Our story- 1D

To bedsteveninder i storbyen London. Den ene musiker, den anden en teenagepige besat af et boyband. Alt dette lyder meget godt, men når nye personer trænger på og gamle frygte kommer tilbage, ser alting pludselig mørkere ud.
Hvad vil der ske med pigerne? Er frygten for meget? Hvem er det der trænger på? Kan man dø af latter? Vil mus blive til rotter? Den eneste måde at finde ud af på, er at læse historien...
(Der bliver brugt anstødelige ord i historien. Læsning på eget ansvar)

10Likes
13Kommentarer
1185Visninger
AA

14. The day after.

Kaitlyn's synsvinkel:

Solstrålerne strømmede ind af vinduet, der var lige over sengens hovedgærdet og fik lagnernes hvide farve til at skære i øjne når man så på det. Ikke at jeg havde afprøvet det... Eller jo, men....

Det var en solrig dag, og jeg havde været klar til at snuppe mit kamera og gå ud for at tage billeder af Sveriges smukke natur, indtil jeg opdagede en hvis person holdte mig fast. En hvis krølhåret fyr.
Harry.
Hans arm lå rundt om min talje og jeg kunne mærke hans blide vejrtrækning mod min skulder. Tro mig, det her ville blive akavet når han vågnede. Især fordi jeg havde fundet mig selv med min egen arm om ham og benene viklet ind i hans. Vi kan i hvert fald fastslå at vi begge to elsker at kramme når vi sover. Lidt overraskende for det er aldrig sket med nogen anden jeg har delt seng med, okay delt seng med... ikke misforstå. Måske Harry og jeg behøvede at holde om nogen. Måske, var han blevet chokeret. Måske, var det bare mig der følte mig halv efter igår. 

En fugl begyndte at synge dens morgensang i et træ nær huset, da jeg frarev mig mine tanker og fordrev tiden med at studere rummet mere. Harry var for stærk til at jeg kunne komme fri. Forbandet styrketræning og hvad han nu ellers lavede. 

I et hjørne af rummet, stod vores tasker pænt samlet og ventede på at blive pakket ud. Noget jeg ikke havde orket sidste nat, da vi endelig fik taget os sammen til at gå tilbage til huset. Vedsiden af taskerne var der en glasdør ud til Sveriges landskab. Vi havde vundet et af værelserne i stueetagen, ikke at jeg ville klage. Jeg kunne godt lide rummet. Det havde som resten af huset, et par malerier af Sveriges bakker og marker, et fladskærms-tv, et kæmpe klædeskab, sengeborde på hver side af sengen og en reol med små, sjove statuer. Ikke det mest charmerende rum, men som sagt kunne jeg lide det. 

Udover rummets indretning, var der ikke meget at kigge på. Det eneste var egentlig Harry, men da jeg havde fået mig kæmpet om på den side jeg lå på nu, for få minutter siden, orkede jeg ikke at prøve at vende mig om. Der var nemlig ikke meget plads i Harry's greb. Faktisk ingen, den dreng holdte virkelig på sine ting, selv i søvne. Fuck, hvad er det jeg taler om? Måske skulle jeg bare gå tilbage til at sove. 

Jeg lukkede mine øjne og fik til sidst kæmpet mig tilbage til drømmeland i den skinnende morgensol. 

 

Katrin's synsvinkel:

Louis var i bad da jeg vågnede, den irriterende lyd af løbende vand, vækkede mig. Vores værelse lignede et krater allerede efter en dag, med tøjstykker, madpapir og film liggende overalt. Hvis dette var hvad vi kunne gøre på mindre end 24 timer, vil jeg ikke vide hvordan vores rum ville se ud om 3 uger. De må sikkert grave os ud halvejs igennem ferien. 

Jeg strakte mig og gabte langtrukkent, jeg fik helt sikkert ikke nok søvn i nat. Efter vores fortællinger, havde vi siddet i stilhed og pludselig havde det været som det aldrig var sket. Drengene jokede og vi havde det sjovt til langt ud på natten. Så det var nok min egen fejl at jeg ingen søvn havde fået. Ikke at vi skal fortælle nogle om det lille faktum.

Jeg svingede benene udover sengekanten og lod mine fødder møde det morgenkolde gulv. Klokken kunne ikke være mere end 10 om morgen. Aldrig havde jeg været så tidlig oppe på en feriedag af mig selv. Egentlig var det ikke mig selv der stod op, men mig der blev vækket af badets rislen, men det behøver ingen andre at vide.
Hvem fanden taler jeg til? 

Jeg bevægede mig over mod min kuffert, hvor jeg gav mig til at rode efter dagens tøj. Ikke at jeg havde noget specielt i tankerne, da de andre ikke havde meddelt at vi skulle noget. Så hvis de havde planlagt noget, måtte de altså glemme det. Jeg skal have en tidsfrist på 24 timer til at gøre mig syg på, hvis det er noget jeg ikke gider. 

Vandets rislen fra badet stoppede og jeg kunne høre Louis flytte rundt inde på den anden side af væggen. Hans bad måtte være over, forhåbentlig havde han gemt noget vand til mig, ellers ville jeg råde ham til at skrive testamente med det samme, for hans liv ville ikke vare meget længe. 

Jeg fandt nogle joggingsbukser og en strandtop, da jeg ikke forventede at jeg skulle ud i dag. Jeg havde trodsalt 3 uger til at lære Sverige at kende, man skulle nødig se det hele på den første( eller anden). Døren indtil badeværelset åbnede og Louis kom gående ud fra det med nogle lavtsiddende jeans på. Jeg kunne se hans hofteben og ikke mindst hans muskler.... God damn, den dreng havde overkrop. "Ahh, jeg tænkte nok jeg hørte dig gå rundt. Bruseren er klar, hvis du skal bruge den. Jeg lod være med at dvæle for meget under den, da jeg tænkte du nok behøvede mere varmt vand end mig på grund af dit lange hår..." Louis gned sin nakke og kiggede lidt nervøst(?) nedad. "Tak, Louis. Det sætter jeg meget pris på." Jeg smilede til ham og forsvandt ud på badeværelset bag ham. 

Jeg tændte for bruseren og smuttede indunder dens varme stråler, imens jeg takkede Louis for at have opvarmet den, så jeg ikke behøvede at vente på den. Han var faktisk rigtig sød...Og pæn...Og sjov... Og... Mand, jeg lyder som en forelsket 13 årig. 

20 minutter senere sad jeg påklædt, med et håndklæde på hovedet og legede med min telefon på sofaen i stuen, som sommerhuset selvfølgelig(indsæt ironi her) havde. Louis var sammen med Niall og Liam i køkkenet, men jeg turde ikke nærme mig i frygt for at blive sat til at lave noget. Ikke at jeg ikke kan lave mad, jeg gider bare ikke. Dovne mennesker, længe leve. Hip, hip hurra!

Jeg var igang med et godt spil Subway Surf, da Liam kaldte på mig fordi der var mad. Hvilket var grunden til at jeg surmulende satte mig ned og spiste. Jeg kunne have vundet alt i det spil, hvis Liam ikke havde distraheret mig. Det er jeg hundred procent sikker på. Nej, jeg var bare sur fordi jeg ikke havde spist noget endnu. 

"Harry! Kaitlyn! Godt, i kunne finde tid til at spise morgenmad med os!" sagde Zayn ironisk og spiste videre. "Hmfr." Der er vidst en mere med morgensurheds-problemet. Kaitlyn satte sig ned vedsiden af mig og lænede ind mod mit øre.

"Jeg vågnede op til at Harry og jeg krammede. I søvne! Og jeg kunne ikke komme fri! Så jeg faldt i søvn og da jeg vågnede igen var Harry væk." Jeg så på Kaitlyn med hævede øjenbryn.

"Seriøst?! Det er ligesom verden bedste...Mmmmm" Kaitlyn lagde en hånd for min mund og tyssede på mig, hvilket drengene tydeligvis ignorerede, vant til vores mærkelige adfærd.

"Jaja, men det er da fantastisk! Du har altid sagt dig og Harry var skabt for hinanden og se nu her!" Hviske-råbte jeg spændt og hoppede nærmest i min stol af glæde.

"Ja, men det var da jeg troede jeg aldrig ville møde dem! Jeg kan ligesom ikke gå hen til Harry og sige: "Jeg synes vi er skabt for hinanden. Gift dig med mig?" Det er jo komplet sindssygt!" Jeg rullede med øjne af Kaitlyn og sukkede dramatisk.

"Det ændrer intet! Du er en af de heldige fans som møder Harry og ser ham tit nok til at blive venner! Du kunne gifte dig med ham!" Jeg havde aldrig været så spændt før. Det her var vand på min mølle. Jeg vidste de to var nødtil at ende sammen.

"Slap af, Katrin. Lad os lige se om vi kan forblive venner ikke?" Jeg nikkede overglad, som en hundehvalp på koffein og stoffer. Veeeeent, hundehvalpe tager da ikke stoffer eller for dens skyld drikker kaffe? Eller gør de? Hvem ved hvad de laver når de ikke tygger dine yndlingshjemmesko, med enhjørninger på, i stykker?(De var mine yndlings, Molly!) Måske går de ud på små kaffebare og diskutere hjemmesko's smag? Hvem ved? Man kan aldrig regne med hundehvalpe. De er så uforudselig. 

"Katrin, tænker du nu på hundehvalpe på stoffer igen?" Jeg så op på Kaitlyn med et fåret smil og rystede artigt på hovedet. "Come on, Katrin. Hundehvalpe kan ikke tage stoffer. Det er de for dumme til" Jeg kunne mærke drengenes blikke brænde hul i min hud og stemple mig som en ko med et brændejern, lavet af deres nysgerrighed... Okay, jeg mangler virkelig noget i min kost til at holde de tanker nede. Eller måske mangler jeg bare indlægning. For det der er for mærkelig.

"Det er virkelig nedsættende sagt om hundehvalpe, at du ved det. Tænker du aldrig over andre folk's følelser? Nej, din egoistiske idiot!" Kaitlyn så forbløffet på mig, og afspejlede hvad jeg følte indeni. Hvor kom alt det fra? 

"Jeg tror bare jeg spiser...." Jeg stoppede min mund, imens Kaitlyn langsomt nikkede, stadig med det forbandede forbløffet udtryk malet på sit ansigt. Jeg manglede virkelig noget i min kost. Jeg mener sådan noget siger normale folk ikke pludselig klokken 11 om formiddagen. Men igen, jeg havde aldrig været normal. Det er nok på grund af min mor der tabte mig som lille. Hvis hun gjorde det... Jeg mener, jeg kan ikke huske så langt tilbage.

"Oog.... Det regner." Jeg kiggede hen på Louis der havde sagt det og ud af vinduet, hvor regnen ganske vidst stod ned i stænger. "Der røg dagens planer." Hvilke planer? Jeg har ikke hørt noget om nogle planer? Hvad handlede de planer om? Godt, de planer blev aflyst. Hvorfor siger jeg 'de planer'? Jeg mangler virkelig en psykolog, til at forklare mig hvordan min hjerne fungerer. 

"Hvad var det for nogle planer?"

 

Kaitlyn's synsvinkel:

 Jeg vidste de andre havde en samtale igang omkring dagens ødelagte planer og hvad vi skulle lave nu, men jeg kunne ikke koncentrere mig nok om det til at deltage i samtalen. Mine tanker blev ved med at gå tilbage til da jeg vågnede op i Harry's arme. Og mere præcist, da jeg vågnede op anden gang. Jeg kunne ikke skubbe følelsen af at være såret væk. Hvilket var latterlig, når Harry og jeg ikke var andet end venner. Det var ikke ligesom vi var sammen på den måde eller forelsket i hinanden. Det var da heller ikke sikkert vi havde ligget og omfavnet hinanden da han vågnede. Det kunne være han havde givet slip på mig og vendt ryggen til i søvne. Det var jo helt latterlig at føle sig såret over sådan noget. Hvorfor følte jeg mig såret? Jeg tænkte for meget over det.

"Hvad synes du om den ide, Kaitlyn?" Jeg kiggede hen på Niall og så et kort øjeblik lost ud. "Det lyder godt." Jeg krydsede fingre for at det var det rigtige svar og sukkede lettet, da de nikkede og forsatte deres samtale. Forhåbentlig havde det ikke været noget med at Bunge-jump eller noget andet ekstremsport. Vent? Hvad gjorde jeg hvis det var sådan noget? Jeg ville nok løbe skrigende bort, og råbe noget om at melde dem for mordforsøg... Det ville være typisk for mig at gøre.

"Kaitlyn?" Jeg så op på Liam og smilede til ham. "Hvad?" Hans ansigt trak sammen i et smil og hans øjne fik søde smilerynker... Jeg mener, han smilede. "Har du hørt et eneste ord af det vi har sagt?" Jeg overvejede kort at sige ja, men det ville ikke nytte noget, hvis de så begyndte at udspørge mig. "Helt ærligt? Nej, jeg er bare lidt opslugt af mine tanker for tiden." Da jeg så deres ansigter ændrede udtryk, vidste jeg at de havde misforstået det. De troede jeg tænkte på det jeg fortalte om igår, og helt ærligt ville det sikkert have været det mest sandsynlige, hvis jeg ikke havde brugt så mange år på at øve mig i at glemme det. Jeg huskede kun dagen en gang om året, og det var når min lillebror, Alexander, havde fødselsdag. 

"I misforstod mig." Jeg smilede et falsk smil til dem og undskyldte mig, før jeg gik fra bordet. Jeg vidste godt, de kun mente det godt, men jeg kunne ikke klare at skulle blive mindet om det, når jeg brugte det meste af min tid på at fjerne det fra min hukommelse. Jeg havde brug for at komme væk. 

Jeg bevægede mig roligt ovenpå og fik trukket i noget regnafvisende tøj, også kaldt regntøj, og puttede mit kamera i dens regnbeskytter. Herefter tog jeg min telefon og forsvandt ud i regnvejret. 

Da jeg nåede tilpasselig langt nok væk, skrev jeg til Katrin og informerede hende om at jeg ville  tage nogle billeder af Sverige. Hvilket ikke var løgn, men bare ikke hele sandheden.

 

Katrin's synsvinkel:

"Hun ved virkelig, hvordan man ødelægger en god stemning... Vent! I ved hvordan man ødelægger en god stemning. I er virkelig bare nogle lyseslukkere." Jeg sukkede dramatisk af stenstatuerne som skulle forstille at være One Direction. 

"Er du ikke bekymret over hvor hun er? Jeg tror jeg hørte døren åben og lukke for noget tid siden?" Jeg sukkede af Louis. "Nej, for hun skrev for lidt siden at hun ville tage nogle billeder af Sverige og hun ville være hjemme senest klokken 2 i eftermiddag. Hvilket betyder hun bare trængte til at være alene. Tro mig, den pige har brug for meget alene tid for at overleve i denne verden." Ingen fangede min jokende tonefald og jeg rullede med øjne af dem. Eller måske ville det ikke fange den?

"Slap nu af. Hun har det fint. Kan vi så komme videre med planlægning af i dag?" Jeg spekulerede lidt på hvad de tænkte om mig. Troede de måske jeg ikke kunne lide hende? Eller troede de jeg var ligeglad med hende? For så måtte de være godt sindssyge. Den pige var mit et og alt. Hun var min perfekte modvægt. Måske jeg en dag ville finde den eneste ene, men hun ville altid være den der kunne holde mig nede på jorden. 

"Jo. Blev vi ikke enig om PS3-marathon?" Zayn bragte samtalen tilbage til det emne den skulle handle om og jeg smilede taknemmelig til ham, men han trak bare ydmygt på skuldrene. De andre istemte et flerstemigt ja og vi begyndte at fordele opgaverne. Jeg endte med opvasketjansen, sammen med Harry. 

"Hvad så Harry? Hvordan går det?" spurgte jeg ham, imens jeg skrubbede løs på en tallerken. Harry sendte mig et forvirret blik og jeg sukkede. "Jeg prøver at lave lidt smalltalk her, men det virker altså kun hvis du deltager." Jeg så irretesættende på Harry, som stadig bare så forvirret på mig. "Gud, Harry. Sig dog noget. Det er svært at holde en samtale igang når der kun er en person der deltager! Vent? Så er det da ikke en samtale mere. Eller er det?" Harry's mundviger træk på sig og de bevægede sig lidt efter op i et lille smil. "Du er seriøst tosset, Katrin." Jeg nikkede stolt og smilede. "Mhh, men folk elsker det" Harry rullede med øjne af mig og tørrede tallerkenen, jeg havde rakt til ham, af. "Som om" mumlede han og jeg sendte vanddråber fra mine hænder hen på ham. "Iiiiii! Hvad skulle det til for?" Harry rystede på hovedet af mig og stak hånden ned i baljen før han gjorde det samme tilbage. "Ha-ry!" sagde jeg og så surt på ham, men sendte kort efter vand tilbage, som hævn. 

Vi forsatte sådan i noget tid før Zayn kom og sagde vi skulle skynde os, hvis vi ville se Louis blive tæsket. Hvilket vi begge ville meget. Derfor blev vi færdige med opvasken på rekordtid og rendte om kamp ind i stuen. I stuen lå der en madras foran sofaen og remotes lå lidt over det hele. "Hvad skal vi spille?" Jeg så på de andre imens Liam diskuterede til med Ps3'en. "Mario Kart, hvis altså den vil samarbejde." Svarede Liam og sendte PS3'en et dræbende blik. "Vent? Har i bare en PS3 liggende i et sommerhus?" Niall rullede med øjne af mig og jeg slog ham blidt i baghovedet. "Det var ikke pænt gjort, unge mand" sagde jeg med min bedste lærerinde-der-skulle-være-pensioneret-for-længst-stemme. "Jaja. Men nej, det har vi ikke. Zayn tog den med" Jeg nikkede, tilfreds med at have fået svar på mit spørgsmål.

 

"Du kan ikke bare køre ind i mig! Det er snyd!" råbte Liam ad Zayn og sprang på ham. Gudskelov rullede de bare rundt på gulvet og grinede imens de kæmpede om at holde den anden nede. "Er det ikke okay at køre ind i den anden?" Jeg kiggede på Niall der sad på gulvet. "Jo, men du ved Liam kan være så barnlig." Jeg nikkede. Jo, det vidste jeg godt. Liam kunne være ret useriøs og fjollet. Det var en stor del af hvem han var. Jeg havde i starten troet han var seriøs og ansvarlig som medierne udstillede ham, men få dage sammen med dem, ændrede ved hele min opfattelse af One direction. De var nogle useriøse tossede fyre, som kunne være seriøse og fokuserede når det var nødvendigt. Okay, det der var modsættelser, men altså de havde evnerne til at være lidt af hvert. Ligesom mange andre mennesker... Så det var egentlig ikke noget specielt, men.... God, jeg er irriterende nogle gange. 

Jeg gabte og strakte mig i sofaen. Det er faktisk vildt anstrengende at se på at drengene spiller, et eller andet spil, hvad ved jeg?? Klokken var omkring 1 og de havde spillet i tre timer.

"Er der ikke nogen der vil med ud at gå??" jeg kiggede rundt og blev mødt af noget uforstående mumlen som jeg tog som et nej. Jeg sukkede og gik ind på mit værelse og trak min guitar frem. Jeg proppede den i dens taske og smuttede ud af døren.  Drengene sad stadig med ansigterne inde i skærmen og kun Louis kiggede og og så overrasket på mig da jeg gik forbi, dog sagde han ikke noget. Med min guitar taske på ryggen og solbrillerne placeret over øjnene gik jeg ned mod en lille sø som jeg havde fundet en dag, jeg havde været ude og gå. Ja, det var ikke første gang jeg var i Sverige. Og gudskelov var solen kommet frem og regnen smuttet sin vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...