A Love-Hate Relationship (One Direction - Harry Styles)

De fleste kender Harry Styles. Smilehuller, krøller, en ægte ladies man. Men da han møder Hailey, som ikke helt ved, hvem han er, bliver han måde chokeret og tiltrukket af det. Hun finder dog ham mest af alt irriterende, så han er nødt til at gøre alt, hvad han kan for at få hende til at ændre mening. Vil det være nok til at få Hailey til at se, at det ikke er uden grund, at Harry er en af Englands mest eftertragtede fyre? Eller vil Harry give op og finde en anden pige, som rent faktisk er interesseret?

I denne historie kan der forekomme stødende ord og scener. Læsning foregår derfor på eget ansvar.

- Konstruktiv kritik modtages gerne :-)


6Likes
7Kommentarer
1280Visninger
AA

5. Kapitel Fem

 

Haileys synsvinkel:

 

Efter adskillige forsøg havde jeg opgivet at forsøge at overtale Jessica og Jade til at tage med hjem. De ville absolut ind til det Backstage rum, hvor One Direction holdt afterparty. Det var Jessicas skyld, at vi overhovedet skulle ind Backstage. Da hun var oppe på scenen, havde Harry givet hende en seddel, som ville give 'dig og dine veninder adgang til et fedt afterparty med os bagefter,' som Jessica havde sagt, at Harry havde udtrykt det. Egentlig bebrejdede jeg dem ikke, at de gerne ville derind. Hvis dette havde været en Eminem koncert, ville jeg helt sikkert have været lige så ivrig, men lige nu overskuede jeg bare ikke at vise dem forståelse for det. Aftenen havde allerede været alt for lang, og jeg var så udmattet. Jeg havde helt sikkert fået nok One Direction for én aften. 

 

Da vi nåede hen til Backstage døren, viste Jessica den seddel, hun havde fået af Harry, til vagterne. De ønskede os en god aften og åbnede derefter døren for os. Da jeg trådte ind, blev jeg overrasket over at se, hvor stort rummet var. Der var langt flere mennesker, end jeg havde troet, og der var også en kæmpe bar. Jeg smilede fornøjet ved synet af det store rum, men jeg kunne tydeligt se på Jade og Jessica, at de var skuffede. De havde håbet, at dette ville blive deres mulighed for at få en intim snak med One Direction og ikke en fest, hvor man skulle være heldig bare for at få et glimt af dem.

 

Vi fandt et tomt bord og satte os ved det. "Det her er jo åndssvagt," udbrød Jessica skuffet.

 

"Nå, så drengenes backstage invitation var ikke helt så fantastisk alligevel?" Spurgte jeg sarkastisk. Jessica fandt ikke min bemærkning morsom. Hun sendte mig et irriteret blik og satte armene over kors. Jeg fik lidt dårlig samvittighed, da jeg så, hvor oprigtigt triste de var. 

 

"Come on, piger, så slemt er det jo heller ikke. Nu kan I jo sige, at I har været til samme fest som One Direction." Jeg forsøgte at lyde optimistisk, men pigerne lod ikke til at have hørt mig. Jessica sad og sukkede højlydt, imens Jade stirrede tomt ud i luften. Selvom ingen af dem sagde noget, kunne jeg tydeligt fornemme, at de var irriterede over, at jeg ikke reagerede på samme måde som dem. Af frygt for at et skænderi var under opsejling, undskyldte jeg mig med, at jeg ville gå hen og skaffe drinks til os, selvom mit egentlige formål var at komme væk fra den dårlige stemning.

 

"Tre Strawberry Daquirries," sagde jeg til bartenderen, da jeg var nået baren. Han gik straks i gang med at lave drinksene, imens jeg kæmpede for ikke at se lige så malplaceret ud, som jeg følte mig. Jeg konstaterede, at det var umuligt for mig at skjule, at jeg var meget 'underdressed' i forhold til menneskerne omkring mig. Det måtte være et meget eksklusivt afterparty. 

 

"Det bliver 120," sagde bartenderen, idet han stillede de tre drinks på disken. Pludselig slog det mig, at jeg havde glemt min pung. Pis.

 

"Øh, min pung er lige derhenne," svarede jeg og pegede ned mod den plads, jeg lige havde forladt. "Kan jeg ikke lige gå ned og hente den?" Bartenderen hævede sine øjenbryn, han forsøgte ikke engang at skjule sin misbilligelse. "Eller måske har jeg nogen i min lomme. To sekunder, jeg tjekker lige," fortsatte jeg og begyndte at rode i mine lommer. Jeg forsøgte at ignorere det faktum, at bartenderen rullede øjne af mig, selvom jeg mest af alt havde lyst til at grave et dybt hul i jorden, som jeg kunne forsvinde ned i. Det var ikke svært at læse på bartenderens ansigtsudtryk, at han ikke forstod, hvorfor en pige som jeg, var på et sted som dette.

 

"Det er fint nok John. Bare skriv det på regningen," hørte jeg pludselig en smertefuld velkendt stemme sige. Jeg vendte mig om og så Harry stå foran mig. Skønt. Den her aften blev bare bedre og bedre.

 

Jeg skyndte mig at sige, at jeg nok selv skulle betale, men han nøjedes med at svare mig ved at lave en afvignede håndbevægelse. "Jeg troede ikke, at du vidste, hvem jeg var." Han havde et smørret grin, der afslørede hans smilehuller. Jeg ignorerede spydigheden i hans tonefald og begyndte i stedet at forklare om den situation, der var opstået, da Katie var blevet for syg til at tage med til koncerten. Det så dog ikke ud til, at han lyttede. Han havde travlt med at studere mig, hans blik blev ved med at køre og op ned af min krop.

 

"Lad være med at tjekke mig ud," snappede jeg af ham i håb om, at hans smil ville falme, men det blev i stedet bare større. "Du ved godt, at hvis dit smil bliver større, vil det falde af?"

 

Han ignorerede mit forsøg på at fornærme ham: "Jeg synes, det er ret komisk, at du forsøgte at spille kostbar den dag på caféen for at få min opmærksomhed. Som om jeg ikke har prøvet det før." Jeg forventede, at han jokede, men da jeg opdagede, hvor seriøs han virkede, kiggede jeg chokeret på ham. Var han virkelig så indbildsk at tro, at jeg havde været afvisende overfor ham i håb om, at han så ville finde mig interessant? Som om jeg overhovedet gad det. Det eneste, jeg havde villet have ud af denne aften var, at den skulle gå hurtigt, så jeg kunne komme hjem i seng.

 

"Hør her, jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad du tror, men før i dag havde jeg ikke nogen anelse om, hvad du hed. Og efter i dag har jeg bestemt heller ikke intentioner om at vide mere," sagde jeg vredt og vendte ryggen til for at komme tilbage til bordet. Jeg var fuldstændig ligeglad med, at jeg havde efterladt gratis drinks ved disken. Hellere det end at skulle bruge så meget som ét minut mere med en så arrogant type som ham. 

 

Harrys synsvinkel

 

Var en pige virkelig lige gået fra mig? Uden at besvime, skrige eller bare så meget som bede om at få taget et billede sammen med mig? Jeg kunne ikke huske, hvornår det sidst var sket for mig, og det tog nogle sekunder for mig at registrere, hvad der rent faktisk var sket. Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, var jeg alligevel nødt til at erkende, at det trods alt nok ikke var i håb om at få min opmærksomhed, at hun ikke havde kunnet genkende mig den dag på caféen. På det tidspunkt vidste hun virkelig ikke, hvem jeg var, og nu hvor hun vidste det, virkede hun ikke bare en smule imponeret. Det var frustrerende, men samtidig tiltrækkende. Jeg havde ikke oplevet en pige være en udfordring i meget lang tid. Det var alt for tiltalende at tage kampen op til, at jeg kunne modstå det. Jeg spejdede rundt i lokalet for at se, hvor hun befandt sig. Hun stod ved et bord sammen med den lyshårede pige, der tidligere var oppe på scenen og en tredje sorthåret pige. Jeg kunne ikke lade være med at betragte tjeneren. Hun var så lækker med det lange hår og den velproportionerede krop. Jeg måtte have hende med hjem.

 

Haileys synsvinkel:

 

"Se, hvem der kommer gående mod os," sagde Jade pludselig. Jeg blev overrasket over ivrigheden i hendes stemme, da hun for få sekunder siden lå halvt henover bordet og var i et meget tvært humør. Jeg fulgte hendes blik og så til min forfærdelse, at det var Harry, der var på vej over til os. "Omg, det er Harry," udbrød Jessica og havde svært ved at kontrollere sig selv.

 

Jeg rullede med øjnene: "Årh, helt ærligt, kan den her aften aldrig slutte?" Der var dog ingen, der reagerede på det, jeg sagde. Jessica havde travlt med at køre en hånd igennem hendes hår, imens Jade bare stod og stirrede ivrigt på Harry, idet han kom nærmere.

 

"Ej tøser, hvorfor sidder I her? Vil I ikke hellere sidde hos drengene og mig?" Spurgte Harry, da han havde nået vores bord. "Hvis altså I er rigtige fans?" Tilføjede han og kiggede på mig med en hånlig grimasse. Jeg sukkede højlydt.

 

"Selvfølgelig er vi rigtige fans," sagde Jessica nervøst efter at have sparket mig under bordet.

 

"Jamen, så kom." Han kastede et sidste blik på mig med sit irriterende smørrede grin, før han vente sig om og begyndte at gå over i den anden retning af lokalet. Jessica fulgte ivrigt efter, og Jade skulle til at gøre det samme, men jeg stoppede hende.

 

"Jade, jeg tror, jeg er nødt til at tage hjem. Jeg er virkelig træt, og jeg har også lidt ondt i hovedet." Jeg troede selv, at jeg lød overbevisende, men Jade så ikke ud som om, hun købte den.

 

Efter at have stirret eftertænksomt på mig i et øjeblik, nikkede hun: "Det er okay, jeg forstår dig godt." Hun gav mig et hurtigt kram, hvorefter hun vendte sig om for at følge efter Jessica og Harry. Jeg kastede et sidste blik mod dem, før jeg gik mod udgangen. 

 

Harrys synsvinkel:

 

"..Jeg tror, det er min yndlingssang. Men egentlig er det svært at vælge, for alle jeres sange er så gode." Jeg kiggede på den lyshårede pige, der havde været  med oppe på scenen og nikkede smilende uden at have lyttet til, hvad hun sagde. Jeg havde alt for travlt med at spejde efter tjeneren, som nu ikke var nogen steder at se. "Jeg kan slet ikke tro, at jeg sidder her med Harry Styles," fortsatte hun og blinkede med sine lange, sorte øjenvipper. Det var ikke før nu, jeg registrerede, at hendes hånd lå på mit lår. Hendes kropssprog var ikke til at tage fejl af. Hvis jeg ville have hende lige nu og her, var hun frisk. Hun var helt sikkert ikke en af de piger, der var for fine til at gå ud på toilettet. Under normale omstændigheder ville jeg heller ikke afvise det, for hun var rigtig lækker, men lige nu overskuede jeg det bare ikke. Jeg var alt for optaget af at se efter, hvor hendes veninde, tjeneren, var.

 

"Var I egentlig ikke sammen med en tredje pige?" Spurgte jeg den sorthårede pige uden at tage mig af, at jeg afbrød hendes samtale med Niall.

 

"Joe, men hun tog hjem," svarede hun og smilede afslappet.

 

"Hvad?" Udbrød jeg. Pigens ansigtsudtryk afslørede, at min reaktion havde været lidt for voldsom, så jeg skyndte mig at tilføje: "Det er da ærgerligt for hende at gå glip af sådan en aften."

 

Pigen med det lyse hår, placerede sin anden hånd på min skulder og hviskede mig i øret: "Skal vi gå et mere privat sted hen?"

 

Jeg vendte ansigtet over mod hende og kiggede irriteret på hende. Én ting var at være let at score, men var hun absolut nødt til at kaste sig over mig? Jeg beherskede min lyst til at råbe af hende, det var jo trods alt ikke normalt, at jeg afviste en pige som hende. Jeg fjernede hendes hånd og sagde: "Ellers tak babe. Måske en anden aften."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...