I Wish - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ally 18 år, er træt af One Direction. Alle snakker om dem, alle hører deres musik, alle skriver de her latterlige fanfictions om dem.

Så en aften da hun sidder i sin vindueskarm og ser et stjerneskud, ønsker hun et ønske der kommer til at få store konsekvenser. Men ikke kun for hende ...

24Likes
12Kommentarer
2859Visninger
AA

22. As long as you lo... hear me

Alt var sløret. I al min forvirring strakte jeg min arm ud. I søgen efter hjælp, i søgen efter håb. Alt var sløret.

løb!

Jeg spurtede afsted, men mine ben flyttede sig aldrig. Jeg var låst fast.

Desperat skreg jeg, villig til at gøre alt for at for at få nogen til at høre mig. 

Der skete ingenting. Men ud af min øjenkrog, gennem den tykke tåge der lå foran mine øjne, så jeg ham. Hans krøllede hår poppede ud til siderne, og han havde et vildt blik.

Harry! Kaldte jeg, men lyden var taget fra mig. Da jeg mødte hans blik, var det som om han så lige igennem mig, på noget omme bag ved mig. Jeg vendte mig bange om, jeg turde ikke kigge, kigge på det han så istedet for mig. Hvad der betød mere for ham.

Men så klarede alt pludselig op, og jeg blev blændet af et skarpt lys, og jeg faldt. 

"Ally!" Jeg følte noget stærkt stramme sig om mine overarme, og rykke mig frem og tilbage. Langsomt kunne jeg ane et velkendt ansigt, og et velkendt rum. Et velkendt, meget oplyst, rum. 

"Er du vågen, Ally?" Blev jeg spurgt, og jeg nikkede svagt til Louis. Han sukkede af lettelse, og knugede mig derefter ind til ham.

"Der gjorde  du mig satme bange," mumlede han og lod mig glide ud af hans greb. Jeg gned mig søvnig i øjnene. Hvad var der galt?

"Louis, hvad er der med dig?" Spurgte jeg, og han kiggede med store øjne på mig.

"Du skreg op som en gal, du har vækket hele hytten, eller i hvert fald bare mig, men altså," fortalte han, og nu var det mig til at kigge forundrende på ham. 

Jeg havde hvad?

Og så var det, at jeg kom i tanke om min drøm, eller rettere sagt mit mareridt. 

"Mareridt," undskyldte jeg, og han nikkede forstående. "Fortæl mig om det," forlangte han, men jeg rystede på hovedet.

"Det plejer at hjælpe, og så går det heller ikke i opfyldelse," prøvede han at overbevise mig om, men hvordan kunne jeg fortælle ham den del med Harry, uden at det var tydeligt, at jeg var bange for at han ikke elskede mig?

Men hvorfor var jeg bange for at han ikke elskede mig? Han havde kysset en anden, gennemsnavet hende, og ja, hvad der ellers kunne have været sket hvis jeg ikke havde "afbrudt" dem. 

Regel 1: Gå aldrig tilbage til en fuser - også selvom du elsker vedkommende.

På den anden side var det jo også nemt  for mig at spille bagklog den gang, jeg kunne jo ikke skelne mine følelser fra hvad jeg vil. Hvor forvirrende det end lyder. 

"Ally?" 

Jeg rystede på hovedet for, at komme til mig selv igen.

Regel 2: Fald aldrig i staver midt i en samtale med en anden ...

"Undskyld, men nej, det var ikke noget særligt, bare ... tomhed," svarede jeg og trak let på skulderne. 

Gad vide om de andre havde hørt det? Hvilket minder mig om, at Zayn nok sov tungt, han havde brugt det meste af, nej vent, han havde rent faktisk brugt hele tiden indtil jeg fakede at jeg sov, til at undskylde overfor mig. Undskyld over at have efterladt mig tilbage i Bradford, men jeg havde tilgivet ham, og sagt at han tog den rigtige beslutning, jeg var trods alt kommet "hjem".

Harry til gengæld, havde ikke gjort andet end at kigge på mig, uden at sige noget, det var vildt mærkeligt. 

Katie havde kigget lidt irriteret på mig til at starte med, men efter noget tid havde hun så sukkede og begyndt at omfavne mig. 

Louis på den anden hånd, havde snakket rigtig meget med mig om det, og om hvilke konsekvenser det kan have, det ser skete i Bradbord. Han havde alt i alt været virkelig dejlig at have omkring.

"Øhm, Ally, du er væk igen," rømmede Louis sig, og jeg kunne slå mig selv.

Ah! Jeg måtte huske regel 2! Men så dog ...

Regel 3: Lav aldrig regel'er, for du kan alligevel ikke overholde dem.

"Sorry, jeg er bare træt, og hvad er klokken ikke lige?" Her var i hvert fald stadig mørkt.

"Da jeg kiggede på mit vækkeur, inden jeg gik herind, var den fire om natten." 

"Ej, det er jeg ked af, Lou, du skal tilbage og sove!" Udbrød jeg.

"Bare rolig, jeg skal nok få min skønhedsøvn, jeg var mere urolig for dig," sagde han og rejste sig op.

"Tak Louis, du er den bedste," takkede jeg og han nikkede tilbage.

"Altid, Al." Da han var gået, lod jeg mit hoved falde tilbage på puden, men kunne aldrig rigtig falde i søvn igen. 

 

*

 

"Skru ned for musikken!" var der en der befalede, og jeg mærkede straks Kelly Clarksons stemme blive skruet ned for, i mine øre.

"Hey! Hvad skulle det til for?" Spurgte jeg vrissent, og ignorerede Katies endnu mere muggende svar, og lod istedet mit blik vandre ud på landskabet der fløj forbi. Vi var på vej til Irland, og siden jeg ikke havde fået ret meget søvn i nat, havde Louis ikke tilladt mig at køre. Så jeg måtte sidde heromme klemt ved siden af Katie, og Zayn på hendes anden side. Omme foran hos Harry og Louis, var der en ivrig samtale igang, jeg orkede ikke at lytte efter hvad. 

Zayn havde heldigvis en tante i Dublin, så der satte vi ham af, det var alligevel begyndt at blive akavet mellem os. Så siden det nu også var hans og min søsters forhold der havde skaffet os alle de her problemer, var det godt nok at slippe af med det. For nu.

Mine øjenlåg røg i igen, og jeg havde endelig heldet med mig til at falde i søvn.

 

*

"Duuuuublin!" Udbrød Louis i det fjerne, og jeg gned mine øjne, og så ham lige hoppe ud af bilen, og løbe om til min side. 

"Så er vi her smukke," oplyste han, og jeg kiggede mig forvirret rundt.

"Hvor er alle de andre?" Spurgte jeg da jeg ikke så andet end tomme sæder. 

"Nå, de er henne ved Zayns tante, men jeg tænkte at jeg lige kunne finde et sted at holde bilen inden jeg vækkede dig." Så betænksom han dog var.

  

Zayns tante boede pænt og rent, men hun var den mest hjemmelige og nede på jorden person jeg nogensinde havde mødt. 

Dog blev vi der ikke rent længe, eller jo, længe nok til at jeg kunne nå at få en lur på hendes sofa, og vi kunne få lidt at spise. 

Alt gik bare så stærkt, men det måtte have været værre for Katie, det var trods alt hende, der nok kom til at savne ham mest. Men det var nok ikke det sidste vi havde se til gude lækre Zayn Malik, uh, hvem havde troet at man kunne se så meget bedre ud i virkeligheden end på billeder?

Inden jeg havde fået set mig om, havde vi sagt farvel, og var nu på vej mod Mullingar. Jeg siger dig, hvis Niall Horan duden også var lærer, så falder jeg død om. Det måtte bare ikke være tilfældet ...

"Ally, kan vi ikke lige snakke sammen?" Lød en hæs stemme, som vi holdt ind for at få frokost på en lille café i udkanten af en eller anden by, vi befandt os i. 

"Harry? Ja, selvfølgelig, hvad vil du snakke om?" Spurgte jeg, og han trak mig ud fra cafeén og hen på siden af den i stedet. Vi stod på en lille sti, jeg stod lænet op mod den varme murstens væg, og kiggede forvirret på ham. Hvad ville han?

"Harry, jeg forstår ikke, hvad vil d..?" Han holdt holdt sin ene hånd mod mine læber, og jeg nikkede forstående. Min mund skulle bare være lukket.

Mens han samlede sig til at sige, hvad end han skulle sige, kunne jeg ikke lade være med at betragte ham. Hans helt stramme jeans viste hans lidt for flotte ben, jeg mener, hvilken fyr havde SÅ pæne ben?

Nå, men ellers havde han en sort t-shirt på og en orange beanie på hovedet. Han så afslappet, men godt ud. 

"Jeg er ked af det, jeg kan ikke holde ud at kigge på dig, og så tænke på hvad det er jeg har gjort." det gav et ryk i mig, da hans stemme spillede i mine øre, og jeg kiggede overrasket op på ham. 

"Nej, jeg forstår det heller ikke helt selv," erkendte jeg med en trist mine." 

"Hør Al, jeg var fuld, og jeg var oppe at hente drinks, og så var hun der pludselig ... og ..." jeg bremsede ham.

"Og hvad så? Der var en lækker blondine der ville have dig, og så hoppede du på hende?" Denne gang havde jeg puttet en streng stemme på. Han havde virkelig knust mit hjerte den aften.

"Hold nu op, Al," bad han, men jeg rystede afvisende på hovedet.

"Hvis det var mig der havde snavet, en eller anden stranger guy, i gulvet, hvordan ville du så have det?" Sammenlignede jeg, og han fik et forpint ansigtsudtryk på.

"Jeg ville hade det, jeg ville være så skuffet over dig," indrømmede han, og jeg kiggede direkte på ham.

"Ville du nogensinde kunne tilgive mig?" Røg det ud af mig, og han lukkede kort øjnene i. 

"Jeg elsker dig, Ally, men det er altid sværrest at tilgive dem man elsker højest, men jeg elsker dig virkelig, Al, jeg vil altid tilgive dig." Som hans sidste ord røg ud over hans læber, stod alt stille for mig. 

Han elskede mig, men han kyssede alligevel en anden. Fuld eller ej, så var det jo gjort, og det kunne ikke laves om. Men folk ændre sig, og folk fortryder, det kendte jeg selv alt for godt, så hvordan kunne jeg stadig dømme ham for det?

"Undskyld," hviskede jeg, og jeg kunne mærke en tåre danne sig i min ene øjenkrog.

"Du kan ikke tilgive mig ..." mumlede han og trådte et skridt fra mig med et sørgmodigt blik.

"Harry, jeg ..." men nu bremsede han mig. 

"Det er okay, jeg forstå dig godt, lad os gå ind igen, det var skørt af mig at tænke, at håbe, at du kunne tilgive mig." Harry begyndte at gå, men jeg måtte stoppe ham, han skulle høre hvad jeg havde at sige.

"Undskyld at jeg elsker dig så højt, du knuste mig virkelig den aften, og så at du var så kold overfor mig derefter," slyngede jeg ud, og han bremsede op, dog uden at vende sig om.

"Ally, jeg er så ked af det," jeg kunne høre på hans stemme, at han var tæt på at bryde sammen også. 

"Også mig." 

Der stod vi så bare, ventede på tiden til at passere forbi. Jeg ville gerne sige hvad jeg havde på hjertet, men det var som om der var en mur mellem ordene og min stemme. 

Hans ene ben rykkede sig, og han havde nu sat sig selv igang igen. 

"Harry!" Råbte jeg, og denne gang vendte han sig om, og mødte mit tårevældende blik.

"Jeg elsker dig! Men det er altid sværrest at tilgive dem man elsker mest," hans øjne var lige så våde som mine, og jeg mærkede flere tårer løbe ned af mine kinder.

"Men af en eller anden grund vil jeg gerne tilgive dig. Jeg elsker dig, Harry" indrømmede jeg, og uden jeg kunne nå at reagerer  på det, fløj jeg ind i hans favn, og vi knugede hinanden så hårdt, at jeg næsten nød det. Hans smil, da vi skiltes, var ubeskriveligt charmerende, han smilede på grund af mig! Og jeg smilede på grund af ham.

"Ally," mumlede han, og trak mig ind til sig igen, men jeg stoppede ham så vores ansigter stod lige udenfor hinanden. 

Uden flere ord, pressede jeg mine læber mod hans. 

 

_________________________________________________________

Så skete der endelig noget igen, sorry for ventetiden ... jeg håber det har været det værd! Næste kapitel skal nok blive noget længere end det her, men jeg ville ikke til at tage et alt for stort emne op i det her "genforenings" kapitel. 

Det ville betyde meget hvis i ville "like" osv. :-) 

Heyhey :-D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...