Elizabeth - I'm still just a girl.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Elizabeth er en drenge pige med stort D, en dag går det op for hende at drengene ser hende mere som en ven, der er især en dreng hun ikke ønsker skal se hende som en ven, og derfor vælger hun at droppe is hockeyen og begynde at dyrke kunstskøjtning for at vinde hans hjerte....

Men vil hun i forsøget miste sig selv og skubbe alle hendes nuværende venner fra sig? Vil det helle ende godt...

Og vil hun tilsidst vinde drengen?

5Likes
2Kommentarer
963Visninger
AA

5. Som jeg plejede...

Næste dag gjorde jeg alt som jeg plejede, jeg stod op som jeg plejede, trækkede i tøj som jeg plejede og kørte Jamie i børnehave i cykel traileren, igen, som jeg plejede. Men inden i var jeg godt klar over at jeg ikke bare kunne glemme den følelse i går. Jeg troede virkelig at han var væk og den følelse var så... forfærdelig? Jeg har mistet før men jeg havde aldrig været klar over hvordan det virkelig vil føles at mist ham, også??

Da jeg kom i skole gik alting bare som det plejede. Lærende kom ind i klassen og begyndte ligeså stille at slå alle eleverne ihjel med deres kedsomheds tale om en eller anden konge som døde for flere årtier siden, og jeg kunne ikke være mere liggeglad med hvad kong Christian den et-eller-andet havde udrettet i sin tid... Da min mobil bippede.

Det var Simon... Eller jeg havde ikke kiggede på mobilen men hvem vil ellers skrive til en som mig? Ud over nogen af de få som ikke bevidst overså mig i kantinen.

Og som forudsagt var det Simon som skrev. Lyset over min mørke dag...

Hej søde!! Er du klar på en tur på banen senere?? Så skal jeg nok hjælpe med at glemme i går...♥ :)

Hans søde besked fremkaldte et bredt smil på min læbe og en svag rødmen på mine kinder, men jeg vidste ikke helt... Jeg gjorde bare noget dumt? Som altid...

Joooh... Måske??♥

Jeg fik fat i at Christian... eller var det Frederik? Havde bygget en... Bygning?? Tror jeg.. Hmm... Det er nok ikke en del af pensum..Men jeg kiggede på min mobil og håbede på at Sime vil svare mig snart...

Klokken ringede kort efter ud og jeg pakkede mine ting sammen for at skynde mig ned i kantinen hvor jeg tog det sædvanlige, en kylling salat med gulerødder og ærter. Selvom jeg bare plukkede ærterne fra bagefter var der ikke andet på menuen jeg nogensinde havde haft lyst til??

Og jeg satte mig den dag også på min sædvanlige plads, bordet længst mod vinduet ude i højre side, der hvor ingen andre som regl sad... Hvilket ikke var tilfældet i dag...

"Hej Elizabeth" Jeg forsøgte at holde et dybt suk tilbage og skjulte det bag et svagt smil.

"Hej Trina. Hvor er Sime?" Straks da hans navn blev nævn bredte smilet sig på mine læber og jeg satte mig ned med min bakke foran mig.

"Øhm.. Han.. Han er vel på vej?" Hun smilte og jeg forsøgte at bibeholde smilet på mine læber for ikke at vise min dybe had i hele ansigtet. Da jeg blev redet at Simon.

"Heeeey smukke!!" Sagde han og lænede sig ind for at kysse Trina, hvilket var sødt og charmerende mens det gav mig lyst til at kaste op, så meget!!

Han kiggede tværs over bordet og smilte bredt til mig, hvilket fik mig til at rødme.

"Kommer du på banen senere??" Han sprang hilsnen over hvilket undrede mig men jeg svarede ham alligevel...

"Ja.. Jo... Jo det gør jeg!!" Besluttede jeg mig så for, det var jo det eneste sted han ikke slæbte den hæslige tøs efter sig?? Og også det eneste sted jeg så havde mulighed for at snakke grimt om hende bag hendes ryg.

Jeg var ikke ond, kun mod hende...

Jeg åbnede låget på min salat og begyndte stille at stikke til den. Stik stik... Jeg drak en tår af den flaske vand jeg også havde for vane at købe hver dag?? Blot fordi vand er sundt...

Simon satte sig ved siden af Trina og de begynde stille at spise hinanden og det fik ikke ligefrem kvalmen til at gå væk. Jeg stirrede ned i min salat og sukkede hver tredje sekund, kærlighed... Jeg hadede det!!

Kath dumpede ned på sædet ved siden af mig og smilte viljeløst. Hun smilte kun sjældent for tiden og jeg viste endda ikke så meget om det. Hun var min bedste veninde men det sagde heler ikke så meget da mine eneste venner var Sime, Kath, hende den sære, og selvfølge også Trina, vis man kan kalde hende for en ven.

Kath's far var også død, så noget havde vi da til fældes? Hendes mor var deprimeret og ikke som i jeg gider ikke lige gøre så meget ud af mig selv deprimeret, men deprimeret som i jeg orker ikke stå ud af sengen jeg har ikke noget at leve for, deprimeret.

Så hendes mor var til ligeså meget hjælp som min... Dan... Eller min far, som hed Dan.

"Hej Kath" Jeg smilte blidt til hende og hun nikkede bare til mig som svar. "ikke sulten??" Hendes bakke indholdte en lille banan, en cola og et bolsje. Jeg bekymrede mig fordi jeg vidste at hun lå på den lette side af vægten.

Hun rystede på hovedet og mumlede svagt et ellers tak mens hun åbnede hendes banan og tog en bid af den mens hun så ned i sin bakke.

Simon rejste sig sammen med Trina og kiggede skævt på os.

"Vi går op og sætter os hos de andre?" Og med de andre vidste jeg at de mente de "populære" Med tryk på anførelses tegnene. For hvem har bestemt at de skulle være noget specielt?

Kath tog stille et tår af sin cola mens hun tog en bid af sin banan, jeg bekymrede mig faktisk? Okay jeg var måske ikke den mest bekymrende veninde men det betød jo ikke at jeg ikke ville være der for hende?

"Kath, du skal spise den her." Jeg satte ikke spørgsmåls tegn når det kom til hende, jeg vidste at det ikke hjalp. Jeg skubbede så min salat over til hende så hun kunne få noget næring.

Hun rystede lidt på hovedet men indså så da hun kiggede mig i øjnene at jeg ikke vil give mig. Så hun tog min gaffel og begyndte at spise lidt af salaten. Jeg gjorde mig klar til at rejse mig men smilte til Kath først.

"Vi ses søde" Jeg gav hende et hurtigt kram og rejse mig for at gå.

"Jeg hader livet..." Mumlede hun hvilket fik mig til at stoppe

"KATH!!" Jeg smækkede bakken i bordet og tog fat om hendes blege ansigt. "Sig aldrig det igen!! Aldrig!? Vil du ende som din far?? Se hvad han har gjordt ved dig. Han har efterladt en der virkelig har brug for ham? Okay... Du vil også efterlade et spor er folk der vil være knuste!! Huske det nu Kath?" Hun trak blot på skuldrende mens hendes øjne fyldtes med tåre.

"Det passer jo ikke, ingen vil bemærke det?!" Hun rejste sig og efter lod sin bakke på bordet mens hun styrtede ud af kantinen. Og klokken reddede hende, ellers var jeg løbet efter hende? Jeg sværger, men vi skulle have engelsk og det kunne jeg ikke gå glip af...

Så jeg gik til timen og forsøgte bare at glemme den sætning, Ingen vil bemærke det? Hvordan kan man tro det... Jeg ved da at.. jeg håber da jeg vil være savnet?? Simon vil savne mig... Det ved jeg bare!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...