I hate you, but I love you at the same time - Justin Bieber

Ashley er 17 år og datter af Scooter Braun - manager til Justin Bieber.
Ashley og Justin Bieber har været tvunget til at være sammen på Justins my world tour. De kan slet ikke sammen, og skændes hele tiden. De er begge glad for at touren er overstået. Da Scooter og Carin skal ud og rejse for at Scooter skal underskrive med Cody Simpson på mini tour, bliver Ashley nød til at blive hjemme, da hun skal passe sin skole efter en lange tour med Justin. Så hun flytter ind hos Justin og Pattie…Hvor Justin og Hende heder hinanden men langsomt bløder op?

48Likes
36Kommentarer
5281Visninger
AA

14. Ashleys synsvinkel

 

Jeg vågnede brat på, ved en skinger tone ramte mine ører. Jeg gabte en enkelt gang, jeg gik også sent i seng i går, og Justin og jeg skulle også lige snakke. Det sidste jeg husker, var at jeg faldt i søvn i Justins dejlige arm, mens mine ører var fyldt men lyden af hans dejlige stemme. Jeg lå stadig i Justins arme. ”Godmorgen” sagde han, og kyssede mig i håret. ”Godmorgen” svarede jeg, og vendte mig om, så jeg kunne se hans kønne ansigt. ”Så er du klar til i dag?” spurgte han, og kiggede bekymret på mig. Jeg gav et enkelt nik, men min krop sagde nej, det var tydeligt for en hver. Bare Justin ikke opdagede det, jeg kunne ikke lade tanken om at han skulle havde ondt af mig. Jeg hadede også tanken om, at jeg var sådan til besvær i går. Justin gav mig et stort smil, jeg prøvede at smile tilbage, men jeg kunne ikke mit ansigt lavede i stedet en grim grimasse. Justin fangede det hurtigt, og trak mig ind i et kram. ”Jeg skal nok køre dig i dag” sagde han. ”Tak” mumlede jeg. ”Hvad er klokken?” spurgte jeg. Justin tog sin telefon, som lå på bordet, ”Den er 06:30, så du har god tid” sagde han. ”Hvad klok møder du?” spurgte han, og kiggede smilende på mig. ”08.15” svarede jeg. ”Okay så kører vi 07.55” svarede han

 

 

Klokken nærmede sig 08.00 og jeg sad lige nu i bilen med Justin ved min side. Jeg kiggede skræmt ud af vinduet, da bilen kørte ind på skolens parkeringsplads. Angsten var i hele min krop, første skoledag efter ferien var som alle andre skoledag. Helt forfærdelig, jeg rystede næsten af chok. Jeg var bange for at blive gjort til grin, hadefuld blikke, og værst af alt tæsk. Det sidste skulle Justin intet få at vide om, det var jo hellere ikke sket, mens vi havde være gode venner. Jeg kiggede rundt på p-pladsen, en bestemt pige fangede mit blik. Der stod hun, min gamle bedsteveninde, hun havde ødelagt alt for et par år siden. Bilen holdte stille. Jeg kiggede hen på Justin, han kyssede mig på munden, og sendte et opmuntre smil. Dog uden held. ”Farvel” sagde jeg. Justin tog min hånd, inden jeg skulle forlade bilen. ”Skat, det skal nok gå” sagde han og smilede til ham. Jeg nikkede, og troede en smule på ham. Men sandheden var at han tog helt fejl. Jeg gik ud af bilen, mit blik  fangede igen, den samme pige som før. Hvis vi aldrig var blevet bedsteveninder, havde det hele så været bedre nu? Hvis hun aldrig havde droppet mig?

 

Nu hvor jeg spekulerede over det, faldt det mig straks ind, at jeg rent faktisk aldrig havde tænkt på at det kunne gå så glat som, da vi begge gik hver vores vej. Jeg er 100% sikker på, at jeg aldrig på nogen måde, bare havde overvejet tanken omkring dette. Det hele virkede til at skulle blive så perfekt, men sådan blev det ikke. Jeg kan mærkeliget nok ikke nævne en eneste episode, hvor jeg er sikker på at det var, som gjorde det, eller det var den som var på vej til det. Jeg husker dog nogle gange, hvor vi begge blev uvenner, men jeg husker ikke at vi gik mopset derfra? Det påvirkede mig utroligt mig, på en negativ måde. Det emne er så smertefuld og følsesfuld, at jeg ligefrem fældede et par tåre, bare mindes alt som skete. Det værreste er det ernorme savn, som alligevel er i mine tanker, hver dag. Selvom at jeg lover mig selv, at jeg ikke må fule mine hoved med disse tanker. Tankerne føles umenneskelige, hvordan kan verden lade folk blive så hjælpeløse og triste? Det kan godt være, at for dig det ikke virker hårdt. Det kan godt være folk rundt i verden har det værre, men som menneske er det værste to ting ifølge mig. Det ene er sorg, det andet er at blive droppet, for mit vedkommen var det, det sidste som ramte mig!

Jeg kiggede hen på hende igen, denne gang kiggede hun også på mig. Hun vinkede et par drenge hen mod hende, og pegede mod mig. Det kom hen mod mig. De var omkring 20 meter fra mig. Tårrene begyndte langsomt at løbe ned af mine kinder. Jeg satte i løb, og løb ind i den nærmeste skov. Da jeg ikke kunne løbe mere, satte jeg mig ned på den kolde skovbund.

Et nyt kapitel fra min side af, håber I synes godt om det! Husk at like, og set den på listen. Det betyder meget!I må meget gerne komme med ris og ros - det ville hjælpe meget..

- Emma b. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...