My angel - Justin Bieber | One Shot

Dette er min første movella og da jeg tænkte at det ville være meget at lave en hel historie, som det første, er dette en one shot. I må meget gerne like den og komme med kommentarer til den :-) Tager gerne imod både ris og ros.

Tjek også gerne mit bidrag til Lyrik konkurrencen ud, som hedder: "The feeling of believing" :-)

38Likes
59Kommentarer
1418Visninger

1. My angel

Love does not come to an end. There are three things that last; faith, hope and love and the greatest of these is love. 

 

Jeg husker stadig den første dag jeg så hende. Hendes rosenrøde læber, de fortryllende blå øjne, den måde hendes bølgende lyse hår faldt perfekt ned over skulderen og så var der hendes smil.

”Justin, jeg har en du skal møde.” Jeg vendte mig om mod Sophie, min bedsteveninde siden 7. klasse. ”Justin, Jessica. Jessica, Justin.” Sjovt nok havde jeg ikke lagt mærke til hendes veninde, Jessica, før nu. Jeg smilede mit skæve smil til hende, det alle kendte som mit scoresmil. Hurtigt tog jeg hånden frem og hilste på hende. Sophie var allerede gået igen, men jeg var ligeglad lige nu. ”Hva så skat? Skal vi danse?” halvråbte jeg selvsikkert til Jessica, for at overdøve den høje musik. Jeg vendte mit blik hen mod alle de andre dansende gæster, for at hentyde til at hun skulle sige ja. ”Skat?” det var det eneste ord der kom ud af hendes mund. Som om jeg havde fornærmet hende, ved at kalde hende skat. 

Det var det jeg gjorde, jeg flirtede med pigerne, tog dem med hjem og senere droppede jeg dem til fordel for en ny. Den eneste pige jeg virkelig holdte af var Sophie, hun var godt nok ikke helt glad for mit ry, men vi var barndomsvenner, og jeg kunne ikke bare give slip hende. Ligesom hun heller ikke havde lyst til at give slip på mig.

”Ja, skat? Du foretrækker måske smukke, frække eller noget helt tredje?” svarede jeg selvsikkert igen med et skævt smil. Hun kiggede hen på mig og hendes blik mødte mit. ”Jeg foretrækker alt andet end typer som dig.” Enkelt og afvisende svar. Jeg kunne mærke usikkerheden komme til mig ligeså stille. Jessica var den første pige, der ikke bare var hoppet på mig, udover Sophie selvfølgelig.

Jeg smilede lidt af mindet. Hvem skulle have troet at jeg nogensinde skulle ende op sammen med Jessica? Og hvem skulle have troet, at en enkelt pige, kunne forvandle mig, Justin, fra at være skolens player og badboy, til faktisk at holde af en pige? Hvem skulle have troet, at mit liv ville forandre sig for altid, efter mødet med hende?

Straks vågnede jeg op fra mine tanker, da jeg kunne høre Jessicas stemme: ”Justin?” det kom som en svag hvisken ovre fra sengen. ”Jessica, Jessica. Jeg er lige her. Kan du høre mig?” Tårerne begyndte langsomt at trille ned ad mine kinder. Hendes øjne var stadig lukkede. Den eneste reaktion jeg fik fra hende var et lille klem i min hånd. For første gang i fire dage siden ulykken, var der kommet en reaktion fra hende. I fire hele dage og tre hele nætter, havde jeg siddet vågen ved hendes side. Holdt hende i hånden og tænkt tilbage på alt vi har været igennem.

Tårerne blev ved at trille ned ad mine kinder. Alle minderne vi havde haft sammen kom til mig igen.

”Justiiiiiiin, stop” stammede Jessica frem mellem hendes grin. Jeg blev ved med at kilde hende, jeg kunne ikke lade være. Hendes søde latter og hendes smil var bare to ting jeg elskede så højt ved hende. ”Hvad får jeg hvis jeg stopper?” spurgte jeg grinende. ”Et kys” fik hun endelig fremstammet mellem hendes latter. Jeg smilede tilfreds og lagde mig ned ovenpå hende, dog støttende på mine albuer, for ikke at mase hende. Vores læber mødtes og jeg kunne mærke Jessica smile i kysset. Som altid, fløj sommerfuglene rundt i maven på mig.

"Justin... Hallooo. Justin!?" Jeg vågnede med et sæt og så Sophie stå foran mig. Tårerne løb ned ad hendes kinder og mascaraen fulgte med. "Jeg forstår det virkelig ikke" hviskede jeg. Min stemme var hæs og grødet. "Hvorfor skulle det her ske mod Jessica? Hvorfor?" Sophie's blik fandt mit og med det samme kunne jeg se sorgen i hendes ansigt. Der gik det op for mig, at jeg var ikke den eneste, der var ved at miste en jeg elskede. Sophie gik igennem præcis det samme som jeg, det samme gjaldt Jessicas andre venner, hendes forældre og familie. Dog var jeg overbevist om, at ingen nogensinde, havde elsket Jessica som jeg. Ligesom jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville kunne elske nogen ligeså højt, som jeg elskede hende.

Jessicas hoved hvilede på min brystkasse, der var en behagelig stilhed imellem os. Det eneste man kunne høre var vandets brusen og nogle få gange, havde vi hørt nogle børn, lege længere nede ad stranden. Jeg nussede hende i håret, da jeg vidste hun elskede når jeg gjorde det. "Jessica?" hviskede jeg. "Mmm?". Jeg tøvede lidt, men fik endelig fremstammet de tre ord. "Jeg elsker dig". Hun løftede hendes hoved en smule fra mit bryst og hendes blå øjne mødte mine. Hendes fantastiske smil fik automatisk frembragt et smil på mine egne læber. "Jeg elsker også dig Justin". Jeg lignede sikkert en lalleglad idiot, så meget som jeg smilede, men jeg var ligeglad. Vi havde endelig fået sagt, hvad vi følte og jeg var nu sikker. Jessica var den jeg ville tilbringe resten af mit liv sammen med.

Jeg vendte blikket over mod hende. Tanken om mindet havde frembragt et smil på mine læber. Det første rigtige smil i fire dage og alligevel nåede det ikke op til mine øjne. Men det var vel heller ikke sært?

Jessica og jeg havde holdt sammen i tre år, de bedste tre år af mit liv. Endelig havde jeg fundet en der betød alt for mig. Tanken om at skulle miste hende så tidligt havde aldrig strejfet mig. Mindet fra aftenen fem dage forinden strejfede mig.

"Jessica?" min stemme var dyb seriøs, hvilket ellers aldrig rigtig plejede at lykkes for mig. Hun stoppede med at grine af min latterlige kommentar, jeg lige havde fyret af få sekunder inden. "Justin?" svarede hun. Et smil formede sig på mine læber, da jeg kunne høre, hvor useriøst hun egentlig tog det her. Hun tog sine arme omkring min nakke og kyssede mig blidt, som tegn på jeg skulle fortsætte. "Jeg elsker dig og du elsker mig, right?" "Jo..." svarede hun langtrukkent og med et smil på læben. Jeg vidste hun var forvirret over min pludselige kommentar og humørskift, hvis man kan kalde det det. Der hvilede en stilhed over os, som vi stod der og holdte om hinanden. Hendes hænder om min nakke og mine omkring hendes liv og der, med det samme, forsvandt min usikkerhed. Jeg vidste hvad jeg ville.

 Hurtigt gav jeg hende et kys, inden jeg fortsatte: "Vil du giftes med mig?", der. Nu var det sagt og jeg kunne ikke tage det tilbage, men det  ville jeg absolut heller ikke. Hendes ansigtudtryk efter spørgsmålet havde forladt mine læber, fortalte alt. Hendes blå øjne var som sømmet fast til mine, hendes smil blev kun større og hurtigt kunne jeg se smilet i hendes øjne også. "Ja". Jeg måtte have lignet en idiot på lykkepiller. Mine læber ramte hendes og jeg vidste det var det rigtige, at hun var den rigtige.

Jeg smilede for mig selv ved mindet. Ingen fancy restaurant havde der været den aften, ingen stor tale om, hvor meget jeg elskede hende og ingen forlovelsesring, kun os. Det var noget af det jeg elskede mest ved Jessica, de mange penge jeg ejede betød intet for hende.

Beslutningen om at ville giftes med hende kom dog også pludseligt, men det ændrer intet. Om jeg havde købt en stor diamantring, en plasticring, eller ingen ring, var ligegyldigt. Den pige var fantastisk. 

At se hende nu, ligge der i hospitalssengen, var ikke til at bære længere. Den aften, var den bedste aften i mit liv, men samtidig den værste. 

"Kommer du eller hvad?" Jessicas stemme var fyldt med glæde, samtidig med at det største smil var plantet på hendes læber. Jeg grinte for mig selv og fortsatte med at binde mine sko. Aldrig havde jeg været så glad i hele mit liv. 

Da jeg kiggede op fra mine sko, var hun allerede på vej over vejen. Jeg småløb lidt og stoppede, da hun ikke var langt væk. "Har du tænkt dig at vente, eller hvad?" halvråbte jeg lidt flabet tilbage, på hendes spørgsmål tidligere. Hun vendte sig om, stadig smilende og kiggede afventende på mig. Og lige i det øjeblik vores øjne mødtes, blev vi revet fra hinanden igen.

Bilen havde ramt hende. Udenvidere var den drejet om hjørnet og ramt hende. Jeg løb. Da jeg nåede til hende, var der så småt kommet flere til, for at hjælpe. Hun lå bare der. Før havde hendes øjne lyst op af glæde, hendes læber havde formet et smil og hendes blonde hår, havde blafret i vinden. Nu lå hun der. Min forlovede. Jeg opfattede end ikke rigtigt, hvad der skete omkring mig og vågnede først op ad mine tanker, da jeg kunne høre lyden af en ambulance.

Billedet af hende på jorden, blodig og livløs, var stadig som printet ind i min hukommelse. Jeg havde skreget og råbt. Havde ikke kunnet styre mine følelser og som jeg sad der og tænkte alle vores minder igennem, løb tårerne for alvor ned ad mine kinder. 

Stadig tænker jeg over om jeg kunne have gjort noget. Hvad hvis jeg ikke havde råbt om hun ville vente, ville hun være ved min side nu? Hvad hvis jeg havde bundet mine snørebånd ordentligt fra starten af, ville hun så være ved min side nu? Sekunder kunne have afgjort det.

Jeg kunne smage tårerne, da de løb fra mine øjne, over min kind og til sidst endte ved min mund. Hele mit liv var brast sammen på et split sekund. Hvad jeg skulle gøre af mig selv, hvis Jessica ikke klarede den, vidste jeg ikke. Det eneste jeg vidste var, at jeg havde brug for et mirakel.

Da Jessica var blevet indlagt, havde lægerne fortalt mig, hvor lille risikoen for at hun overlevede var. Som om det ville hjælpe mig. Jeg havde lige set min forlovede blive kørt ned ad en flugtbilist, og der stod de og fortalte mig, at sandsynligheden for at Jessica ville overleve, var lille. Jeg kunne ikke bære det. 

"Jeg elsker dig" hviskede jeg og flettede mine fingre ind i hendes. Der kom ingen respons, men jeg vidste hvad hun følte for mig. Jeg kom i tanke om ringen. Hun havde ikke fået nogen ring den aften, dog var hun jo sådan set også ligeglad med om hun fik en, men jeg havde købt en alligevel. Det var det mindste jeg kunne gøre.

Forsigtigt tog jeg ringen på hendes venstre ringefinger, og forsikrede hende endnu engang om at jeg elskede hende. Håbet om at hun i det mindste kunne høre mig var der stadig. Jeg mærkede hendes hånd give mig et lille klem, men inden der havde formet sig et smil på mine læber, hørtes lyden jeg frygtede. Jessica var ikke længere iblandt os. Respiratoren var stoppet. Og med et havde jeg mistet det mest betydningsfulde nogensinde i mit liv. Min engel.

 

The world lost a fighter, but heaven gained an angel.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...