I Wish - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ally 18 år, er træt af One Direction. Alle snakker om dem, alle hører deres musik, alle skriver de her latterlige fanfictions om dem. Så en aften da hun sidder i sin vindueskarm og ser et stjerneskud, ønsker hun et ønske der kommer til at få store konsekvenser. Men ikke kun for hende ...

24Likes
12Kommentarer
2848Visninger
AA

19. Egoistisk

Katies synsvinkel:

Videre gennem regnen, fodtrin i det fjerne, snart var vi sammen igen. 

Nogle meter væk kunne jeg ane en skikkelse, en der kom gående i min retning.

"Zayn!" Kaldte jeg glad, og løb ham i møde.

"Katie," mumlede han, som jeg gled ind i hans favn. Det øsede ned over os, men så længe han var her, kunne det andet gøre lige meget. Jeg lod mit hoved glide lidt tilbage, og efter at have sendt ham et kærligt blik, pressede jeg mine læber mod hans.

"Kom," han trak mig med sig, og vi gled ind i gadens mørke, sammen. 

 

Allys synsvinkel:

"Louis, har du set Katie?" Spurgte jeg ham, men efter en hovedrysten kunne jeg regne ud, at han heller ikke han havde set hende Ja, jeg opdagede først at hun var væk for en halv time tiden. Det var også alt sammen min skyld, jeg skulle ikke have ladet min frustration gå udover hende og hendes lærers kærligheds forhold ... men helt ærligt, jeg kunne ikke gøre for det, jeg havde lige mistet min kæreste, og så ja, så jeg vel bare rødt og lod det gå udover hende. 

Hvorfor skulle jeg også lige forbyde hende at se ham? Det var nok det dummeste jeg havde gjort i rigtig lang tid, og jeg havde ellers gjort mange dumme ting. 

Harry kom gående ud af ham og Louis fælles værelse. "Jeg så hende gå ud af døren for en time siden, men jeg tænkte bare at hun skulle ud og handle ind, eller noget?" Fortalte han, og jeg spærrede øjnene op.

"Og det har du ikke fortalt mig før nu?!" Spurgte jeg vantro, og da han svarede tilbage, at han ikke lige mistænkte hende for at stikke af, løb jeg ud til gangen for at tage mit overtøj på.

"Hun har taget alle sine ting med! Undrede du dig ikke over tasken hun havde med sig?" Råbte jeg til ham. Åh! Han kunne have stoppet hende! 

"Undskyld Ally, men jeg gider ikke holde øje med hvad hun render rundt og laver, jeg er ikke hendes far." 

jeg er ikke hendes far ...

"Nej, jeg er for guds skyld da heller ikke hendes mor, men hun er min søster og jeg har ansvaret for hende. Men du er vel også ligeglad med os? Med mig." Det sidste sagde jeg, som en konstatering, han havde ikke været andet end kold overfor mig lige siden jeg slog op med ham for et døgn siden. Men det var konsekvensen af det han havde gjort. 

Jeg vendte mig småirriteret om mod de to drenge. "Vil I hjælpe mig eller hvad?" Vrissede jeg, og de kom hurtigt på benene, og snart var vi alle ude af døren.

 

Katies synsvinkel:

Jeg stønnede svagt, det her var dejligt. 

"Er du syg det smager godt," mumlede jeg og han gryntede tilfreds. 

"Ja, det er lækkert," bekendtgjorde han, og jeg tog endnu en bid af min durum. "Det er sindsygt langt tid siden jeg har fået sådan en," fortalte jeg og han smilede, "og det er lang tid siden jeg har følt mig så hel," mumlede han, men kun lige så jeg kunne høre det. 

Det Zayn og jeg havde, var noget helt magisk, noget ekstra ordinært, og nej, vores forhold var ikke klamt, han var kun tre år ældre end mig. Tænk at han kunne ansættes som så ung? Nå, men de har vel manglet lærer her i byen? Don't know.

"Zayn?" Spurgte jeg og han nikkede, som tegn på at jeg skulle forsætte.  

"Jeg er ked af, at jeg har fået rodet dig ud i det her, det fortjener du ikke." Bare tanken om, at han kunne blive opdaget i at have et forhold med en elev, det kunne koste ham så meget. 

"Shhy, det skal du ikke undskylde for, jeg er ligeglad med hvad de siger, vi hører sammen, Katie." Jeg fangede en tåre i at løbe ned af min kind, men jeg fik tørret den væk inden han nåede at se den. 

"Okay," sagde jeg og nikkede. Okay.

 

 

Allys synsvinkel:

"Hun må være her et sted!" Beklagede jeg mig, hvordan kunne jeg miste hende, min egen søster!?

"De skal nok finde hende, politiet ved hvad de gør, rolig Ally, hun skal nok blive fundet," prøvede Louis at berolige mig. Jeg var en elendig søster, jeg tænkte ikke på andre end mig selv! Hvis jeg nu bare havde fokuseret på at vi skulle få en hyggelig sommer, i stedet for at kører rundt i hele Storbritannien for at finde nogle drenge, som jeg ikke engang kendte! 

Jeg var en skændsel.

"Ally, kig på mig," komandrede Louis og da jeg ikke adlød, drejede han selv mit ansigt over mod hans. 

"Hun skal nok blive fundet, eftersøgningen er i gang." Jeg nikkede. Efter at vi havde ledt i timevis, havde vi valgt at gå til politiet, eller det havde Harry insisterede på. Godt nok havde jeg været noget skeptisk omkring det, Zayn kunne jo blive beskyldt for at have kidnappet hende, men det eneste jeg tænkte på nu, var at få min søster tilbage. Igen, var jeg egoistisk.

 

Flere timer senere, stadig intet spor af hende. Jeg havde med vilje ikke oplyst Zayns navn, da han kunne risikeret at blive fyret, og jeg skulle ikke lave mere rod i hans liv, end jeg allerede havde gjort, lidt tænkte jeg dog på ham. Dog var jeg også sikker på, at hun var sammen med ham, da Louis havde været inde på skolen, og der fortalte de, at han havde taget orlov. 

Havde de tænkt sig at stikke af sammen?

"Se nu at få noget søvn, vi finder hende alligevel ikke i nat," rådede Louis mig, men jeg kunne umuligt sove nu. Ikke nok med at hun var væk, så havde jeg også vores forældre at tænke på. Selvfølgelig skulle jeg ringe og give dem besked om det, men for det første, så var de i Japan og ville nok være pænt ligeglade. For det andet, så ville de lægge alt skylden på mig, og sige at jeg var en elendig søster, hvilket jeg måske også var, men det var noget andet når andre sagde det!  Specielt ens forældre.

"Jeg kan ikke Lou, jeg kan bare ikke," tårene fandt vej ned over mine kinder, og jeg snøftede let. 

"Al, hør nu, hun er i sikkerhed, Zayn skal nok passe godt på hende," prøvede han atter at berolige mig. 

"Men jeg burde være den der passede godt på hende! Jeg er sådan en elendig værge!" Udbrød jeg, og faldt grædende sammen. 

"Nej, du er ikke en dårlig værge, du har det bare selv svært for tiden, og Katies forsvindingsnummer har ikke lige frem gjort det lettere for dig." nej, det havde han vel ret i. Han satte sig ned ved siden af mig.

"Undskyld, Louis, jeg er ked af at jeg er sådan her," undskyldte jeg, og trak på skulderne. Han lagde trøstende sine arme om mig, og vuggede mig lidt frem og tilbage. "Der er ikke noget galt med dig, Ally, du må ikke undskylde." Snøftende nikkede jeg: "Okay." Okay.

 

 

***

 

Katies synsvinkel:

"Alle sammen, hænderne op!" Brølede en stemme, og jeg røg med det samme tilbage i sædet. 

"Grib dem!" Officeren rendte ind i stuen, og fik med det samme øje på ham.

"Herinde!" Råbte han og trak sin pistol frem. 

"Zayn," hviskede jeg og han kiggede over på mig. 

"Ikke noget alligevel," mumlede jeg og lod igen min opmærksomhed glide tilbage på tv'et. Vi sad og så en eller anden krimi serie, og jeg vidste ikke rigtig hvor meget den intresserede  mig, men Zayn havde insisteret på at vi skulle se den. Alligevel var det noget jeg hellere ville ...

Med en hurtig bevægelse slyngede jeg det ene ben over ham, og snart havde jeg presset mine læber mod hans. Først prøvede han at skubbe mig væk, men efter at han var faldet ned et par sekunder efter, kyssede han med. Han tillod mig at tage hans t-shirt af, og jeg fik nu udsyn til hans veltrænede mave.

"Ser du noget du kan lide?" Spurgte han leende, og jeg smilede stort til ham. "Tja, det kan man vel godt sige." Derefter trak han mig helt ind til sig, og lagde mig forsigtigt ned på sofaen. 

Åh nej, jeg var ikke klar til det her, jeg kunne ikke, jeg var stadig jomfru. Rolig Katie, han skal nok være blid, det er Zayn! Du elsker ham! Prøvede min hjerne at snakke mig ud i det, men min krop sagde fra. 

"Zayn, jeg kan ikke," mumlede jeg, pinlig berørt over min handling. "Bare rolig, jeg havde ikke tænkt mig at gøre noget, hvis du ikke var klar," sagde han, og kyssede mig på kinden. 

"Jeg skal nok beholde bukserne på," hviskede han i mit øre, og jeg fniste. "Tak." 

 

 

Allys synsvinkel:

Zayns lejlighed var tom, han måtte have vidst, at vi ville lede efter hende her. Hvor kunne de være?

"Noget syn af hende på skolen, Harry?" Spurgte Louis. Vi havde delt os op, Harry var taget hen på skolen, og Louis og jeg til lejligheden. Det var begrænset hvor længe Harry og jeg kunne holde hinanden ud efter bruddet. 

"Nå okay, ja, okay, der tager vi så hen. Ja? Okay, du ringer hvis du finder ud af noget, godt så." Der blev lagt på derefter, og jeg begyndte at gå ned af til bilen. 

"Ally, vi tager ud til familien Maliks sommerhus, det kan være de har gemt sig der," forslog han og jeg nikkede. "Hvor ligger det henne?" Spurgte jeg og bevægede mig ned af trapperne. 

"Prestatyn, det ligger to timer herfra," oplyste han mig om, og jeg nikkede. "Så har hun også bare at være der," hviskede jeg for mig selv. 

 

**

 

Politiet var også på vej derud, de havde hørt fra vidner, at de havde set to mennesker gået rundt derinde, og beskrivelserne passede perfekt på Katie og Zayn. På den ene side var jeg lettet, men på den anden, så ville Zayn sikkert blive ført med tilbage på stationen, og han ville blive fyret som lærer. Han ville ikke have noget tilbage. Jo, muligvis Ally, men jeg havde ikke bestemt mig for hvad der skulle ske, endnu.  

"Hvor langt har vi igen?" Ville jeg vide, og Louis kiggede kort over på mig: "Et kvarter, medmindre vi selvfølgelig ikke kan finde sommerhuset," fortalte han og jeg nikkede. Louis sad bag rettet denne gang, jeg havde kun meget lidt øvelse i at køre i venstre side, så nu når vi kørte på en motorvej, lod jeg rettet til ham. 

"Hvad gør vi, hvis de ikke er der?" Spurgte jeg ham, og han trak på skulderne. "Så kører vi vel bare tilbage?" Forslog han og jeg sukkede: "Ja, det gør vi vel." 

 

Tyve minutter senere, kørte vi rundt mellem en masse sommerhuse, og ledte efter nummer 67. 

"24-36," sagde jeg, - "vi skal to sidegader længere hen," sagde jeg, og vi kørte videre. 

"Her, drej ind her," kommanderede jeg ham, og han drejede ind. 

"62-74," mumlede Louis, og begyndte nu at fokusere på husnumrene. 

Fire- fem huse længere nede, lå det. Det var lyseblåt, og lå lige i solen. Louis holdt ind, og vi steg begge ud af bilen. 

Ganske rigtigt, der var lys derinde, nu var det bare om det var dem, udlejere, eller nogen fra Zayns familie. 

Louis bankede på, og så stod vi ellers der og ventede. Eftersom der ikke var nogen der lukkde op, var jeg gået over til et vindue for at se om jeg kunne se dem, men det eneste jeg havde udsyn til, var et tændt tv. 

"Kan du se noget?" Spurgte han, og jeg rystede på hovedet. "Ikke andet end BBC," fortalte jeg og dernæst bankede Louis på igen. Denne gang kom der liv inde i hytten. 

Der! Katie kom frem fra sofaen, men hun satte kursen ind i et andet rum, mens Zayn kom ud til døren. Nå, nu havde vi i det mindste fundet dem. 

Inden Zayn nåede at åbne døren, stillede jeg mig hen ved siden af Louis. 

"Hej, hvad vil I her?" Spurgte  en kølig Zayn, da han åbnede døren. 

"Jo, jeg vil såmænd bare have min søster tilbage," sagde jeg en smule gnavent, han skulle ikke tro, at han bare sådan kunne tage hende fra mig. 

"Hvem, Katie? Hun er her ikke," insisterede han, men jeg var godt træt af løgne. 

"Til side, Malik, jeg er kommet for at hente min søster," sagde jeg, som jeg maste ham til side og småløb ind i sommerhuset. 

"Hey!" Råbte han efter mig, men jeg var hurtigere end ham, og jeg nåede hen til der hvor jeg havde set Katie rende ind, og jeg rev døren op. 

Wc, hun havde gemt sig på wc'et. Uden helt at vide det, gik jeg hen af mod brusekabinen, hvor kunne hun ellers være? Under håndvasken? Nej, der kunne hun umuligt være, det eneste gemmested var bag bruseforhænget. 

"Nej!" Råbte Zayn lige i det sekund, som jeg trak forhænget fra, og fik udsyn til en sammenfoldet Katie. 

"Ally," pev hun, og jeg satte mig på hug ned foran hende. 

"Katie, hvad tænker du på! Du kan ikke bare stikke sådan af!" Sagde jeg med min mest myndige stemme. - "Er du godt klar over, hvor bekymret jeg har været?" Hun mødte mit blik, og jeg kunne se pinslerne i hendes øjne. 

"Undskyld, men jeg kan ikke leve uden ham," græd hun og jeg trak hende indtil mig. 

"Åh Katie, så lang tid har du vel ikke kendt ham, til at kunne sige det?" Sagde jeg til en konstatering, men lod det alligevel komme som et spørgsmål til hende, da jeg ikke ville have hende til at blive sur på mig.

"Det er bare noget jeg ved, Al, jeg holder virkelig meget af ham." Det stak i mit hjerte, da hendes ord kom ud af hendes mund. Young love, men alligevel ikke så forskellig fra mit kærlighedsliv. OKay, nu var det jo heller ikke fordi, at jeg ikke selv var ung ... uh, jeg skulle passe på med at rode mig ud i nogle filosofiske tanker. 

Eftersom vi havde ført samtalen på dansk, stod Zayn i døren og kiggede forvirret ned på os. 

"Ally, Katie ... jeg ..." jeg kiggede lettere irriteret op på ham. "Gå ind og pak hendes ting," bedte jeg ham om, og med nedslået hoved gjorde han som jeg sagde. 

"Du må ikke være så hård ved ham, Ally, han er en god fyr, det er han virkelig." Jeg tvivlede ikke på hendes ord, men jeg kunne ikke være blid nu, for under alle omstændigheder, kunne han ikke tillade sig, at stikke af med min lillesøster. 

"Lad os få dig tilbage," jeg hjalp hende op og stå, og uden indvendinger fulgte hun med mig ud til hoveddøren. 

"Katie, godt at se dig," hilste Louis, og hun nikkede til ham. -"Ally, jeg har ringet til politiet og informeret dem om at hun er her, de er her hvert sekund det kan være," Louis nyheder ramte mig som et chok. Det havde vist samme effekt på Katie, for hun rev sig løs af mit greb. 

"Nej! Det her kommer alt sammen til at gå udover Zayn! Det må ikke ske, Ally, det kan du ikke lade ske!" Råbte hun frustreret, og i samme sekund drejede en politivogn ind på grunden. Hvis der skulle handles, så var det nu.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...