Our story- 1D

To bedsteveninder i storbyen London. Den ene musiker, den anden en teenagepige besat af et boyband. Alt dette lyder meget godt, men når nye personer trænger på og gamle frygte kommer tilbage, ser alting pludselig mørkere ud.
Hvad vil der ske med pigerne? Er frygten for meget? Hvem er det der trænger på? Kan man dø af latter? Vil mus blive til rotter? Den eneste måde at finde ud af på, er at læse historien...
(Der bliver brugt anstødelige ord i historien. Læsning på eget ansvar)

10Likes
13Kommentarer
1256Visninger
AA

10. Somewhere in the big world.

Kaitlyn's synsvinkel:

"Jeg har på fornemmelsen at den dør vil æde mig, hvis jeg kommer bare en centimeter tættere på." Niall og Katrin sendte mig nogle sjove blikke "Ahva for noget?" jeg rystede på hoved "Jeg mener bare at hvad mon jeres mangement siger til det her?" Niall så lidt forvirret ud. "Hvad er der med dem?" Jeg trak på skuldrene. "Måske at de har fyret Katrin?" Niall rystede bare lidt på hovedet. "De havde ingen ret til at fyre dig. Ligemeget hvad deres latterlige grund er. Og selvom hun er blevet fyret kan i stadig komme og gå som vores venner" Jeg delte et vidende blik med Katrin. Det var ikke så let, som Niall fik det til at lyde som. "Hvad var det for et blik?" Niall stod med et løftede øjenbryn og kiggede på os. "Ehm..." Jeg kiggede hen på Katrin, den her måtte hun tage. "Skal vi ikke bare komme ind, så vi kan fortælle det til alle?" Jeg sendte Katrin et blik der sagde:" Hvorfor sagde du det?", men fik bare et "Hvad skulle jeg ellers have gjort?" tilbage. Jeg blev ved med at sende Katrin nogle dræbende blikke, men hun så ikke ud til at tage sig af det. "Kommer du?" Jeg kiggede hen på Niall, som stod i dørkarmen, og løftede spørgende sine øjenbryn. "Ja, jeg kommer nu" Niall nikkede, vendte sig om og forsvandt længere ind i hotelsuiten. Katrin var forsvundet med ham, tror jeg, selvom jeg længere havde stirrede på hende, havde jeg ikke opfattet, at hun havde flyttet sig. 


Med nogle lidt modvillige skridt, fik jeg båret min krop ind i suiten og begyndte at lede efter Katrin og Niall. Jeg fandt dem nogle sekunder senere i stuen, sammen med nogle af drengene, der sad med hver deres computer. Lidt akavet gestilerude jeg mod dem, da jeg fik fanget Katrins blik, men hun trak bare på skuldrene og mumlede noget jeg ville sige var "Nørder". Drengene, Liam og Harry forsatte med at nørde deres computer, selvom mine skridt havde larmet og advaret dem at der kom nogen. Højlydt hostede jeg, men fangede stadig ikke deres opmærksomhed. Lidt irriteret trykkede jeg øjenbrynene sammen og gjorde klar til at hoste for anden gang. "Vi ved godt du er her, Kaitlyn," Harry flyttede ikke hovedet en centimeter imens han talte, men forsatte med at nørde computer. Jeg stod en smule overrasket og chokeret, stadig med hånden klar til at dække for min mund i et host. "Vi er på computeren, ikke blinde, " Harry forsatte med at få mig til at føle mig dummere end døren jeg var gået igennem for få øjeblikke siden. Liam, Niall og Katrin så alle ud til at være ved at flække af grin, men jeg sendte dem alle nogle hårde blikke der fik dem til at holde mund....Oh, well, for nogle få sekunder, før de lå og rullede rundt på gulvet af grin. Altså alle undtaget Liam, der havde en computer på sine ben. "Du skulle Hahahahha, have set dit eget Hahahhaa, ansigt" grinede Katrin sammen med Niall og fik det brusende blod til at stige op i mine kinder og farve dem den svage farve af lyserød. "Du Hahahha, rødmer!" grinede de, da de opdagede det. Harry sad bare med det der irriterende velfornøjede blik og charmerende smil, som man bare ville tæve ud af ham...Ikke bogstaveligtalt. Men han nød tydeligvis at se de andre være ved at dø af grin, imens jeg bare stod der og rødmede som en gal. "Kom vi ikke her af en grund?" spurgte jeg igennem sammentrykkede tænder, og borrede en lille smule for hårdt, mine negle ind i mine håndflader. Ja, jeg har temperamentsproblemer. Men de sidder bare der og griner fucking af mig! Det er deres egen skyld, hvis jeg "kommer til" at slå dem. 

Vredt prøvede jeg at trække vejret dybt og slappe af mine muskler, lukke min vrede ud som Katrin kaldte det. Det er en af de ting hun finder morsom ved mig. Min måde at køle af på når mit temperament tager overhånd. Katrin bemærkede det tydeligvis og begyndte langsomt at holde mund og rette på sit tøj, som var gledet lidt op igennem hendes grineanfald. 

"Hvorfor kom vi her overhoved hvis i bare vil sidde og grine af mig?" Og de blev straks helt alvorlige. Og som man altid siger stilhed før stormen ja for den skulle nok komme, altså stormen.

"Nej, selvfølgelig ikke. Sæt dig nu ned. Du ligner en der er klar til at flygte, når som helst, sådan som du står der," Liams brune øjne mødtes med mine og jeg vidste, hvad jeg lignede i hans øjne; Et jaget dyr. "Og hvad hvis det faktisk er sådan?" sagde jeg, imens jeg fjernede mit blik til gulvet, jeg kunne ikke holde øjenkontakt. Aldrig havde kunnet. For det var faktisk sådan. Jeg var et jaget dyr, som var klar til at flygte ved bedst givende lejlighed. Hvis de nærmede sig bare en meter, ville jeg sikkert være væk. En indarbejdet forsvarsmekanisme, som jeg havde lært af pigen der lige nu sad afslappet i sofa, eller okay, som ikke lignede et jaget dyr. For afslappet blev man næppe når man frygtede en afvisning. Men jeg, vi kunne ikke flygte mere. Orkede det ikke. Det var lang tid siden vi havde blevet afvist. Og ligesom succes, så må man have noget at køre på. Det lyder sindssyg,  men for at kunne flygte må man have en grund. Og hvis grunden er flere år gammel, så mister du gejsten til at flygte. Pludselig føles det ikke som om der er mening i at flygte mere... Og det er derfor vi stadig var her. 
"Kaitlyn? Vil du ikke være sød at sætte dig?" Katrins stemme trængte igennem mine tanker og jeg adlød med det samme. Det var ikke godt, hvis Katrin tiggede mig om at sidde mig ned. Jeg satte mig i lænestolen skråt overfor dem og trak benene ind under mig. "Skal vi ikke bare komme igang?" Katrin lød rolig, fattet, afslappet, kald det hvad du vil, men det var hun ikke. Jeg vidste hun havde bedre styr på følelserne end mig. Var bedre til at styre dem. Det havde hun lært, men hun havde også haft længere tid at øve sig i.

"Jo, lad os komme igang. Måske kan vi så også finde hotellet igen før det bliver mørkt." det var egentlig ment som en joke, men da ordene kom ud af min mund, lød de som at joke ved en begravelse. Om den begravede. "Okay, så jeg blev fyret af jeres..team, som vi har fortalt dig, Niall..." Niall nikkede til Katrin, som en lille bekræftelse, selvom det var sket for få timer siden. "Og så fik vi af vide, at vi skulle holde os fra jer og være ude af landet indenfor 7 dage. Vi måtte så ikke se jer før om 10 år, men vi havde egentlig ikke planlagt at nogensinde se jer." afsluttede jeg Katrins forklaring af, imens mine hænder legede med hinandens fingre i en nervøs leg. "Og hvad var grunden til alt det?" mit hoved som havde været fokuseret på gulvet, skød op og kiggede på Louis og Zayn som stod i døren. De havde sikkert hørt det hele, det gik jeg udfra når Zayn sagde sådan. "På grund af vores vandkamp med jer og den dårlige omtale i fik på grund af det." Så snart Katrin havde afsluttet sin sætning, brød alle 5 drenge ud i grin, hvor de efter få sekunder alle sammen lå på gulvet. Jeg sendte Katrin et undre blik, men hun sendte et magen til, tilbage. Så vi stirrede bare på dem imens de lå og rullede rundt på ryggen af grin. "Hvorfor griner de egentlig?" Jeg trak på skuldrene af Katrins spørgsmål. Da de endelig stoppede med at grine, var Zayn den første til at sige noget. "Hvor er i bare nogle søde, dejlige, idiotiske piger.." Jeg kiggede forvirret på ham sammen med Katrin. "Og hvor er vores team bare overbeskyttende..." tilføjede Niall, med et smil. "De behandler os lidt som små børn..." tilføjede Liam. "Men vi opfører os også sådan nogle gange.." tilføjede Harry, med armene bag hovedet. "Hvor er i irriterende. Så lader i bare mig forklare?" Louis protesterede mod drengenes skjulte plan? Og kiggede på de andre. "Okay, fint!" sagde Louis og smed hænderne i vejret, med en opgivende mine. "Søde, rare, tossede, dejlige, pæne, mærkelige, idiotiske, dumme, irriterende piger, som lod os være bekymret over ingenting. Vi griner af jer, fordi...Tja, fordi i er nogle idioter. Tror i virkelig vores ry kan ødelægges af sådan noget? Og, hvis det kunne, tror i så virkelig vi ville bekymre os om det? Nej, for så ville verden da først være ved at gå under. Men vi er glade for i kom tilbage. Jeg tror også vi lige skal have en snak med teamet om at overreagere." De andre nikkede til Louis´ tale, imens jeg bare sad der. Sad der og prøvede at forstå. Havde vi overreageret? Havde deres team overreageret? Var det ikke så galt, som vi troede? Eller løj de for vores skyld? Tankerne og spørgsmålene fløj rundt i mit hoved og blandede sig med hinanden. "Syntes du, at vi er irriterende, dumme og idiotiske?" Katrin var den første af os til at åbne munden, men jeg tabte kæben da hun afsluttede sin sætning. Af alle ting, så spurgte hun om det? Nogen gange kunne jeg virkelig opgive den tøs. Eller gøre hende stum. Det ville være belejligt i mange situationer. 

"Nej, i er da ikke dumme," sagde Louis, med en stemme der nærmest dryppede af sarkasme og ironi. "Hey, det var ikke sødt sagt!" Katrin lagde armene over kors, skubbede underlæben ud og lignede en vred hundehvalp. En meget nuttet hundehvalp. Men midt i alt det her følte jeg alvoren ved det hele forsvinde, noget der for guds skyld ikke måtte ske. Vi var her ikke for at have det sjovt. Det var ikke det vi havde gjort det, vi havde gjort i de sidste par dage, for. "Kan i ikke være seriøse for bare et par minutter? Det her er ikke spor sjovt. Det er ikke hverdagsting. Det her er spredt udover medierne. I er berømte, alt hvad Katrin og jeg beslutter at gøre sammen med jer, vil spredes udover medierne og påvirke jeres ry på godt og ondt!" De så alle forskrækket op på mig, da min hårde tone og ord ramte dem. "Men det er jo faktisk hverdagsting, Kaitlyn. For os er det." sagde Harry stille, med sine grønne øjne fokuseret på mit ansigt. "Måske, men for mig er det ikke." Jeg rejste mig op, lidt uden et mål, men jeg vidste jeg måtte tænke. Og imodsætning til Katrin tænker jeg bedst når jeg er alene. "Jeg går en tur, prøv ikke at kontakte mig" Jeg begyndte at gå mod døren, men en hånd på mit håndled stoppede mig. En hånd der var for stor til at være Katrins. "Kaitlyn... Hold dig i området, okay?" Jeg smilede til Harrys bekymrede ansigt og nikkede. "Det skal jeg nok. Det er ikke sådan jeg har planlagt at blive voldtaget" Jeg himlede med øjne, men de andre forstod vidst ikke at det var en joke. "Pas nu bare på," Jeg nikkede til Harrys bedende øjne, før jeg drejede mig udfra hans greb og forsvandt ud af hoteldøren. Ud i det mørke natteliv der summede af energi på denne tidlige aften. Ud til mine tanker, men allermest væk fra det der skræmte mig mest. Venskab, følelser og Katrin der kendte mig for godt. Katrin havde sin egen måde at forstå ting på og bearbejde dem. Jeg, havde en helt anden. Jeg havde ikke haft længe nok til at lære at styre mine følelser. Noget jeg så inderligt ønskede jeg kunne, især i dette øjeblik.

Den kolde vind ramte mit ansigt, og jeg begravede mine hænder dybt i lommerne, imens jeg lod mine fødder føre mig hvorhen de ville... Så længe det var i området.

 

                                                                                          ***

Katrin's synsvinkel.

Kaitlyn var lige gået, og der var nu helt stile. Jeg kunne egentligt ikke bebrejde hende. Hun havde haft det hårdt og nu det her. Jeg kan ikke sige, at jeg selv var helt afbalanceret, tværtimod mit indre var et kaos af følelser. Men jeg vidste også at, hvis jeg ikke kom væk fra de her gode drenge, ville jeg bryde sammen, og det ønskede jeg for alt i verden ikke at de skulle se. Det blev bare for meget.

"Undskyld mig, jeg skal lige..." mumlede jeg, mens jeg styrtede ud af stuen med tårerne trillende frit ned af kinderne. Jeg søgte ind på det nærmeste værelse, der viste sig at være hans. Et hulk kom ud af mine læber, efterfulgt af så mange så jeg slet ikke havde tal på dem til sidst. Sammen med hulkene, kom der flere tårer. De trillede hurtigere og hurtigere ned af mine kinder. Jeg gled ned af døren og lagde mine arme rundt om mine ben, mens jeg gemte mit hoved i den rede mine arme lavede. Det her gik slet ikke, som planlagt.

Et sted så dybt inde i mig, at jeg ikke følte det var en del af mig,spurgte en stemme mig, om jeg ikke havde overreageret? Sandheden var, som Kaitlyn havde sagt, at vi var ikke vant til at kunne kaste smuds på vores venners ry, bare ved at være sammen med os. Hvordan skulle vi kunne være sammen med dem, når frygten for at vores ord ville skabe rygter og stridigheder, hele tiden lå i baghovedet? Det ville vi ikke kunne, for en eller anden dag ville ordene slippe ud af vores mund som en joke, og hele verden ville tro os. 

Ved tanken om hvad efterfølgerne kunne være, hvis det skete, begyndte hulkene at gennemryste hele min krop, når de brød gennem mine læber. Mit greb om mine ben strammede sig, et svagt forsøg på at holde sammen på mig selv. Jeg vidste, jeg ikke græd kun på grund af at  kunne ødelægge en karrierer. Jeg græd  fordi jeg var bekymret for Kaitlyn. Jeg græd, på grund af ham. Jeg græd fordi der er kun så meget en pige kan klare. Jeg græd for mig selv, for alle og ingen. Jeg ønskede at jeg kunne forsvinde og bare få lov til at græde uden at skulle bekymre mig om folk hørte mig. Men det skulle jeg, og derfor dæmpede jeg mine hulk. Det tog dem meget lang tid at finde mig, hvis de prøvede på det. Men på den anden side, hvorfor skulle de lede efter mig? De troede sikkert jeg var en hormonforstyrret tøs. Han troede sikkert jeg var en hormonforstyrret tøs. Jeg vidste at det ikke hjalp at have ondt af sig selv, men jeg havde ikke styrken til at lade være. Jeg lod mig selv have medlidenhed, lovede mig selv at det bare ville være for nogle få minutter, selvom jeg vidste jeg ikke ville stoppe før nogen kom og ruskede mig ud af det her mareridt. 

Du overreagere, skreg en stemme til mig i mit hoved, men jeg ignorerede den. Jeg vidste den havde ret. Jeg vidste vi havde dummet os, det var derfor jeg havde prøvet at lave sjovt med dem da de fortalte os vi var nogle idioter. Fordi de ikke skulle tro vi var sådan. Vi, eller jeg var ikke så dum som folk troede bare fordi jeg var blond. Kaitlyn var ikke dum, fordi hun opførte sig tosset. Men sådan tænkte folk og det skulle de drenge for alt i verden ikke gøre. Men det var forsent. Hvis vi ville have undgået det, skulle vi være forsvundet hurtigst muligt. Vi skulle aldrig være gået ud af døren, før vi skulle flyve. Vi skulle aldrig have fulgt med Niall hjem. Vi skulle aldrig have fortalt dem sandheden. Vi skulle aldrig være løbet væk. Vi skulle aldrig have overreageret. Vi skulle aldrig have lyttet til managementet. Vi skulle aldrig have sagt ja til at tale sammen med dem. Vi skulle aldrig have adlydt hvad de sagde. Vi skulle aldrig have gjort noget det. Hvis vi havde ladet være ville vi sikkert ligge sammen med drengene og grine, over noget komplet latterlig imens nogle af dem ville sidde med deres computer og ordne ting. Det føltes som flere år siden, men var kun få dage væk. Det var egentlig hurtigt det havde eskaleret. Hurtigt bare fra det ene øjeblik til det andet, blev vi flygtninge fra vores egne venner. 

Jeg grinede trist af mig selv, da tårerne begyndte at strømme ned af mine kinder igen. Jeg skulle virkelig lade være med de her tanker. De hjalp ligesom ikke på situationen. Faktisk hjalp intet af det her på den. Jeg vidste godt jeg skulle gå derud og slå det hele hen som en eller anden sindssyg joke, men jeg havde ikke lyst. Jeg havde lyst til at lade nogle komme tæt på og bære vores last sammen med os. Men jeg kunne ikke, og det vidste jeg godt. Ligeså vidste Kaitlyn at ingen kunne bære den. Det ville aldrig være fair og især med disse drenge ville det være abesurt at bede om det. De fortjente intet af det hvad vores fortid kunne byde på. Det var derfor vi var forsvundet så hurtigt fra hotellet og dem, indså jeg. Fordi der havde vi en grund til at forlade dem, som ikke omhandlede vores fortid eller frygt. Men den kunne ikke bruges mere. Den lød nu latterlig og idiotisk. Den var nu latterlig og idiotisk. Efter noget tid kunne jeg høre nogle stemmer og kort efter bankede det på døren. "Katrin? Må jeg komme ind?" Hans stemme trængte igennem min tågede tankegang og jeg rystede på hoved af mig selv. Jeg løftede min arm for at rejse mig op ved hjælp af dørhåndtaget. Eller det troede jeg. Det var som at at alle mine muskler havde låst sig fast og jeg kunne ikke rykke mig. Jeg tvang nærmest de næste ord ud. "Je-e-eg kan ikke rykke mig." Flere tåre gled ned af mine kinder. Der gik lidt tid inden han svarede "Okay, jeg åbner døren ligeså stille. Bare bliv, hvor du er, eller ja du ved, hvad jeg mener." Jeg mærkede døren bevæge sig mod min ryg da han stille og roligt fik den lirket op. Der gik ikke lang tid før jeg var ansigt til ansigt med Louis Tomlinson.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...