Forladt

Læs og find ud af det...
Jeg har altså valgt at fortælle hele historien i ét kapitel. Altså, det vil sige at der er ikke nogen kapitler ;)

1Likes
1Kommentarer
356Visninger

1. Forladt

 

”Så er det op med dig,” brølede Thorkild, ”ellers får du slag!”
Jeg åbnede øjnene med det samme og så en stor skaldet, muskuløs mand stå lænet ind over mig. Det var min far. Jeg satte mig søvnigt op i sengen, for jeg vidste godt, hvad der ellers ville ske.
Thorkild gik ud af rummet og stoppede så ved dørkarmen. Han sagde, at jeg skulle se at komme i tøjet i en fart og, at jeg selv skulle tage noget morgenmad. I øvrigt skulle jeg også lige vide, at bilen kørte præcis klokken 07.30, og hvis jeg ikke sad i bilen på det tidspunkt, så skulle jeg selv gå i skole. - Skolen lå 5 km væk, så der var lidt langt at gå.

Jeg er en pige på 14 år, og mit navn er Miranda. Jeg har lys blondt hår, store blå øjne og er faktisk ret lille af min alder. Jeg har en yndlingsdukke, som hedder Dina. Dina var nemlig navnet på den hund, min moster havde.
Da jeg var 1 år gammel var mit første ord Dina. Senere, da jeg blev 2 år, havde jeg lært at snakke en lille smule. De ord og sætninger, jeg kunne sige, sagde jeg til Dina. Efterhånden som jeg blev ældre, snakkede jeg mere og mere til Dina, og da jeg blev 4 år, havde jeg nærmest lukket alting ude - ud over Dina. Jeg tog dukken med over det hele. Selv ude på toilettet skulle dukken med. Jeg snakkede til den og svarede på spørgsmål, som ingen havde stillet.
”Hvem snakker du til?” havde både min far og min mor spurgt om flere gange, men alle gangene havde jeg svaret, at jeg talte til dukken. Den talte til mig gennem hjertet.
Når det var min mor, der spurgte mig, grinede hun bare af mig, efter jeg havde svaret, men når det var min far, der spurgte mig, lød det sådan her efter jeg havde svaret: ”Hva’ fanden er det for noget vrøvl at fyre af?!” og så slog han mig, så det sang i mit hoved. Derefter blev min mor sur, og så begyndte mine forældre at skændes. Sådan gik det altid. Jeg hadede det! Og det var en af grundene til at jeg havde isoleret mig fuldstændig fra omverdenen. Dukken var den eneste, jeg kunne stole på. Ingen andre forstod det. Jeg kunne sige alt til Dina. Da jeg var lille kaldte min mor hende for Dukke Dina, men det ville jeg ikke have, for hun var ikke bare en almindelig dukke. Hun var noget særligt. Nej, jeg brød mig bestemt ikke om, at nogen kaldte Dina for en dukke. Det var nedladende.

Jeg gik ud i køkkenet og kiggede i alle skabene og det store hvide køleskab. Der var ingenting. Ikke engang en lille skive rugbrød eller lidt frugt. Jeg gik ud til min far, som stod og barberede sig ude på badeværelset. Det gjorde han hver morgen. Jeg fortalte ham om det tomme køkken, men han brummede bare, at det kunne han jo ikke gøre noget ved. Det havde han jo sådan set ret i.
Jeg gik hen til skuffen med min tandbørste og tandpasta i og tog det meget langsomt op. Min mave knurrede, og jeg prøvede at glemme det. Jeg børstede tænderne meget grundigt i et forsøg på at få maven til at tro, at den var i gang med at spise. Jeg vidste ikke, om det ville virke. Det var bare for at prøve.
”Ja, og der er 5 min. til bilen kører, og hvis du ikke er der så kører den uden dig!” råbte Torkild ude fra forgangen.
Jeg skyndte mig at skylle munden og tage jakke og sko på. Snørebånd var ikke min stærkeste side, så de måtte vente. Jeg løb ud til bilen og hoppede ind på bagsædet. Torkild sad ved rattet, og Marianne sad ved siden af.

Marianne er min mor. Hun er en høj, slank kvinde. Jeg synes hun er smuk. Hun har mørkebrunt hår og små mørkebrune øjne. Hvis man tænker over det, så er jeg faktisk lidt en modsætning til min mor. Min mor er høj og slank, mens jeg er lille og lidt buttet. Hun har mørkebrunt hår og små mørkebrune øjne og jeg har lys blond hår og store blå øjne. Det er mærkeligt når hun jo er min mor, men til gengæld har jeg den samme lille opstopper næse som min mor og det lidt bølgede hår.

Bilen drejede ind på den lille parkeringsplads ved den store skole. En kæmpe stor, rød, firkantet bygning lå lige ved siden af den lille parkeringsplads fyldt med biler i alle mulige størrelser og farver. Vores bil var en stor, sølvfarvet familiebil. Der kunne sidde 8 personer i den. Vi var jo kun fire – Dina, Marianne, Thorkild og mig. Men min far syntes den var sej, og desuden kunne han have flere ting inde i bilen, når vi skulle på ferie.

 Vi plejer at tage på ferie i Grækenland. Der er så dejligt og frygteligt varmt. Men det er lige meget. Bare det at komme lidt væk fra de sædvanlige omgivelser betyder en hel masse. Jeg elsker Grækenland.
De har ingen heste dernede, kun æsler, og for 2 år siden var der en mand, som spurgte mig, om jeg ville op at ride på et æsel. Det var en fantastisk oplevelse.
Jeg tog Dina op i favnen, åbnede døren og steg ligeså stille ud af bilen. Thorkild skyndte på mig og sagde med en lidt hård stemme, at han altså ikke havde hele dagen. Så sagde jeg farvel og smækkede døren.
Jeg hadede at gå i skole. Alle var så lede. De ville kun være sammen med ’de populære’. Jeg syntes ikke, at de var spor populære. Kun dullede, snobbede og egoistiske. Hver gang man gik forbi dem, skulle de stå og fnise og ofte komme med en eller anden dum kommentar. De kunne også finde på at tage Dina ud af hænderne på mig og kaste hende rundt til hinanden, mens de grinede ad mig og Dina.

Midt i dansktimen fik jeg det lige pludselig meget dårligt. Som om en eller anden begyndte at stikke mig i hovedet med en stor, skarp kniv samtidig med, at nogle andre var ved at bore en masse huller i min mave forskellige steder. Jeg lagde hovedet ned oven på bogen og lidt efter kom læreren ned til mig. Hun spurgte, om der var noget galt, og om jeg havde det dårligt, og dertil svarede jeg, at jeg bare havde lidt ondt i hovedet, og om jeg ikke lige måtte gå ud og tage noget vand.
Det måtte jeg godt, og så gik jeg. Ikke bare ud på toilettet for at få vand, men jeg gik helt ud af den store røde bygning. Jeg var på vej hjem. Det var der vel ingen, som kunne forhindre mig i, når jeg nu havde det dårligt?
Jeg havde hverken min skoletaske, jakke eller noget som helst med. Det var en lille smule koldt men også på en måde dejligt.
Jeg gik ikke hurtigt. Jeg gik faktisk meget, meget langsomt. Så langsomt at det tog 30 min., inden jeg nåede vores vej.
Jeg kunne tydeligt høre på lang afstand, at mor og far var oppe at skændes. Jeg sagde til Dina, at hun ikke skulle være bange, for det ville snart stoppe.
Jeg plejede at holde med min mor, for hende kunne jeg bedst lide. Hun var sød og gavmild, og hun råbte ikke ad mig ligesom min far.
Da jeg kom helt hen til huset, satte jeg mig ude bag en busk i vores have. Jeg ville se, hvad der skete, men jeg havde samtidig ikke lyst til at forstyrre dem, for så begyndte de sikkert at blande mig ind i deres skænderi. Jeg kunne høre, at det havde noget at gøre med Dina og mig, og jeg kunne se, at mor græd. Min far var iskold overfor alting, så det generede ham ikke det mindste. Jeg spekulerer somme tider over, hvorfor mor overhovedet vil have far. Hvorfor forlader hun ham ikke bare? Engang strejfede tanken mig, at Thorkild tvinger mor til at være sammen med ham. Men den tanke kom jeg hurtigt fra igen, for hvorfor skulle han dog gøre det?

Lige pludselig, mens jeg sad der omme bag busken og kiggede mellem grenene, skete der noget, som jeg ikke lige havde forventet. Thorkild stak hånden ned i baglommen på sine slidte cowboybukser, og så tog han lidt efter hånden op igen. Nu stod han med sin store, mørkebrune spejderdolk i hånden, den som han altid havde i lommen. På et splitsekund sad kniven i maven på mor.
Jeg havde skyndt mig at holde hånden over Dinas øjne, så hun ikke så det blodige drama.
Derefter tog Thorkild kniven ud igen. Der var blod på den og selvfølgelig også på mor. Kniven havde ramt leveren. Mor var død. Lige pludselig kom der en bølge af blod ud af hendes mund. Det så rigtig klamt ud, og jeg havde ikke lyst til at se mere, men jeg var så lamslået, at jeg ikke kunne bevæge mig. Mit blik var stift rettet mod min døde mor. Min mor som betød så meget for mig. Jeg var i forvejen lidt bange for min far, og det her gjorde det bestemt ikke bedre. Jeg kunne jo ikke leve sådan her. Det var forfærdeligt.
Lige pludselig kunne jeg ikke styre mig selv længere. Det væltede ud med tårer. Jeg var bange for, at min far ville opdage mig, så jeg tog Dina og satte i løb ned mod stranden. Vejret var iskoldt, så der var ingen dernede. Jeg fandt en stor sten som lå lidt inde på stranden, og der lagde jeg Dina oven på et lille mørkegrønt tæppe. Jeg sagde til hende, at hun skulle ligge der og passe på mig, når jeg lå på havbunden. Hun skulle være et minde fra mig. Jeg stod lidt og tænkte på det øjeblik, hvor Thorkild stak kniven ind i mors mave, mens jeg kiggede ned på Dina. Det var gået så stærkt og alligevel så langsomt. Det var svært at forklare.
Jeg syntes, det var synd for Dina, at hun skulle forlades, så jeg gik ud i vandet og stillede mig med ansigtet mod hende og råbte så:
”UNDSKYLD DINA!” af mine lungers fulde kraft.
Og så svømmede jeg ud på det dybe vand, og da jeg mistede min energi faldt jeg stille og roligt længere og længere ned i dybet, mens jeg holdt vejret. Da jeg ikke kunne holde vejret længere gik lyset ud.

Nu var Dina overladt helt til sig selv. Jeg håbede sådan, at nogen ville finde hende og tage sig af hende ligesom jeg havde gjort. For nu var hun jo blevet forladt af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...