Elizabeth - I'm still just a girl.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Elizabeth er en drenge pige med stort D, en dag går det op for hende at drengene ser hende mere som en ven, der er især en dreng hun ikke ønsker skal se hende som en ven, og derfor vælger hun at droppe is hockeyen og begynde at dyrke kunstskøjtning for at vinde hans hjerte....

Men vil hun i forsøget miste sig selv og skubbe alle hendes nuværende venner fra sig? Vil det helle ende godt...

Og vil hun tilsidst vinde drengen?

5Likes
2Kommentarer
965Visninger
AA

4. Familie caos!!

Jeg åbnede døren og smed tasken for mine føder.

”Hallo? Er der nogen hjemme?” Jeg sparkede skoene af og samlede igen tasken op.

”Jamie?” Jeg kiggede på klokken og sukkede, 17:30.

Har far glemt ham igen? Det vil han da ikke… Det kunne han da ikke…

Jeg løb oven på og smed min taske på gulvet

”Jamie!?” Jeg flåede døren til hans værelse op og sukkede så dybt. Han var der ikke? Hvor…

”DAN?!” Jeg løb så ned af trappen og kiggede ind i stuen.

”Dan!!” Han sad der i sin stol, med en øl i den ene hånd og fjernbetjening i den anden.

Han mumlede kort noget og rettede sig lidt op i stolen, hvorefter han rystede på hovedet.

”Hvor er Jamie?” Spurgte jeg ham så og han trak bare på skuldrene og gabte, Fuck ham!! Han kunne da ikke bare lade ham blive i børnehaven?? De lukkede klokken 17 og Dan vidste det godt!!

Jeg tog hurtigt mine sko på igen og løb ud af døren. Jeg måtte finde ham!

Jeg sprang op på cyklen og styrtede hen mod hans børnehave, lyset var slukkede og den sidste var tilsyneladende gået hjem for længst. Men hvad med Jamie…

Jeg skyndte mig at vende cyklen. Jeg vidste godt hvor jeg skulle hen i situationer som denne, Patricias hus, hun havde svaret på alt.

Tåre var efterhånden begyndt at løbe ned af mine kinder og jeg rystede voldsomt.

Jeg smed cyklen foran deres låge og styrtede op til hoved døren hvor Simon åbnede. Det giver måske ingen mening men Patricia er Simons mor, det er også derfor vi kender hinanden. Min mor og Patricia var bedste venner og da min mor så døde for 3 år siden blev Patricia som en mor for mig, og Jamie for den sags skyld.

Jeg løb ind i Simons arme og græd for fuld styrke, og han stillede ingen spørgsmål det var det der gjorde det så nemt, han kendte min far, Dan, og han viste hvad det handlede om.

”Jamie” Hviskede jeg blot og Simon var klar over hvad der skulle gøres. Han hentede sin mor og hun gav mig et kram.

”Er du okay skat?” Jeg nikkede og hun smilte svagt.

”Vi skal nok finde ham søde” Hun tog mobilen frem og smilte lidt ”Jeg ringer til Frida hun plejer at være den der lukker” Patricia forlod gangen og gik ind i stuen. Jeg så bare på Simon som fosøgte at trøste mig.

”Det skal nok gå, Vi finder ham altid, Han er der ude” Osv. Men jeg havde hørt alt før og viste at det sikkert ville gå godt. Men denne gang kunne jeg bare ikke forstå at han havde glemt det igen!!

Tåre gled ned at mine kinder og jeg så bare ned i jorden da Patricia kom ind i gangen igen.

”Han har hentet ham…” Jeg stirrede på hende og forstod intet. ”Dan hentede ham klokken fire…”Jeg rystede voldsomt på hovedet…

”Nej… nej det har han ikke… altså det… han har ikke hentet ham” Jeg rystede på hovedet, det havde jeg jo selv set… der var ingen Jamie der hjemme??

Og pludselig fik jeg en trang til at taget hjem og tjekke?? Kunne han værre der hjemme… Jeg havde ellers kiggede eller hvad?? Shit… Hvad vis han er der hjemme?? Og det er MIG der har overset ham…

"Det okay Elizabeth, du var jo bange for han.." Patricia havde oplevet det op til flere gange. At jeg var kommet løbende og så var han alligevel der hjemme. Jeg afbrød henne.

”Tricia… Jeg må skynde mig hjem… ” Tåre trillede stadigvæk lidt og hun nikkede.

”Jeg tager med dig” Simon lagde armen om mig og gav mig et klem.

”Jeg… Simon det skal du ikke… Jeg må klare Dan selv” Jeg vendte mig om mod døren og Simon lod sin arm glide ned fra min skulder. Og jeg skyndte mig hurtigt ud af døren.

Da jeg kom ind af døren så jeg mig rundt og var forvirrede

”Jamie??” En velkendt skikkelse trådte nærmere og jeg begyndte igen at græde, da jeg samlede mine arme om ham oplevede jeg lettelse et kort øjeblik, en glad følelse jeg ikke kender så godt. Jamie trak sig lidt væk fra mig og så med sine store brune øjne på mig og smilte svagt.

”Elizabeth?? Er du okay?” Han lagde hovedet svagt på skrå og hans uskyldig smil får mig til at smile selv når jeg har det dårligt.

”Jeg troede du var væk igen… Jeg troede…” Jeg plantede et kys på hans pande og rejste mig op fra knæ tilstand og tog ham op i mine arme.

”Skal vi få dig puttet i seng?” Han nikkede og jeg smilte mens en lille tåre trillede ned af min kind.

Han er her… Dan har hentet ham og jeg har overset ham?? Denne gang mig… Og ikke Dan, hvilket egentlig var heldigt...

Jeg ringede straks til Simon da jeg havde lagt Jamie i seng for at fortælle at han var kommet hjem, han tog den med det samme.

"Hej Sime..." Han var først stille men svarede så efter lidt tid.

"Hej Liza, fandt du ham?" Jeg nikkede men det gik op for mig at han ikke kunne se mig, måske er jeg dum.

"Ja... Jeg tror bare gik i panik da jeg ikke fandt ham med det samme... Undskyld panikken" Jeg fik en tåre ned af kinden og jeg forsøgte på at lyde okay.

"Det okay Liza... Du er altid velkommen her, Undskyld men jeg skal hjælpe min mor. Vi ses i morgen?" Jeg smilede lidt og ser mod jorden

"Ja vi ses i morgen Sime" Jeg kunne høre lyden af ham der ligger på men bliver i røret et øjeblik længere for at være sikker, og lagde så mobilen fra mig. Inden tårerne begyndte at løbe igen.

Jeg lagde mig på min seng og lukkede øjnene, min mave knurrede efter aftensmad men jeg havde ingen overskud. Jeg lavede bare meget morgen mad i morgen?

Det skulle nok gå alt sammen....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...