er der nogen, der gerne..?" Spurgte Liam publikum, men resten af sætningen blev overdøvet af de mange skrig. Publikum var nu langt vildere end før. De hoppede op og ned i håb om, at de ville fange en af drengenes opmærksomhed, så de blev valgt. For første gang havde jeg ikke noget imod alt det skrigeri og hopperi, for det var forhåbentlig resulterende i, at jeg forsvandt i mængden. Jeg ville nemlig under ingen omstændigheder op på den scene. "Paul, vil du ikke vælge fem piger?" Spurgte den sorthårede fyr oppe på scenen. Zen, Zan? Jeg kunne ikke huske, hvad han hed. Den securityvagt, som åbenbart var Paul, begyndte at gå rundt for at se hvilke piger, der var anstændige nok til at komme op på scenen. Jeg kunne ikke lade være med at få medlidenhed med ham. Det ville bestemt ikke blive en let opgave at finde piger, der var rolige nok til at komme op på scenen. 

 

Da de første fire piger endelig var blevet valgt, begyndte Paul at nærme sig, hvor jeg stod. Jeg krydsede fingre for, at han ikke ville komme herhen og blev lykkelig, da han stoppede op nogle meter fra mig. Det var helt absurd at se, hvordan alle omkring mig sukkede, når jeg selv åndede lettet op. Jeg hørte ikke til i dette selskab, det gjorde jeg virkelig ikke. Bare den her aften snart ville slutte. 

 

Jeg skulle til at tage min mobil op af lommen for at se, hvad klokken var, da jeg lige pludselig kunne fornemme nogen observere mig. Jeg kiggede op og så Harry, der stod sammen med Paul og pegede på mig. Panikslagen kiggede jeg over på Jade, som så lige så forvirret ud, som jeg selv følte mig. Paul gik hen og stillede sig foran mig. Han gjorde tegn til, at jeg skulle være klar til at blive løftet op på scenen. Jeg kiggede febrilsk på ham og rystede på hovedet: "Nej, nej, jeg skal ikke op på scenen," forsøgte jeg at sige, men min stemme druknede i larmen. Paul begyndte at løfte mig, imens jeg ihærdigt forsøgte at få ham til at forstå, at jeg ikke havde nogen intentioner om at stå på den scene. Jeg var ved at gå fuldstændig i panik og kiggede på Jessica i håb om, at hun kunne hjælpe mig. 

 

"Tag mig," sagde Jessica, imens hun trak mig ned, så jeg igen stod på jorden. Paul kiggede forvirret på mig, men da jeg gjorde tegn til, at jeg var helt okay med, at han tog Jessica, trak han på skuldrene og løftede i stedet hende. Jeg åndede lettet op. Det var tæt på, men jeg var med nød og næppe blevet reddet ud af situationen. Da jeg havde genvundet roen, kiggede jeg op på scenen igen. Jeg blev meget chokeret over at se, at Harry stadig stirrede på mig. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...