I Wish - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ally 18 år, er træt af One Direction. Alle snakker om dem, alle hører deres musik, alle skriver de her latterlige fanfictions om dem.

Så en aften da hun sidder i sin vindueskarm og ser et stjerneskud, ønsker hun et ønske der kommer til at få store konsekvenser. Men ikke kun for hende ...

24Likes
12Kommentarer
2954Visninger
AA

25. A bet part 2

"Nu!" Råbte Louis og kantede bolden over til mig, og jeg hamrede til den.

Misset.

Hvordan kunne jeg misse sådan en bold? Eller, hvordan kunne Horan redde den? Fodbold geni, det var hvad han var, total latterlig, det var hvad jeg var. Hvor svært kunne det være? To mod en!

Kort kiggede jeg over på Harry, han så skeptisk ned på sit ur. Vi havde spillet i lidt over ti minutter, og Horan første med fire. Louis var kanon til fodbold, det var bare synd at han skulle trækkes med mig. 

"Jeg tager målet," informerede jeg Louis, og han nikkede kort og vendte sig om mod Horan, som var klar på at gå til angreb. 

 

***

 

Jeg tørrede sveden af min pande. Vi havde været i gang i tyve minutter, og han førte nu kun med en. Louis var virkelig god, men det var Horan desværre også. 

"Come on, er du allerede kørt død?" Blev der råbt fra den anden ende af banen. Jeg undlos at svare på Horans spydige kommentar, og fokuserede på at sparke bolden ud til Louis. 

Louis driblede op med bolden, og Horan løb ham i møde. Alt forgik så langsomt: Louis lavede en finte forbi ham og havde fri bane til målet. Som han skulle til at sætte bolden ind, drejede Horan om på hælene og spændte ben for Louis.

"Hey!" Råbte jeg irriteret og bekymret, da Louis røg med hovedt ned i jorden. Jeg skyndte mig hen til ham, men Louis havde allerede vendt dig om igen. "Er du okay?" Spurgte jeg bekymret. Han havde sin hånd dækket for sin næse, og da jeg forsigtigt fjernede den, kunne jeg se, at han havde slået sig gevaldigt. Han havde pragtistalt taget af med hovedet. 

"Jeg er okay," forsikrede han mig om, men jeg kunne nemt se at han løj. Vredt vendte jeg mig hen mod Horan. "Var det virkelig nødvendigt?" Spurgte jeg, og han trak bare på skulderne.

 "Det her er ikke en rigtig fodbold kamp, her er ingen regler," svarede han blot. Men altså helt ærligt! Var det meningen at man skulle smadre hinanden i sådan et spil?

"Det er jo ikke ligefrem fordi han har taget al for stor skade af det, man får gnubs i det her spil," informerede han om. På et punkt kunne jeg da godt se det, men det gjorde mig bare så irriteret at det var nødvendigt for ham, han kunne bare have ladt ham score. 

"Men jeg vil være så venlig at lade ham udskifte med ham krøltoppen." Som om det skulle være et plaster på såret, Louis var stadig kommet galt af sted. 

"Hvem kalder du krøltop?" Spurgte Harry vrissende og trak i en af sine krøller. "Ja, det er jo svært at gætte," svarede Horan flabet tilbage. 

"Louis du bytter med Harry," kommanderede jeg, men han rystede stædigt på hovedet. "Nej, for hvis det er sådan her vi spiller, så er jeg ikke færdig endnu." Bestemt rejste han sig op og kiggede vredt mod vores modspiller.

Dog så han lidt for fornøjet ud, og begyndte at klappe i hænderne af Louis. "Det er fandme stærkt! Ham kan jeg lide!" Udbrød han, mens jeg bare rystede på hovedet af ham. 

 

**

 

De næste minutter var hektiske, og jeg var ærlig talt glad for at jeg ikke skulle i angreb mod Horan. Dog klarede Louis den fremragende, det stunt Horan havde lavet havde virkelig sat hans pis i kog, dog var han koncentreret som bare pokker. Man skulle næsten tro at han havde spillet fodbold det meste af sit liv - det havde han måske også? 

"Kat!" Råbte Louis, og jeg skød bolden hen til ham. Ja, jeg havde stadig målmands posten, og det klarede jeg vel sådan nogenlunde ... altså ja, vi var i hvert fald ikke bagud, sådan specielt meget. Igen førte han kun med en, og kampen sluttede om tre minutter. Vi havde bare en smule ... travlt. 

Louis lavede en tackling, og Horan landede på røven og gav et hyl fra sig. Han måtte have landet et dumt sted, for han vendte sig om på siden og ømmede sig.

"Kom nu Horan? Man skal jo kunne tage nogle gnubs!" Råbte jeg ud til ham, men han rystede bare på hovedet. "Og hvor er så min sygeplejeske? Hvorfor kunne han få en og ikke mig?" Spurgte han med et smil på læben. Han var i smerte, men havde alligevel overskud til at joke, åh Gud da. 

I samme sekund prikkede Louis bolden ind i nettet, og vi stod nu lige. Efterfølgende gik der ikke lang tid før Horan kom på benene, og nu var det afgørende bold. Der var halvandet minut, og jeg kunne næsten fornemme den tikkende atmsfære. Jeg kastede et kort blik over på Harry, som også stod og var opslugt af Niall, der placerede bolden foran sig. Han skød den over på banden, og den røg tilbage til ham, og skråt ned af banen. Men heldigvis var Louis klar, og han fik snubbet bolden fra ham efter at have skulderskubbet ham ud af balance. Men Horan var heller ikke nærig med de beskidte knep, for han trak Louis tilbage og erobrede nu igen bolden. Uheldigvis nåede Louis ikke at vende om og få fat i ham, før bolden var fyrret i min retning. Mod nettet.

 

Ally's synsvinkel:

Hvor i hele helvede var jeg henne?

Jeg lå i et dunkelt rum, i en lille træseng, med en flaske vand på natbordet. Hvad havde jeg lavet? Godt og grundig forvirret, fik jeg fumlede min mobil frem, som heldigvis stadig lå i min bukselomme, og tjekket klokken. Det var sen eftermiddag, men dog stadigvæk den samme dato som her i morges ... igen, hvad var der lige sket? Var jeg blevet kidnappede? Desperat sprang jeg op af sengen op løb hen til det lille vindue. Bortset fra at jeg lignede noget katten havde slæbt med ind, så var der ikke noget at bemærke. 

Jeg kastede et blik rundt i rummet. De gullige vægge fik mig til at synke sammen, hvor var de andre henne? Havde de bare efterladt mig her? Nej, det var min kæreste, min bedsteven og lillesøster, selvfølgelig havde ikke forladt mig! Det var måske nede for at købe ind? Eller måske var de i et andet rum? Ja, det måtte være det. Jeg havde nok været så træt at de ville give mig ro, de kunne komme ind og tjekke på mig hvornår det skulle være. 

Lidt små forvirret, tumlede jeg ind på det snævre badeværelse, og med et enkelt blik på toilettet, besluttede jeg mig for at vente med at gå på toilet. Jeg skubbede vandhanen op, og lod mine hænder glide ind under det kolde vand, og lade det ramme mit ansigt. Ud fra hvad jeg kunne huske, så havde jeg sovet i mindst 4 timer, på en højlys dag. Hvad var der galt med mig? 

Ude i rummet igen, gik jeg hen for at lede efter nogle personlige ejendele, men jeg fandt ikke andet end min lille håndtaske og så havde jeg jo min mobil. 

Måske var de nede på resturent? Det var trods alt snart spise tid. Måske skulle jeg selv gå ned og finde noget? Jeg havde trods alt stadig min pung. 

Jeg gik hen for at finde min jakke, som i øvrigt ikke var nogen steder at finde ... så jeg besluttede mig for bare at gå ud i t-shirt og shorts. Som jeg var på vej ud af døren, landede mit blik på en lille gul seddel. 

Mit navn stod nedskrevet med blokbogstaver:

ALLY

Vi er taget afsted i nogle timer og regner med at være tilbage til når du er vågnet. Vi har et ærinde, men hvis du bare bliver her, så er vi snart tilbage.

KATIE

 

Så de var ude og lave et eller andet, og det kunne jeg ikke være med til, fordi? Så vidt som jeg husker, så var jeg ikke spor træt ... nej, jeg havde haft ondt i hovedet, og så havde Louis givet mig de her piller og så ...

Nej. Nej, det havde de bare ikke gjort! Havde de givet mig sovepiller? Havde de drugged mig? Mine nærmeste! Men hvorfor? Hvis jeg nu rent faktisk gik ud fra at de havde givet mig sovepiller, hvad var deres grund så for det?

Knust satte jeg mig ned på sengen, hvorfor havde de gjort det her imod mig? Modløst lod jeg mig falde bagover, og lukkede øjnene i igen. Jeg følte mig udenfor, jeg følte mig virkelig dum, hvad havde jeg ikke kunne se? Men det var jo ikke min skyld, de kunne bare have sagt noget til mig, de kunne have sagt hvis de havde et problem med mig. Det her var ikke min fejl.

Frustreret sprang jeg om af madrassen, og gik målrettet mod døren, rev den op og smækkede den i igen. Godt og grundig forvirret og såret, fandt jeg min vej ned af trapperen og udenfor. 

 

 

Katies synsvinkel: 

 

"Så du har boet her hele dit liv, i den her by?" Spurgte jeg  og han nikkede bekræftende. Vi havde slået os ned på en bænk lidt fra selve banen. Louis og Harry var blevet tilbage for at spille lidt med hinanden og for at lade mig ordne det her. "Så hvad laver du til daglig?" Udspurgte jeg atter, og han løftede det ene øjenbryn. "Hvorfor al den forhøring?" Ville han vide, men jeg trak bare på skulderne: "Det er lige meget," men det svar godtog han ikke. 

"Siden du nu får lov at stille mig alle de her spørgsmål, så vil jeg i det mindste gerne vide hvorfor," forlangte han og jeg sukkede. Det kunne vel ikke skade. Jeg fandt billedet frem af de fem drenge og viste ham det. "Kan du genkende det?" Spurgte jeg så, og da han havde studeret billede kort spærrede han chokeret øjnene op. 

"Hvad helvede? Er det her en eller anden syg joke?" Han rejste sig vredt op. "Hvor kender I mig fra, og hvad vil i med mig?" Spurgte han spydigt, og jeg rejste mig op mod ham. 

"Det er det vi er kommet for at finde ud af, jeg fandt det billede bag mit cover, og jeg ved ikke hvordan det er havnet der," forklarede jeg, men han så stadig noget skeptisk ud. "Hør, jeg ved ikke hvad jeg skal to, hvordan kan du have noget bag dit cover, som du ikke anede var der? Det hænger ikke rigtig sammen Kat, sorry." Han rakte mig billedet igen, men jeg nægtede at lade den ligge her. 

"Nej nu kan du høre her, jeg har nok ikke bare opsøgt dig for at skræmme dig, jeg er kommet til dig for at få svar." Det var som om mine ord vækkede noget i ham, og han satte sig ned igen. "Okay så, men kun siden I vandt," sagde han, dog meget modvilligt. Ja, i det afgørende sekund hvor bolden havde fløjet i min retning, havde jeg tankeløst kastet mig mod den og den havde ramt mig lige i smasken, men var så heldigvis ikke røget ind. Så selvom jeg var total slået ud havde jeg haft overskud til at skyde bolden ud til Louis, som var nede  i den anden ende af banen, og han havde prikket det afgørende mål ind. Sejren var hjemme.

"Så fortæl mig hvad du ved om det her billede," bad jeg og rakte ham det atter. Han studerede det igen, men han kiggede ikke på det ret længe. "For det første, så kender jeg ikke de her fyre, altså jeg kan godt genkende krøltop og ham der også var med til kampen, men ellers. Desuden, så har jeg aldrig haft blond hår, jeg har overvejet det, men aldrig fået det gjort," fortalte han og jeg blinkede et par gange med øjnene. Havde han aldrig haft blond hår? Så enden var det photoshoppede, eller så havde Ally gang i et eller andet sygt. 

"Hvad hedder du?" Spurgte jeg så efter en lang stilhed. "Niall, Niall James Horan," informerede han om og jeg nikkede. Niall, pænt navn. 

"Men hvor har du billedet fra?" Spurgte han nysgerrigt, men jeg rystede på hovedet med et smørret smil. "Husk nu hvem det var der vandt kampen," mindede jeg ham om, og han tav. "Så hvis du aldrig har haft blond hår ..." lagde jeg ud og han hans blik mødte mit. Hans blå øjne funklede og jeg greb fat om sædet, jeg havde set  ham før! På en eller anden måde havde jeg set ham før, jeg havde stirrede ind i de her øjne utallige af gange, de virkede så ... bekendte. 

"Ja, hvad så?" Spurgte han og rykkede lidt frem med hovedet.

"Hvordan kan det så være at du står her på billedet? Det skulle være ret godt photoshoppede, hvis du skulle være sat ind med lyst hår og med hans arm om dig," sagde jeg da jeg havde fattet mig igen. Alligevel, der var noget ved alt det her, men jeg kunne bare ikke regne det ud.

"Det må du sige mig, jeg har aldrig nogensinde ...." lagde han ud, men min mobil afbrød ham og jeg fiskede den op af lommen. "Undskyld mig," mumlede jeg mens jeg fik vendt telefonen om. 

Ally - viste displayet og jeg sank en klump.

Åh nej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...