Our story- 1D

To bedsteveninder i storbyen London. Den ene musiker, den anden en teenagepige besat af et boyband. Alt dette lyder meget godt, men når nye personer trænger på og gamle frygte kommer tilbage, ser alting pludselig mørkere ud.
Hvad vil der ske med pigerne? Er frygten for meget? Hvem er det der trænger på? Kan man dø af latter? Vil mus blive til rotter? Den eneste måde at finde ud af på, er at læse historien...
(Der bliver brugt anstødelige ord i historien. Læsning på eget ansvar)

10Likes
13Kommentarer
1267Visninger
AA

13. The past part 2

Kaitlyn's synsvinkel:

"Det hele startede da jeg var 9. Mine forældre var lige blevet skilt, efter begges ønske. Min mor og far skiftes til at have os, min lillebror og jeg, i 2 uger hver. I starten elskede jeg det, som enhver anden 9 årig der får et ekstra værelse med prinsesser hos deres far. Jeg var en fars pige og jeg elskede ham overalt. Han kunne ikke gøre noget forkert. Det hele virkede godt dengang, men senere er jeg blevet opmærksom om de ting jeg ikke tænkte over dengang. De tomme flasker på køkkenbordet, opvasken der steg i vasken, de mærkelige lyde igennem væggen og den grimme lugt af sød røg. Jeg troede det var sådan det skulle være hos far, og hos mor skulle det være rent og pænt, med en duft af blomster. Jeg tænkte aldrig over at de andre skilsmissebørn i min klasse ikke havde det sådan. Sådan stod det på i uger før det skete.

Jeg var kommet tidligt hjem fra skole, pga. jeg havde det dårligt og havde derfor larmet mere end jeg plejede på vej ud på badeværelset. Min far sov altid indtil klokken 4 om eftermiddagen og havde fortalt min bror og jeg at vi ikke måtte larme. Det var først den dag jeg indså det. Min far var kommet trampende ud på badeværelset med en øl i hånden og havde ladet ordene hagle nedover mig. Jeg krøb sammen i et hjørne, hans øjne var ikke længere mørke, han kom nærmere. "Nej, far! Jeg gør det aldrig igen!" Han grinede sindssygt. "Nej, det vil du ikke min lille pige. For du vil huske denne dag for livet." hans ene hånd greb min hals, jeg kunne ikke få vejret, jeg prøvede at skrige, tårerne løb ned af mine kinder, hans dårlige ånde ramte mit ansigt. "Har du lært din lektie?" Jeg nikkede, desperat efter luft. "Nej, det har du ikke" Han slap min hals, jeg gispede, hans ene hånd løftede sig, jeg så vreden skinne i hans øjne, blodåren i hans hals pulsede, hans hånd kom nærmere. Jeg skreg, hans hånd var nær og...." Jeg så op med tårerne strømmende ned af mine kinder. Jeg fortabte mig altid i mindet. Jeg smilede af deres forskrækkede udtryk.

"Han slog mig. Han gennembankede mig og fortalte min mor at det var nogle fra min skole. Jeg sagde det samme, af frygt selvfølgelig. Jeg skiftede skole, kort tid efter. Jeg larmede aldrig igen, men min far blev vredere. Han greb til vold ved den mindste ting. Jeg tog imod uden et ord og hvis jeg prøvede at sætte mig imod, truede han med at røre min bror. Det kunne jeg ikke byde ham. Jeg prøvede da jeg blev 11 at fortælle min mor det, men hun troede mig ikke. I hendes øjne var min far stadig den rare fyr hun giftede sig og fik børn med." Jeg gøs ved mindet om min desperate stemme der tiggede min mor om at forstå. "Jeg husker ikke hver eneste session, flyder altid sammen, når jeg tænker tilbage. Men jeg husker den ene hvor han hvor han lavede arret på mit håndled. Det var kort før det skete. Jeg var 13 og havde valgt den dag til at sætte mig op imod ham. Det var bare en dårlig dag til at sige nej, ikke at der rigtig var en dag, hvor det var en god ide. Han havde været væk hele nat og kom høj hjem. Jeg havde pakket min lillebrors og jegs tasker, for jeg regnede ikke med at blive. Min lillebror lå trykt sovende bag en låst dør, hvis det hele skulle gå galt. Jeg mødte ham i døren og fortalte ham vi tog hjem til mor. Han gik amok, kastede rundt med tingene og skreg jeg ikke kunne forlade ham. Skreg jeg var en utaknemmelig datter, som han måtte give en lærestreg." Jeg havde ladet min venstre hånds fingre stryge arret på mit højre håndled, men så nu op. "Jeg vil ikke gå i detaljer, men det indeholdte en smadret ølflaske og en sygmelding næste dag." Mit ar var ikke stort eller forfærdeligt, men resten af min krop havde været et rod af blå mærker og hævede dele.

"Jeg har aldrig rigtig følt at det var den værste del eller det var en stor ting. Du ved, der var andre folk i verden der havde det værre. Nej, det var mere datoen d. 23 juli, som jeg føler er den værste del i mit liv. Jeg var 13 stadig, og min mor havde overrasket min bror og jeg med en tur til en forlystelsepark, sammen med vores far. Jeg havde selvfølgelig mine tvivler, men da min mor alligevel ikke ville tro mig, var det eneste jeg kunne gøre, at give ham en chance. 

Vi sad i min mors bil, den som mine forældre engang havde delt, og alt var fantastisk. Det var ligesom de gode gamle dage, og pludselig ikke mere. Min mor spurgte pludselig min far om mit ar, og han reagerede aggresiv. Bilen begyndte at slingre, min bror græd, mine forældre råbte, jeg sad bare der, en anden bils lygter kom forfra, en skingre lyd af et bil horn lød, lygterne kom nærmere, et puf trak luften ud af mig og pludselig lå jeg fastklemt." Jeg så op igen med et trist smil. "Jeg tror at min mor den dag indså hvad min far havde gjort. Det var bare forsent. Den dag, den 23 juli døde mine forældre. Min bror kom hen til en plejefamilie og gik i terapi. Han havde ikke fået andet end et par skræmmer. Jeg levede i en anden plejefamilie og flyttede ind hos Katrin så snart jeg kunne. Siden dengang har jeg ikke kunne se min bror i øjne. Politiet tror jeg intet husker fra dagen eller før, men jeg husker hver. Eneste. Lille. Detalje." Jeg så dem i øjne en efter en, de behøvede at forstå alvoren i det. Forstå de var de første til at høre den historie. Mine øjne mødte de sidste par øjne, de grønne. De grønne øjne, under det krøllede hår. De grønne øjne, som jeg håbede for alt i verden ikke ville afvise mig. 

"Jeg kan ikke fatte det her...." Jeg så væk fra de hypnotiserende grønne øjne og hen på Niall, hvis udtryk afviste hver eneste ord der var kommet ud af min mund. Jeg kunne godt følge ham. "Jeg mener ikke jeg tror du lyver. Jeg mener bare... Du virker bare så smilende og glad, som om du ikke kender til verdens ondskab. Det her passer bare ikke på, hvad jeg har set" Niall smilede fåret og jeg smilede til ham. "Jeg forstår dig godt, Niall. Det er tit de mest smilende folk, som har prøvet det værste." Niall så længe på mig efterfølgende, måske han så et skjult budskab i dem, måske han forstod dem mere end andre. 

"Kaitlyn er ikke den eneste med en historie fra fortiden. Måske det er derfor vi er venner?" Jeg smilede til Katrin, imens jeg vidste alle's øjne var på hende. 

 

Katrin's synsvinkel:

Sådan, jeg havde sagt det. Jeg havde ikke en lyserød og bekymringsfri barndom. Jeg smilede ikke altid og gik rundt med troen om at alt var:" Ohhh, så perfekt i verden." Mit liv var ikke det letteste, men hvem fandens liv var det? Lille sidespor, jeg ved det. 

"Mit hjem var aldrig stabilt, som Kaitlyn's. Jeg vidste altid at jeg ikke kunne regne med nogen. Kaitlyn's hjem hos hendes mor  var mit flugtsted. Ja, indtil hun mistede hendes mor." Jeg gik i stå, stadig en smule chokkeret fra Kaitlyn's fortælling. Hvis jeg havde vidst.... Hvad skulle jeg have gjort? Jeg er kun måneder ældre end hende. En lille pige ville ikke kunne forhindre sådan noget. 

"Katrin?" Jeg så op til Liam's undskyldende smil og jeg rystede lidt på hovedet. Jeg havde altid haft let ved at fortabe mig i andre's ulykke. "Nå, jo. Undskyld. Som sagt var mit hjem ikke rigtig stabilt. Min mor døde af kræft, da jeg var 4, men glansbilledet af den perfekte familie var allerede begyndt at falme under hendes sygdomsforløb. Min far måtte have vidst hun ikke ville klare den, for jeg ser ingen anden grund til det han gjorde. Min far elskede min mor meget, og jeg tror hendes død tippede vægtene. Ser i min far har altid haft et drikkeproblem + han har taget stoffer siden han var 16. Indtil hendes død havde han kun taget stoffer til fester, og havde altid haft meget kontrol over det. Hans drikkeproblem, havde han lovet han ville få hjælp til når min mor blev rask. 

Da min mor døde, indtog han dagligt stoffer, men på det tidspunkt var det en minimal mængde og hans drikkeproblem var ikke blevet bedre eller værre. Det ændrede sig hurtigt. Min storebror beskyttede i lang tid min lillesøster og jeg, men da jeg fyldte 6 fandt jeg ud af det. Min far sad i stuen en onsdagaften og så tv, som han altid havde gjort når vi var lagt i seng. Han plejede altid at sidde og vente på vi sov, før han selv gik i seng. Ja, altså det var før min mors død. 

Selvom han ikke var helt som før, var han stadig min far som altid havde kunnet jage monstrene og mareridtene på flugt. Så da jeg den onsdagaften ikke kunne sove, listede jeg ud i stuen med min yndlings-bamse Trøste under armen. Jeg husker det ganske tydeligt. Jeg kunne se min fars skuldre og hoved være lænet forover, som om han så på noget foran sig. Da jeg  gik nærmere, kunne jeg se hvad han lænede sig forover for. Hans højre hånd's tommelfinger pressede blidt væsken i kanylen, ind i hans venstre arm. Hans ansigt var fortrukket i en smertefuld men nydende grimasse. Det skræmte den 6 årige mig og det skræmmer den 19 årige mig. Hans ansigt lignede et af de monstre min fantasi kunne lave. Hans øjne var næsten helt sort og hans hud så gulligt ud i det svage lys. Han var ikke min far længere. Han var blevet til en af mine uhyrer. Jeg løb ind på mit værelse efter det, skræmt for vid og sans. Han hørte det ikke, sikkert for optaget af sin egen nydelse. Først nogle år senere forstod jeg, hvad han havde lavet den onsdagaften.Han havde fixet. 

Desværre er det ikke slutning på det. Nogle måneder efter min 8 års fødselsdag, tog min far mig med ind i hans seng." Jeg mærkede tårerne presse på ved tanken om det der ville ske. Jeg havde ikke lyst til at gennemleve det igen, men de fortjente at vide det. "Jeg troede det var ligesom da jeg var helt lille, hvor jeg lå imellem min mor og far og sov, når jeg var bange. Det var det langt fra. Jeg kravlede op i sengen og lagde mig til rette, min far manglede kun at ligge sig. Han virkede anderledes, imens han tog sit arbejdstøj af. Det var første tegn på at det ikke var en normal aften, da han ikke tog noget på igen. Han lagde sig ned vedsiden af mig, uden tøj på og begyndte at knappe min blå kanin pyjamas op. Jeg troede ikke der var noget galt, før... Han rørte mig.

"Far, jeg kan ikke lide det" Han forsatte. "Far?" Han lyttede ikke til mig. "Far!" Han trak underbukserne af mig. "Far?!" Han rørte mig mellem benene. "FAR?!" jeg hulkede. Han ville ikke stoppe! Han blev ved og ved og ved! Jeg ville skrige, men han holdte for min mund. "Det er straffen for at ligne hende så forbandet meget!" hvæsede han i mit øre. Han..." Jeg kæmpede med tårerne, ved minderne om det han gjorde den nat. De var brændt ind i min hjerne. Jeg ville aldrig kunne glemme den nat.. "Jeg gætter jeg lignede min mor, som lille. Som den eneste, måtte jeg have været den med næsten alle hendes træk. Jeg tror det er derfor han gjorde det. Fordi det gjorde så ondt at se på mig. Jeg tror det er derfor han misbrugte mig." Jeg prøvede at ignorere de forvirrede og skræmte blikke de sendte mig. Prøvede at ignorere alvoren i det jeg havde sagt. Jeg ville være forfærdet, ligesom dem hvis jeg hørte det samme, men når jeg selv sad her, i fortællerens sted, kunne jeg ikke forstå at det virkelig var mig der sagde tingene.

"Det virker surrealistisk, at det skete. Men jeg ved det er sket. Jeg husker smerten han påført både psykisk og fysisk. Smerten over at min far havde misbrugt den tillid et barn ville have til sin far. Dagen efter det, skete der intet. Alting var normalt igen, og så en dag slog han ud efter mig, da vi stod i køkkenet. Han sagde ikke andet, forsatte bare med det han havde været igang med. Det begyndte at ske oftere og oftere. Han begyndte at tage på mig når det kun var os og truede med at gøre det samme mod min lillesøster. Truede med at sende mig på børnehjem. Han truede endda med at dræbe mig engang imellem. Han begyndte også at sove med mig i sin seng hver nat, hvor han ville nogle gange ville gribe til samleje for at få sin vrede ud. Jeg tror på han lod vreden og smerten over min mors død gå udover mig pga. vores lignende udseende. Jeg ved det ikke. Jeg er ikke min far.

I den periode dette stod på, hvilket var indtil jeg flyttede i egen lejlighed, opdagede mine søskende ingenting. Jeg tror... Nej jeg ved at de stadig intet ved og det kommer de ikke til. Det jeg gik igennem i den periode, vil jeg helst lade som ikke er sket. Men for at få afsluttet det her rigtigt, må vi tilbage. Min far nøjes ikke med at misbruge mig fysisk, men prøvede at nedbryde mig langsomt. Fortalte mig at jeg var en luder, møgunge, hørte til på gaden, at jeg aldrig ville kunne blive til andet end et sexlegetøj.Han fortalte mig at min mor havde haft samleje med andre folk, af begge køn. At hun tog alle tilbud hun fik der indholdte sex. Han fortalte min mor aldrig havde elsket nogen. At hun var en djævel fra Helvede. Han hviskede grimme ord i mit øre imens han misbrugte mig. Han var ligeglad med om jeg var øm eller i smerter, det eneste der betød noget for ham var at, sagt med hans egne ord, at straffe den fucking kælling's horeunge, der ikke duede til en skid. Jeg flygtede til Kaitlyn for at høre jeg var god nok. Kaitlyn vidste ikke noget om det mens det stod på. Hun fandt først udad det efterfølgende. Hun ville altid spørge om jeg havde slået mig og se på mig med bekymrede øjne. Hun vidste der var noget galt, men ikke hvad. Min far's misbrug af mig stod til sidst på hver dag, hvis ikke flere gange om dagen. Han kunne aldrig blive tilfreds, jeg skulle straffes for min mors fejl igen og igen. Da jeg fyldte 16 år, løb jeg hjemmefra og så mig ikke over skulderen. Jeg har ikke siden haft kontakt til mine søskende og far. Jeg har skiftet efternavn, for at ingen ville kunne finde mig. Jeg har arbejdet konstant siden jeg var 16, vedsiden af at jeg afsluttede det obligatoriske skoleforløb og hoppede ind i et band." Jeg strøg tårerne væk. Jeg havde prøvet at skåne dem for de forfærdelige detaljer, men det satte ikke en stopper for at jeg ville genopleve det hele igen. 

Der var stille imellem os, kun havets brusen og nogle fugle i det fjerne kunne høres. Louis' arm lå trøstende om mine skuldre og hans hånd strøg min arm. Jeg tror vi alle sad og tænkte, sundede os over dagens opdagelser. Det var ikke ligefrem hver dag man hørte hvad vi havde fortalt. Det virkede ikke virkeligt, at vi havde fortalt dem det, som ingen andre end vi havde vidst. 

"Så.... Det her virker lidt akavet. Og i ved godt jeg er dårlig til akavede situationer. I ved, jeg taler pludselig om lyserød vaskepulver eller enhjørninge.  Vidste i at enhjørninge er verdens mest awesome dyr? De er ligesom: "Hey, jeg er en enhjørning. Elsk mig" De er så cool, og chillaxed.... Vent, fortalte jeg ikke lige mine idoler om enhjørninge?! Jeg er FUCKING AWESOME!" Vi stirrede alle på Kaitlyn i nogle sekunder før vi alle brød ud i latter. Gud, den pige var mærkelig. 

"Nå, så vi er dine idoler?" Drillede Zayn hende og hun rødmede en dybrød farve, da hun indså hvad hun havde sagt. "Ehm... Måske? Eller nej? Hvad skal jeg svare?!" Kaitlyn så helt forvirret ud og endnu et grineanfald meldte sin ankomst.

"Prøv med sandheden?" forsatte Zayn og Kaitlyn så på os andre efter hjælpen, som ikke kom. "Ehh... Ja? Jeg mener nej!" Kaitlyn var blevet bragt helt ud af den, og Zayn smilede beroligende til hende. "Jeg driller bare Kaitlyn." Hun slappede af i sine anspændte skuldre og smilede. "Det.. Det vidste jeg da godt." Jeg rystede på hovedet af hende. Hun havde haft ingen anelse. Hvis Zayn ikke havde fortalt hende det, ville hun stadig have troet han havde ment det. Jeg kendte hende, hun troede på det meste. 

"Undskyld venner, men kan vi ikke spise?" Det var selvfølgelig Harry og Niall der afbrød mine tanker. De havde begge en forkærlighed for mad. Begge kunne spise bjerge af mad uden at tage synderlig på. Det var derfor jeg hadede dem... Jeg laver sjov, slap af. Hvis jeg hadede dem, ville jeg aldrig kunne have været venner med Kaitlyn. Har du glemt hun var Directioner?... Hvem taler jeg til?... 

Mand, jeg mangler pskykolog.... Eller bare mad.. Lad os afprøve det sidste først, ikke? Det andet er så tidskrævende. At tale om sine følelser og bla, bla, bla...

"Katrin! Kommer du?" Jeg så op på Liam der ventede på mig og nikkede.

(A/N):

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...