Our story- 1D

To bedsteveninder i storbyen London. Den ene musiker, den anden en teenagepige besat af et boyband. Alt dette lyder meget godt, men når nye personer trænger på og gamle frygte kommer tilbage, ser alting pludselig mørkere ud.
Hvad vil der ske med pigerne? Er frygten for meget? Hvem er det der trænger på? Kan man dø af latter? Vil mus blive til rotter? Den eneste måde at finde ud af på, er at læse historien...
(Der bliver brugt anstødelige ord i historien. Læsning på eget ansvar)

10Likes
13Kommentarer
1264Visninger
AA

12. The past part 1

Kaitlyns synssvinkel:

Lækkerhed, lækkerhed og uff god røv. Ja, hvis du ikke har gættet det, så er vi på stranden. 

Jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig med alle de lækre drenge i bar overkrop,og så selvfølgelig Harry. Har i set ham uden trøje? Det burde i virkelig! Han er... perfekt. Intet andet ord kan beskrive en gudommelig krop ligesom hans. Men det betyder stadig ikke jeg kan lide ham. Jeg er stadig sur på de andre. Jeg er bare lidt mindre sur på Harry. En lille bitte, bitte smule. Eller... En stor smule? Men det siger vi ikke til nogen. Aldrig nogensinde. 

Og nu vil jeg bare nyde livet, tage sol og slappe af midt på stranden på mit håndklæde... Ahh.....

Hvorfor er der skygge over mig? Jeg havde da lagt mig midt ude i det hele, havde jeg ikke? Mit ene øje åbnede sig langsomt, og før jeg havde fattet hvad der skete, havde Harry smidt en stor kold spand vand over mig. Spørg mig ikke om hvor han havde spanden fra, han havde den bare. Og det her krævede hævn... Men hvordan? Det her skulle planlægges meget, meget omhyggeli....Orh, fuck det. Det her betyder krig!

Gennemblødt, rejste jeg mig fra mit våde håndklæde og satte i løb efter Harry, som selvfølgelig var flygtet. Den forbistrede ting, med de dersens lange ben, var flere meter foran mig og han satte ikke farten ned! Jeg mener, det kan godt være jeg vil have hævn og sådan, men giv lige dværgen en chance! Okay, jeg er faktisk ikke så lille, nærmest på højde med Katrin, men anyways. Harry er langbenet og jeg har ikke så lange ben, okay? Det er bare sådan liver er nogle gange og det må man leve med. Jeg føler vi er ved at begive os ud på et sidespor.

"Harry, din forbandede Adonis af en idiot! Jeg dræber dig når jeg fanger dig! Du er dødsens!" De andre brød ud i latter, sammen med Harry, som måtte stoppe op og bøje sig forover for ikke at dø af iltmangel. Hvilket var min chance! Hurtigt som en ninja væltede jeg ham omkuld, så han landede i havet som vi var løbet langs med. "Hvem griner nu?" Harry blev ved med at grine, selvom jeg sad ovenpå ham og havde fået ham gennemblødt. Jeg kunne høre de andre latter bag mig, og efter dens styrke kunne jeg nærmest se det for mig, hvordan de alle lå og tog sig til maven af latter. "Hvad er det der er så sjovt?!" Jeg kiggede ned på Harry, som stadig grinede svagt og fik mig til at ryste i takt, da jeg så elegant havde fået placeret mig selv på hans mave. Hvilket er ironisk ment, da jeg ikke ejer den mindste smule elegance. Tro mig, spørg bare Katrin om hvordan jeg løber. Det ser virkelig dumt ud, tro mig. 

"Vi griner af dig" Harry svarede mig med en lille latter og smilede til mig liggende i vandkanten. Hvad. Sagde. Den. Dreng. Lige? Hvorfor skulle de grine af mig? Mit problem med elegance måtte da være gammelt nyt? Eller måske ikke? Man ved jo aldrig...

"Hvorfor?" Man kunne ligeså godt spørge. Man ved aldrig, måske man kunne blive overrasket. Måske ikke. "Kaitlyn, prøv at tænke tilbage til det du råbte efter mig da du jagtede mig? Imellem alle bandeordene? Ringer der en klokke?" Undrende tænkte jeg tilbage og rødmede så kraftigt. "Ehmm..." Fuck?! Jeg troede jeg havde tænkt den sætning?! Forfanden nu tror de alle sammen jeg er forelsket i Harry! Hvilket jeg ikke er! Kan ikke være, lad os rette det til det. Jeg kan ikke være forelsket i Harry, det er ligesom alle historiers kliché  At de to bedste veninder bliver forelsket i to fra det samme band og før måned er om er de gift og har børn. Sådan kan livet ikke være. Det ville være ret creepy, hvis livet var sådan. Virkelig, tænk over det, okay? Okay, det ville nok ikke være creepy, men det ville fandme være mærkeligt.

"Attack!" Forskrækket stirrede jeg ned på Harry, som grab mine håndled i hans hænder og rullede os rundt så jeg lå nederst. Wow... Hvordan fik han lige overtaget? Jeg havde ligesom for mindst et sekund siden! Okay, jeg havde aldrig overtaget, det er jeg for svag til. Men altså stadig væk! Nope, har intet at forsvare mig med. Det han lige gjorde var fair og nok sket lige meget hvad. Han er trods alt en Adonis. En idiotisk Adonis, men en Adonis. 

"Må jeg spørge hvad De laver ovenpå mig, Mr. Styles?" Harry sendte mig et smil, der viste hans smilehuller frem og rettede på sine albuer. Ser du Harry rørte mig ikke udover grebet om mine hænder, så han støttede alt sin vægt på albuerne og fødderne. Noget jeg aldrig ville kunne gjorde, men det er der så meget af. Altså, ting jeg ikke kan gøre. 

"Nej, det må De ikke Frk. Summer" Bølgerne skulvpede ind mod og Harrys perfekte læber hang kun få centimeter fra mine. Det perfekte tidspunkt for vores første ky.... Nej, nej, nej. Den perfekte situation til at grine og have det sjovt med en af dine venner. Sådan, det var det jeg mente med alt det dersens stof, som lød som kærlighedsstof, men ikke er det.

"Ehm..." nervøst bed jeg mig i læben og kiggede væk fra Harrys ansigt. Jeg kunne ikke huske, hvad Harry havde sagt sid...Vent! Jeg ved det nu!

"Nå, men Mr. Styles, du giver mig ikke andre udveje end..." Jeg fik på en eller anden måde trillet os rundt, så at jeg igen sad på Harrys mave. Denne gang ventede jeg ikke, men begyndte straks at kilde ham. Hvilket gav ingen reaktion. Jeg stoppede hurtigt og kiggede på Harry med underlæben skubbet ud i en trist skulen. "Du er ikke kilden?" Harry rystede på hovedet og grinede, nok af mit ansigtsudtryk. "Aww, du må ikke være ked, Honeyboo!" Harry skulede trist tilbage til mig, og så 100 gange sødere ud end jeg nogensinde kunne komme til. "Okay, så  er jeg ikke det." Jeg smilede til ham og han lyste op i et smil til gengæld. 

"Er i to færdig med at befamle hinanden og klar til at have det sjovt?!" råbte Liam til os og jeg rødmede kraftigt da min hjerne endelig opfattede, hvad han havde sagt. Vi havde da ikke "befamlet" hinanden, havde vi? Det var jo ikke sådan at vi kunne lide hinanden på den måde?! Vi er da bare venner?! Hvordan kunne han tro sådan noget?! Han mente det da ikke, gjorde han?! Men hvad hvis han gjorde?! Men det gjorde han da ikke? Det er kun mig der taler sådan uden at lave sjovt? Er det ikke? Liam taler da ikke sådan, vel? Nej, det gør han da ikke... Eller måske han gør?

"Kaitlyn? Du panikker da ikke, gør du?" Nej, hvad snakker han dog om? Jeg har det helt fint. Helt. Fint. Fuck, hvem prøver jeg at narre. Jeg er ved at dø over de tror vi var igang med at "befamle" hinanden. Det ville ligesom være mit livs undergang fordi....... Hvorfor ville det være mit livs undergang? Det er jo ikke ligesom at Harry ikke er lækker. Tværtimod, den dreng var H-O-... Nej! Fy, Kaitlyn sådan tænker man ikke om sine venner! Tænker du da sådan om Katrin, Kaitlyn? Nej, det gør du ikke og derfor er det ikke i orden at savle over Harry. Vent, hvem sagde jeg savlede? Det gør jeg da ikke? Fordi vi befamlede ikke hinanden og jeg synes ikke Harry er lækker. Eller....? Nej! Nej! Smut ud af mit hoved, onde tanker!

"Kaitlyn, Liam drillede jo bare" Sagde jeg de ting højt? Eller kan Harry læse mine tanker? For jeg håber virkelig ikke han hørt de tanker. Tænk, hvis han nu tror jeg synes han er lækker. Hvilket jeg ikke gør, for det er ikke okay. Og hvis jeg gjorde ville jeg aldrig have en chance, så derfor synes jeg ikke han er lækker. Punktum!.... Eller bare et lille komma....

"Kaitlyn?! Kaitlyn? Kaitlyn!" Jeg kiggede forbløffet op på Harry, som havde fået mig af sig, og nu kiggede indover mig. Havde jeg lige zonet ud? Det havde jeg nok. Det sker engang imellem, når jeg bliver stresset eller panisk. Så slår min hjerne fra og jeg begynder at bevæge mig ind i en tilstand, som gør at jeg ikke husker tingene jeg har sagt eller tænkt ligefør, hvis jeg skifter emne. Svært, at forklare men det er en slags hukommelsestab. Men jeg husker stadig hvad jeg tænkte ligefør. 

"Ja, Harry?" Jeg svarede ham i en spørgende tone og så ventende på ham. 

"Du zoomede ligesom ud..." Harry gnubbede sin nakke med den ene hånd, mens han så ud i horisonten. Han så en smule forvirret og chokkeret ud, sådan som han sad.

"Det sker nogle gange Harry. Ikke noget at bekymre sig om. Skal vi ikke smutte hentil de andre?" Han nikkede, men virkede nu fjern. Måske mente han det var hans tur til at zoome ud. Ikke at det gjorde mig noget. Det gav mig tid til at tænke over min mening om Harry. For hvad synes jeg egentlig om ham? Og hvorfor følte jeg mig ikke sur på ham eller fornærmet? Når jeg stadig var sur på de andre? Selv Katrin var jeg stadig en smule vred på. Så hvorfor ikke Harry? Fordi du kan lide ham, hviskede en stemme i mit baghovede. En stemme jeg kendte ret godt. Okay, så nu har du tid til at besøge mig? spurgte jeg sarkastisk stemmen og kunne nærmest se den rullede med øjne af mig, før den forlod mig igen. Og nu har du mødt min impulsive og hurtig-konkluderende side. Jeg kalder hende Sabrina, fordi... Hun lyder som en Sabrina. Hun kan godt lide at komme og irritere mig på de dårligste tidspunkter. Lidt ligesom en lillesøster. Mand, godt jeg ikke her en lillesøster. Det må være møgirriterende. Hey? Lad os spørge Harry!

"Tror du det er irriterende at have en lillesøster?" Harry så forvirret på mig og rystede så på hovedet af, hvad jeg ville tro var mig. 

"Nu har jeg ikke en lillesøster, men det er vel som at have en storesøster. Irriterende nogen gange, men også sjov nogen gange. Men du skulle heller spørge Louis, han er eksperten. " Jeg rynkede på næsen. Bvadr, eksperter. Sådan nogle kan vi ikke lide. De vil have dig til at åbne op om dine følelser og gennemleve ting gang på gang...Vent, det er psykologer. Bare glem, hvad jeg sagde så.

"Okay." Kender du det, hvor du lige pludselig føler dig selv falde ned i dybt sort hul, selvom du ikke troede du kunne falde derned igen? Ja, jeg snakker om det hul vi havde lagt dæksel på og lukket forevigt. Forevigt varede ikke længe. Pludselig så alting mørkere og dystre ud. Men jeg havde prøvet det her før. Så ingen ville nok opdage hvad der var sket med mig, ikke engang Katrin. 

"Godt i kunne komme" Louis sendte os et ironisk blik og jeg rakte tunge af ham. Hvor var han irriterende, kunne man nu ikke have gode drenge venner uden at man lige pludselig var kærester?

Jeg sneg mig til at kigge på Harry, men da han allerede kiggede på mig, vendte jeg rødmende hovedet væk. Hvorfor rødmer jeg? Det er da ikk normalt, er det? Naarj ikke for mig. Måske er jeg ved at blive syg? Jaer jeg er helt sikkert syg... I hovedet. Haha, hvor sjovt. Hmm nej? Okay du har nok ret eller.... 

"Nej, moar! Jeg har ikke lyst til at se far. Han slår mig! Han er ond! Du må ikke sende mig over til ham!" jeg så den velkendte scene for mig igen. Den var et fast punkt i mine mareridt og jeg hadede det. For der kom altid tårer med. "Nej, Nej, nej" hulkede jeg og billedet skiftede. Jeg så den lille pige, den lille uskyldige pige blive slået. Den pige som der havde gået alt for meget igennem. Ja, så meget igennem at hun aldrig ville hele helt. Den lille pige som var mig...

"Kaitlyn?!" Jeg så op fra sandet under mine fødder og smilede til Katrin, hvis ansigt bar en bekymret mine. Hendes udtryk skiftede fra bekymret til forvirret, da hun så smilet der nåede mine øjne på mit ansigt. "Man kan ikke holde tingene skjult forevigt, kan man?" Jeg vidste jeg havde 5 drenge stirrende forvirret på mig, men de måtte vente. "Nej... Det kan man vel ikke...Hvad er det du prøver at sige, Kaitlyn?" Katrin så forvirret på mig og jeg tog en dyb indånding. Nu eller aldrig. "Det er på tide vi fortæller dem, hvad vi har holdt tilbage." Katrin ansigt mistede alt farve da hun indså hvad jeg mente. At fortælle det vi ikke engang havde fortalt til hinanden. Jeg mærkede en tøvende hånd gribe min og jeg så ned på Harry der sad i sandet. "Sid ned. Jeg tror det kommer til at tage noget tid." Jeg nikkede og fik foldet mine ben indunder mig, så jeg sad i sandet. 
"Lad os gøre det" Katrin havde fået samlet sig selv og nikkede langsomt til mig. Jeg smilede til hende, velvidende om at det tog hende stor energi at sige ja til det. "Lad os starte ved begyndelsen, af min historie." Jeg smilede for mig selv, selvom minderne om dengang ikke var det mindste lykkelige. "Men I må love mig I ikke løber, når I hører det. Vi kan ikke have medierne ser jer." Jeg smilede for mig selv, over min egen lille joke, som ingen af dem sikkert forstod. "Vi bliver siddende til I er færdig." Jeg nikkede til Louis, og opdagede min højre hånd stadig lå i Harrys. Jeg kunne godt gøre det her.  Men skulle jeg fortælle dem hvad alle andre ved eller hvad kun jeg har vidst? Dyb indånding Kaitlyn. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt fortælle dem hvad der skete dengang. 

"Lad mig fortælle jer en historie..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...