Our story- 1D

To bedsteveninder i storbyen London. Den ene musiker, den anden en teenagepige besat af et boyband. Alt dette lyder meget godt, men når nye personer trænger på og gamle frygte kommer tilbage, ser alting pludselig mørkere ud.
Hvad vil der ske med pigerne? Er frygten for meget? Hvem er det der trænger på? Kan man dø af latter? Vil mus blive til rotter? Den eneste måde at finde ud af på, er at læse historien...
(Der bliver brugt anstødelige ord i historien. Læsning på eget ansvar)

10Likes
13Kommentarer
1179Visninger
AA

6. The first concert

Kaitlyn's synsvinkel

"KATRIN! Du skal op!" råbte jeg ivrigt, mens jeg hev hendes dyne af hende. Ahaha hun så så sjov ud! Hun havde et helt forvirret ansigtsudtryk og var vist helt væk. "Søde ven dog. Hvorfor vækker du mig så tidligt?" hun spærrede øjnene op, da hun så hvad klokken var. "Helt ærligt Kaitlyn?!? Klokken er kun halv syv, hvad tænker du på?!? Nej du behøver ikke svare. Du er syg i hoved!" jeg kiggede lidt såret på hende "Jamen tak da? Ville bare lige informere dig om at i skal af sted om en halv time" da jeg så hendes forvirrede ansigt skyndte jeg at tilføje at hun og drenge skulle øve sig før koncerten i aften. "Men hvis du bare hader mig, så vil den her hundehvalp gå sin vej!" Jeg vendte mig om, og begyndte at slæbe mine fødder over mod døren. Jeg prøvede hårdt på at ligne en fortvivlet hundehvalp, men hun sagde ingenting, så jeg så måske ikke så nuttet ud som jeg havde håbet på. 

Men nu er det jo sådan at der er ingen der kan modstå lidt Kaitlyn-charme ikke engang Katrin, så da jeg skulle til at trække håndtaget meget langsomt ned og meget langsomt åbne døren kom Katrin farende over til mig. "Ejjj! Undskyld søde elsker du mig stadig? Virkelig meget undskyld! Jeg elsker dig og du må ikke bare gå fordi jeg er lidt morgensur! KAITLYN!!! Bliv, bliv, bliv bliv nu heeer!" jeg kiggede langsomt på hende men kunne ikke holde den sårede hundehvalpe blik så jeg braste ud i et grin! "Åhh ha! Du skulle se dig selv! For hvor ser du sjov ud!!!" Nu mente Katrin pludselig at det var hendes tur til at være en såret hundehvalp, men som hun engang fortalte mig, så kan man ikke lade være med at grine når man er sammen med "Hundehvalpe-Kaitlyn". "Tjep,tjep! Du vil da ikke gøre et dårligt indtryk på drengene? Eller vil du gerne det?" Katrin begyndte med det samme at gøre sig klar, imens jeg slentrede ud af døren og ind i stuen, hvor der pt. ikke var nogen tilstede. "Man mine tanker lyder gammeldags," mumlede jeg, da jeg smed mig på sofaen og tændte for tvet. " Og nu til noget rigtigt Celebrity-news. Det ekstremt hotte og veltrænede boyband One Direction, blev igår set på Colbridge-street, hvor de var igang med noget som ville smelte enhver piges hjerte. Det populære boyband blev set iført vådt tøj, igang med en vandkrig med to piger. Drengene så ud til at hygge sig, også kraftigt da de fik et glimt af pigernes undertøj. Ulala, siger jeg bare herfra. Selvom drengene havde en fantastisk dag, er jeg spændt på hvad drengenes management mener om det hele. Vil det her skade drengenes ry? Eller vil piger dåne over billederne af de hotte fyre i deres t-shirts? Jeg vil lade et suk slippe mine læber og afslutte denne gangs Celebrity-news" sluttede den brunhårede dame  i tv af og jeg rystede på hovedet. "Det er som om vi ikke kan gøre noget uden at blive dokumenteret?" sagde Liam med et stik af irration og satte sig vedsiden af mig. "Ja, det er ikke mig der er kendt så hvad ved jeg om det?" Han smilede, en lille trækning i hans læber var det hele. "Efter det her er du måske" sagde han drillende. "Måske," jeg trak på skuldrene og slukkede tvet.

Mit blik røg over på Katrin da hun kom løbende ud af vores værelsesdør og ud i stuen, hvor Liam og jeg sad. "Nåede jeg det?" spurgte Katrin en smule forpustet og jeg lavede tommel-up. "Jep, Louis er ikke langt fra færdig, så det er ikke din skyld vi kommer for sent." Katrins øjne blev store og hendes mund formede et "o". "Er vi sent på den?" Både Liam og jeg nikkede, hvilket fik Katrin til at sukke før hun smed sig ned i skødet af mig. "Hvad, sidder du godt?" Jeg hævede mine øjenbryn og Katrin sendte mig et stort tandpasta-smil. Ligesom Alexander plejede at gøre... Jeg bed mig selv hårdt i læben, imens jeg kæmpede mod minderne der havde presset på i de sidste par uger. Indtil nu havde jeg kunnet skubbe det fra mig, men hvor længe kunne jeg gøre det? Løbe fra minderne? Svaret var let nok. Ikke længe nok. Hvis bare jeg aldrig havde...

Jeg mærkede en smerte i min arm og forskrækket blev jeg trukket tilbage til virkeligheden, hvor Katrins bekymrede øjne stirrede på mig. Hun havde været smerten i min arm, nevet mig i armen. Gudskelov. Jeg ville ikke huske de ting, ikke tænke på dem. Hvorfor skulle de også komme nu? Jeg vidste godt hvorfor, men jeg ville ønske jeg kunne ændre det.Gøre det hele om. "Lad være, Kaitlyn," hviskede Katrin ind i mit øre. Jeg nikkede. Jeg var nødtil at lade være med at tænke på dem. Jeg var videre i mit liv. Man skulle ikke hænge sig i fortiden, plejede man ikke at sige sådan?

"Kommer i, piger?" Lyden af Zayns stemme fik os til at kigge op og jeg nikkede. Jo, vi skulle nok komme. Komme væk fra fortiden og ind i fremtiden. Det var det eneste at gøre, ikke? Jov. Det måtte det være.

******

 "Lidt til venstre, Niall. Du ligner en enlig lille Leprechaun! Jeg kan godt mundaflæse! Jeg ved godt du er en Leprechaun men du er ikke en enlig en!" Da vi var kommet ind i arena/koncert-stedet, havde jeg med det samme set den her megafon som bare kaldte på mig. Det var derfor jeg nu sad med benene svinget over sædet foran mig, på tredje række og legede instruktør. "Hold mund, Kaitlyn! Jeg kan ikke koncentre mig," lød Louis´ stemme i mikrofon, som han(sjovt nok) havde i hånden. Jeg himlede med øjne af ham og lavede den der "Tsk"-lyd. "Mit talent bliver tydeligvis ikke værdsat," mumlede jeg for mig selv, hvilket fik mig til at smile. Ja, jeg sad og smilede af min egen sætning/joke. Så unormalt er det da ikke...

"ALEXANDER! herovre godt du kunne komme.." resten blev lukket af min lidt for hurtige vejrtrækninger og en hovedpine kom frem. Det var ikke med vilje at jeg kom til at tænke på ham, det var bare det, at det var sommer, og det var i den tid hvor det skete..

"Kaitlyn? Kaitlyn?!? Så svar da! Er der noget galt?? Kaitlyn?" stemmen lød bekymret men jeg kunne ikke svare, når først fortiden kom frem i mine tanker gik jeg i baglås. En tåre gled ned af min kind og et hulk ud gennem mine sammenpressede læber. "Kaitlyn?" nu lød stemmen endnu mere bekymret. Jeg kunne svagt høre at personen kaldte på nogle andre men kunne ikke rigtigt skelne orderne....

Liam´s synsvinkel

Jeg var den første der bemærkede at Kaitlyn var blevet stille og da jeg kiggede derover mens Harry råbte på Alexander, trillede en tåre ned af hendes kind og videre ned. Det undrede mig, men det der var mest mærkeligt var hendes ansigtsudtryk. Hun så helt væk ud, men også bange og forvirret. Hvad skete der? Pludselig kunne jeg se Katrin styrte over mod hende mens hun råbte på hende. Det var meget, meget mærkeligt. Hun stod bare der og skreg, men der skete ikke noget. Pludselig var det som om jeg vågnede og jeg kunne endelig høre hvad Katrin sagde:" Kaitlyn?! Kaitlyn! Nej, nej, nej. Det må du ikke, det må du ikke! Kom tilbage til mig! Du må ikke! Ikk tænk! Det er lang tid siden, de er her ikke! Kom nu Kaitlyn!" det sidste rundede ud i en hulken, ja det havde det hele faktisk været.

Hvad var der lige sket?? Harry snakkede om noget med en ambulance, men så flippede Katrin da først helt ud, og sagde at hun skulle under ingen omstændigheder på hospitalet eller skadestuen. Ved ordet hospital var det som om at Kaitlyn vågnede. Hun kiggede sig forvirret rundt.

Kaitlyns synsvinkel:

Gud, nej det havde jeg bare ikke gjort vel? Og når man så tænker det, jamen så siger man det også.

Jeg kiggede lidt forvirret rundt og så Katrins bekymrede ansigt. "Det var ikke noget det var bare.." resten endte ud i tårer og en mumlen, men jeg vidste hun forstod. "I-i skal da også til at gøre jer klar! Kan i så komme af sted!" sagde jeg hunsende og prøvede at få deres humør lidt op så de ikke så, så bekymrede på mig. Det  var seriøst ikke til at holde ud!! Drengene gik lige så stille ud så det kun var mig og Katrin der var tilbage. Hun trak mig ind i et kram og spurgte hviskende om jeg var okay. Jeg prøvede at nikke, men tårerne trillede bare ned af mine kinder. Hvad var det for en lyd? Til sidst fik jeg sat navn på hvad det var. Det var diskuterende stemmer. 


Det var lykkedes mig at undgå, at snakke om det der skete tidligere. Egentlig havde jeg fuldstændig undgået drengene og Katrin. Jeg vidste de ville spørge mig ud om det, af forskellige grunde. Jeg kunne ikke klare at skulle forholde mig til det ligenu. Hvad skulle jeg fortælle dem? Hvilken løgn skulle jeg fortælle? Den om sygdommen eller dagdrømmeriet? At jeg kunne sove med åbne øjne og jeg havde mareridt? Nej, jeg kunne ikke forholde mig til at lyve, kunne ikke klare at skulle lyve overfor dem. Derfor og af så mange få andre grunde, sad jeg på en tilskuerplads langt væk fra scenen og menneskerne. Med mine høretelefoner på, volumet skruet skadende højt op og en hættetrøje som jeg havde stjålet fra en stol, gjorde jeg alt for at ikke tænke. Ikke at falde i det hul, som jeg gravede for 6 år siden. Jeg var kommet op derfra, lagt et dæksel på det. Hvorfor skulle det så komme tilbage nu? Fordi det er Futtes fødselsdag. 16 år. "Og hvor godt gik det med at lade være med at tænke?" mumlede jeg for mig selv, da stilheden blev lidt for trykkende. Lidt for meget til at kunne klare. Jeg opdagede at min musik var stoppet, resultatet af ens Ipods død. Eller den havde bare ikke mere strøm. Intet en oplader ikke kunne klare. På den anden side, det ville betyde at jeg skulle gå tilbage backstage, hvor min taske lå med opladeren. Og hvor meget havde vi lyst til det? Ikke meget, men det var det eller stilheden, som slet ikke hjalp på tankerne.
"Make it or break it." jeg strøg noget hår væk, som havde forvildet sig ud af hestehalen og ned i mit ansigt. Man kunne altid håbe de havde glemt det eller var taget ud og spise, eller sådan noget. Håbet er stærk selv i sin mindste form, det sagde min bedstemor alti... Gid der var en knap til at slukke tankerne med.
Jeg samlede mine ting og begyndte at gå mod scenen, da det var den eneste vej ind bag scenen jeg kendte. Mine skridt så forfærdelig høje og ensom, som jeg gik der. Der var kun nogle arbejdere igang med at tjekke nogle endelige ting. Jeg nikkede til dem, af ren og skær høflighed, noget som...Lige meget. "Jeg bliver bedre til det," mumlede jeg forhåbentligt lavt nok til at arbejderne/scenefolkene, ikke hørte mig. I hvert fald, fik jeg ingen underlige eller undrende blikke fra dem, så om de hørte mig eller ej, måtte de være ligeglade.
Jeg traskede videre og smuttede uhindret om bagved, hvor min taske var blevet placeret. Hvor, opdagede jeg til min forfærdelse, vidste jeg ikke. "Shit! Det er lover ikke godt." Jeg kiggede mig forvirret, og en smule desperat rundt. Jeg havde ikke nær så dårlig stedssans som Katrin, men jeg havde kun gået i gennem herom, før jeg smuttede ud i arenaen, så jeg vidste ligeså meget som hvis jeg aldrig havde gået heromme. "Fuck! Fuck! Fuck! Fu.."
"Det er ikke et særligt passende sprog til sådan en ung dame." Jeg snurrede rundt om mig selv, og endte med at stå ansigt til ansigt med en lyshårede voksen dame, som så ud til at høre til i gangene. "Det må du undskylde. Jeg er bare sådan lidt...Faret vild" jeg kløede mig flovt i håret og kiggede skråt ned på betongulvet. "Du mener i det mindste dit undskyld, iforhold til det bundt teenagere jeg skal holde styr på. I hvert fald, så skal sådan en høflig pige ikke behandles dårligt. Hvilket sted leder du efter?" Hun rettede på nogle papirer oven på den sorte mappe hun holdte, og kiggede så op for at sende mig et svagt smil. "Jeg leder faktisk efter noget. Jeg overlod ligesom min pinke skuldertaske til ehm..." Jeg kløede mig lidt i håret overvejede, om damen ville tro mig. "Til Harry og han forsvandt så imens jeg smuttede ud i arenaen, så jeg ved egentlig ikke hvor den er?" Jeg bed svagt i min underlæbe og bad til Gud om at lade damen tro mig. "Jeg synes nok det var at gå lidt over grænsen, ved at bære rundt på en pink skuldertaske. Ikke at den er grim, men Harry er en fyr som virkelig godt kan lide det modsatte køn så... Lad mig vise dig hvor din taske står. Men jeg advare dig. De drenge er utilregnelige op til en koncert, noget med andrealinen, eller sådan noget." Den voksen dame, havde vendt ryggen til mig, for at begynde at gå, imens hun forklarede hvad disse "Utilregnelige teenagere" kunne gøre. Hun fik det næsten til at lyde skræmmende, men indtil nu havde det trukket mine tanker fra... Orh, fantastisk. Det gik lige så godt og så begynder du at tænke, Kaitlyn? Flot træk, virkelig flot, Kaitlyn.
"Når, men det er så her. Men jeg advare dig igen: De drenge er virkelig oppe at køre over noget i dag. Om det er skidt eller ej, ved jeg ikke men de er oppe i øverste gear. "Ohh, Okay. Mange tak..." Hun smilede venligt. "Ann". "Mange tusind tak, Ann" Jeg gjorde mine til at åbne døren. "Det var så lidt, Kaitlyn." Hun smilede hemmelighedsfuldt. "Vent... Hvordan ved du mit navn?" råbte jeg efter hende, men hun var langt væk. Jeg vendte igen min opmærksomhed mod døren, da hun måtte have haft travlt, og trykkede langsomt håndtaget ned for så at åbne den.

"Slik mit ansigt! Kom nu, Liam!" sagde Niall fra en sofa langt væk fra døren,hvor Liam, bandet og Niall opholdte sig. Bandet ekskluderede Katrin. Jeg skyndte mig at kigge efter min taske, da det virkede som om de ikke havde opdaget mig. Selvfølgelig lå min taske i en stol vedsiden af Harrys foran makeupbordet. "Fantastisk, absolut fantastisk." mumlede jeg og sneg mig hen til tasken. Rettelse: Prøvede at snige sig hen til tasken, for som du nok ved findes der noget der hedder et spejl og foran det spejl sad en krøltop, med ørneøjne. Okay, overdrivelse, men det fremmer forståelsen. "Hey, Kaitlyn," Åh, åh. Hans tone lovede ikke godt. "Er du okay? Katrin siger du..Øhm...Ehm...At det er den tid på måneden, og at du..Ehh. Tager det hårdt." Jeg prøvede på ikke at se overrasket ud, men forfanden. Den undskyldning var ny. Og ekstrem pinlig. "Øhh..." Lyder jeg ikke virkelig tiltrækkende? Okay, okay. "Ja, det ligger til familien." hurtigt løgn, men det så ud til at lukke munden på en lyserødkindet Harry. Vent? Rødmede Harry Styles over en piges...Cyklus? Meget sødt, egentlig. Jeg smilede flovt til Harry, før mit blik strejfede spejlet, hvor jeg stod med knaldrøde kinder... Jeg er ikke komfortabel omkring at tale åbent om min krop og dens... Ting. Min krop, mine ting.
For ikke at gøre det mere pinligt end det allerede var skyndte jeg mig hen til min taske og fandt opladeren. En One direction klaret, 4 tilbage + Katrin. Måske havde jeg lidt held midt i denne her dag... Jeg savner den knap til at slukke dine tanker med. Den ville være meget belejlig.

 

Koncerten:

Koncerten var helt igennem perfekt. Som tidligere eller stadig fan, som aldrig havde set drengene live før, var det helt vidunderligt. Energien, pulsen, skrigene, sangene, ja selv bandet var helt igennem fantastisk. Stemning var elektrisk og jeg endte selvfølgelig med at stå og skrige af mine lungers kræft sammen med alle de andre fans. Jeg ville ikke have en stemme imorgen, men intet kunne få mig til at holde mund. Og igen. Selvfølgelig krøb Futte ind i mine tanker, og jeg hviskede stille Tillykke, før jeg tvang mig selv til at smile og være en del af stemning. For Katrins skyld, for drengenes skyld. Men mest for Futtes skyld. Det var det rigtige at gøre. Han havde det godt nu. Jeg ville bare ønske...

 

(A/N): Okay, så jeg(ReadingGirl) blev revet lidt med af stemning og endte med dette lange kapitel. Selvfølgelig skal jeg også sige at Mathilde2410 skrev en fantastisk del af kapitlet, der fik mig til at skrive en masse. Så klapsalver til hende og jer der har orket at trækkes med mig ;) I er fantastiske.

Mathilde2410: har skrevet en STOR del af kapitlet. og jeg er mega fucking nice og det var ReadingGirl der skrev dette!!!!! og i hvert fald ikk mig!!! og så tænker du afslørede hun ikke lige sig selv?? men nej det gjorde jeg ikke for det er kun vores over seje og mega nice læsere der kan læse det her!! ja selv ReadingGril kan ikke ;-.P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...