Our story- 1D

To bedsteveninder i storbyen London. Den ene musiker, den anden en teenagepige besat af et boyband. Alt dette lyder meget godt, men når nye personer trænger på og gamle frygte kommer tilbage, ser alting pludselig mørkere ud.
Hvad vil der ske med pigerne? Er frygten for meget? Hvem er det der trænger på? Kan man dø af latter? Vil mus blive til rotter? Den eneste måde at finde ud af på, er at læse historien...
(Der bliver brugt anstødelige ord i historien. Læsning på eget ansvar)

10Likes
13Kommentarer
1192Visninger
AA

9. Something?

Katrins synsvinkel:

Jeg var helt ødelagt. Aldrig mere skulle jeg binde mig til nogle mennesker og, hvis jeg kunne, havde jeg heller ikke gjort det. Der var bare noget med de drenge der gjorde dem anderledes. Det var virkelig som om de gerne ville være der og hjælpe. Jeg savnede dem allerede og selvom chancen for at møde dem var minimal, frygtede jeg den dag i mine tanker, i mine drømme og i alle de lyse timer. Jeg kunne se at Kaitlyn var bekymret for mig, og for hendes skyld prøvede jeg at komme videre, men hver aften når vi kom hjem faldt jeg grædende sammen på min seng og hver aften kom Kaitlyn ind til mig og så græd vi sammen for dem, vi havde mistet og for dem som vi elskede og savnede.

Jeg måtte virkelig tage mig sammen om ikke for min egen skyld så for Kaitlyn's. Hun led lige så meget som mig.

"Kom så! Få noget kluns på. Jeg er virkelig majs-trængende! og vi skal købe is! Kom nu kom nu...." sang jeg mens jeg hoppede op og ned med mit ikke særlig gode hundehvalpeblik og skyndte på Kaitlyn, der bare dovnede den på sofaen. Det var lidt som havde vi byttet roller og så alligevel vel ikke. For da hun sagde hendes næste sætning blev jeg overbevidst om at hun eller vi nok skulle komme videre, det ville ikke blive let, men det var der heller ikke nogle der sagde det skulle være..... "Hallooo? Jorden kalder Katrin!? Er du vågen??" Kaitlyn stod og viftede sin lille hånd foran mit ansigt. Seriøst, den pige her små hænder. Og lad os ikke komme ind på hendes fingre. God, de er små, som om hun mangler et ekstra led, altså ikke bogstaveli...."Skal jeg virkelig smide vand udover dig igen?" Jeg rettede mig en smule skræmt op, ved tanken om det iskolde vand hun havde fundet sidste gang.  Ja, det var sket et par gange. Andet kunne man ikke forvente af hende. Men altså jeg var også  virkelig god til at gå i staver, altså med virkelig god mener jeg virkelig, virkelig god. Sådan rigtig god.... Okay jeg tror at du har fattet det nu.. Måske, ved det ikke. Er jo ikke dig.

 

"Okayy hvad så med den her?" Kaitlyn tog den grimmeste karrygule trøje op foran sig og lavede trut-mund. " Ja, den er squ da meget fin, men skal vi ikke se at finde de der majs? Seriøst vil ikke vente længere!" jeg kiggede bedende på hende og hun kiggede på mig og så kom der en stirre-konkurrence som jeg selvfølgelig vandt, hehe. Og der var ikke noget snyd med overhoved... Hun sukkede "Okay, hvis det skal være på den måde så syntes jeg bare at jeg finder is og du finder majs." hun kiggede sig omkring og før jeg kunne nå at sige noget som helst havde hun "forklaret" mig vejen ned til majsene. Jaer dårlig stedsans jeg ved det godt!  Ikke mobbe mig!

 

Kaitlyns synsvinkel:

Efter at have brugt adskillige minutter på at forklare Katrin vejen ned til majsene, begyndte jeg at gå ned mod isen. Problemet eller lad os kalde det den lille fejl, var at jeg ikke helt vidste hvor frostvarerne lå, da jeg ikke havde set det på vejen ind. Så jeg brugte den logiske side af min hjerne og blev enig med mig selv om at, isen måtte ligge et sted i nærheden af vaskepulveret. Så der lod jeg mine sneakers beklædte fødder fører mig hen. 
Efter at have været lige ved at stoppe ved en lyserød pakke vaskepulver, og lovet mig selv at få købt sådan en pakke, fandt jeg isen gemt væk bag nogle slankevarer. Helt ærligt, hvem sætter is og slankevarer sammen? Er det her en eller anden afvæningsgruppe eller sådan noget? Vi må da spise is og blive fede hvis vi har lyst. Det er da ikke fair. Jeg må klage til butikken, hvis det her forsætter. Vi kan ikke have at vores rettigheder bliver frarøvet os i sådan en lille butik. Jeg vil sagsøge dem. Jeg vil dræbe dem. Jeg vil smadre deres liv sønder og sam... Okaaay, jeg blev lige lidt fanget af øjeblikket og lod mig rive med. Sorry....Videre til isen. Der var lakridsis, skildpadde-is, brownie-is, straccetella, vanilje, jordbær, hindbær, chokolade, pistacie  Ben and Jerrys, Niall-is. VENT! Klap lige hesten en gang. Niall-is?! Der er da intet der hedder Niall-is. Eller er der? Det kunne være en hemmelig opskrift, som professor Niall kunne have opfundet i det 18-århundrede. Det var da helt klart sådan det hang sammen. Eller Bo. Kender jeg en der hedder Bo? Neeej, det tror jeg ikke. Eller måske?

En eller anden rømmede sig, og trak mig ud af mine tanker. Det tog mig nogle sekunder før jeg opdagede at lyden kom fra Niall-isen. "Hvornår er Niall-is begyndt at rømme sig?" Overrasket slog jeg hænderne for munden og kiggede rundt. Shit, det sagde jeg bare ikke højt vel? Det så ikke ud til at der var nogen der kunne have hørt. Gudskelov  det var en ting at være tosset inden i sit hoved, det var en helt anden boldgade at sige det højt. Tænkt, hvad folk ville tænke? Eller have gjort. Jeg kunne komme på sindssyge hospital. Og hvis vi skal være helt ærlige, så klæder hvid mig ikke. Især ikke spændetrøjer, det er ikke rigtig min stil... Det var ikke en særlig god joke. 

"Kaitlyn?!" Jeg sprang forskrækket om og kiggede mig omkring men der var ikke andre end Niall-isen. Som nu var blevet til en tro kopi af Niall Horan fra One direction. Men det kunne det ikke være. Han må nemlig ikke købe ind alene. "Øhhh...Hej?" Jeg vinkede akavet til ham, selvom han stod mindre end 2 meter fra mig. Det føltes bare rigtig... Eller not. "Hvad laver du her, Kaitlyn?" Niall-isen så såret og bekymret på mig, imens jeg hurtig som en Ninja fandt verdens bedste dækkehistorie. "Undskyld, men jeg hedder ikke Kaitlyn. Jeg hedder...Berta! Nej, det var min søster. Jeg hedder da Grete. Jeg er fan af Linkin park og slet ikke One direction. Men jeg ved da godt hvem du er." Niall løftede undrende det ene øjenbryn(Forbandede dreng), og rystede så på hovedet. "Du reagerede lige på Kaitlyn?" Forbandede dreng. "Øhhh, det var min søster der hed det. Vi ligner hinanden ekstrem meget, så jeg har lært at reagere på hendes navn." Like a boss, Kaitlyn. Like a boss. "Sagde du ikke lige din søster hed...Berta?" Irriteret bed jeg mig selv i læben. "Øh, det var min anden søster. Jeg har 2 søstre. Vi ligner hinanden meget."
"KAITLYN! Jeg fandt majsene, men jeg ved ikke hvilken slags. Frysemajs, posemajs eller dåsema..." Overrasket stoppede Katrin op og tabte samtlige majs på gulvet. Niall kiggede med et hævet øjenbryn på mig, som om han ville sige: "Hvad sagde jeg?", alt imens Katrin stirrede chokeret på ham. Jeg skar frustreret tænder. "Jeg sagde jo jeg lignede mine søstre meget!" Niall smilede bare videre, imens Katrin bare stod og stirrede. Sådan stod vi i flere minutter, før jeg bare måtte sige noget.  "Okaaay, nu ved jeg ikke meget om akavede situationer, men jeg tror vi er på vej.... Har i set pakken med vaskepulver der kan vaske lyserødt? Eller... det måtte det kunne når pakken er lyserød." Jeg kiggede lidt rundt, kunne nærmest smage pinligheden i luften. "Okaay, akavet situation. Se, det var lige det jeg advarede jer om før vi begyndte at snakke om lyserødt vaskepulver." Klogt, Kaitlyn. Klogt. Snak bare om vaskepulver. Det vil vi jo også alle høre om. ARGH! Hvad skulle man ellers snakke om, lille hjerne? Nåå, det har du ikke et svar på? Nu er du ikke så kæphøj længere? Du er bare så dum, hjerne.... Vent, kaldte jeg ikke lige mig selv dum? Nej, jeg kaldte min hjerne dum. Det er ikke det samme... Det er det samme. Nej, det er IKKE det samme. 

"Ehm...Kaitlyn? Hvor kom alt det der fra?". "Hvad mener du? Du skulle heller takke mig for at redde dig ud af en pinlig tavshed." Niall rystede på hovedet af mig og så hen på Katrin. Gudskelov kommenterede han ikke på at jeg igen reagerede på Kaitlyn. "Hvad laver i egentlig her?" Niall henvendte sig til Katrin, som var igang med at samle de tabte majs op igen.  "Vi er da ude at handle. Det gode spørgsmål er da hvorfor du er her? Er det ikke noget med at du ikke må handle ind alene? Eller er de andre drenge her?" Katrin rynkede på panden, og rettede sig en smule panisk op. "KATRIN! Du afslørede os lige!" Jeg vrissede irriteret af hende, men hun sendte mig bare et lille smil. "Come on, han troede jo ikke på det." Jeg sukkede, men protesterede ikke. Mest fordi hun havde ret, okay bare fordi hun havde ret. "Nå, men tilbage til dig Niall. Hvad laver du her alene?" Jeg vendte mig sammen med Katrin mod ham og stirrede ind i hans sjæl...Okay, lidt overdrevet men jeg kiggede ihvertfald på ham. "Det er lige meget om jeg er her alene eller ej. Det der er mere vigtigt er hvorfor i bare forsvandt?" Han så ud til at være utilpas under vores blikke, og prøvede desperat at skifte emne. "Det er faktisk lige meget, men hvis du vil vide det så blev min vens hests vens ejers kusines fætters søns psykologs barnebarns babysitters hundepassers mosters tantes hunds storesøsters ejers tømrers kones kollegas blinkenslagers kat syg og vi skal køre den til dyrlæge." Katrin smilede, efter sin fantastiske dækkehistorie og så på imens Niall stirrede på hende. "Så du siger at din vens hests et eller andets blev syg og i skulle køre den til dyrlægen? Og i kunne ikke sige farvel? Ellers informere os? Eller ringe?" Vi nikkede begge ivrigt.

"Det er en meget vigtig kat og vi er de eneste der kan køre den til dyrlægen." Insisterede jeg og nikkede bekræftende for mig selv. Niall hævede det en (forbandede) øjenbryn og kiggede skeptisk på os. Katrin kunne dog mærke han ikke helt hoppede på den og redde den hurtigt som en Ninja. " Nej, vent. Det må du undskylde Niall. Jeg mener det var min mosters bedstevenides datters kærestes fars stedfars forlovedes læges bedstemors fisks kærestes ejers fårs lams vens ejers søsters flue, som døde og vi skal til den begravelse. Det er meget sørgeligt." Jeg stirrede sammen med Niall på hende, som om hun var blevet tosset. Seriøst? Selv jeg der er ret langt ude syntes det der var historiens dårligste historie. "Og igen i kunne ikke fortælle os i tog afsted? Ikke nogen besked? Bare en sms? Email? Tweet. Et eller andet til at fortælle os hvad der var sket og hvor i var henne?" Vi rystede på hovedet. "Det er meget sørgeligt og vi ville ikke ødelægge jeres gode humør så...." Niall rystede igen på hovedet af os, før han kørte en hånd igennem sit hår, i en frustreret bevægelse. "Kan i ikke selv høre hvor langt ude det der lyder?" Hans øjne tiggede os nærmeste om at sige ja. "Come on, piger? I kan da ikke mene jeg skal tro på det?" Hele hans kropholdning tydede på at han ville ligge sig ned på knæ og tigge os om at forstå, hvis vi ikke snart gav ham ret.

"Det var ikke det vi kom fra, Niall James Horan! Fortæl os lige hvorfor og hvordan du er kommet i byen og købe ind alene?!" Katrins stemme lød som et smæld i luften, og jeg rettede mig per refleks op.  Jeg kunne tydelig se hun prøvede at distrahere ham og få samtalen væk fra os. "Den joke er ved at blive ret gammel? Det er ikke ligesom at jeg vil købe hele butikken" Niall så irriteret på os. "I er værre end vores fans." Han sukkede, men sendte et blik hen mod noget der var ude af min synsvinkel. "Nåå, så det er vi? Må vi så se din kurv? Bare for at berolige to tossede piger?" Katrin smilede skævt og kiggede udfordrende på ham. Hun måtte kunne se hvad det var han havde kigget på, hans kurv. "Nu er du latterlig, Katrin." Niall så pludselig mindre selvsikker ud, hvilket måttet tyde på at det halve af butikkens varer ville ligge i kurven. Hun og Niall forsatte deres diskussion, eller hvad man skulle kalde deres samtale, men noget andet tiltrak min opmærksomhed. Det faktum at det så ud til at flere og flere mennesker begyndte at færdes herned i frostafdeling, skulle ikke have bekymret mig. Hvis altså ikke det var fordi de fleste af dem var teenagerpiger, som hele tiden sendte Niall blikke ude af deres øjenkroge. Det her kunne godt ende galt. Virkelig galt. En smule bekymret for hvad det her kunne betyde for deres omdømme, vendte jeg igen min opmærksomhed mod de to tosser foran mig, der diskuterede om at se en indkøbskurv. En smule akavet hostede jeg og rømmede jeg mig højlydt for at få deres opmærksomhed lidt diskret, men endte op med at have hele butikken til at stirre på mig i flere sekunder, og tro at jeg havde lungebetændelse, eller lignende. Plus, at Niall og Katrin stadig ikke så ud til at lytte. "Hrhm!" Jeg rømmede mig en sidste gang og deres hoveder drejede med et svurp rundt og gav mig dræberblikke. "HVAD?!" sagde de irriterede og stirrede ondt på mig, men himlede bare med øjne af dem. "Må jeg gøre jeg opmærksom på at størstedelen af de handlende i denne afdeling er teenagepiger som sender forførende blikke mod Niall, hvisker i krogene om jeres højlydte diskussion?" Jeg samlede mine arme bag ryggen og tog et meget professionelt udtryk på. "Ahva?" spurgte Niall og kiggede rundt, før han igen så på mig med nu forstående øjne. "Okay, ikke det bedste sted at diskutere" han kløede sig i nakken før han igen trak en hånd igennem håret. "Hvad med i kommer med tilbage til hotelet? Vi får jeres ting sendt dertil så snart vi er der?" Jeg sukkede. Han havde tydeligvis ikke glemt vores lille forsvindingsnummer. "Det kan vi desværre ikke, Niall." Niall rynkede igen på panden og så ud til at tænke. "Hvorfor ikke?" Jeg kiggede på Katrin lidt fortabt. vi kunne ligesom ikke sige sandheden, så hvad ville være det næstbedste at sige?

"Jeg må ikke være sammen med mennesker af det andet køn, det siger min ehm....Tro!" forklarede Katrin lykkeligt, men Niall så stadig skeptisk ud. "JA! Jeg er total ind i det der kristendom-jomfru!" sagde jeg ivrigt og prøvede at se overbevisende ud. "Jomfru? Du er da ikke jomfru?" Niall kiggede forvirret på mig og jeg kiggede med samme blik tilbage. "Hvor ved du det fra? Du stalker mig helt sikkert!" Jeg kiggede forfærdet og en smule fornærmet på ham. Okay, jeg var ikke jomfru, men mener han virkelig jeg er løs på tråden? Mener han det? Var det en fornærmelse? 

"WHAT?! Er du ikke jomfru? Du har da aldrig sagt du ikke er jomfru" Katrin kiggede overrasket på mig. "Er du jomfru?" Niall løftede spørgende sine øjenbryn og smilede. Jeg hostede akavet og kiggede væk. Samtalen var måske ved at blive lidt for intim. "Du var da sammen med ham sidste år?" Katrin plaprede løs. "Katrin!" hviskeråbte jeg til hende. "Men selvfølgelig betyder det ikke at du lå og bollede ham." "Katrin!". "Eller bare en gang. Men så er man stadig jomfru." . "KATRIN!" Råbte jeg af hende og skar hende med det samme af. "Okay, måske gik jeg lidt for langt" Katrin smilede kækt til Niall og blinkede flirtende. "Okaaay... Hvad har i fået til morgenmad?" Niall så en smule ukomfortabel ud, imens han skævede til Katrin som måske var en smule hyper, og blinkede flirtende til ham. " Is og majs for den ders vedkommende..."  jeg pegede mod Katrin der nu lavede en kattepote bevægelse efter ham. "Og jeg fik pandekager med chokolade." Vi skal engang lave majs-is!" udbrød Katrin og stoppede med sine flirtende tilnærmelser. Jeg tror helt seriøst at Niall sukkede lettet kort efter, og han så mere komfortabel ud.  "Ja, det lyder faktisk ret godt! To af verdens bedste ting!" Niall stod bare og så på os, imens vi  brød ud i en snak om majs-is. Jeg ved ikke helt hvordan han følte, det virkede som om han diskuterede noget med sig selv. 

 

"Så det her betyder i ikke har lyst til at komme tilbage til hotelet?" Niall afbrød os. "Øhh, nej. Ikke frivilligt!" Katrin skævede til nogle piger indenfor hørevidde imens hun sagde det.  "Nej, ved du hvad? Du lad os være, fortæller aldrig drengene at du så os, siger vi er døde og gået undercover. At vi bor i Mexico under navne Hunidos og missetat. Ved du hvad? Ved du hvad? Så giver dig den her dåse majs!" Jeg gestikulerede vildt, glad for min ide. "Og fortæller ikke drengene at vi så dig!" tilføjede Katrin og vi nikkede enigt til hinanden. "Det er det vi gør. Er det en aftale?!" Niall tog sig sin tid til at tænke og rystede så på hovedet. "Øhmm, nej. Og forresten, Kaitlyn. Det gav ingen mening" Jeg tog mig forfærdet til hjertet. "Du vælger mad under os? Jeg mener, du vælger os over mad?!" Katrin gik tættere på ham og lagde en hånd på hans pande. "Jamen, Niall dog. Du har mindst 40 i feber! Du er ved at dø! Du må heller tage til lægen!" Katrin stod forsat med hånden på hans pande imens hun talte. "Og så forsvinder vi lige så stille ud af dit liv. Vi er her faktisk ikke. Det er en illusion. Noget din feber har skabt. Du har aldrig set os!" Niall løftede øjenbrynene og himlede med øjne. "Jeg er ikke syg.".

" Du er faktisk lidt kold..." mumlede Katrin før hun løftede sin hånd og lod den falde ned ved hendes side. "Flot, Katrin. Nu kan vi ikke binde ham en løgn...På ærmet. Sagde jeg lige det højt?" Katrin kiggede på os. "Ja, og jeg kan godt gentage det hvis Niall ikke..." . "Du holder kæft, Kaitlyn." Jeg gik over til majsene og krammede dem hårdt. "Du tager ikke mine majs." Jeg så skummelt på de andre. "Oh, Niall. Du ved godt hvad der er med Kaitlyn. Hun er altid lidt tosset." Jeg tror jeg hørte Niall, mumle noget med: "Ligesom dig" men jeg er ikke sikker. " Nå, men har i fundet en ny guitarist?" Katrin stak hænderne i lommerne på hendes lyseblå jeans og smilede skævt. "Hvorfor skulle vi det? Sagde du ikke du ville komme tilbage om 15 år?" Nialls smil blev drillende og et glimt dukkede op i hans øjne, hvilket fik dem til at skinne. "I har ligesom...Fyret mig. Eller jeres crew har." Katrin bed sig i underlæben, og situationen begyndte at føles akavet. "Fyret, hvad? Hvem har gjort det?" Niall hævede øjenbrynene, samtidig med at folderne igen dukkede op i hans pande. "Måske skulle vi tage hjem og fortælle drengene det?" Katrin så sig nervøst omkring på teenagepigerne, der havde gået rundt i frostafdeling under hele samtalen. Jeg vidste godt hvad hun tænkte. Hvor meget havde de hørt? For lad os være ærlige du tager ikke 15 minutter om at finde noget i frostafdeling." Bare så jeg ikke skal fortælle det til 5 mennesker 5 gange." forklarede Katrin. "Eller hvor mange de nu er.... Niall, Horan..." Jeg talte på mine fingre og havde nu 2 fingre oppe. "Louis, Tomlinson, Harry, Styles, Zayn, Malik, Liam, Payne." Jeg stod til sidst med 10 fingre oppe. "Men vi har glemt 5, så det bliver 15 personer du skulle fortælle dem til. Mand, det ville være hårdt." Jeg talte stille efter men nåede igen til 15 personer, selvom jeg vidste der var 5 i bandet. Hvordan kunne det lige gå til?

"Jeg tror bare vi skal tage tilbage til hotellet, men måske skulle vi købe noget vand til jer?" Niall virkede en smule ud af den, over vores opførsel. "Selvom jeg ikke kan lide vand, lyder det som en god ide." jeg erklærede mig enig og  nikkede. "Men giv mig heller is og Kaitlyn en sodavand. Med sukker." sagde Katrin, stadig med hænderne i lommerne. "Jeg tror den skal være uden sukker...." Niall nikkede mod mig, som var igang med at stable is og majs i en pyramide. "Måske denne ene gang uden sukker." Katrin nikkede lidt for sig selv, da hun sagde det. "Jeg vil HAVE med sukker!" jeg lagde armene over kors og lignede mest af alt et lille sur barn. "Kom nu bare, Kaitlyn." Katrin nikkede mod de omkring gående teenagere og jeg skyndte mig efter hende. Selvom de nok allerede havde nok til at lave flere forskellige sladderhistorier ud af vores lille optrin. "Jamen, hvad med min pyramide?" Niall og Katrin sendte mig nogle dræbende blikke, og jeg endte med at gå ud af butikken surmulende og tomhændet.

 

(A/N): -.- Er lidt pissed. Har lige skrevet en masse og internettet gik ned :( Når men det her kapitel er safe :) Så verden er ikke hel forfærdelig :D Nyd kapitlet, den er skrevet igennem en skriveblokering så hvis den nogen steder er lort, bær over med mig (ReadingGirl)

Det skal lige siges at vi ikke kan skrive med krusiv eller med fed skrift det er mega træls bryder mig ikke om det dersens tingeling

Jeg kan nu! (ReadingGirl)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...