Stilhedens hospital

En ung kvinde, vågner op på et ødet hospital. Hun må her fra kæmpe for at overleve, prøve på at finde udgangen af hospitalet. Mens der ser sære ting, som ville få en hver til at tro man var sindssyg. Hun bliver jagtet af en mørk mand, som leger med hendes liv.

1Likes
2Kommentarer
504Visninger
AA

2. Første møde med den mørke mand

Det gik flere måneder hvor jeg arbejde om dagen, og var sammen med Mick om aftenen. Jeg viste ikke om jeg så ham som en storebror, eller det der var nærmest på sådan en mand jeg ønskede mig. Han havde ikke nogle hemmeligheder for mig, fortalte om hans fortid og alle de problemer han havde været ude for. Jeg derimod! snakkede ikke om min fortid, også selv om Mick ønskede at jeg gjorde det og prøvede på at tvinge mig en gang imellem.
Jeg ville bare helst glemme Jack, alt den smerte han havde givet mig igennem vores ægteskab. Vores afdøde datter, var et alt for hårdt emne at snakke om. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen om hende, og fortalte heller ikke hvordan jeg snakkede med hende om natten. Jeg havde givet hende navnet Sara, da det havde været mit ønske at hun skulle hedde det. Jeg købte ofte små baby ting og gemte dem inde i mit skab, i håb om at dette ville hjælpe mig på vej.
Jeg var ofte ved at knække sammen, når jeg så de legende børn udenfor caféen. Mens deres forældre bare sad inde i caféen og snakkede med hinanden, ofte skændes om deres ægteskab. Jeg havde jo store drømme om en kærnefamilie, og se alle de familie gå i stykke.. gjorde ondt.
Det var også en af de ting som fik mig til at indse, at det var godt at Sara ikke blev født og skulle opleve sådan noget. Måske endda opleve noget der var værre, se mig blive slået af hendes egen far.
Det var virkelig hårdt at lægge fortid væk, og prøve på at komme videre med livet. Det hjalp bare en smugle at have Mick, åh den fantastisk Mick! nok var han ikke rig, men han var bestemt sød, charmerende og ret så køn. Jeg fangede mig ofte selv i at stå og stirre på ham, det brune hår og det flotte maskuline ansigt.
Der stod endda ofte unge piger udenfor vinduerne, og stirrede på ham med et forelsket blik. Det fik mig ofte til at tænke på, om jeg var ligesom dem? men jeg rystede altid på hovedet af mig selv.
Jeg havde ansøgt om skilsmisse også selv om jeg ikke var klar, ikke klar om at tage kampen op om at få Jack helt ud af mit liv. Jeg elskede ham jo stadig, og det var helt sygt at jeg gjorde det. Jeg havde ikke engang overvejet at tage min ring af, også selv om Mick havde bedt mig om at gøre det. Jeg huskede hans ord og hvor mange gange han havde sagt det "Isabella tag den nu bare af, eller fortæl mig om din fortid" Det gyser bare igennem min krop af at tænke på det, at Mick var en af dem som sagde hvad der passede ham. Han havde nok også hold sig lidt tilbage, hvis han virkelig kendte hvem jeg var. 

Det gik ikke længe efter jeg havde søgt, at jeg fik et brev med nogle papir jeg skulle underskrive. jeg gik ligefrem rundt med papirene hele dagen, overvejede om jeg skulle og hvornår jeg skulle. Jeg tog først min beslutning sent om aften, når jeg skulle til at lukke caféen af. Jeg viste jo udmærket godt, at det var bedst og glemme og det gjorde jeg bedst uden at være gift.
Gaderne var helt ødet, som de altid blev på dette tid og man følte sig altid alene i hele vejren. Jeg stod over disket med en blyant i min ene hånd, og en kost i den anden. Jeg kunne huske den dybe indåndingen jeg tog, og det var som om jeg blev helt døv og ikke kunne høre noget som helst. Verden gik ligefrem i stå, da jeg underskrev og kunne ikke engang mærke en lettelse i min krop.
Jeg fik ligefrem en chok da der blev banket på døren, det var begyndt at regne og det eneste jeg kunne se var en mørk mand. Han var iført en sort frakke, og jeg kunne svagt se de kridhvide tænder af hans store smil. Mit hjerte havde ligefrem lyst til at hoppe ud af brystet på mig, jeg havde nok aldrig været så bange før.
Det var som om alt gik langsommere, mens jeg bevægede mig hen til døren. Jeg kiggede ned for at åbne døren, men da jeg havde fået døren op var manden forsvundet. Han var forsvundet ud af den blå luft? jeg slappede hurtigt af i det igen, mens jeg fik lukket døren og slukket ned.
Jeg skynde mig hjem til Mick, for at fortælle ham hvad der var sket. Han lag bare en hånd i mit hår og grinte af mig, som om det var noget som jeg havde fundet på. var det virkelig min fantasi? hvem var denne mørke mand?
Jeg gik tidligt i seng den aften, også selv om jeg ikke kunne sove og havde det så varmt. jeg fik smerter i min mave, som den gang jeg mistede Sara. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og fik øje på den mørke mand. Han stod bare der ved siden af min seng, stirrede på mig med hans smil "Isabella min elskede" sagde han med en hæst og dyb stemme, hans stemme var ondskabsfuld og kold. Jeg kunne ligefrem mærke hvordan mit nakkehår rejste sig, og jeg skulle lige til at skrige da jeg mærkede hans iskolde fingere om min mund. Han satte sig ned på hug ved siden af mig, og kiggede bare ind i minde skræmte øjne "jeg kommer efter dig.. min elskede" sagde han som om jeg var hans, som om jeg tilhørte ham og ingen anden. Han lod sine andre fingere strejfe op af min arm, og hen over min hals. Jeg lå selv der som en sten, kunne ikke få mig selv til at røre mig.
Han lag sin hånd om min hals og begynde at trykke ned, mens jeg selv begyndte at gispe efter vejret. Jeg var overbevist om at jeg skulle dø, at han ville dræbe mig og jeg aldrig ville se solen igen.
Døren gik hurtigt op og jeg fik øje på Mick "hvad sker der?" spurgte han om, mens jeg satte mig op og hostede efter vejret. Manden var atter igen forsvundet, og han havde efterladt vinduet åbent.
Jeg kunne ikke få mig til at fortælle om manden til Mick, han troet jo ikke på mig den første gang. Han ville bare tro at jeg var sindssyg, og måske var jeg også det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...