I Wish - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ally 18 år, er træt af One Direction. Alle snakker om dem, alle hører deres musik, alle skriver de her latterlige fanfictions om dem.

Så en aften da hun sidder i sin vindueskarm og ser et stjerneskud, ønsker hun et ønske der kommer til at få store konsekvenser. Men ikke kun for hende ...

24Likes
12Kommentarer
2919Visninger
AA

20. Without the Love

Fem dage senere ...

"Løb!" Hviskede jeg anstrengt og skubbede Zayn hårdt i ryggen, hvis han ikke løb nu var det ude med ham. 

"Hvad med dig?!" Spurgte han mens han vendte sig om, og jeg rystede på hovedet, "jeg finder ud af det, det er dig de vil have, løb!" Råbte jeg og han nikkede sammenbidt og satte så ellers afsted. 

Hvordan kunne det være endt så galt?

Lige efter at politiet var ankommet der ved sommerhuset, havde jeg rendt derind og bedt ham om at flygte, og så når stormen havde lagt sig, ville vi ringe til ham. 

Det havde faktisk også virket som en ret god plan, bare lige indtil politiet oplyste op at de havde set vidner til Katie og Zayns "ulovlige" romance. Nogen andre elever fra skolen havde endda været så lede, efter at have opdaget det, at optage og tage billede af det. 

Siden vi havde meldt Katie savnet var Zayn nu i søgelyset som kidnapper og seksuel ... whatever de nu kalder det. Dog var Katie over 16 år, så den seksuelle del var vel ikke noget politiet kunne gøre ved. Nej, politiet var efter Zayn af en helt anden grund. Hr. Malik her havde åbnetbart undladet at fortælle os, at han var prøve løsladt ... Og så tænker man selvfølgelig, det gjorde jeg i hvert fald, hvordan han så i hele hulen kunne få lov at arbejde med børn! Eller unge, men same same. 

Han havde givet mig den forklaring, at han var der i en form for behandling, og gerne ville hjælpe andre unge med samme problemer som han selv, hvilket også forklarede hvorfor han kunne være lærer i sådan en ung alder. Men hvorfor var politiet så efter ham? Han havde gnedet sig frustreret i den ene håndflade, og kigget ned i jorden, som han forklarede, at han var kommet til at slå en elev, det var derfor Katie og ham var stukket af til at starte med. 

Det havde så vist sig, at eleven havde fortjent slaget, han havde fornærmet Katie på det groveste, men det gav selvfølgelig ikke Zayn ret til at slå ham ...

Tilbage til nuet, og jeg så på mens Zayn løb gennem mørket og videre ned af en ny sidegade. Godt! Politiet havde ikke set ham. Derfor rejste jeg mig op nu, og løb modsatte vej så de helt sikkert ville få øje på mig. Jeg havde selv taget en næsten magen til hættetrøje på, som Zayn også havde iført sig i dag. 

Vi havde selvfølgelig ikke været forberedt på denne situation, men som politiet havde banket på døren havde han kastet den hættetrøje til mig som han var i gang med at pakke ned. Louis, Harry og Katie var kørt i forvejen mod Brighouse hvor vi skulle mødes imorgen. Zayn og jeg var blevet for at ordne hans papir, og hvorfor det lige var mig der var blevet, ved jeg ikke. Valget havde stået mellem Louis og jeg, da Katie var total udelukket, de kunne ikke blive set sammen. Harry havde bare ikke villet.

"Der! Han er der!" Hørte jeg en mand råbe og jeg anstrengte mig ekstra meget for at få sat farten lidt mere op. 

Det var anden gang i dag, at jeg løb fra politiet. Første gang havde været i Zayns lejlighed hvor de havde banket på døren. Heldigvis boede han ikke specielt højt oppe og vi havde taget vejen ned fra altanen. Efter det havde vi flygtet til fods, og senere sammen dag havde jeg hentet min bil. Men det havde vist sig at være dumt, for politiet havde været klar og fulgt efter mig hen til vores "skjulested". 

Al dette drama for to menneskers kærlighed til hinanden, og lidt vold til, og det var ikke engang fordi de havde kendt hinanden ret længe! Men hvad gjorde jeg dog ikke gjorde for min søster! 

Så lige nu, da jeg hørte sirenerne for anden gang idag, havde jeg ikke i sinde at blive opdaget igen. 

 

***

 

Zayns synsvinkel:

Hvor havde hun holdt den forbandede bil? Betjetene kunne umuligt have opdaget den! Hun havde sagt at ingen havde set hende parkere den her! Ally, hvor var din bil?! 

Al dette rod, al det her dilemma og ikke min vilde fantasi havde jeg forstillet mig, mig, ende i sådan et kaos på grund af en pige. En elev. 

Alligevel var hun ikke bare en elev, hun var både ældre og var her af en speciel grund hun ikke havde kunne forstille mig. Det havde haft noget med hendes søster at gøre, og uanset hvor meget hun nogen gange kunne være rasende på hende, havde hun en stor respekt for Ally.

Hvad Ally havde gang i, ikke bare nu, men generelt, så kunne jeg ikke andet end gætte på det besynderligste ting. Hun kørte rundt i England efter noget, efter nogen, og de andre vidste ikke hvorfor.

Hvis hun nu ikke havde haft den her syret ide, så havde intet af det her fundet sted, men så havde jeg heller ikke mødt Katie.

Katie ... bare at tænke hendes navn fik mig til at sukke. Hendes gyldenbrune hår og bløde, lyserøde læber, fik mit hjerte til at slå et slag over. Hun var virkelig speciel, faktisk lige min type, uden rigtig at have en type.

Øh ... 

Nå, tilbage til bilen!

Det var totalt udelukket at ringe til hende, og hvis politiet havde fanget hende ... hvad skulle jeg egentlig gøre hvis jeg fandt bilen? Det var meningen at vi skulle have kørt sammen, at hun også skulle have taget med. 

Så da jeg endelig fandt bilen, vidste jeg ikke om jeg følte mig heldig eller uheldig.  

Fumlende fik jeg nøglen i tændingen og starten motoren. Nu skulle jeg altså finde Ally! Men politiet kendte bilen, og hvis de opdagede den var al Allys besvær ødelagt. Nej, jeg kunne ikke køre ud og lede efter hende, men hvad gjorde jeg så?

Frustreret slog jeg hænderne på rettet og lagde derefter min pande derpå. Hvad skulle jeg gøre?

Da min hjerne endelig var nået frem til en konklusion bakkede jeg ud af den afmalede parkeringsplads, og kørte ud fra pladsen af. Til højre var ud af byen, venstre mod byen og ind til Ally.

Højre eller venstre?

Langsomt og tvivlende trillede jeg ud på den øde landevej, og drejede bilen slapt til højre. 

 

**

 

Allys synsvinkel:

Fanget. En overdøvende glæde lagde sig om mig som et varmt og dejligt tæppe, jeg havde lokket dem i en fælde. Mens de nu rendte rundt og ledte efter mig i den modsatte ende af byen, sad jeg nu trygt og godt i metroen på vej mod ... ja, det ved jeg faktisk ikke, jeg tog bare med den første. 

Lettet lod jeg mit hoved hvile mod nakkestøtten og lukkede øjnene i, jeg havde intet at bekymre mig om, i hvert fald ikke noget angående politiet. Andre problemer havde jeg vist nok af. 

1. Harry (han fik en pæn førsteplads)

2. Min dårlige evne som god og ansvarsfuld storesøster 

3. Min søsters forhold med sin sommer lærer

4. At jeg havde klokket i Zayns liv, selvom jeg bare kom for at tjekke om det var o.k (okay, den her kunne vist godt få en lidt højre plads, men altså ...)

5. Jeg var fucked 

Det var da også bare typisk! Hvorfor skulle jeg også lige være så dum og ønske mig noget så latterligt, at et verdens berømt boyband aldrig havde eksisteret? Men på den anden side, hvordan kunne jeg også lige vide, at hvis de levede et normalt liv, ville jeg få et nært forhold med dem? Måske var det skæbnen? Hvis det ikke havde været for ønsket, så havde jeg aldrig mødt Louis eller Harry. Okay, jeg kunne ikke udstå Harry lige p.t. men jeg holdt vel af ham stadigvæk, hvad snakkede jeg om, selvfølgelig holdt jeg af ham! Jeg var sgu da for guds skyld forelsket i drengen! 

Jeg fór sammen og sprærrede øjnene op. Hvad havde jeg lige sagt der? Forelsket i Harry? Thnf, nu måtte jeg da lige, hvis jeg var forelsket i ham, så havde jeg nok ... ja, hvad havde jeg nok? Været ked af det, synderknust da jeg så ham med en anden? 

Åh nej, jeg var virkelig vild med den dreng. 

 

To timer senere havde jeg vist fået fundet en metro der gik til Brighouse. Hvis jeg var heldig nåede jeg det inden det blev lyst, for så var jeg sikker på at de ikke ville vende om for at lede efter mig, inden jeg nåede til dem. Min mobil var total død og jeg var så træt at jeg ikke magtede at gøre noget for at låne en. 

"Næste stop ..." jeg hørte slet ikke hvad der blev sagt før jeg faldt ind i en velkommende søvn. 

 

 

Harrys synsvinkel:

"Du gjorde hvad?!" Udbrød jeg i raseri, hvad helved tænkte han på! 

"Hun sagde selv ..." jeg kunne slet ikke holde ud at høre på hans dårlige undskyldninger, han havde forladt hende i hænderne på politiet og reddet sin egen røv.

"Der er nok ikke meget mand i dig, hva? Siden du kan efterlade hende tilbage i Bradford!" Skreg jeg ind i ansigtet på ham. jeg var helt ude af mig selv, hvis der skete noget med Ally, det ville være en katastrofe.

"Harry!" Afbrød en stemme henne fra køkkendøren. Katie.

"Det må I også selvom, men jeg fatter Jer bare ikke, Katie det er din søster vi snakker om," mindede jeg hende om, men hun rystede bare på hovedet.

"Det ved jeg da godt, Harry, men det er ikke hende de ville have fat i, de kunne max holde hende natten over," jeg knyttede næven, bare tanken om at hun lige nu kunne sidde i en mørk og kold celle, fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

"Og det vil du ønske for din egen søster?" Spurgte jeg irriteret, men hun trak bare på skulderne. 

"Det er jo ikke ligefrem fordi hun har givet mig bedre behandling." Hendes kommentar gik mig sindsygt meget på, og jeg havde en sådan lyst til at slå ud efter noget. 

Truende trådte jeg et skridt frem mod hende, brugte mine ekstra centimeter til at hæve mig over hende. "Hvordan kan du sige det, efter alt hvad hun har været igennem?" Selvom hun krympede sig ved min truende adfærd, lod hun sig ikke slå ud. 

"Ja, og det er så takket være dig, Harry, hvorfor skulle du lege sådan med hende?!" Råbte hun af mig, men jeg ville ikke finde mig i sådan en beskyldning, selvom det tildels var sandt.

"Nå, så nu forsvarer du hende pludselig?" Jeg fattede hende virkelig ikke.

"Og det skulle komme fra dig? Dig der har været så led overfor hende, og så nu forsvarer hende?" Jeg rystede vredt på hovedet.

"Jeg stak i  det mindste ikke af med min lærer, og hvis det ikke  havde været for Jer, så havde vi aldrig siddet i den her knibe," tilfreds med min egen tale, ville jeg have trådt et hoverene skridt tilbage, men jeg blev selvfølgelig afbrudt.

"Så er det nok! Begge to! I får ikke noget ud af at skændes," selvfølgelig, vores alle sammen Louis Tomlinson kom og ordnede sagerne. 

"Men jeg har ret, du skulle bare opfører dig som et andet barn, og stikke af med Hr. Lærer derover," jeg vendte mig hovedrystende om mod Zayn. - "så uansvarligt," var mine sidste ord inden jeg kantede mig forbi Louis og videre ind på det snevre badeværelse vi havde til rådighed.   

Alt snurrede rundt i hovedet på mig, jeg vidste hverken ud eller ind. Det jeg havde gjort mod Ally var dumt, det var latterlig dumt, og jeg havde nu spildt min chance hos hende.

Jeg åbnede for vanhanen og lod det kølige væske samle sig i mine håndflader og derefter i mit ansigt. Selvfølgelig fortrød jeg, selvfølgelig ville jeg ønske at det kys aldrig havde fundet sted, men jeg kunne ikke se bort fra at nu ikke ville have mig længere. På den ene side tænkte jeg, "slap af mand! Det var kun et kys" - men noget andet skreg, at jeg stadig havde været hende utro, om det så bare var et kys eller skridtet videre. 

"Arh!" I al min vrede og foragt over for mig selv, smadrede jeg min hånd ind i de grålige badeværelses klinker, og bandede indevendigt over mig selv. 

Hvis jeg ikke kunne rette op på fortiden, så kunne jeg i det mindste forsøge mig med fremtiden. Beslutsomt rejste jeg mig, åbnede døren og satte kursen mod gangen.

 

*

 

Allys synsvinkel:

 

Hans hænder lagde sig blidt, men fast om mine hofter, og han trak mig tættere ind til sig. 

"Det er bare dig og mig i nat, babe," hviskede han i mit øre, og jeg bed mig forførende i læben. 

"Jeg har savnet dig," hviskede jeg tilbage, inden hans læber stoppede ude foran mine. Et suk undslap mig, og han lo lavmælt, men hjerteligt. 

"Jeg elsker dig, Ally, det gør jeg virkelig," konstaterede han dybt alvorligt, og jeg kunne ikke stoppe et smil i at forme sig på mine læbe. 

"Jeg elsker også dig, Styles," mumlede jeg inden jeg lukkede afstanden helt mellem os, og pressede mine læber mod hans. 

I samme sekund som vores læber havde mødtes, vågnede jeg, og da det endelig gik op for mig, at det var en drøm, slog jeg irriteret hovedet ind mod væggen. Jeg burde slet ikke have sådan nogle drømme! Og desuden, så elskede han mig ikke, ellers havde han gjort som han gjorde til den fest. 

Men det ændrede ikke på mine følelser. 

"Næste stop, Brighouse," lød en snobbet dame stemme over højtaleren, og jeg begyndte at søge mod udgangen. Brighouse var forhåbentlig ikke så stor, at jeg ikke kunne finde de andre. 

Som metroen stoppede, og jeg lod mit blik glide fra jorden og til de åbne døre, mødte jeg et chokerende syn. 

Harry. 

Vi stod bare der, ingen af os sagde noget, samtidig med at en masse mennesker farrede ind og ud af metroen. 

Jeg var så fastfrosset, at jeg slet ikke tænkte over dørene der var ved at lukke sig i, men heldigvis nåede Harry at trække mig ud i sidste sekund. 

"Tak," mumlede jeg, da han gav slip på mig, og metroen susede afsted igen. 

"Intet problem," svarede han og kørte akavet en hånd gennem sit hår. 

"Så, hvad laver du så her?" spurgte jeg nysgerrigt, selvom jeg nok godt vidste svaret.

"Det ved jeg ikke," løj han, og jeg kunne ikke lade være med at smile. 

"Du var vel ikke på vej tilbage til Bradford, for at lede efter mig?" Spurgte jeg, og han rystede leende på hovedet.

"Hvordan kan du dog tro det?" Spurgte han, og jeg trak på skulderne; "det ved jeg virkelig heller ikke." 

Det her var dejligt, at smile med ham igen. Dog kunne jeg ikke afholde mig fra at tænke på min drøm fra før, og jeg bed mig let i læben. 

"Tak," sagde jeg og han kiggede kærligt på mig, den måde som han plejede at kigge på mig. 

"Altid," han tog min hånd og trak mig ind til ham. 

"Harry," mumlede jeg og mødte hans blik. 

"Ally, jeg ..." jeg bremsede ham, jeg hverken kunne eller ville høre hans ord, bange for hvad de ville være. 

Han tog blidt fat om min hage, og fik mig til at kigge op på ham. Langsomt trak han mit hoved mod hans, og ligesom i drømmen var vores læber få millimeter fra hinanden.

Et enkelt øjeblik var alt perfekt. 

Dog ulig med drømmen, kunne jeg ikke få mig selv til at tage det næste skridt, så valgte derfor at træde et skridt tilbage. Skuffelsen i hans øjne var ikke til at tage fejl af. 

"Vi må hellere se at komme hen til de andre," sagde jeg, og han sukkede. "Ja, det må vi hellere." Uden et ord gik vi side om side, ud fra stationen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...