Skumring 1

louise er en pige på 17 år der går på et kollegie i england. Hun har en tante der bestemmer alt over hende og er alt for overbeskyttende! en dag da Louise for lov til at tage til en fest går det hele galt....

6Likes
8Kommentarer
998Visninger
AA

1. Hvor er jeg?

 

 

Hvor er jeg: 1

 

”Louise… Louise du  skal nok klare den, vi er på hospitalet nu”, sagde Emma med panik i stemmen. ”Louise kig på mig, Louise…Hallo”. Louise åbnede sløset øjne halvt, hun kunne nærmest ikke se, for det hele var tåget. Folk havde myldret rundt omkring hende. Folk hun kendte, og folk hun ikke kendte. Hun havde ingen ide om hvad der var foregåret ”Hvorfor kigger folk på mig, som om der er sket noget, jeg er jo bare træt”, tænkte hun, mens hun stille lukkede øjne for at drømme videre. ”Louise, Louise åben øj…” 

”Louise er okay igen, hun skal bare bruge nogle dage til at komme sig”, sagde sygeplejersken beroligende, og kiggede kærligt ned på Louise, der lå yndefuldt på den hvide hospitalsseng og sov. Sensommeraftensolen der lyste intenst igennem en lille  sprække i de tunge hospitalsgardiner gjorde noget fortryllende ved det hele. Emma var meget oprevet og ikke mindst bange. Hun kiggede forvirret rundt på hospitals værelset, for at se, om der var noget hun kunne gøre bedre for hendes lille kusine; Louise. Emma var blevet sat på opgaven af Louises far at passe godt på Louise, mens hun var på efterskole i England. Hendes kollegium lå næsten lige ved siden af der, hvor Emma boede. Emma havde skam altid passet godt på Louise. Måske lidt for meget… Hun satte sig ned i en stol ved siden af Louise og betragtede hende med et kærligt blik. ”Lov mig du passer beder på en anden gang”, hviskede hun til Louises sovende krop. Emma gned nervøst sine hænder sammen og hviskede til sig selv: ”Det skal nok gå… det skal nok gå”. Hun var nær faldet ned af stolen af bar chok, da Louise bevægede let på sig. Louise åbnede øjne forsigtigt og kiggede rundt. Hun åbnede munden let, men der kom ingen ord  ud. Hun tog kræfter til sig igen, og denne gang lykkedes det ” Hvor…hvor er jeg”, sagde Louise med en tør stemme efterfulgt af nogle host. ” Du skal nok få det bedre, det lover jeg dig. Du er på Birminghams hospital”, sagde Emma beroligende. ” Jeg vil gå ned og hente lidt mad og lidt at drikke til dig”. Louise studerede hospitalsværelset, og de kolde, kyniske, hvide og primitive hospitalsmøbler. Møblerne så bare så kolde og ligeglade ud, i hvert fald med den kolde neon belysning der kom fra lamperne oppe i loftet. Selvom man kunne høre ventilationen kørte på fuld tryk, kunne man stadig mærke skrigende , sorgen og tristheden der hang i de tunge og hvide hospitalsgardiner. Der trængte til noget varmt og kærligt. Hun satte sig usikkert op i sengen og vaklede forsigtigt hen mod vinduet, mens hun støttede sig til alle de kolde og let slidte møbler. Hun tog en dyb indånding og træk gardinerne fra. Den varme sensommeraftensol væltede ind gennem vinduet og tegnede varme solstreger over hele værelset. Hun åbnede forsigtigt vinduet. En let brise strømmede ind og kærtegnede Louises kind. Hun duftede til skumringen. Hun kunne dufte ny slået græs og de sidste sommer blomster.  Nogle få dybe indåndinger helt ned i lungernes spids beroligede og styrkede hende på en gang. “Meget bedre” tænkte hun og satte sig op i sengen igen. Værelset så meget varmere og hyggeligere ud. Den fine sensommeraftensol dansede i Louises lange lyse hår, og tegnede streger på hendes krop. Hun lagde sig ned i sengen og tænkte tilbage, tilbage til den aften, den aften hvor det hele skete. Den dag hvor alt blev vendt op og ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...