I Wish - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ally 18 år, er træt af One Direction. Alle snakker om dem, alle hører deres musik, alle skriver de her latterlige fanfictions om dem.

Så en aften da hun sidder i sin vindueskarm og ser et stjerneskud, ønsker hun et ønske der kommer til at få store konsekvenser. Men ikke kun for hende ...

24Likes
12Kommentarer
2904Visninger
AA

23. Have you seen this blond guy?

Inden du læser vil jeg undskylde for at der er gået så forfærdelig lang tid siden sidste kapitel, det er virkelig ikke godt nok af mig. Så derfor tager jeg mig nu fuldkommen sammen!!

Igen undskyld, og hvis I skulle have glemt hvad der skete sidst, har jeg lavet et lille resume:

Historien generelt set: 

Ally er blevet ramt af en kæmpe skyldfølelse, hun har ændret på alles liv og specielt fem drenges. Det nu ikke-eksisterende boyband One Direction har efter Allys ønske, aldrig nogensinde fundet sted! Hun er derfor draget ud sammen med hendes søster Katie, hendes flirt Harry Styles og gode ven Louis Tomlinson for at sikre sig, at alle bandmedlemmer lever et godt liv.

 

Det seneste der er sket: 

De har sikret sig at Liam har det godt i sin tilværelse som brandmand. Men i Bradford stødte de på store problemer, da Zayn og Katie blev forelsket i hinanden og de blev involveret i et drama med politiet. Men de slap alle væk og har nu sat Zayn af i Dublin hos noget familie.

Ally og Harry har haft problemer i deres nye forhold, og valgte derfor at slå op. Men i sidste kapitel snakkede de det igennem og fandt til sidst sammen igen.

Så nu har Ally, Katie, Harry og Louis sat kursen mod Mullingar, for at finde den sidste person i One Direction ...

 

Katies synsvinkel:

Alt kørte rundt i hovedet på mig, jeg følte mig både svimmel og omtåget. 

Zayn. 

En smerte skød igennem kroppen på mig, og jeg tog mig hårdt til hjertet. Jeg savnede ham.

Langsomt åbnede jeg øjnene, og så Louis komme gående ned med to kopper varm kakao med flødeskum i toppen af hver. Lækkert. Det fik mig faktisk til at glemme min kæreste i noget tid.

"Hvor er de andre?" Spurgte Louis og kiggede sig omkring. Jeg trak på skulderne, "mens hun stod kiggede på menu kort kom Harry op, og ja, nu er de her ikke længere," svarede jeg, og tog en ny slurk af min brændenede drik. 

"Jeg håber da snart at de kommer ind og får bestilt noget spise, så vi kan komme videre," sagde Louis og jeg nikkede. Det håbede jeg også, for jeg ville bare gerne have den her road trip afsluttet så jeg kunne komme tilbage til det normale igen. 

 

 *

Ally og Harry var kommet forholdsvis hurtigt tilbage, efter at Louis og jeg havde drukket vores kakao, og alt så ud til at være i den skønneste orden. Godt for dem.

Lige nu befandt vi os midt på en motorvej, og jeg legede kedsommeligt med mit mobil cover, mens Harry og Ally sad og tjattede omme på bagsæderne, og Louis kørte bilen. 

Jeg havde faktisk ikke skiftet mit cover i lang tid, ikke lige siden jeg tog fra Danmark, og over til London for at gå i skole der. Jo altså, selvfølgelig havde jeg da haft det af et par gange, men jeg havde aldrig skiftet permanent, det her betød en masse for mig. Jeg havde fået det af Ally. Ally havde altid været der for mig, hvilket også var en af grundende til at jeg overhovedet var taget med på den her tur. Hun havde overtaget den kærlige og beskyttende rolle, da mine forældre frasagde sig den. Det var ikke noget de gjorde officielt, men du ved hvornår de ikke længere holder af dig på samme måde. Hvis de overhovedet nogensinde havde gjort det.

Men her på det sidste havde jeg følt mig mere alene end nogensinde før. Ally syntes at være skredet om i baggrunden, og nu med alt det her med Zayn, kunne jeg ikke længere selv følge med. Uden ham følte jeg mig bare så, fortabt. Så derfor havde jeg ikke noget besvær med at pille mit cover af, og kyle det ned i min håndtaske. Dog var der noget hvidt der fangede mit blik, noget der nu var på vej, dalende, ned mod sædet. 

"Hvad laver du, Katie?" Spurgte Louis, og skævede over til mig. Jeg rystede på hovedet; "det er ikke noget, jeg tager bare mit cover af," svarede jeg og han nikkede ligegyldigt. 

Hurtigt fik jeg fat på det hvide stykke papir, men det er egentlig ikke noget papir, det er et lille fotografi. Tænk, jeg kan slet ikke huske at jeg placeret noget billede der.

Jeg vendte det mellem mine fingre, og betragtede det. Først lidt efter gik det op for mig, at det ikke var hvem som helst der var på det billede. På fotografiet var der: Louis, Harry, Zayn, ham brandmand fyren og så en lyshåret fyr. Sammen, de holdt om hinanden, de smilede til hinanden, de kendte hinanden. 

Hvor fanden havde jeg det billede fra, og hvad skulle det lige betyde?! 

 

Selvom vi gjorde stop, skulle sove, finde et sted at komme i bad og få noget morgenmad, kredste mine tanker stadig om det lille fotografi. Det var de samme tanker der røg igennem hovedet på mig, som: "hvorfra kendte de hinanden?" - "var det her bare fake?" - "var det photoshoppede?" - "var ham den lyshåret den sidste vi skulle finde?" -"hvad lavede det billede bag mit cover?"

"Katie, vær sød at række mig smøren, vil du?" Uden at registrerer hvem der spurgte, tog jeg smørbakken foran mig, og rakte den videre til en eller anden. 

Det var en ny dag, jeg måtte komme videre fra de her tanker, jeg måtte rent faktisk undersøge det, det var jeg nødt til! En ting var sikkert, jeg kunne umuligt vise det til Ally, så måske jeg selv skulle konfrontere Harry og Louis med det? Ja, det var i hvert fald en start. 

Så da vi var færdige med at spise på det her motel-ting, eller hvad det nu var, så jeg mit snit til at få Ally alene op at betale for maden, og trukket drengene ud til bilen. 

Hvordan skulle jeg gribe det her an? Skulle jeg bare smække det op i fjæset på dem?

"Jeg ved det hele," slyngede jeg ud, og de kiggede begge chokeret på mig.

"Hvad mener du, Kat?" Spurgte Louis og kiggede små nervøst over på Harry.

Jeg sukkede, og sendte dem begge et mistroisk blik. "jeg kender jeres lille hemmelighed ... hvordan kunne I holde det hemmeligt!" Udbrød jeg så pludseligt frustreret. Hvis alt det her var fup, havde de virkelig lavet rod i den, for der var sket noget med mig under den her tur. Ikke noget jeg nødvendigvis var stolt af.

Der lagde sig en tikkende tavshed, og de sendte hinanden nogle forvirrende blikke, efter min mening. 

Harry nikkede til Louis. 

"Undskyld! Vi mente ikke noget med det, vi kunne bare ikke få os selv til at fortælle Jer det," fortalte Lou, og han støttede ham op. 

"Det kom også selv som et chok for os, det var bare så ... mærkeligt." Da Harry havde afsluttet sin sætning, spærrede jeg øjnene op. Hvad helvede snakkede de om?

"Undskyld hvad? Hvordan kan det komme som et chok for Jer? I har jo vidst det hele tiden!" Min tone kunne knuse sten, men min stemme var overraskende lav.

"Nej vent lige, hvad snakker du om?" Kom det forvirret fra Louis, og Harry kiggede indtrængende på mig.

"Hvad er det helt præcist du ved?" Spurgte han, og gik et skridt nærmere mig.

"At I kender hinanden," lagde jeg ud, og det så ud til at være et klogt træk, for de nikkede begge en smule lettet.

"Okay ja, det gør vi, eller, det gør vi ikke, men vi ved noget om hinanden, som vi ikke burde," fortalte Harry, og jeg kunne se Louis rødme. Hvad ...?

"Vent lige, I er vel ikke ... nej, I er vel ikke, jeg mener, jeg ville ikke have noget imod det, men Ally, altså det er nok forkert, men altså ..." jeg var ikke sikker på hvad jeg lukkede ud, men nu havde jeg pludselig en ny mistanke om hvad de holdt inde.

"Rolig rolig, træk vejret, hvad mener du, vi er ikke hvad?" Blev der spurgt, men jeg lagde ikke mærke til af hvem, jeg havde for travlt med at betragte mine fødder.

"I er ... bøsser?" Spurgte jeg så. Det var jo oplagt! De syntes selv der var forgået noget mærkeligt, og noget som de selv først lige havde fundet ud af, noget de havde fundet ud af om dem selv, som de ikke burde vide ...

Bøsser. Åh, stakkel Ally.

Men så flækkede de begge to af grin.

"Hvad snakker du dog om? Harry og jeg? Bøsser? Come on, han er sammen med din søster," påpegede han. 

Nå ja, det var jo sandt, de havde lige fundet sammen igen, men stadigvæk ...

"Hvorfor skulle jeg ikke tro det?" Spurgte jeg så, og de trak på skulderne. "Det ved jeg ikke, men vi er ikke homoseksuelle, promise," sagde Harry og lagde en hånd på min ene skulder. 

"Okay, men så forklar lige det her," sagde jeg og holdt fotografiet af de fem fyre oppe. De studerede billedet, ligesom jeg havde gjort, og gispede så synkronisk.

"Jeg vidste at der var noget galt ..." mumlede Louis og jeg lod mit blik granske hans ansigt. Det her kom bag på dem begge. 

"Det er jo ham brandmanden, Zayn, dig og mig, og så lige en eller anden lyshåret dude som ... vent lige, er det ham vi skal finde her i Irland?" Spurgte Louis, og kiggede spørgende på os begge, og jeg nikkede. "Det tror jeg."

"Men vi rejser rundt for at tjekke op på de her fyre," startede han og lod sin pegefinger glide over brandmanden, Zayn og den lyshåret. - "Men vi er også på billedet. Betyder det så, at hun også har ... undersøgt os?"

I selv samme, som Louis luftede sin ide, trådte Ally ud af døren, og kom smilende gående ned af mod os. Men vi var alle som forstenet. Hvad skjulte hun for os?  

 

*

 

Vi havde alle fattet os, sådan nogenlunde, og havde kort mumlet, at vi ikke måtte sige noget til Ally, endnu. Harry lignede en der mest af alt havde lyst til at flygte langt væk, uvidne om hvem pigen ved siden af ham var, pigen han holdt i hånd med, pigen han havde troede han elskede. Hvad holdt hun skjult? Kendte jeg ikke min søster lige så godt som jeg troede? Skuffet over ikke at vide noget, satte jeg en ligegyldig maske op, og lod mit blik glide ud på de forbi passende biler. Hun da godt have fortalt mig noget!  

"Når vi finder ham, så skal hun ikke være der," hviskede jeg til Louis, og han kastede et kort blik over på mig. 

"Hvis vi finder ham, og hvordan havde du lige tænkt dig, at vi skulle finde ham?" Det var lige før jeg ikke havde hørt ham, men vi kunne jo heller ikke risikere at hun hørte os. 

"Vi spørger folk om de har set ham, eller sådan noget, nogen må da vide noget," påpegede jeg og han nikkede "Ja, det må vi da håbe."

 

Vi drejede ind i Mullingar omkring middags tid, så det ville give os rig mulighed for at finde ham. Og så dog, måske skulle vi have ventet til om aftnen, så kunne det jo være, at han var i byen og feste? Det kunne være vores plan B. Men lige nu havde drengene og jeg allerede en plan udover den. Nemlig at få skaffet Ally af vejen, i hvert fald for nogle timer …

Jeg insisterede på at jeg var dårlig, og fik Louis til at holde ind ved nærmeste sted, hvilket helt ”tilfældigt” var et apotek. Der gik vi sammen ind og fik sovepiller.

”Er du okay?” Spurgte hun bekymret da vi kom ud, og jeg tog mig til maven. ”Så længe det ikke bliver værre, skal jeg nok klare mig,” løj jeg, og sendte hende et skævt smil.

Nå ja, jeg gik vel ikke på dramaskolen for ingenting.

Til mit held faldt hun hurtigt i søvn, efter jeg havde bildt hende ind at det var smertestillende piller, siden hun beklagede sig over at have ondt i hovedet. Det havde virkelig været heldigt at hun havde fået ondt, for ellers havde jeg ikke lige kunne se hvordan vi ellers skulle få hende til at tage pillerne. Vi fik hende lejret stille og roligt ind på er motel værelse, og kørte så igen. Ja, vi havde selvfølgelig efterladt hende en seddel, og vi var også i vores gode ret til at gøre det her, efter alt det hun havde holdt skjult. Alligevel havde jeg også lidt ondt af hende, hun var trods alt min søster og det var jo ikke ligefrem fordi hun var en eller anden syg stalker, vel? Jeg håbede det ikke.

Så dernæst bevægede vi os ned i byen i håb om, at han var der. Det var lørdag og høj solskin, så han måtte da være udenfor. 

Men det var selvfølgelig svært at finde en man kun havde set på et billede, og ikke engang kendte navnet på. Så det meste af de næste tre timer, gik med at spørge fremmede folk på gaden, om de genkendte ham. De fleste rystede bare på hovedet, trak på skulderne og gik ellers videre. Det virkede så, så håbløst. Ally ville vågne om mindre en fire timer, hvordan skulle det her nogensinde lykkes?

"Katie!" Personen der kaldte var Harry, og Louis kom rendende efter ham. Jeg gik hen af mod dem, og da vi nåede hinanden, lagde Harry forpustet en hånd på min skulder. 

"Vi ... vi har fundet ..." han nappede efter vejret, og Louis nåede os nu. 

"Har I fundet ham?" Spurgte jeg begejstret, men til min store skuffelse, rystede de på hovedet.

"Men," påpegede Louis - "vi har fundet nogen der måske kender ham, måske," han sagde det sidste ord som en understregelse, og jeg nikkede lydigt. Jeg skulle ikke sætte mine forhåbninger op. Vi ville ikke finde ham, som vi fandt Zayn. 

Men da vi kom derhen hvor de var før, spillede der sig alligevel et smil om mine læber. Der stod en masse unge mennesker, eller de var overalt. Det var en slags kæmpe gyde hvor der var en masse grafitti på væggene, og folk grinede, stod på skateboard og så ellers bare ud til at hygge sig. Nogen af dem her måtte kende ham.

"Har I tjekket at han ikke er her?" Spurgte jeg og spejlede efter ham. "Ja, han er her ikke," konstaterede Louis og jeg trak på skulderne.

"Så må vi hellere se at komme igang, her tag et billede af billedet," kommandere jeg dem, og de gjorde som jeg sagde. 

Vi delte os op i tre, og jeg startede med at gå over til en gruppe drenge, omtrent samme alder, og spurgte dem om jeg måtte spørge dem om noget. 

"Det kommer an på hvad?" Spurgte den ene med halv lang lyst hår, og blinkede flirtende til mig. Jeg bed et spydigt svar i mig, og viste dem billedet. "Har i set ham med det lyse hår? Eller kender i ham?" Spurgte jeg og de sendte billedet rundt. 

"Hey, to af dem går da derover!" Råbte en af pigerne bagerst i gruppen og pegede over på Harry og Louis som stod sammen og snakkede. 

"Ja, jeg er sammen med dem, men kender du ham den lyshåret?" Hørte jeg hende, og hun rystede på hovedet. "Nej, men prøv den gruppe drenge derover, de kender alt og alle," rådgav hun mig, og kom frem og gav mig fotografiet igen. "Tak." 

Da jeg forlod dem, kiggede jeg hen hvor Harry og Louis havde stået og snakket før, og de var heldigvis begyndt at spørge folk nu. 

Nå, men jeg gik hen til den flok drenge der stod henne i hjørnet med en øl i hånden, og kiggede sultent på mig. Jeg gøs. 

"Hvad så smukke?" Spurgte den ene med karseklippet hår, og lagde overlegnet en arm om mine skuldre og trak mig ind til sig. Hans ånde stank af øl, og jeg trak mig ud af hans favn, dog uden at virke tvær. 

"Jeg tænkte på om i kunne hjælpe mig?" Hørte jeg dem, og nu kom alle hen og samles om mig. De var omkring ni fyre og alle sammen et hoved højere end mig. 

"Hvad kunne sådan en køn pige have brug for vores hjælp til?" Fyren der havde lagt armen om mig, lod nu sin finger strejfe min kind, og lagde sit hoved en smule på skrå.

Det var alt for overvældende, jeg havde bare lyst til at dreje om på hælene om flygte derfra. Men nej, det kunne jeg ikke. Så derfor tog jeg en selvsikker maske på, rettede ryggen og fandt fotografiet frem og stak det op i ansigtet på ham. "Kender du ham med det lyse hår? Gør nogen af Jer det?" Spurgte jeg kiggede på de andre. Igen blev det sendt rundt, og folk studerede billedet nøje. Det var først da de begyndte at mumle sammen, og skæve over til mig, for derefter at kaste et stjålet blik på muren bag dem, at noget af selvsikkerheden forsvandt fra ham fyren foran mig. Hvad gik det ud på? En af dem rakte billedet tilbage til mig og jeg puttede det ned i min bukselomme.

Til sidst gik en af drengene op til ham med det karseklippet hår, og hviskede noget til ham.

Han rettede nu blikket mod mig. Igen tvivl, han var deres "leder". Jesus.

"Hvorfor vil du finde ham? Du kan sagtens blive her, ikke drenge?" Sagde han og de andre begyndte at grine, som var det en kommando, og råbte at jeg skulle blive hos dem. 

"Hvem siger, at jeg vil finde ham?" Spurgte jeg og løftede det ene øjenbryn. 

"Tror du, at jeg er dum?" Han havde trådt et skridt frem mod mig og jeg kunne mærke hans ånde mod min pande. 

Uh, jeg havde sådan en lyst til at slynge i hovedet på ham, hvilken klam skid han var og at han bare kunne holde snitterne. Men det sagde jeg selvfølgelig ikke, så kunne jeg glemme alt om at finde ham fyren.

"Kan du hjælpe mig?" Jeg ignorerede hans spørgsmål og kiggede nu irriteret op på ham. Han skulle ikke tro, at jeg var så nem at skræmme. 

Grinende tog han et skridt tilbage, lagde armene over kors og åbnede munden: "Ja, men det er ikke gratis." Åh nej, det her var ikke godt. 

"Hvad vil du have? Penge? Hvor mange?" Spurgte jeg og strammede grebet om min taske der hang om skulderne på mig.

"Nej, jeg vil ikke have dine penge," sagde han. Han gik helt op af mig og hviskede i mit øre. - "Men din krop kunne være et fantastisk bytte," hans ækle stemme sendte kuldegysninger over alt på min krop, og jeg trak mig hurtigt væk fra ham. 

"Gå hjem og knep dig selv," hvæsede jeg og vendte mig brat om og bannede mig vej gennem den store flok fyre.

"Oh!" Lød det fra de andre drenge, og det så ud til at gøre ham med karse håret rimelig sur.

"Hey!" Råbte han efter mig og løb hen og greb mig om armen. Hans øjne lyste af raseri, og hans greb om mig var alt andet end behageligt. - "Sådan skal du ikke snakke til mig," sagde han og jeg var rent faktisk skræmt nu, han lignede en der kunne finde på at gøre mig noget ondt. Rigtig ondt.

"Slip hende," blev der kommanderet omme bag mig, og jeg ville have vendt mig om, hvis det ikke var for karse fyrens gennemborende blik. Han kiggede heller ikke selv op for at se hvem det var der ville hjælpe mig. 

"Hørte du ikke hvad jeg sagde?" Stemmen lød bekendt, men jeg var alt  for lammet til at skelen den og sætte ansigt på.

"Kan du høre det? Er det en flue der summer omkring?" Spurgte han og havde et smørret grin klistret fast på sit grimme fjæs. 

"Meget morsomt, slip hende, nu," stemmen var hård, og endelig kiggede karse fyren op. "Og hvorfor skulle jeg så det?" 

"Fordi at man ikke behandler piger sådan," fastlagde stemmen, og karsefyren gav slip på mig, men rykkede sig ikke ud af flækken. 

"Og hvem tror du så, at du er?" Spurgte han og jeg trådte et skridt bagud og et par stærke arme lagde sig let omkring mig. Forskrækket vendte jeg mig og kiggede op på et velkendt ansigt. Louis.

Harry stod lige ved siden af og stirrede ondt på ham der lige havde holdt mig. Så det var Harry der var min redningsmand. 

"Jeg er Harry Styles, og jeg vil råde dig til at lade være med at gøre noget du vil fortyde," advarede Harry og jeg smilede for mig selv. Overlegenet.

"Nå, så hvem siger at jeg vil fortyde det, hvis jeg smadre dig?" Snerrede han arrigt og trådte truende et skridt frem mod Harry.

"Daniel! Lad dem nu være," blev der råbt overfra gruppen af fyre, og mit blik spejlede efter vedkommende. En pige. Daniel, som åbenbart var navnet på ham karsefyren, så ud til at kende stemmen og valgte at adlyde den. Gad vide hvem hun var?

"Hvis jeg var jer, så ville jeg passe på," sagde han og vendte sig derfor om og gik tilbage til sit slæng.

"Lad os komme væk herfra," sagde Louis og trak mig med i den retning vi var kommet fra.

"Hey! Jer tre, kom tilbage!" Jeg vendte mig om mod stemmen, som kom fra Daniels gruppe, og der kom et ordenligt muskelbundt af en fyr, gående i rask tempo hen mod os.

Åh nej.  

      -----------------------------------

Dam dam dam! - Hvad tror I nu at der sker? :-) Og igen sorry for den laaange ventetid - og af de få kapitler der er tilbage, lover jeg, at der ikke vil være ret lang mellemrum imellem. Promise! 

Tak fordi i stadig læser med! xx :-D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...