I Wish - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ally 18 år, er træt af One Direction. Alle snakker om dem, alle hører deres musik, alle skriver de her latterlige fanfictions om dem.

Så en aften da hun sidder i sin vindueskarm og ser et stjerneskud, ønsker hun et ønske der kommer til at få store konsekvenser. Men ikke kun for hende ...

24Likes
12Kommentarer
2856Visninger
AA

7. Hvad sagde jeg?

Jeg fattede det simpelthen ikke! Hvordan kunne jeg? Hvordan i alverden havde jeg kunne blive så fuld, at jeg ikke kunne stoppe mig selv i at gå i seng med Harry Styles?!

Jeg var vågnet som den første, og valgte at gå inden han vågnede, i håbet om, at han ikke ville kunne huske noget ...

Så nu sad jeg her, i metroen på vej hjem til mit hotel værelse, klokken halv ti om morgnen, iført en "lidt" krøllet kjole.

Da jeg stod udenfor døren, tog jeg en dyb indånding, forberedte mig på at komme med en god undskyldning til Katie for ikke, at komme hjem i går. Men hun var sikkert bare faldt i søvn, måske kunne jeg endda fake, at jeg havde været hjemme hele natten?

Jeg åbnede døren, og blev mødt af et chokerende syn.

Katie drejede langsomt hovedet mod mig, og jeg kunne se, at hun havde grædt.

"Katie ..." men mere nåede jeg ikke at sige, før Louis kom gående ind i rummet.

"Ally! Hvor fanden har du været?" Han lød virkelig alvorlig, men også lettet.

Katie sagde stadig ingenting, men begyndte langsomt at græde igen. Lydløst.

"Jeg ..." godt nok havde jeg forberedt mig på at skulle udspørges, men ikke mens min søster sad og græd på grund af mig. Eller fordi hun havde ringet til hendes lærer? Hvorfor havde hun ringet til lige netop ham? Hun kunne have ringet til så mange andre!

"... fik et black out," hold kæft en dårlig løgn ...

Katie rejste sig op, gik hen til mig og stirrede på mig.

"Du ved ikke hvor bekymret jeg var! Jeg fucking ringede til dig tusinde vis af gange, og sådan en blackout, det går jeg nok over på et tidspunkt, ikke?"

Jeg ville sige noget, forsvare mig, men hun var ikke færdig med at snakke:

"Du kunne have tjekket din mobil! Forhelvede Ally, din løgn narre ikke mig!" Skreg hun, og forsvandt længere ind i lejligheden.

Fuck, fuck, fuck, det var ikke sådan her det skulle være!

"Ally," Louis tog min hånd, og placerede os på hver sin stol ved køkkenbordet.

"Hvad skete der?" Spurgte han, og jeg sukkede.

"Jeg drak vist lidt for meget, jeg er en elendig søster," jeg tog mig selv til hovedet. Hold nu fast man hvor det dunkede!

"Alle har lov til at dumme sig, og jeg kan sagtens forstå det fra din synsvinkel." Holdt han med mig? Nej, han var vist neutral.

Da jeg ikke sagde noget, forsatte han: "Katie overreagerede, hun havde brug for at komme ud med det. Da hun ringede til mig, og sagde at du ikke var kommet hjem, hun var helt ude af den, hun tænkte det værste," endnu engang fuck.

"Jeg må snakke med hende," mumlede jeg, og han nikkede.

"Men tag lige noget vand i hovedet, og skift muligvis til noget andet tøj," jeg kiggede ned af mig selv.

Wow, jeg havde taget min kjole skævt på, hvor dum måtte jeg ikke lige se ud?

"Tak Louis, det har været virkelig pænt af dig at hjælpe hende, og mig. Jeg er ked af, at du skulle rodes ud i alt det her, det ødelægger ligesom det hele, ikke?" Jeg sendte ham et skævt, trist smil.

"For os? Nej, jeg er her som hendes lærer, hendes fortrolige, men når jeg skal være sammen med dig på mandag, så er jeg Louis, og ikke hendes lærer."

"Desuden, så skal du ikke undskylde, eller være ked af det, jeg er bare glad for at kunne hjælpe, jeg ved hvor svært sådan nogle ting kan værre." Jeg nikkede.

Hvorfor var han også så sød?

 

Louis gik kort efter, og jeg skyndte mig ind og skifte til noget joggingtøj. Inden jeg gik ind til Katie, tog jeg noget vand i hovedet.

"Bliv væk!" Råbte hun da jeg bankede på, men jeg gik alligevel ind.

"Lad mig nu forklare," sagde jeg, men hun rystede på hovedet.

"Så du kan fortælle mig flere løgne?" Hendes øjne var røde, og det stak i mig. Gad vide hvor mange gange hun havde grædt over vores familie?

Okay Ally, det kan du tænke på senere.

"Du overreagere," sagde jeg strengt, "og du lyver," sagde hun flabet.

"Fordi jeg ikke ville såre dig!"

"Men ved du hvad? Det har du allerede gjort! Du er ikke en skid bedre end mor og far!"

Der gik min grænse.

"Nu kan det være nok! Det var ikke fair sagt, og det ved du, så sæt dig nu ned i sengen, og opfør dig som en på 16 år."

Jeg måtte have sat mig igennem, for hun satte sig ned.

"Katie, det at jeg løj, var udelukkende for ikke at såre dig, og jeg kan se, at det var en fejltagelse, og jeg undskylder." 

Hun kommenterede ikke på det, men sagde blot: "Hvad skete der så med dig i går?"

Jeg sukkede, og satte mig ned ved siden af hende. "Jeg fik lidt for meget at drikke," sagde jeg ærligt.

"Men hvad så? Hvordan er det en undskyldning for først at komme hjem nu?" Den tøs var klogere end regnet, lort også.

"Jeg tog med Harry hjem, da han var lidt mindre fuld end jeg, og kunne nogenlunde huske vejen hjem." Hun løftede det ene bryn.

"Så jeg var pisse bange for at der var sket dig noget, mens du bare lå og knaldede ham Harry? Tror du jeg er okay med det?"

"Katie, der skete ikke noget mellem os ... okay, jeg kan ikke lyve mere for dig, vi havde sex, men det var ikke med mine gode vilje." Hun så hverken vred eller ked af det, mere irriteret.

"Ally, jeg synes det er for dår..."  begyndte hun.

"Ja, Katie, jeg har godt forstået din pointe, og jeg er ked af det, det vil ikke gentage sige, jeg er ked af, at jeg gjorde dig bange, det var overhovedet ikke meningen. Men jeg vil ikke undskylde for dig, at jeg var sammen med ham, selvom jeg fortryder, for jeg er 18 år, og du er ikke min mor, forstået?"

Hun nikkede, "ja, og undskyld, jeg overreagerede måske en smule ..." Jeg trak hende ind i et kram.

"Det er okay, jeg fortjente det vist også, men lad os nu slå en streg over det, skal vi?" Hun nikkede.

Vi sad der lidt, inden jeg spurgte, om jeg skulle gå ned for at hente noget morgenbrød.

På vejen ud kom Katie hen til mig.

"Nå ...?"

"Jae ...?"

"Hvordan var han så?"

"Hvem Harry?

"Hm ..."

"Øhh ... sød? ... Snakker vi sex?"

"Jep,"

"omg Kalla! Det vil jeg slet ikke kommentere på!" Grinede jeg.

"Kom nu? Jeg er 16, jeg kan godt klare at høre det."

"Hvis du virkelig gerne vil vide det, så prøv ham selv," sagde jeg og rakte tunge af hende.

Hun sagde et eller anden som jeg ikke hørte, og så lukkede jeg døren og smuttede ned for at hente morgenmad.

 

___

 

Da jeg var på vej op efter at have været nede og handle, stødte jeg ind i den sidste person jeg ville støde ind i.

"Hvad laver du her, Harry?"

"Også hej til dig Ally," sagde han, og jeg trak på skulderne.

"Hvorfor skred du bare i morges?" Han lød lettere irriteret. Havde han seriøst regnet med at vi skulle ligge og morgenhygge?

"Fordi jeg skulle hurtigt hjem til Katie, hun var meget bekymret."

"Du kunne i det mindste have vækket mig," sagde han trist.

Ja, det kunne jeg selvfølgelig have gjort, "okay, jeg blev skræmt. Det der skete mellem os i nat, burde ikke være sket," han kiggede undrende på mig.

"Så du fortryder?" Jeg bed mig i læben og nikkede.

"Harry, jeg ser os kun som venner, i hvert fald lige pt. Vi har ikke kendt hinanden i ret lang tid." Han nikkede.

"Jeg forstår, og jeg kan se hvad du mener ..." var der mere han ville? Hvorfor gik han ikke?

"Nå , jeg må vist også hellere ..." så slog det mig!

"Hey Styles? Vil du ikke med ind og have en kop kaffe? Eller hvad du nu drikker? Du kan også få lidt mad, hvis det kunne friste?"

Han lyste op i et stort smil og nikkede.

"Men giv mig lige to sekunder, jeg fortæller lige Katie, at du også kommer. Hun ved godt hvad vi lavede, forresten." Sagde jeg, og lukkede mig selv ind i lejligheden.

 

___

 

Det havde nok ikke været den bedste ide, at byde Harry indenfor. Ikke fordi Katie flippede ud eller var sur, nej, hun tog vist rådet om "selv at prøve ham," lidt for alvorligt.

"Så Harry, du nyder tilværelsen som single?" Spurgte hun, og lænede sig frem mod ham.

Han kiggede forlegent ned i jorden, "ehm ... ja, eller, det ved jeg ikke, det er vel godt på visse områder."

"Hvad er så de dårlige?" Jeg rystede på hovedet af Katies spørgsmål. "Katie, jeg tror det er nok," jeg rejste mig op. "Mere kaffe, Harry?" Han rystede på hovedet. "Ellers tak, jeg har," han sendte mig et taknemmelig smil.

"Nej, jeg klare mig også Alla!" Udbrød Katie da jeg ikke spurgte hende.

"Seriøst, Alla? Hvorfor tænkte jeg ikke på det?" Sagde Harry begejstret.

Åh nej.

"Harry, nej, hvis du på nogen måde vil bevare vores venskab, så skal du ikke kalde mig det." Han lo.

"Som du vil," han satte fornøjet kruset op til munden, "god kaffe."

"Er du single, Katie?" Spurgte han, og hun nikkede.

"Ja," svarede hun blot. Hvad var han ude på? Hvad var hun ude på med det flirtende blik hun sendte ham? Nå ja, det vidste jeg jo godt. Måske jeg skulle få Harry ud inden det her endte galt.

"Nå, det har været hyggeligt Styles," han nikkede. "Ja, det har det, og er stadig," hvorfor forstod han ikke en hentydning?

"Og vi ses jo på arbejdet på mandag," prøvede jeg igen, og her så han vist ud til at fatte det.

"Nå ... det var måske mit signal?" Jeg nikkede.

Han rejste sig op, gav Katie hånden, "det var hyggeligt at møde dig," hun rejste sig op og trak ham ind i et kram.

"Ja, det har det, vi burde gøre det noget oftere." Han nikkede, "bestemt."

Jeg fulgte ham ud, og da vi stod ude i gangen, altså, den udenfor mit hotelværelse, sagde jeg: "Hvis du ikke vil rode dig ud i noget lort, så hold dig fra min søster," han løftede det ene bryn.

"Hvorfor?"

"Fordi det er min søster, og siden vi har ... du ved."

"Haft sex? Jeg troede ikke det betød noget for dig?" Arh! Hvorfor kunne han ikke bare snakke mig efter munden, det havde været så meget nemmere!

"Fordi, det er min søster," påpegede jeg. Men det var ikke overbevisning nok for ham.

"Det betød noget for dig, indrøm det Ally." Han fik gjort så jeg nu stod presset op mod væggen, med ham foran mig.

"Harry ..." mumlede jeg.

"Indrøm det," jeg sukkede. Den måde han han var så tæt på mig, den måde hans ånde ramte mit hud, den måde han kiggede så intens på mig, det var ubeskriveligt dejligt, og af en eller anden grund tændte det noget i mig.

"Okay!" Han trådte lidt væk fra mig, med et triumferende smil.

"Det var dejligt og jeg fortryder det ikke ... helt." Sagde jeg, og han tog blidt fat om min hage, drejede mit ansigt så vores øjne mødtes.

Damn, den dreng vidste lige hvorfor nogle knapper han skulle trykke på.

"Så jeg har en chance?" En chance? Hvis han blev ved med at gøre det her ved mig, så havde han en masse chancer.

"Hvem har sagt du nogensinde havde en?" Sagde jeg så køligt jeg nu kunne, og han trådte leende et skridt fra mig.

"Det har din krop," han begyndte at gå videre ned af gangen.

"Hvad ved du om det?!" Råbte jeg efter ham, men han vendte sig ikke om. Alligevel kunne jeg fornemme det smørret grin han havde.

Han strakte sin arm i vejret, og vinkede til mig, stadig uden at vende sig om.

"Ses på mandag, Al."

Jeg vrængede og lukkede mig selv ind i lejligheden.

"Omg! Du er jo vild med ham!" Årh pis også! Katie havde stået og lyttet med.

"Bare hold dig fra ham, okay?" Spurgte jeg, og gik ind i stuen. Hun fulgte efter.

"Hvad så med Louis? Hvad laver du med ham, når du har Harry?" Jeg smed mig ned i sofaen.

"Han er din lærer, jeg ville aldrig starte noget seriøst med ham," hun satte sig ned i fodenden.

"Som om, du ender med at skulle vælge imellem dem. Men Alla, lad være med at knuse Louis hjerte, det kommer bare til at gå udover mig." Jeg løftede det ene bryn.

"Knuse hans hjerte? Han er din lærer! Og lad mig nu se noget TV i fred," hun slog mig let på benene.

"Som du vil, men jeg glæder mig til den dag jeg kan sige, 'hvad sagde jeg'," jeg rystede på hovedet.

"Du overvurdere dig selv søde."

 

***

 

Det var blevet mandag igen, hvilket ville sige, at jeg skulle se Harry igen, men samtidig også på date med Louis. Noget sagde mig, at det her ville blive en interessent dag.

"Hej Al," hilste Harry, og sendte mig et flirtende blik.

Jeg rullede bare med øjnene, "jamen hej, Styles."

Over fra den anden kiosk ved siden af, sendte Dina os et sigende blik. "Noget siger mig, at i har haft en ja, uforglemmelig weekend." Jeg nikkede. "Det tør nok siges!"

Det undrede mig stadig, hvad Harry havde snakket med Dina om ...

Anyway.

 

Arbejdes dagen havde været anstrenge. Harry havde sendt mig de der blikke, og han vidste jeg hadet det!

Men jeg hadede endnu mere det de gjorde ved mig, hvorfor kunne min krop bare ikke lade være med at reagere sådan på ham?

Ja, i kunne vel forstå hvor frustreret jeg var? Nej?

På et tidspunkt havde han hvisket i mit øre, "ved du hvad jeg tænker på lige nu?" Det havde sendt en kildrende følelse i mig.

"Ved du hvad Styles? Jeg vil slet ikke vide det," jeg vendte mig om, klappede ham på brystet, og gik så.

"Hvor skal du hen?" Kaldte han efter mig, og jeg vendte mig om.

"Ud og fortælle chefen hvor dårlig en medarbejder du er," jeg rakte tunge af ham, og han kom løbende hen til mig.

"Ally ..." han så bedende ud, og jeg brød sammen i grin.

"Jeg skal bare på wc, Styles, vil du med?" Han trak mig ind til sig, "måske vil jeg?" Jeg sendte ham et frækt blik, "ja, det ville være dejligt, men nogen skal jo ligesom passe biksen, ikke honey?" Jeg skubbede ham fra mig, og gik ud på wc'et. Jeg kunne mærke hans blik på mig hele vejen derud. 

 

____

 

Her var sørme fint, meget formelt. Eller okay, ikke sådan noget overdrevet noget, men det fik mig til at ønske, at jeg havde taget lidt pænere tøj på.

"Noget galt?" Spurgte han, og trak stolen ud for mig. Ægte gentleman, det kunne jeg nu godt lide.

"Nej, slet ikke," beroligede jeg ham, han skulle ikke få det dårligt med sig selv, fordi han havde inviteret mig ud og spise et dyrt sted.

Nå ja, hvis i ikke er helt med, så var jeg på date med Louis, min søsters lærer. Hvorfor kunne jeg ikke få den tanke ud af hovedet?

"Sikker?" Jeg nikkede, "helt sikker, det er perfekt," han smilede genert til mig. "Nå, det er ikke noget," sagde han en smule forlegent.

Mit blik fangede en kvinde, en smule ældre end jeg, komme ind i den her overlækre og elegante kjole. Jeg følte mig pludselig helt nøgen ... mit blik røg nu ned af mig selv. Jeg havde bare en enkel sort kjole på, intet specielt.

"Hey, du ser smuk ud," havde han lige læst mine tanker? Eller mit blik ...

"Jeg ville bare ønske du havde fortalt mig, at vi skulle et finere sted hen, så ville jeg have taget noget matchende på." Han rystede smilende på hovedet. Var han altid så munter? Det smittede faktisk af, hvilket var rart. Han var rar.

"Du er den smukkeste herinde, og jeg er glad for, at jeg er din date," den fik mig til at rødme, sådan en kompliment havde jeg aldrig fået før.

"Tak," var det eneste jeg kunne sige. Han rakte ind over bordet og tog min hånd. Vi sad der et par sekunder, inden han gav den et klem og slap. "Nå, skal vi bestille?"

Perfect guy or what?

 

Den her date var fuldkommen anderledes fra Harrys. Der havde vi mere været lige på og udfordrende, intenst og mere enkelt. Med Louis var det det stik modsatte, og her var det mere romantisk.

"Hvordan kunne du glemme, at du havde lagt den derinde i stedet for brødet?" Jeg fniste og rystede på hovedet, "jeg har virkelig ingen anelse, jeg tænkte ikke rigtig over det, det må du da have prøvet før?" Vi snakkede om mig der engang havde kommet til at putte min mobil i oven, da jeg både stod med brødet og den i hånden. Af en eller anden grund opdagede jeg det ikke før, at jeg ikke kunne finde min mobil da nogen ringede til mig. Da jeg så brødet på bordet, gik det op for mig.

"Aldrig, jeg kunne slet ikke forstille mig det!" Udbrød han, og vi grinede endnu mere. Han fangede mit blik, og jeg kunne mærke, at jeg rødmede. Hvad var det han gjorde ved mig? Hvor var alle mine fordomme? Hvor var mit indre had til One Direction? Det band som havde holdt mine tanker hen, og ikke på den positive måde, det band som alle fablede om, det band ... som ikke længere eksisterede.

Jeg fik det pludselig dårligt med mig selv. Her sad jeg og var glad, nær lykkelig, mens jeg havde frataget fem drenge deres fortryllende fremtid. Men de vidste det jo ikke? De havde ikke kendt noget til det? Men hvad hvis de ikke havde det godt nu?

Jeg kunne ikke sove godt en mere nat, hvis jeg ikke vidste, at hver enkel af drenge havde det godt, at de klarede sig, og ikke var helt ude at skide. Jeg måtte vide om de var glade, om de savnede noget i deres liv, noget som de ikke kunne sætte finger på. Noget som jeg havde frataget dem.

Så min beslutning var taget, jeg skulle drage ud for at finde resten af drengene. Liam, han boede vist i noget Wolverhampton, Zay's hjemby var jeg ikke i tvivl om, eller var det nu ikke Zan han hed? Whatever, jeg kunne ikke huske det! Men jeg vidste at nogen af pigerne i klassen, havde omtalt ham som Bradford bad boy. Så det var nok Bradford jeg skulle lede efter ham i. Den sidste var Niall, ham der havde den accent alle pigerne var helt skudt i, og han boede i Irland et sted ... Jeg måtte hjem og finde ud af det.

Men nu skulle jeg nyde resten af min fantastiske date med Louis. I morgen startede min mission.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...