I Wish - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2012
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Ally 18 år, er træt af One Direction. Alle snakker om dem, alle hører deres musik, alle skriver de her latterlige fanfictions om dem.

Så en aften da hun sidder i sin vindueskarm og ser et stjerneskud, ønsker hun et ønske der kommer til at få store konsekvenser. Men ikke kun for hende ...

24Likes
12Kommentarer
2942Visninger
AA

24. A bet part 1

”Hey!” blev der råbt, og med bestemte skridt nærmede fyren sig os. Harrys hånd fandt mit håndled, og i en hurtig bevægelse, trak han mig om bag sig.

”Hvad så?” Spurgte han og udstrålede en selvsikkerhed jeg aldrig nogensinde havde set hos Harry før. Det var … tiltrækkende.

Fyren fra slænget kom helt over til os, og fortalte at vi bare skulle kravle over muren her bagved, og så forsætte indtil vi kom til en indhegnet bane. Hvis fyren vi ledte efter skulle være nogen steder, så var det der. Kunne vi stole på ham?

Havde vi overhovedet noget andet valg?

 

"Her ræk mig dine hænder," bad Harry og jeg gjorde som han sagde, og strakte dem i vejret. 

"Spænd!" Kommanderede han, og jeg spændte i mine arme og kunne derefter mærke, at jeg blev trukket op af. Harry og Louis var allerede kommet op på toppen af muren, men jeg var ikke så smidig, så jeg skulle selvfølgelig hjælpes. Nå, der var ingen grund til at blive pinlig berørt nu.

"En indhegnet bane sagde han ..." mumlede Harry. - "Hvis de har taget gas på os, så skal jeg personligt få dem til at fortryde," fortalte han og jeg kiggede smilende over på ham. "Rolig nu big guy, jeg tror ikke de vil lægge sig ud med med Harry Styes," lo jeg og blinkede drillende til ham. Han rystede smilende på hovedet af mig: "Det fik da ham til at trække sig tilbage," argumenterede han og jeg nikkede. "Ja, du har ret, jeg bøjer mig i støvet. Men øh Styles? Du blev reddet af en pige,” mindede jeg ham om.

”Ah jeg ved nu ikke, Larsen,” startede han. ”Nå, du har nok øvet dig lidt på det navn, men dejlig udtale,” jokede jeg. Jeg havde hørt ham kalde Ally det et par gange, vores efternavn, ikke lige det mest hippe.

”Ingen kommentar,” afsluttede Harry og jeg rullede med øjnene. ”Du kan jo ikke være god til alt, Harry,” sagde jeg.

”Hvad ved du om det?” Spurgte han og jeg løftede det ene bryn. ”En pige reddet dig, reddet os, fra at få tæv,” huskede jeg ham på, men han slog det hen. ”Ham fyren havde alligevel ikke en chance mod mig,” insisterede han og jeg smålo. ”Så siger vi det.”

”Hvem siger hvad? For jeg elsker virkelig at have det afgørende ord. Hvad er I uenige om?” Åh, Louis den skøre kugle, han skulle selvfølgelig blande sig. Det var faktisk utroligt hvor meget mit synspunkt havde ændret sig på ham. Før så jeg ham bare som min overlækre lærer, som var virkelig støttende og ret seriøs, til nu at være min ven, det var som om han var ved at blive en helt anden person.  

 

-

 

Ca. ti minutter senere var vi alle ved at være godt trætte af at gå. "Sagde han ikke hvor langt vi helt præcist skulle gå?" Spurgte Louis, men jeg rystede på hovedet. "Desværre ikke." 

Men alt vores tid var heldigvis ikke spildt, for da vi gik forbi et kæmpe lejligheds kompleks få minutter senere, kom der en indhegnet bane til syne.

Endelig!

Der løb en masse fyre rundt i t-shirts og shorts og løb rundt mellem hinanden for at få fat i bolden. Sporten der også var kendt som fodbold. 

"Her, fri!" Blev der råbt og bolden røg hen over jorden og hen til et par hvide støvler. Jeg lod mit blik vandre op og ned af ham. Han havde mørkegrønne shorts og en matchende t-shirt på med sort skrift. Et klub sæt, ville jeg tro. Han havde et utroligt rart ansigt, som lige nu var ret koncentreret af at få bolden ind i målet. Han sparkede og den ramte ind i nettet, og halvdelen af drengene brød ud i jubel. 

Målscoren lod sin ene hånd køre igennem sit brune hår, og helt tilfældigt fandt hans klare blå øjne mine. Et mere venligt smil udspillede sig om hans læber og han lod sit blik granske mig ganske kort. 

Jeg smilede svagt tilbage, og han nikkede kort før han vendte sig om mod sine holdkammerater. Men så skiftede han ansigtsudtryk, han grinte og … det smil … det kunne vel ikke passe ... det kunne vel ikke være, ham? 

Desperat fandt jeg fotografiet frem og stirrede på det og op på ham. Det var ham! Bare med brunt hår! What! Hvor heldig havde vi lige lov at være? 

"Guys, det er ham," fortalte jeg og pegede diskret på ham vores lyshåret fyr som åbenbart havde brunt hår. 

”Er du sikker?” Ville Louis vide, og jeg viste dem begge to fotografiet og det var straks enige. ”Det er helt sikkert ham. Men Katie, jeg ville altså vide hvis jeg havde mødt ham, og jeg kan slet ikke huske det billede der” sagde Louis forundrende og jeg nikkede. ”Tror du der er en chance for at det er photoshoppede?” Spurgte jeg, og han trak på skulderne. ”Måske, men hvem skulle have gjort det? Vi har ingen forbindelse til hinanden.” Ja, det havde han vel ret i.

”Fedt, så venter vi bare til at kampen er færdig, og så tager vi os en snak med ham;” fastgjorde Harry og jeg nikkede stumt. Det ville give mig lidt tid til at tænke over hvad jeg egentlig skulle sige.

Men så slog noget mig.

”Ally nævnte noget om et band … et eller andet, de kaldte dem selv, One Direction,” mindes jeg og de kiggede begge to eftertænksomt på mig.

”En retning?” Spurgte Harry og jeg skar en grimasse. Det var nøjagtig den samme reaktion jeg havde haft på det. Men så kunne det vel ikke være noget? Måske var min søster bare ikke sig selv.

”Ja, det, glem det, det var sikkert ikke noget.”

 

*

Efter lidt over ti minutter, var kampen endelig forbi og jeg banede mig vej over til udgangen af banen. Jeg stillede mig op af hegnet og ventede, ventede på ham.

Da han var på vej ud, kiggede han smilende over på mig. ”Sikke en smuk dag, ikke?” Spurgte han og placerede sine solbriller på hans næse. ”Jo, herligt,” sammentyggede jeg.

”Så hvorfor holder I øje med mig?” Spurgte han og havde lagt den venlige stemme på hylden. Hvis det går galt, så lyv, lyv, lyv … ”hvad mener du? Jeg er her ikke sammen med nogen,” forsikrede jeg ham om. Han var gået et skridt tættere på mig, men ikke på nogen truende måde som Daniel havde gjort.

”Hør, jeg gider ikke spilde min tid på dig og dine små venner, jeg så jer godt komme og snakke sammen. Så hvis du vil have mig undskyldt,” bad han og gjorde mine til at gå forbi mig. Men jeg bremsede ham. Okay, lyv, lyv, lyv – og hvis det ikke virker … så benægt, benægt, benægt! Men det var ikke lige frem fordi det lod til at være en god ide.

”Du har ret, de er her sammen med mig, men jeg har brug for at snakke med dig,” insisterede jeg, og han trådte et lille skridt tilbage.

”Ja så, du har måske hørt, at der ikke er noget i byen her, der er gratis?” Spurgte han og jeg kunne mærke vreden koge indeni mig. Jeg knyttede næverne.

”Hey rolig nu, det er ikke hvad du tror,” beroligede han mig, og jeg slappede lidt mere af.

”Undskyld, jeg har bare haft dårlige oplevelser med det citat før,” afslørede jeg og han rynkede panden. ”Så du har stødt på Daniel, hm, ja, det er aldrig en succes med ham. Sig mig, var det ham der fortalte hvor I kunne finde mig?” Spurgte han, og jeg trak på skulderne.

”Alt er ikke gratis, du ved,” bed jeg tilbage, og han smilede tilfreds. ”Du lærer hurtigt, her grib!” Han vippede fodbolden op med foden, og over i min retning. Mine hænder landede på bolden, og fik den ført til siden.

”Skal vi kalde det et væddemål, en aftale om, at dem der vinder, får ordet og den anden svarer på alt?” Forslog han og jeg nikkede. ”På to betingelser,” forlangte jeg, og han skød højre øjenbryn i vejret.  

”Ja så?” Spurgte han og jeg åbnede munden: ”Jeg vil have dem på mit hold,” forlangte jeg og pegede ned på Harry og Louis. ”Fair nok,” sagde han.

”Og så vil jeg gerne kende min modstanderes navn,” var min anden betingelse.

”Du kan bare kalde mig ”Horan”,” sagde han. ”Hvad er dit rigtige navn da?” Ville jeg vide. ”Det er mit efternavn,” fortalte han. Jeg forlangte hans fornavn, men han rystede på hovedet ”Så må du jo vinde først,” lo han, og jeg opgav at prøve igen, det ville være nytteløst. Jeg kaldte Harry og Louis over, og fortalte dem hvad der var forgået.

”Vi er klar,” forsikrede Louis mig om, og nikkede over til Harry. Vi gik fælles ind på banen igen. Horan havde smidt solbrillerne, og gjort sig klar til en ny omgang.

Tre mod en?

"Harry, du er dommer," insisterede jeg og han kiggede uforstående over på mig. - "Måske vil jeg gerne vinde, men tre mod en er ikke et fair match." Han nikkede forstående, og gik ud til siden. Nu håbede jeg bare, at have valgt den rigtige fra.

"Betænksomt af dig!" Horan stor smilede over til mig og jeg rystede bare smilende på hovedet. 

”Hvad må jeg så kalde dig?” Råbte han fra den anden ende af, og jeg tænkte mig kort om. Han skulle ikke have æren af at have mit fornavn. ”Du kan bare kalde mig ”Kat”,” han nikkede. ”Lad os få det her afgjort, Kat,” sagde han og jeg nikkede.

Der var bare et problem … jeg var boldspasser!

Nu havde Louis bare at kunne spille fodbold, for ellers var vi på den.

 

______________

Okay! Det her er nok en af de korteste kapitler jeg nogensinde har skrevet til I Wish ... Men jeg er lige startet på gymnasiet og har ikke rigtig så meget tid over overskud til at skrive, så det håber jeg er o.k. 

Jeg skal nok prøve at opdater inden der går en uge! :-) Like endelig, skriv en kommentar og sæt som favorit! Hvis i altså har lyst, det ville betyde meget :-)

Eholleufer xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...