@dskilt- bedste venner for evigt

Det handler om en pige der hedder Nickoline og hendes bedste veninde Caroline. En dag fortælle Caroline at hun flytter til Singapore, og at hun ikke ved om hun nogensinde kommer hjem igen. Fra den dag af ændre Nicolines liv sig. De holder kontakten, men kan man stadig holde venskabet? En dag for Nickoline en helt speciel besked. Caroline kommer hjem igen, vil deres venskab briste eller bærer?

4Likes
4Kommentarer
655Visninger

1. Adskilt

 

@dskilt

Bedste venner for evigt

Jeg væltede ind af døren, forpustet over at have gået så længe med min tunge skoletaske på ryggen. Jeg smider den i entréen, og hænger min jakke på en bøjle. Lige bag mig kommer Caroline. Hendes lange lyse hår er filtret helt sammen, på grund af blæsten, og jeg kan ikke lade være med at grine af det. ”Hvad er der galt?” Spøger hun, og kigger undrende på mig. ”Dit hår ligner en fuglerede,” griner jeg højt. Hun kigger sig selv i spejlet i entréen, og griner derefter sammen med mig. ”Kom,” siger jeg, ”lad os gå ind på mit værelse og ordne dit hår.”

Inde på mit værelse, smider vi os begge i min seng. Det er dejligt at være sammen med Caroline. ”Skulle du ikke ordne mit hår?” Caroline kigger på mig fra den anden ende af sengen. Hendes hår er blevet endnu værre. ”Jo, sæt dig på gæstetaburetten, så henter jeg min børste.”

Da jeg kommer tilbage, sidder hun lydigt på stolen. ”Jeg skal nok passe på dit hår,” siger jeg med en uhyggelig stemme, ”jeg har taget saksen med.” ”Det gør du ikke,” siger hun, og samler sit filtret hår i den ene side. Jeg kunne aldrig finde på at klippe i hendes lange lyse hår, men hvis jeg kunne, ville jeg med glæde bytte det ud med mine egne kedelige tjavser. ”Selvfølgelig klipper jeg ikke i dit hår, lad mig nu børste det.”

Jeg bruger lang tid på forsigtigt at børste de lange lokker, men Caroline bliver ved med at sidde og vride sig på stolen. ”Sid nu stille Caro, ellers er det umuligt at børste dit hår.” ”Jeg sidder så stille som jeg kan, okay!” siger hun. Meget højt. Hun plejer aldrig at råbe ad mig på den måde. Hun plejer i det hele taget aldrig rigtig at være sur, hun er altid bare glad. Nogle gange er hun lidt for frisk og kommer til at sige sin mening, fordi hun er så åben, hvilket godt nogle gange godt kunne give hende problemer. Men det var netop derfor, vi den gang i børnehaveklassen var blevet bedste venner.

Jeg sad alene ved et af de mange lave borde i klasseværelset. Jeg var for genert til at snakke med nogle, og kiggede derfor bare ned i bordet. Det var først, da jeg hørte at nogen nærmede sig, at jeg kiggede op. Hun smilede til mig, og satte sig ned, bare uden videre. Hun spurgte ikke engang om pladsen var ledig, selvom den helt tydeligt var det. Hun begyndte at snakke og sine legetøjs heste, og på intet tidspunkt lagde hun op til, at jeg skulle kommentere det hun sagde. Det var en lettelse bare at sidde og høre på hende. Hun præsenterede sig selv som Caroline, men sagde at jeg bare kunne kalde hende Caro, det gjorde alle hendes venner nemlig. Jeg kiggede på hende, og lod straks mærke til hendes lyse hår, der allerede var langt dengang. Derefter hendes store grønne øjne, der kun udstrålede nysgerrighed. Der gik lidt tid, men til sidst fik jeg sagt, at jeg hed Nickoline, og straks fik jeg kælenavnet Nicko.

Lige siden har det kun været hende og jeg.

Det var også derfor at jeg nu blev lidt nervøs. Caro var kun stille, når der var noget galt. Jeg fik børstet de sidste besværlige lokker ud, så hendes hår atter faldt ned over hendes skuldre som en glat silkekappe.

Vi satte os på min seng igen, som var det aftalt. ”Hvad er der galt?” spurgte jeg, frygten for at hun måske er sur på mig kommer som en stor kold knude i maven. Intet svar. Hun er altså sur på mig, men hvorfor. ”Har jeg gjort noget galt?” Jeg går altid lidt i panik, når jeg ikke ved hvad der sker. ”Caro?” Stadig intet svar, hun sidder bare i den anden ende af sengen og kigger ud af vinduet. Lige pludselig kigger hun direkte på mig. Hun har tårer i øjnene. Jeg bliver forskrækket. De få gange jeg har set hende græder, er kun hvis hun har slået dig, aldrig bare sådan her, uden nogen forklaring. Jeg sætter mig ned til hende, og lægger armene omkring hende, stadig i tvivl om, om det er på grund af mig hun græder.

Men hun gemmer hoved ind mod min skulder, og begynder for alvor at græde. Jeg kan mærke de varme tårer, der langsom gennembløder min trøje, og hendes krop der ryster, i takt med hendes overfladiske indåndinger. Jeg lader min hånd køre op og ned af hendes ryg, og prøver så vidt som muligt at berolige hende, men jeg har altid været dårlig til at trøste andre, så jeg er i tvivl om hvor meget det hjælper. Men efter lidt tid, trækker hun sig væk fra mig, og går hen til vinduet. Hendes øjne er helt røde, og hendes mascara løber lidt. ”Jeg flytter” siger hun så. ”Det er da ikke så slemt,” siger jeg, lettet over at hun ikke er sur på mig, ”så må vi jo bare cykle frem og tilbage til hinanden i stedet for at gå.” Hun ryster på hoved: ”så enkelt er det ikke.” Jeg sætter mig ud på kanten af sengen: ”jamen så må vi jo bare få vores forældre til at kører os frem og tilbage, eller tage toget, eller bare ses i weekenderne, vi ses jo stadig i skolen,” siger jeg konstaterende, ”det skal nok gå,” siger jeg mest til mig selv, ”du flytter jo ikke så lagt væk vel? Vi kommer stadig til at ses tit ikke?” Men Caro ryster bare på hoved, mens tårende triller ned ad kinderne på hende: ”Nej Nicko, det gør vi ikke,” hun tørrer en tårer væk, ”jeg flytter til Singapore.”

Jeg kunne ikke sige noget, jeg sad bare og så på hende. Efter alle disse år, hvor det har været Caro og Nicko. Hvor man kunne være sikker på, at hvis man så den ene, var den anden lige i nærheden, skulle det lige pludselig til at være bare Nicko. Bare Nicko der kommer og går til skole, bare Nicko der sidder alene i spisefrikvarteret og bare Nicko der ikke siger noget. Bare Nicko.

Jeg nægter at græde, det vil kun gøre det hele værre. Så i stedet for tager jeg mig sammen, mest af alt for at støtte Caro: ”det bliver sikkert helt vildt fedt,” for jeg fremstammet, ikke særlig overbevisende, så jeg prøver igen, ”det er en kæmpe oplevelse, det sker kun en gang i livet, op med humøret.” Men hvordan skulle hun kunne tage mine egne sørgelig argumenter seriøst, når jeg ikke en gang selv troede på dem.

Det skete hurtigere end forventet. Efter at jeg havde fået at vide at Caro flyttede, gik der kun en og en halv måned før hun rejste væk, sikkert for altid. Det skulle være i sommerferien. Vi havde ellers set frem til en dejlig sommerferie sammen, men den ide var nu blevet revet itu.

”Så er det nu.” Caro står foran sin families bil, kufferterne er pakket og klar, hendes to små søskende sidder allerede fastspændt i bilen, og storesøsteren sidder og ser gnavent ud af ruden fra forsædet. ”Så er det nu,” siger Caro. Det er noget af det værste jeg nogensinde har prøvet. Vi giver hinanden et kram, og holder om hinanden i så langt tid, som vi kan. Jeg vil gemme en hver lille ting om hende. Hendes helt specielle duft, hendes silkebløde lyse hår og hendes altid åbne og imødekommende ansigt. Vi siger ikke så meget til hinanden. Vi kender hinanden så godt, at vi ikke behøvede at formulerer vores følelser med ord. Vi kan bare kigge hinanden i øjnene.

Hun sætter sig ind i bilen, og ruller vinduet ned. Hun rækker sin hånd ud, og jeg tager den i min. Jeg har en stor knude i halsen, som truer med at opløse sig i gråd. Men jeg nægter at græde. Desværre går det ikke som jeg vil have det, og mine øjne fyldes med tåre. De begynder at løbe ned at mine kinder. Caro, som jeg hele tiden har øjenkontakt med hopper ud af bilen igen, og falder grædende ind i mine arme. Vi kramme hinanden så hård at det gør ondt, og græder så meget at vores gråd bliver til en lyd. Hendes mor siger et eller andet, men vi har lukket af for omverdenen. Lige nu er det kun os to, i de sidste sekunder før vi bliver adskilt.

Jeg ser bilen kører væk. Jeg bliver stående og kigger efter den, selvom den er forsvundet. Det kunne jo være at hun kom tilbage. Men nej, hun er allerede væk.

Inden hun tog af sted, fik vi begge oprettet en mail-adresse, så vi kunne holde kontakten. Vi kunne skrive til hinanden når vi har lyst. Vi aftalte at vi skulle skrive sammen mindst to gange om ugen, men det var kun et lille plaster på det såret. Det var ikke det samme, som hvis hun var her.

De første par dage efter hun var rejst, gik jeg rundt som en tom skal. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave, og vi var kun to uger inde i sommerferien. Jeg havde allerede skrevet et mail til hende, men hun havde ikke svaret tilbage. Men hvad kunne jeg også forvente, de var jo sikkert dårligt nok gået i gang med udpakningen.

Jeg havde kun en anden god veninde i klassen, og da hun fortalte at hun flyttede til en anden skole, besluttede jeg mig for at flytte med. Det viste sig dog senere, at vi ikke var de eneste der flyttede, til den anden skole, fra klassen. Jeg skulle flytte efter sommerferien, og det var en underlig følelse, lige pludselig at skulle væk fra sine vante omgivelser. Først mistede jeg min bedste veninde, derefter flyttede jeg fra den skole, jeg har gået på lige siden jeg var fem og den eneste grund til, at jeg ikke tabte mig selv helt, var fordi jeg havde min mail-adresse.

Vi var halvvejs gennem sommerferien, da jeg fik min første mail fra Caro.

 

Hej Nicko!

Hvordan har du det? Jeg savner dig helt vildt meget! Vores nye hus er meget stort, der er fem etager, og vi har en pool som vi deler med naboerne. Her er meget varmt, 40 grader i skyggen, jeg er lige ved at dø. Fik jeg fortalt, at jeg savner dig for vildt. Jeg har fået et stort værelse med balkon, med udsigt ned til gaden. Heldigvis ligger mit værelse på skyggesiden. Vi mangler stadig at pakke nogle flyttekasser ud, men ellers er vi rimelig godt flyttet ind. Men Nicko, jeg hader det virkelig meget. Selvom jeg har en fedt værelse og pool og alt det der, er det bare helt forkert! Jeg savner Danmark, jeg savner alt ved Danmark og jeg savner dig. Jeg ved ikke om jeg kan klarer det. Jeg må vel bare holde ud. Men jeg flytter helt sikkert tilbage til Danmark når jeg fylder 18, mine forælde kan ikke holde mig fanget hernede, er så sur på dem. Ved godt at vi blev nødt til det pga. mit fars arbejde, du ved at han arbejder med skibe og har sit eget firma, men så kunne de da bare lade mig blive i Danmark.

Mange venindehilsner din for altid bedste veninde

Caroline

Ps. Undskyld jeg først ser din besked nu, men jeg har først fået min computer i dag, undskyld.

 

Jeg læste beskeden to gange. Jeg sugede hvert et ord til mig. Det gjorde ondt at vide, at hun har det dårligt og var ked af det, og at jeg sad så mange kilometer væk fra hende. Jeg skyndte mig derfor at skrive tilbage til hende, jeg vidste ikke hvad tidsforskellen var, men jeg håbede hun ser den så hurtigt muligt.

 

Hej Caro

Så dejligt at høre fra dig, jeg er ked af, at du er ked af det, og jeg savner dig også sindssygt meget, men det ved du jo godt. Jeg har det fin, men det er slet ikke det samme uden dig.

 Jeres hus lyder som et slot! Gid jeg kunne se dit nye værelse, det lyder bare så fedt. Er der virkelig 40 grader? Pas nu på solen! Jeg håber din far giver dig lov til at besøge mig i ferierne, det kunne være så nice. Du ved ikke hvornår i flytter tilbage til Danmark vel? I flytter da tilbage inden du fylder 18?

Håber du klarer dig, jeg tænker på dig hver dag og sender glade tanker ned til dig! Fortæl mig alt om hvordan det er dernede.

Xo xo xo Nicko

 

Klik og sendt. Jeg prøvede at virke så optimistisk som mulig. Jeg prøvede at virke glad på hendes vegne i mailen, også selvom hun ikke selv var det. Men det gjorde det jo ikke nemmere for hende, hvis jeg havde skrevet at hendes forældre var idioter og at det hele bare var ad helvede til. Selvom det var sandheden.

I lang tid skrev vi frem og tilbage til hinanden. Hun fortalte mig om hendes naboer, om at hendes storesøster hade Singapore mindste lige så meget som hende, og da hun startede i skole, fortalte hun mig om hendes fag og klassekammerater. Jeg selv var startede på den nye skole. Det var som at starte i børnehaveklasse igen, dog kendte jeg nogle af elever fra min gamle skole. Jeg brugte hele den første dag på at kigge ned i bordet. Det var i sådan en situation, jeg virkelig manglede Caro, hun var altid god til at få nye venner. Efter skole tog jeg hurtigt hjem, og tjekkede min mail. Ingenting.

Efter et stykke tid, blive mine dage rimelige rutineret. Jeg stod op, tog i skole, deltog i undervisningen, tog hjem igen, tjekkede min mail. Der gik noget tid mellem hendes mails, men jeg kunne jo ikke bebrejde hende noget. Jeg vidste at hun skrev så tit hun kunne. Det var jo hendes og ikke min verden der var blevet lavet helt om. Når hun ikke havde skrevet tilbage, lavede jeg mine lektier, og hvis jeg blev desperat, skrev jeg endnu en mail til hende.

 

Hej Caro

Hvordan går det? Det er et stykke tid siden du sidst gav lyd fra dig, er du okay? Jeg savner dig meget. Min nye skole er okay, mange af vores gamle, i mit tilfælde også nye, klassekammerater er flyttede til den samme klasse som jeg. Gæt hvem der også er flyttet! Det er Tanja! Hun går også i min nye klasse. Min værste fjende, og jeg som troede, at jeg var sluppet af med! Ville ønske at du var her, så jeg kunne snakke med dig om det, der er jo ikke andre jeg stoler på.

Skal nok klarer mig.

En hel masse kærlighed fra Nickoline

 

Klik og sendt. Så måtte jeg vente til hun skrev til mig. For hun ville skrive til mig på et eller andet tidpunkt, det var jo klart. Min mor var til gengæld begyndt at blive lidt bekymret for mig. Over at jeg altid kom hjem alene og aldrig talte om mine venner. Min anden gode veninde faldt fint til i klassen, og det var ikke fordi jeg blev mobbet eller ikke snakkede med nogle, jeg havde bare ikke tid til at være sammen med dem efter skole. Hvis Caro havde skrevet til mig, skulle jeg jo svare, og så nyttede det jo ikke, at jeg var sammen med nogle andre. De skulle ikke vide noget om Caro. Hun var min veninde.

Tiden gik, og jeg skrev med Caro i perioder. For det meste holdt vores plan, om at skrive til hinanden mindste to gange om ugen, ikke. Jeg tog hjem efter skole hver dag, og blev tit skuffet over min tomme indbakke. På et tidspunkt var der næsten gået to uger og Caro havde stadig ikke skrevet. Jeg havde i en tidligere mail fået hendes storesøsters mail, så jeg også kunne skrive med hende, hvis jeg havde lyst. Normalt var jeg ligeglad med hende, og ville bare gerne skrive med Caro. Men dette var en slags nødsituation, så jeg begyndte at skrive med hendes storesøster.

 

Hej Sanne

Jeg ville bare hører om Caroline er okay. Det er et stykke tid siden hun har skrevet. Hvordan har du det selv? Er i ved at flade rigtigt til?

Hilsen Nickoline

 

Klik og sendt. Jeg følte at jeg var nødt til også at spøge ind til hende. Det ville have været ondt, hvis jeg bare udnyttede hende. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at Sanne havde det være end Caro. Allerede dagen efter havde hun skrevet tilbage.

 

Hej Nickoline

Caro har det fint, i går var hun nede ved poolen sammen med en pige fra hendes klasse. Jeg kan ikke lige huske hvad hun hedder.

Jeg hader at være her, jeg savner alle mine venner i Danmark. Jeg ville ønske at jeg var gammel nok til at flytte hjemmefra! Forresten tak fordi du spørger, det er sødt af dig. Jeg kommer nok aldrig til at falde til her, de små har det fint nok, de har hurtigt fået venner. Jeg gider ikke oprette et venskab med nogle, for jeg ved ikke hvor længe vi skal være her, forhåbentligt ikke særlig længe, men lige nu ser det sort ud. Min fars firma går godt, hvilke betyder at vi bliver her. Hvordan har du det selv?

Hilsen Sanne

 

Jeg fik ondt i maven, da jeg læste de første linjer. Caro havde det altså fint, og hun var sammen med en ny veninde. Selvom jeg var fuldstændig urimelig, kunne jeg ikke lade vær med at blive lidt skuffet. Hun skulle jo være ked af det, men hun havde det fint. En underlig irriterende følelse sneg sig ind på mig, en følelse af at blive erstattet, en følelse af at hun pivoterede hendes nye veninde frem for mig. Vi var jo bedste veninder. Men jeg kunne jo heller ikke bede hende om, at tage direkte hjem fra skole hver dag, glemme alle andre og skrive til mig. Det ville jo ikke være noget liv for hende.

I lang tid var det Sanne, jeg skrev mest med. Jeg skrev gennem hende, så jeg kunne få fat i Caro. Jeg fik oftere og oftere at vide, at Caro enten havde været hjemme hos en, sammen med en, nede ved poolen eller havde lavet lektier. Jeg fik også oftere og oftere mails fra Caro. Alligevel tog jeg hjem hver dag for at tjekke min indbakke, bare for at finde den tom.

Der gik yderlige et halvt år hvor det kørte på denne måde. Så endnu et halvt år. Jeg var begyndt at indse, at Caroline nok aldrig nogen sinde ville komme tilbage. Hun havde på et tidspunkt skrevet, at hun havde fået lov til at komme og besøge mig. Hendes far havde givet hende lov, og jeg havde fået lov til at have Caroline på besøg i en uge. Vi havde aftalt det hele, og i en periode havde vi næsten skrevet sammen hver anden dag. Men få dage før hun skulle komme på besøg, skrev hun, at hun ikke kunne alligevel. Jeg fik aldrig nogen forklaring. Det var som at leve i en smuk drøm, der med et blev revet i tusinde stykker.    

Jeg havde, i det år der nu var gået, brugt min tid på at holde kontakten med Caroline, også selvom hun gjorde det svært for mig. Jeg blev ved med at få beskeder fra Sanne, om alt det Caroline gik og lavede. Jeg selv var begyndt at hænge lidt ud med nogle pige fra klassen. Der i blandt Tanja. Det viste sig at hun ikke var så slem endda. Men jeg var meget forvirret. Mit hoved sagde, at jeg havde lov til at være veninder med de andre pige, tage hjem til Tanja og have det sjovt, men mit hjerte sagde jeg forrådte Caroline. Vi havde i alt den tid, vi havde kendt hinanden, afskyet Tanja og hendes irriterende personlighed, og nu hang jeg ud med hende efter skole. Hende der plejede at få os til at løbe rundt med hinanden på ryggen, når vi legede hest, mens hun piskede og med grene. Hende der fik og os til at spise tost, som hun havde smidt ned i sandet. Men på en eller anden måde, havde jeg nu tilgivet hende. Jeg vidste ikke engang hvorfor, det havde jeg bare.

Da der var gået to år, var det hele som før. Caroline var i Singapore, skrev meget sjældent. Jeg gik i skole, hang ud med Tanja og en pige der hed Celina. Tanja havde været på ferie, og havde taget tre ens armbånd med hjem. Et til Celine, hende og jeg. Vi gik alle tre med det i skole, og på den måde blev vi til klassens trio. Jeg kørte på en måde et dobbelt liv. I skolen var jeg Nickoline, hende der var i en trio, og som altid så ud til at have det perfekt. Men i de mails jeg skrev til Sanne og Caroline, var jeg bare den samme Nickoline som altid. Hende der brugte det meste af sin tid, på at skrive mails til sin veninder der meget sjældent skrev tilbage. Men jeg kunne ikke få mig selv til at skrive til Caroline, at jeg var blevet veninder med vores tidligere værste fjende. Jeg kunne kun forestille mig hvor ked af det hun ville blive. Senere droppede Celine ud af trioen, samtidig med at hun flyttede skole. Hun gav Tanja armbåndet tilbage, og så var det kun Tanja og mig. Vi beholdt vores armbånd, og gik forsat med dem i skolen. Trioen var nu blevet til en duo. 

Det var sensommer da jeg fik mailen. En mail jeg havde ventet meget længe på, faktisk lige siden Caroline tog af sted. Jeg havde lige været sammen med Tanja, da jeg kom hjem og tjekkede min mail. Du har en besked, stod der på min mailside. Jeg klikkede på det lille brevikon, der skulle fører mig videre til min indbakke. Jeg gik ud fra at det bare var en reklamer, det var de eneste mails jeg fik for tiden. Men det var det ikke. Afsenderen var Caroline. Jeg trykkede hurtigt på mail og teksten poppede op på skærmen.

 

Hej Nicko!

Ved godt det er rigtig lang tid siden, jeg er så ked af, at jeg ikke har haft mulighed for at skrive noget mere. Du er ikke sur på mig vel? Jeg har noget jeg skal fortælle dig, det er helt fantastisk. Jeg kan næsten heller ikke selv fatte det. Min fars firma er gået konkurs, jeg kommer hjem! Jeg kan bare overhoved ikke fatte det, jeg troede aldrig at jeg ville komme hjem igen. Er det ikke vildt! Jeg flytter tilbage til Danmark. Jeg glæder mig så meget til at se dig, er forresten ked af at jeg ikke kom på besøg alligevel, men det passede bare rigtig dårligt. Men det er slet ikke vigtigt nu, det vigtigste er at jeg kommer hjem. Der er så meget vi skal have indhentet. Jeg kommer allerede hjem om en måned, jeg fik det først at vide i dag! Jeg skrev til dig med det samme, kan stadig ikke forstå at jeg snart skal se dig igen, vi skal bare være sammen 24/7!

Mange super galde hilsner fra din Caro

 

Jeg var mildest talt mundlam. Jeg kunne slet ikke tro, det jeg læste. Jeg læste det en gang til, og så lige en gang til. Caroline kom altså hjem, og jeg anede ikke om jeg skulle grine eller græde. Ville det overhoved være det samme som før? Der var trods alt gået to år siden vi sidst sås. Jeg havde stadig ikke fortalt hende om Tanja, men det måtte jeg jo gøre nu. Men hvordan? Hvordan ville hun reagere? Jeg var blevet så vandt til tanken om at Caroline aldrig ville komme hjem igen, at jeg slet ikke havde overvejet alt det her. Jeg begyndte at græde. Ikke i frustration eller afmagt, men fordi jeg inderst inde faktisk var glad. Gennem de to år der var gået, havde jeg holdt den optimistiske facade oppe i mine mails, først nu fandt jeg ud af hvor meget hele situationen havde påvirket mig. Jeg viste ikke hvad der ville ske, når jeg så Caroline igen. Jeg måtte vel bare vente og se om det ville briste eller bære.

Som forventet var det meget underligt at se Caroline igen. Hendes lange lyse hår var blevet klippet kort, og hun var vokset et halvt hoved over mig. Vi krammede hinanden. Men underligt nok, føltes det mærkeligt, lidt som at kramme en fremmede. Jeg dansede rundt med hende og grinede, da det var det der forventes af mig. Jeg smilede, som om jeg var det lykkeligste menneske på jorden. Jeg lo og græd når det var meningen, men inderst inde, følte jeg ingen glæde. Inderst inde følte jeg mig forrådt og skubbet til side. Nu havde jeg i over et år skrevet mails til hende som sjældent blev besvaret. Taget hjem efter skole, og droppet mit liv med andre, bare for at komme hjem til ingenting. Og nu forventede hun at vi skulle være bedste veninder igen, som om intet var sket. Hun forventede bare at jeg var der, når hun havde brug for det, og når jeg havde brug for hende, var hun ligeglad. Nu var det ikke kun skuffelse og sorg jeg følte, nu var det også vrede.

I tiden efter Caroline var kommet hjem, holdt jeg den forventede facade oppe, men inden i voksede min vrede fra dag til dag. Caroline kom ikke til at gå på den samme skole som jeg, hvilket gjorde, at vi ikke sås så tit. Vi skrev stadig mails til hinanden, som om hun stadig boede i Singapore. Jeg var mere og mere sammen med Tanja. Jeg havde fortalt Caroline, at jeg var blevet venner med Tanja, men at vi bare var venner ikke bedste veninder. Caroline virkede okay omkring om det, men jeg kunne ikke vide med sikkerhed, hvad hun mente om det. Det var som om jeg ikke kendte hende længere.

På et tidspunkt var der gået over to uger, siden jeg sidst havde hørt fra hende. Jeg blev ved med at sende hende korte mails, og til sidst svarede hun kort og sagde at hendes internet havde været nede. Det vidste jeg var løgn, for jeg kunne se på hendes mailkonto, at hun havde skiftet sit profilbillede. Det var der bæreret flød over. Jeg blev sur, og min vrede forvandlede sig til had. Jeg skrev en meget lang mail, om hvordan jeg synes hun havde behandlet mig, at jeg havde siddet og skrevet til hende i over to år, og at hun bare havde været ligeglad med mig. Hun svarede skarpt igen. Vi sendte grimme beskeder til hinanden i et stykke tid. Jeg begyndte at hade hende mere og mere for hver mail. Så på et tidspunkt, mellem alle de grimme mails, fandt jeg ud af, at vi aldrig ville blive bedste veninder igen. Det havde jeg faktisk vidst lige siden hun kom hjem, det var bare først nu jeg indrømmede det over for mig selv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                                          

 

 

 

 

 

 

 

      

 

 

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...