I Wish - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ally 18 år, er træt af One Direction. Alle snakker om dem, alle hører deres musik, alle skriver de her latterlige fanfictions om dem.

Så en aften da hun sidder i sin vindueskarm og ser et stjerneskud, ønsker hun et ønske der kommer til at få store konsekvenser. Men ikke kun for hende ...

24Likes
12Kommentarer
2862Visninger
AA

12. Held i uheld

Den aften var vi blevet hjemme på hotellet og spise. Det var nu også hyggeligt, også selvom maden ikke lige var den mest fantastiske.

Louis og Harry så ud til at have fået det bedre med hinanden, de så endda ud til at kunne lide hinanden.

Lige nu havde de en samtale kørende om noget fodbold, så jeg så mit snit til at snakke lidt privat med min søster.

Hun sad og betragtede Harry, og jeg kiggede frem og tilbage mellem dem. Var der noget jeg havde misforstået? De havde trods alt flirtet en del, og hun vidste ikke, at Harry og jeg nu var sammen.

Så havde hun et crush på min fyr? Hmm ...

"Kalla?" Spurgte jeg, og prikkede hende på armen. 

"Hvad så?" Spurgte hun og kiggede på mig. Jeg nikkede mit hoved hen af mod Harry.

"Du er nok lidt vild med ham, hva?" Hun kiggede først på mig og så over på ham. 

"Det er noget møg," konstaterede hun, og jeg kunne ikke være andet end enig. Hun var vild med min fyr.

"Katie, der er noget du bør vide ..." 

"Hey piger! Hvad siger i til en gå tur senere?" Forslog Louis, og jeg nikkede. Harry sendte mig et kærligt blik, og jeg bed mig i læben.

"Omg! Det er bare løgn!" Hviskede Katie sammenbidt da drengene begyndte at snakke igen.

"Hvad?" Spurgte jeg forvirret.

"I har så meget gjort det!" Udbrød hun, og jeg tyssede på hende.

"Nej, vi har ikke gjort det, men vi er sammen ..."

Hun så såret ud.

"Hvorfor sagde du ikke noget? Så skulle jeg bare ydmyges ved at indrømme, at jeg elsker din fyr?"

Det gav et ryk i mig.

"Elsker du ham?" 

Hun sukkede opgivende og lænede sig tilbage i stolen.

"Jeg ved det ikke."

Vi sad lidt i stilhed

"Jeg går fra, jeg er lige pludselig ikke så sulten mere." Med de ord rejste hun sig, og forsvandt op på vores værelse. 

"Hvad gik det ud på?" Spurgte Harry og kiggede uforstående på mig.

Jeg trak på skulderne, "det er kompliceret." 

 

Jeg forholdt mig tavst og skubbede lidt til maden. Harry og Louis var ved deres portions ende, og mit humør påvirkede vist også dem.

"Ally, er du okay?" Spurgte Louis bekymret efter lidt.

Jeg rystede på hovedet, "jeg vil ikke snakke om det." Der blev ikke sagt mere, og jeg følte at det ligesom var min skyld, at alle var så triste.

"Je..." mere nåede jeg ikke at sige, før brandalarmen lød. 

Harry fór op, og jeg kiggede forvirret rundt. Måske var det bare en prøve? Men da en mand kom ind og råbte, at vi skulle få røven med os, hele hotellet stod i flammer, gik det op for mig, at det ikke var en prøve.

Da vi var på vej mod udgangen kom jeg i tanke om Katie, hun var stadig oppe på værelset!

"Katie ..." mumlede jeg, og uden så meget som at skænke Harry og Louis et blik, gik jeg ind i mængden af mennesker, og ud på den anden side, så jeg kunne løbe op af trapperne.

"Hey! Frøken kom tilbage!" Råbte en efter mig, men jeg skulle have fat i Katie!

Da jeg kom op på gangen blev jeg mødt af en masse røg, og jeg satte mig ned på alle fire.

"Katie!" Råbte jeg, og hostede. Det sveg i mine øjne, men jeg måtte være stærk, det gjaldt min søster.

Jeg bevægede mig videre ned af gangen. "Katie! Hvor er du?!" Endnu et host.

Værelset var fire døre henne, og sveden løb ned af mig, jeg måtte holde ud.

Jeg rejste mig halvt op, og fik åbnet døren til vores værelse.

"Katie," hostede jeg, og smed mig ned på alle fire igen.

Jeg gennemsøgte hele værelset, men ingen Katie.

Hendes sko var her ikke. Jeg åndede lettet op, men gik straks i panik igen, da jeg så flammerne nærme sig.

Jeg skreg, skreg i håbet om at nogen ville høre mig.

Flammerne kom tættere på, men der var ingenting jeg kunne gøre, jeg var fanget.

Jeg havde alligevel ikke troet, at jeg skulle dø på denne her måde.

Jeg havde forstillet mig, at jeg skulle blive gammel og så sidde ude på min veranda og råbe af alle de små børn der nærmede sig min grund.

Jeg ville høre højt jazz musik og have fyrre katte, måske en enkelt hund ... Så ville jeg gå og bage en masse småkager, bare for selv at æde dem. Jeg ville besøge min søster, vi skulle tage ud i byen og vise dem, at selvom man var gammel, behøvede man ikke at være grå.

Men alt dette kom aldrig til at ske, for jeg ville dø på et hotel i England, på min roadtrip gennem England og til Irland, bare for at få tjekket om boyband medlemmerne, som ikke var i et boyband i denne version af livet, jeg hadede, men følte mig ansvarlig for, havde det godt.


I undre Jer måske hvordan jeg kan nå at tænke alt uden at være blevet brændt op? Ja, der må være noget magisk over ens sidste minutter, sekunder.

Tænk, jeg havde ikke engang nået at fortælle Harry at jeg elskede ham, at jeg var glad for, at jeg stødte ind i ham den dag i butikken.

Jeg fik aldrig fortalt Louis hvor en fantastisk person han var, at han fortjente så meget bedre end mig, at han var en fantastisk lære, en fantastisk ven.

Katie fik jeg aldrig sagt til, at hun betød mere end noget andet, at hun var mit et og alt. Hun var min familie, min søster, min bedste veninde. 

En tåre forlod min kind, og en smerte skød igennem brystkassen på mig.

Jeg fik aldrig chancen for at fortælle mine forældre, at de burde tage sig sammen og begynde at koncentrere sig om deres døtre i stedet for deres arbejde. Og at selvom på overfladen brød jeg mig ikke specielt om dem, elskede jeg dem inderst inde. 

Jeg hostede, og prøvede med stor besvær at holde mine øjne åbne. Hovedpinen var udholdelig, og jeg kunne mærke mit hjerte slå langsommere.

Der var så meget jeg ikke havde fået nået,så meget jeg manglede.

"Farvel," blev mit sidste ord, inden jeg lod min krop give efter, og jeg gik ud sm et lys.

Farvel.

 

***

 

"Hun trækker vejret!" Han samlede hende op, og begav sig gennem ilden, men hun var stadig langt væk.

Pulsen var svag, men den var der. Det havde været alt for meget at bære, hvis hun var død, eller døde i hans arme ...

Han satte farten op.

Han kom ud til de andre, og nikkede dem videre, er var ikke mere i det rum.

Med hurtige skridt, fik han pigen båret ned af trapperne, og gav hende til en af ambulance folkene.  Nu var hun forhåbentlig i sikre hænder.

Han begav sig hen til brandbilen med en god fornemmelse, han havde lige reddet et liv. Han elskede den følelse, den gav ham en ny energi.

Midt i hans tanker opdagede han, at han holdte noget i hænderne. En mobil? Hvordan kunne han undgå at føle den i sine hænder? Måske fordi han havde store brandmandshandsker på? Hm ... det var ham et mysterium, men det ændrede ikke på et fact, at han havde en mobil i hænderne.

Hurtigt fik han handskerne af, og til sit held, var der ingen kode på telefonen. Baggrunden var af en pige på omkring de 16 år. Nå, han gik ind i fotos, ikke for at snage, men det kunne være at han kunne genkende ejermanden.

Dér! Det var hende pigen han havde fundet og reddet ud af branden!

 

Jeg snappede efter vejret, og da jeg følte den rene luft i lungerne vidste jeg, at jeg var i himmelen. Men hvor var alle englene? Hvor var alle de hvide skyer? 

Jeg kom op at sidde, og følte en smerte i brystet.

Hovedpinen var næsten væk, og jeg tog endnu en dyb indånding. Hvor var jeg?

Hvis jeg ikke var i himmelen, så gættede jeg stærkt på, at jeg var på hospitalet.

Yes! Mit liv var ikke slut! Jeg ville græde, smile som en idiot, men da jeg fik øje på ham, begyndte mit hjerte at hamre.

Hvad fanden?

"L ... Liam?" Hans hoved fløj op, og han smilede stort.

Hvad lavede Liam Payne her?! Drømte jeg? Jeg nev mig selv i armen. Nej, den var god nok.

"Hej! Godt du er vågnet, hvordan har du det?"

Jeg var helt forvirret, hvor kendte han mig fra?

"H ... hvor kender du mig fra?" Spurgte jeg og ignorerede hans spørgsmål.

"Jeg burde vist spørge dig om det samme ..."

"Come on, du er verdens ber... jeg mener, verdens mest nemme person at gætte navn på." Okay, verdens dårligste redning ever! Men jeg var så blank på hvad jeg ellers skulle have gjort.

"Ehm ... okay. Men jeg er Liam, Liam Payne, jeg reddede dig ud fra branden."

Ahhh ... så Liam var blevet brandmand? Den havde jeg alligevel ikke set komme,måske hvis jeg havde været directioner havde jeg vidst det. Så havde slet ikke behøvet at være ved at dø, så kunne jeg have kørt direkte ud på brandstationen.

Men livet skulle altså bare være besværligt.

"Mange tak," jeg lod min hånd røre forsigtigt ved hans.

Han smilede sødt til mig.

"Nå, det skal du ikke tænke på, jeg passede bare mit job."

Nu blev jeg forvirret igen.

"Hvad laver du egentlig her?" Han begyndte at le, og fandt et eller andet frem.

Min mobil!

"På en eller anden måde endte jeg med den, og tænkte, at jeg nok hellere måtte aflevere den." Jeg nikkede taknemmelig. "Du er bare min helt i dag, hva?" Han smålo.

"Tjoo," og det fik mig til at grine.

"Nå, men så må jeg hellere se at komme videre," sagde han, og vendte sig om for at tage sin jakke.

"Vent!" Han vendte sig forskrækket om.

"Liam, har du det godt?"

"Jae?"

"Nej altså, er dit liv godt?" Han måtte nok tænkte, at jeg havde mistet nogle hjerneceller i den brand, men jeg måtte bare vide det.

"Ehm ... jeg har det ganske udmærket ... er du sikker på, at du er okay?" Kort skævede han ud af mod gangen hvor der gik en læge.

"Jeg har det fint, og du er sikker på, at du har det godt?"

Han nikkede. "Som jeg sagde før, så har jeg det godt, men lig dig nu ned, du får snart besøgende igen. Dine venner, var nede for at få noget spise da jeg ankom." Jeg nikkede.

"Okay, og igen tak, jeg skylder dig alt Liam Payne."

"Det var så lidt," han trippede let med fødderne.

"Hav det godt, og god bedring," han gik hen og gav mig hånden.

"Tak, og i lige måde." Han smilede, og kort efter forsvandt han ud af døren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...