A Love-Hate Relationship (One Direction - Harry Styles)

De fleste kender Harry Styles. Smilehuller, krøller, en ægte ladies man. Men da han møder Hailey, som ikke helt ved, hvem han er, bliver han måde chokeret og tiltrukket af det. Hun finder dog ham mest af alt irriterende, så han er nødt til at gøre alt, hvad han kan for at få hende til at ændre mening. Vil det være nok til at få Hailey til at se, at det ikke er uden grund, at Harry er en af Englands mest eftertragtede fyre? Eller vil Harry give op og finde en anden pige, som rent faktisk er interesseret?

I denne historie kan der forekomme stødende ord og scener. Læsning foregår derfor på eget ansvar.

- Konstruktiv kritik modtages gerne :-)


6Likes
7Kommentarer
1319Visninger
AA

1. Kapitel Et

 

Haileys synsvinkel:

 

Det her ville blive en dårlig dag. Det kunne jeg bare mærke. Jeg havde været overbevist om det lige siden, jeg i morges havde slået øjnene op og indset, at jeg var stået for sent op. Der var kun gået få sekunder, før jeg var oppe af sengen og i fuld gang med at gennemrode mit skab efter noget, jeg kunne tage på. Typisk at det lige skulle være denne morgen, jeg ikke kunne finde noget, når jeg virkelig havde behov for bare at hive noget ud af skabet. Efter endelig at have fundet et par sorte jeans og en hvid bluse, løb jeg ud på badeværelset for at sætte mit hår, hvilket ikke gik meget bedre. Uanset hvor meget jeg forsøgte at ligge en tot ned i mit mørkebrune hår, blev den ved med at stritte. Jeg blev til sidst så frustreret, at jeg opgav at kæmpe mere med den. I stedet satte jeg bare mit hår op i en hurtig og rodet knold. Det var kun med nød og næppe, at jeg fik lagt en flygtig make – up, inden jeg var tvunget til at små løbe ud af min lejlighed og ned i cykelkælderen kun for at finde ud af, at mit dæk var fladt. Jeg begyndte panikslagen at lede efter en cykelpumpe, men indså hurtigt, at det var en umulig opgave i alt dette rod. Den sidste mulighed var at løbe ned på mit arbejde på café Visa, hvilket mine ben bestemt ikke var tilfredse med. Idet jeg begyndte at spurte afsted, skreg de nærmest til mig, at jeg skulle sætte tempoet ned, men jeg var allerede alt for forsinket til at gå resten af vejen. Det var derfor et lykkeligt syn, da jeg endelig nåede caféen og trådte ind i den. Der var heldigvis kun nogle få kunder, som min kollega tog sig af, så jeg var ikke tvunget til en masse pinlige episoder, hvor jeg gispende skulle tage imod deres bestilling. Jeg satte mig på en barstol ved disken, imens jeg forsøgte at få min vejrtrækning under kontrol. Mit hoved gjorde ondt, og jeg havde svært ved at holde mine øjne åbne af ren og skær udmattelse. Det irriterede mig, at jeg lige nu kunne sidde til en forelæsning og slappe af frem for det her. Men næ nej, jeg havde jo, så klog som jeg er, besluttet mig for at tage et sabbatår, hvor jeg skulle arbejde frem for at gå direkte videre med studierne, for det ville da helt sikkert være så spændende. Til min store skuffelse havde jeg allerede under den første uge af begyndelsen på mit sabbatår fundet ud af, at det ikke var mere interessant at arbejde hver dag frem for at sidde på en stol og blive undervist om Pythagoras læresætning eller Freuds personlighedsmodel.

 

”Hallo tjener,” hørte jeg pludselig en stemme sige. Jeg vendte mig om og så en fyr med sin hånd rakt op. Det irriterede mig grænseløst, at han sad og knipsede, så af ren og skær protest gik jeg en smule langsommere over til ham, end jeg normalt ville gøre.

 

Jeg tog et menukort med derover, men da jeg så, at han allerede sad med et, lagde jeg det på et andet bord, tog en papirblok og en kuglepen frem og sagde med en træt stemme: ”Velkommen til café Visa. Kan jeg tage imod din bestilling?” 

 

"Faktisk ville jeg gerne høre, hvad du kunne anbefale. Du ligner en med god smag."

 

Jeg sukkede lavlydt. Dette var på ingen måde tidspunktet for, at en tilfældig fyr forsøgte at flirte med mig, men jeg vidste samtidig, at jeg var nødt til at være høflig og imødekommende overfor kunderne, så jeg forsøgte at tilbageholde min misbilligelse, da jeg sagde: "Vores kyllingesandwich plejer at være en succes. Vores 'Alt Godt Fra Havet' er også rigtig god."

 

"Kigger du aldrig på dem, du taler med?" Jeg sukkede nu højere end før. Denne kunde ville tydeligvis blive en udfordring. Det var bedst bare at få det overstået, så jeg fjernede øjnene fra den tomme papirsblok og kiggede nu i stedet på fyren for første gang. Han havde stort brunt krøllet hår, og man kunne tydeligt se, at hver evig eneste tot var blevet stylet meget præcist. Hans øjne var dækkede af de helt sorte Ray Ban solbriller, han havde på. Hvad bildte han sig egentlig ind? At komme med en flabet kommentar om, at jeg burde kigge på ham, når han selv sad med solbriller på på en overskygget dag - og så endda indenfor.

 

"Det er lidt intetsigende, når personen man snakker med, alligevel har solbriller på." Jeg fortrød straks, hvad jeg havde sagt, det var under ingen omstændigheder i orden at være uhøflig overfor en kunde. Det så dog ikke ud, som om jeg havde fornærmet ham, for han smilede kækt og afslørede sine smilehuller. Der var noget vildt provokerende over den måde, han smilede på. 

 

Han kiggede mistænkeligt rundt og tog derefter solbrillerne af. Hans grønne øjne stirrede intenst på mig, som om han forventede en reaktion. "Hvad bliver det så til?" Spurgte jeg uden at ulejlige mig med at forsøge at skjule irritationen i min stemme. 

 

"Kan du ikke se, hvem jeg er?" Han smilede stadig, men jeg kunne tydeligt høre frustrationen i hans stemme. Jeg betragtede hans ansigt; Der var faktisk noget bekendt over ham, men jeg kunne ikke helt sætte en finger på, hvad det var. Jeg havde set ham før, det var jeg sikker på. 

 

"Har vi gået på skole sammen eller sådan noget?" Gættede jeg. Han grinede, men da han indså, at jeg var seriøs, falmede hans ellers så kække smil, og i stedet spærrede han sine øjne op.

 

"Du ved virkelig ikke, hvem jeg er." Tonen i hans stemme lød mest af alt som et spørgsmål, men han kiggede ikke længere på mig. Hans blik stirrede tomt ud i luften, og jeg kunne ikke lade være med at få en smule dårlig samvittighed over ikke at kunne placere ham i min hukommelse. Jeg åbnede munden for at spørge efter hans navn, men før jeg nåede det, hørte jeg døren til caféen gå op. Jeg vendte mig om og så femten piger, der skrigende løb ind af døren. De var tæt på at vælte mig omkuld idet, de passerede mig og løb op til fyren med krøllerne. Jeg stirrede chokeret på, hvordan de grædende begyndte at kramme og tage billeder af ham. Før jeg nåede at reagere, var der tre store mænd iført sort tøj henne ved dem. De forsøgte febrilsk at få pigerne væk fra fyren. De fik ham op af stolen og banede vej for ham, så han kunne komme ud af caféen, imens de mange piger panikslagne løb efter ham. 

 

Det tog mig nogle sekunder at komme mig over chokket og registrere, hvad der egentlig var sket. Det var altså derfor, at fyren var blevet så frustreret over, at jeg ikke vidste, hvem han var. Han var en eller anden indbildsk, arrogant berømthed, der indtil i dag havde troet, at hele verden kendte til ham! Åh, hvor var typer som ham dog irriterende! Jeg skulle til at rydde det efterladte menukort væk, da jeg opdagede, at han havde glemt sine Ray Ban solbriller. Ork, hvor træls! Nu havde han en grund til at komme igen. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...