Inviter aldrig Døden indenfor..

Det var en bidende kold vinter, og alt var dækket til med sne. En dag skulle Melanies far ud og hente en overraskelse, men da han kom hjem med overraskelsen, stivnede Melanie..

1Likes
5Kommentarer
562Visninger
AA

1. Kulde, vinter og Død..

 

Inviter aldrig Døden indenfor..

- Nordmændene kæmper stadig for at holde kulden ude af husene, dog er det til sidst blevet en udfordring. Der er ingen registrerede dødsfald indtil nu, men håbet for hjælp slipper langsomt op. Alle håber..

Melanie slukkede Tv’et og med et kort glimt blev skærmen sort. Sneen lå som en tyk hvid dyne over landskabet så langt øjet rakte. Kulden blev kun værre og værre dag for dag, men det er intet i forehold til i Norge. Folk blev sneet inde og fanget i deres hus som var det et fængsel, og de fleste ventede kun på at døden skulle træde ind over dørtærsklen. Hvis man altså var så heldig at kunne få åbnet en dør. Hun rettede blikket mod vinduet og så med tomme øjne hvordan snefnuggene dalede ned over indkørselen. En lille snebakke kom langsomt mod huset ude fra horisonten. To lyskegler fra bakkens front skar igennem det tunge vejr, som var det to gule øjne der så viljefast mod huset. Lyset var dog dæmpet af alt den sne der sad foran udyrets øjne. Et lille hul ind til dets hud afslørede et velkendt ansigt.

 - Far!!

Det blev pludselig som om det gav bedre mening hvis det var en bil, fars lille Ford. Melanie vinkede ivrigt til ham, og  Henrik vinkede roligt tilbage med et lille smil på læben. Det var som om der sad en skygge ved siden af ham, og straks dæmrede det for hende. Da hun havde spurgt hvad det var Henrik ville da han tog af sted, sagde han at det var en overraskelse. Hun blev bleg, og smilet på hendes læber brast pludselig.

    - Så er jeg hjemme! råbte Henrik friskt ude fra bryggerset da hoveddøren smækkede i. – Du gætter aldrig hvem jeg har med!

   Melanie kom hvid  i ansigtet ud til sin far. Ved siden af ham stod en høj underernæret kvinde og stirrede ned på hende med et tvunget smil. Begge havde sne siddende langt op af benene, tykke vinterjakker og sælskindshandsker helt op til albuerne.

   - Din mor ville jo så gerne se dig, begyndte han. – Det er jo et helt år siden i sidst så hinanden! Du må undskylde det tog så lang tid, men med alt den sne skal man jo helst ikke køre alt for hurtigt.

   Min mor.. Selv at tænke det gjorder ondt i hendes hoved. Hendes mor boede på et hospital for sindssyge, og det er ikke specielt mærkværdigt. Sidste år fandt Henrik, Yvonne,  i færd med at kløve døren til toilettet op med en slagterkniv og kødhammer. Melanie havde løbet derind og låst døren fordi Yvonne havde jagtet hende rundt i hele huset med slagterkniven højt hævet. Grunden på Yvonnes opførsel er stadig ikke opklaret. Nu er hun så her, da Henrik  syntes det var en ”God Idé”. Sammen gik de ind i stuen hvorefter Henrik forlod dem for at gå ud i køknet og lave kaffe. Melanie sad tavs i sofaen og så ned i gulvet. Hun skulle ikke nyde noget af hverken se eller høre sin mor.

   - Så er der kaffe! Henrik kom med et stort smil ind i stuen, og satte de to kaffekopper på sofabordet. – Du tager bare en kop hvis du har lyst, Yvonne.

   Melanie sukkede tungt af lettelse.

   - Melanie, hvorfor har du ikke taget opvasken som vi aftalte? Henrik så alvorligt på hende, men straks efter smilede han kærligt. – Din mor er jo på besøg, så det gør ikke noget. Du kan tage den når jeg har kørt hende tilbage til hospitalet.

   - Nej nej, jeg tager den bare nu, det er helt fint.

    Melanie sprang ud i køknet, tændte vandhanen, og begyndte at skrubbe den første tallerken. For at undgå dug på ruderne åbnede hun et af vinduerne. Straks efter hørte hun igen sin fars stemme inde fra stuen.

   - Jeg går ned i fryseren for at hente laksen. Når jeg komme op igen kan vi begynde at lave mad.

   Melanies klump i halsen blev større og større i takt med hendes fars trin på trappen ned til kælderen svandt ind. 

   Jeg kan i bare skrige.. Så vil han komme op. Det virkede dog stadig ikke så betryggende. Det var som om hun ikke helt selv troede på det.

Da hun var blevet færdig med tallerknerne var det blevet bestikkets tur. Hun fandt en stor hvid balje under køkkenvasken, rejste sig, drejede omkring og.. Hun  kvalte et gisp. Yvonne stod i døren ind til køknet. Melanie kastede et instinktivt blik på hendes hænder, men der var hverken en kniv eller hammer. Vildskabet lyste ud af hendes mors mørke øjne og hun begyndte med langsomme skridt at nærme sig Melanie.  Melanie forsøgte at skrige, men der kom ikke andet end en svag hvislen ud af hendes lille mund. Hun var tør i halsen af skræk. Hun fumlede efter en kniv nede i skuffen, men alt bestikket lå i baljen halvvejs henne ved Yvonne. Hun tog chance og i et spring var hun henne ved den, men Yvonne var også hurtig. Før Melanie overhovedet nåede at få fat på en kniv, havde hun lukket hænderne stramt og hendes hals. Melanie gispede efter vejret men hendes kræfter slap hurtigt op. Hun kunne mærke blodet forsvinde fra hendes ansigt, og at hendes krop langsomt lukkede ned.         Hjælp far.. Men hun vidste det var for sent. Hun havde været heldig sidste gang, men Henrik skulle lige være så pokkers optimistisk, at han havde inviteret døden indenfor. Yvonne fik hende lydløst ud af vinduet, og hun landede i den bløde sne. Hun mærkede ikke kulden, trods hendes lemmer blev stive og blå. Det sidste hun så var et lille snefnug der langsomt dalede ned fra den mørkegrå himmel, før alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...