I Wish - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ally 18 år, er træt af One Direction. Alle snakker om dem, alle hører deres musik, alle skriver de her latterlige fanfictions om dem.

Så en aften da hun sidder i sin vindueskarm og ser et stjerneskud, ønsker hun et ønske der kommer til at få store konsekvenser. Men ikke kun for hende ...

24Likes
12Kommentarer
2859Visninger
AA

26. I wish

Allys synsvinkel:

"I efterlod mig druged på et random motel værelse i en by jeg ikke engang kender, for at tage hen og opsøge noget jeg egentlig ville, noget personligt, og så forventer i at et undskyld kan gøre det?" Spurgte jeg frustreret. Hvordan kunne de forvente at jeg bare sådan ville tilgive dem? 

"Ally, vi har ikke drugede dig, vi har bare givet dig sovepiller," sagde Katie og de andre nikkede synkronisk. 

"Uden min tilladelse!" Råbte jeg og hun holdt afværgende hænderne oppe.

"Du sagde ikke, at du ikke ville," påpegede hun så, og jeg tog mig til hovedet. 

"Helt ærligt Katie, hvordan ville du selv reagere? Hvordan vil I reagere?" Spurgte jeg en smule små irriteret. Ikke nok med at de skulle stå til regnskab overfor dette, så følte jeg mig også såret. Såret over dem alle, Katie var min søster! Hvilken søster gjorde lige det? Og så var der Harry, vi skulle forstille at være et par, jeg havde lige taget ham tilbage og så gør han sådan noget her. Ikke nok med at jeg var såret, så var jeg i hvert fald også skuffet, intet mindre.

"Hvordan kunne i gøre det?" Spurgte jeg, da ingen af dem svarede mig. Jeg vendte mig om mod Harry. "Betyder jeg slet ikke noget for dig?" Spurgte jeg og mine læber begyndte at dirre, men han ikke så meget som så ned i jorden, ikke så meget som lod mig få det mindste glimt af at han havde fortrudt. Han kiggede over på Katie og nikkede til hende. 

"Jeg fatter det ikke, Harry?" Spurgte jeg, men han trådte et skridt tilbage. Hvorfor var han så afvisende? Hvad havde jeg gjort galt? Hvad var der sket? Hvad var der blevet sagt? 

"Her," sagde Katie, og rakte mig et fotografi. Chokeret tog jeg imod det, da jeg kunne genkende hvem der var på. Fortvivlet gispede jeg og holdt mig selv for munden. Der var alle de fem drenge på. Hele One Direction var samlet. Hvor havde hun det fra?

"Katie, hvor har du det fra?" Spurgte jeg og rakte det tilbage til hende. 

Hun tog en dyb indånding og sagde så: "det lå bag mit iPhonecover, Ally, det er alle de fyre vi har mødt på turen, inklusiv de her to," fortalte hun og de kiggede alle afventende på mig. 

Men hvodan kunne de være muligt at det billede eksisterede? Det gav ingen mening, bandet eksisterede ikke og de havde aldrig mødt hinanden, men på en eller anden måde var det her fotografi ikke blevet slettet ved mit ønske. Hvad skulle jeg sige til dem?

"I har ret," sagde jeg, og de kiggede på mig som om de ventede mere. 

"Ja?" Sagde Katie sigende, og jeg sukkede. 

"I har ret, jeg har skulle finde ud af ting om dem, ting jeg ikke kan forklare," fortalte jeg. Harry trådte nu et skridt frem og stirrede vredt på mig. 

"Så hvad med os? Hvad er vi til dig? Hvad er jeg til dig? Har du også bare skulle undersøge os?" Spurgte han hårdt og jeg bed mig fortvivlet i læben. Det passede jo ikke, ikke helt.

"Nej, det må I ikke tro, det var et tilfælde at jeg stødte ind I Jer, jeg vidste ikke ..." men jeg holdt inde, det var begrænset hvor meget jeg kunne fortælle dem uden de ville tro, at jeg var sindsyg. 

"du vidste ikke hvad?" Samlede Harry tråden op. 

" jeg vidste ikke at jeg ville komme til at holde så meget af Jer," fortalte jeg, men de så ikke tilfreds ud.

"Så hvem er vi helt præcist?" spurgte Louis, som ellers havde forholdt sig passiv indtil nu. 

Hvad skulle jeg svare? At de var en del af et band som havde eksisterede i et andet liv? 

"I er One Direction, eller i hvert fald en del af bandet," det sidste mumlede jeg mest for mig selv, men det hørte det alligevel.

"Et bandt?" spurgte Louis vantro. 

"Ja, et band," sagde jeg, men Harry rystede kraftig på hovedet.

"Det er noget fis det der Ally. Jeg har aldrig været i noget band, jeg har aldrig sunget sammen med andre, så det drop det nu og fortæl os sandheden!" Harrys øjne lynede. Han følelser var ikke til at tage fejl af.

De ville aldrig tro mig. En tåre gled langsomt ned af min kind. Forevigt ville de altid hade mig for at have behandlet dem sådan her, jeg kunne ikke bære tanken. De ville ikke tro mig uanset hvad jeg gjorde. Jeg kunne bryde ud i sang, prøve at ramme tonerne til en af deres sange, måske en der betød rigtig meget for dem? Det ville alligevel ikke nytte noget.

"Jeg kan ikke forklare det på anden måde, det er sådan det er," sagde jeg endeligt.

"Så har jeg ikke mere at sige til dig," snerrede Harry og vendte mig ryggen. 

"Harry!" bad jeg og rakte ud efter ham, men Katie trak mig tilbage.

"Lad ham være," sagde hun og jeg gjorde som hun sagde, for hans skyld.I stedet vendte jeg mig om mod Louis.

"Skal du også vende mig ryggen?" spurgte jeg med tåre i øjnene. Han lavede en smertefuld grimasse.

"Jeg ville ønske jeg havde et andet valg," sagde han og strakte sin hånd ud mod mig, men trak den tilbage til sig igen.

"Jeg bestiller en tog billet til London til Harry og jeg," fortalte han inden han også vendte mig ryggen. "Vi ses efter ferien, Katie," hilste han farvel og forsvandt så. 

Det var løgn, det måtte ikke ende sådan her, jeg ville ikke have at det endte sådan her!

"Ally, hvad har du dog gjort?" spurgte Katie og tog omsorgsfuldt min hånd, men jeg rev den til mig.

"Skulle du ikke også forstille, at hade mig?" spurgte jeg og vrissede af hende. Det var hende der havde ledt ordet mod mig, min egen søster!

"Undskyld Ally, men jeg kunne ikke lade dem gå uvidne, det her er rigtige mennesker, de er ikke bare nogen i din fantasi," palbrede hun ud.

"Som om jeg ikke godt ved det," snøftede jeg. Hun åbnede munden for at sige noget mere, men jeg kom hende i forkøbet. 

"Find bilen og gør den klar, vi kører hjem med det samme," beordrede jeg og hun nikked, "bare vent her." 

 

Så her stod jeg, Palle alene i verden, forladt af alle, forrådt af min søster. Selvfølgelig ville jeg nok tilgive hende, men jeg var ikke parat til det endnu. Jeg vidste godt, at det også var min skyld, men jeg havde ønsket det dumme ønske og jeg måtte leve med konsekvenserne. 

Lige så langsomt begyndte det at dryppe ned, og jeg overvejede om moder jord også var begyndt at hade mig. Alle folk skyndte sig ind i tørrevejret, skyndte sig ind i deres varme lejligheder, og jeg misundte dem. En mor med hendes to små døtre kom løbende forbi. En middelaldrende mand stod i døren og tog hjerteligt imod pigerne. Det stak i mig, de var en rigtig kernefamilie, noget jeg heller ikke havde oplevet. Nu ville jeg heller ikke lyde for ynkelig, men hvor typisk var det bare lige, at alt det her skete på same tid.

"Undskyld mig," lød en rar stemme bag mig og jeg vendte mig brat om. 

Der stod han, en jævnaldrende skikkelse med et forsigtigt smil. Hans mørke hår stod som en god kontrast med hans klare blå øjne.

"Niall," hviskede jeg og hans smil blev større. "Så det er altså sandt," mumlede han og trådte et skridt nærmere. 

Hvad var sandt? Hvor meget vidste han? 

"Hvad mener nu?" spurgte jeg og mærkede hvordan regnede begyndte at strømme ned over os, men vi flyttede os ikke, løb ikke ind i tørvejr. 

"One Direction," sagde han som det mest naturlige i verden. 

Til min store forbløffelse gispede jeg. Han kendte One Direction!

"Jeg ..." begyndte jeg men han tog over.

"Jeg har haft nogle mærkelig drømme her på et seneste, en drøm jeg ikke kunne tyde, men jeg blev ved at se det her One Direction skilt overalt, hvor plat det end lyder," fortalte han og trak sin blå hætte godt over ørene. 

"Det lyder ikke plat," sagde jeg og sendte ham et skævt smil. 

"Så det passer altså? Vi var engang et bandt? På en eller anden måde?" spurgte han og jeg nikkede.

"Men jeg ... jeg ønskede Jer væk, hvor dumt det så end lyder. I var overalt, alle snakkede om jer, det blev alt for meget for mig," fortalte jeg og overvejede hvor meget han overhovedet troede på det jeg sagde. 

"Så i et andet liv var jeg berømt?" spurgte han og jeg nikkede. "Undskyld," jeg mente det virkelig og jeg ville ønske at jeg kunne tage mit latterlige ønske tilbage.

"Kan du måske ændre på det? Ændre den her tid og føre mig tilbage til den anden?" han lød nærmest bedende og jeg fik helt ondt af ham.

"Jeg er ikke nogen magiker, men jeg ville ønske at jeg kunne," sagde jeg ærligt og mødte hans øjne. 

"Selvfølgelig, jeg vidste ikke hvad jeg tænkte på, jeg ville bare så gerne ..." begyndte han men jeg afbrød.

"Jeg ved godt hvad du mener, og jeg ville ønske at der var noget jeg kunne gøre," bekendte jeg sørgmodigt. "Det ville jeg også," sagde han og jeg mærkede mine tåre presse sig på. 

 

*

 

Vi var kommet ud af Dublin da bilen gik tør for benzin. 

Typisk.

"Hvorfor er den ikke fyldt op?" spurgte Katie frustreret, men jeg kiggede blot tomt ud foran mig. Jeg følte mig tom inden i.

"Jeg ved det ikke," mumlede jeg. 

"Arh! Så går jeg ud og kigger i bagagerummet efter en bezin dunk, jeg mener at Louis fyldte den op da v..." dernæst lukkede hun døren og gik om bag til bagagerummet. 

Det var begyndt at blive godt mørkt og himlen var klar. Sådan lidt kliche agtigt var der stjerneklart og det slog mig at i dag var lige præcis fire uger siden jeg havde ændret mit og drengenes liv. En total brøler.

"Bingo!" udbrød Katie og stod stolt med en fyldt benzin dunk i den ene hånd. 

Hun stod og fyldte benzin på, ja det kunne hun godt finde ud af, hun havde gjort det tusindevis af gange når vi havde kørt rundt med mor og far. Mens hun gjorde det, lænede jeg hovedet tilbage mod sædet og kiggede op i himlen. 

Oh how I wish ... tænkte jeg og i samme sekund skete der noget magisk. Et stjerneskud skød hen over himlen og al glæden boblede op i mig.

"Jeg ville ønske at alt var som før!" råbte jeg og kiggede håbefuldt efter stjerneskuddet der nu allerede var forsvundet.

Men der skete ingenting.

Et par minutter senere kom Katie ind i bilen igen, og jeg startede sørgmodigt motoren.

"Så er det klaret," sagde hun tilfreds. Jeg kiggede over på hende og jeg bemærkede at hendes hår sad skrabet tilbage i en hestehale, men havde det ikke hængt løst? Sikkert ikke. 

"Nå, lad os få gang i den her bil," mumlede hun og trykkede på radioknappen. 

"Story of my life, I take her home I drive all night ..." det lød uhyggeligt bekendt ...

"Katie!" udbrød jeg og bremsede bilen op som jeg lige havde startet den. 

"Det er One Direction!" skreg jeg glad, men hun kiggede bare undskyldende på mig. 

"Undskyld, jeg ved godt at du ikke bryder dig så meget om dem, men kan vi ikke godt høre den her ene sang?" spurgte hun og jeg blinkede overrasket med øjnene. 

Det havde virket ...

"Ja okay, selvfølgelig," mumlede jeg åndeløst og trådte på speed.

Det havde virket!

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...