Our story- 1D

To bedsteveninder i storbyen London. Den ene musiker, den anden en teenagepige besat af et boyband. Alt dette lyder meget godt, men når nye personer trænger på og gamle frygte kommer tilbage, ser alting pludselig mørkere ud. Hvad vil der ske med pigerne? Er frygten for meget? Hvem er det der trænger på? Kan man dø af latter? Vil mus blive til rotter? Den eneste måde at finde ud af på, er at læse historien... (Der bliver brugt anstødelige ord i historien. Læsning på eget ansvar)

10Likes
13Kommentarer
1169Visninger
AA

11. On our way to change

Katrins synssvinkel:

Så skete det. Det som jeg havde frygtet stort set meget af mit liv. Ja, poetisk jeg ved det. Eller ikke??

Jeg kunne mærke hans blik på mig, og til sidst kiggede jeg også på ham. Stilhed. Før han brød den. Onde mand, eller dreng. Nå Whatever, mand. "Katrin? Hvad sker der?" hans blide stemme lød bekymret  Og han kiggede forsigtigt på mig som om at jeg kunne bryde sammen hvert øjeblik. Hvilket jeg sikkert også kunne, mindre detalje. 

"Det-det- det ve-ed jeg ik--ke rigtigt." min stemme rystede og en tåre gled ned af min kind. "Så, så søde kom her." han åbnede sine arme og jeg puttede mig ind til ham. Mine muskler begyndte ligeså stille at slappe af, mens han bare sad og holdte om mig. Jeg kiggede på ham og han kiggede på mig. Altså kiggede vi på hinanden. "Ved du hvad? Jeg tror at vi skal tage lidt fri, bare væk fra det hele. I morgen er vores sidste koncert og så har vi fri i tre uger. Vi kunne tage over til vores sommerhus i Sverige," han kiggede indgående på mig, og jeg nikkede. Måske kunne vi få nogle ting på plads, når der ikke var så mange mennesker omkring os. Og så var tanken også lidt spændende.

 

Taxa, fly, taxa igen, tog og kan i gætte det? Nej, det er da selvfølgelig taxa igen, igen.

Jep, hvis du ikke har gættet det, så er vi på vej til Sverige. Spørg mig ikke, hvorfor. Eller jo, nu skal du bare høre *magiske klokker* 

Kaitlyn kom hjem og så vupti dupti var vi blevet kidnappet mod vores frie vilje. Vi er nu på vej til et eller andet sommerhus i Sverige. Eller det regner jeg da med det er. Og bare for at have det på det rene, Kaitlyn var ikke særlig glad for at skulle kidnappes. Jeg husker vidst en masse bandeord og trusler fra hende. Spørg mig ikke, måske var hun bare i dårligt humør. Er i dårligt humør... Eller hun sidder bare og stirrer ud af vinduet, noget hun har gjort hele vejen. Og hvis du spørger mig så er det tydelige tegn på at man er sur. Plus, hun vil ikke svare på noget, når vi snakker til hende....Men det kunne også have noget med høretelefonerne at gøre? Men måske hører hun ikke musik, og så er det bare en dårlig undskyldning? Det kunne ligne hende. Når, men hendes dårlig humør skal ikke ødelægge min dag. For jeg er på vej til et sommerhus, med 5 dejlige drenge og solen skinner. Hvad mere kunne jeg bede om?(*Host* 5 drenge i badetøj *Host*) Når, jo... Jeg kunne jo også bede om masser af majs og majsis, men det ville være ondt, fordi... Hvorfor ville det egentlig være ondt? Jeg må bede dem om det. Det er kun fair, når man kidnapper 2 piger mod deres vilje. 

Er det egentlig kidnapning mod min vilje, når jeg glæder mig? Eller er det så en kidnapning med min vilje? Findes sådan nogle kidnapninger? Er det så stadig en kidnapning? Eller er det så bare en udflugt? Vent, nu er jeg da ude på et sidespor.  Jeg kiggede over mod Kaitlyn, som stadig sad med hovedet opad vinduet og kiggede ud. Hun var vidst ikke den største festabe ligenu? SUK, hun kunne bare være så på tværs nogle gange. Eller også er hun bare i dårlig humør... For ja, hvad ved jeg, måske er der ingen grund til at være glad? Eller så var hun bare ekstrem sur. Eller også så... Nej glem det for meget eller og for meget så.

"Katrin?!" Kaitlyn råbte af mig. "Hvad?" Jeg kiggede hen på hende, som stadig ikke havde flyttede sig. "Louis har prøvet at tale til dig de sidste 5 minutter." Kaitlyn trykkede så på sin ipod og jeg vidste hun ikke ville sige mere. "Okay, hvad er der Louis?" Jeg smilede til ham, som sad på passagersædet med overkroppen drejet om mod mig. "Vi er der lige om lidt, men det var egentlig ikke det jeg ville sige..." Jeg kiggede opfordrende på ham. "Hvad var det andet du ville sige?" Louis kløede sig lidt bag øret, og kiggede lidt forlegent på mig. "Jo, ser du..." Pludselig virkede det som om alle andre syntes at landskabet udenfor vinduerne, var meget interessant. "Jeg tænkte på om du.... Ville øhm, deleværelsemedmig?" Louis mumlede så hurtigt til sidst, at jeg næsten ikke fangede ordene. "Vil du være sød at sige det igen?" Lidt nervøs for at have hørt forkert, bed jeg mig selv i læben. Louis tog en dyb vejrtrækning og så ret anspændt ud. "Vil du dele værelse med mig?" Det lød som om at Louis var ved at kvæles i hvert ord, som om det var en overvindelse at sige det. Og måske var det også det?

"Ja, Louis. Det vil jeg gerne, men hvor skal Kaitlyn bo?" Louis åndede lettet op da jeg svarede, og sendte mig et smil. "Hun kan vel bare tage hjem?" Kaitlyn kommenterede mumlende fra sin plads, men vi valgte vidst alle sammen at ignorere hende. "Hun bor bare med Hazza" Harry så op ved lyden af sit kælenavn. "Og det er okay med...Hazza?" Harry nikkede, kiggede kort hen på Kaitlyn og så, så ud af vinduet igen. Ham og Kaitlyn ville passe godt sammen. Stille og vindueskiggende. 

"Så du vil godt dele værelse med mig? Når der er en seng?" Jeg nikkede grinende. "Så længe det er en dobbelt, så er det fint med mig." Louis nikkede med den gladeste mine jeg længe havde set. Det var dejligt at kunne sprede lidt glæde. Det irriterende var at det kunne være han ville have min fortid ud af mig, og det kun var derfor han ville dele værelse med mig. Når, men de sorger til den tid.

"Men Louis? Du skal bare lige vide at, Katrin er vildt klæbende og kan næsten ikke lade en være når man sover." Jeg gispede forfærdet. "Ha-ar du lige afsløret min STØRSTE hemmelighed?! Det kommer du til at fortryde Kaitlyn. Du, du overlever ikke en eneste nat mere, så nyd dit liv mens du kan!" Hviskede jeg hæst og skadefro.

Kender i det når man kigger på hinanden på samme tid og så flækker man bare af grin, mens alle andre bare kigger totalt uforstående på en? Nå ikke det kender jeg måske lidt for godt. 

"Men jeg er stadig sur." sagde Kaitlyn så snart hun var færdig med at grine og kiggede ud af vinduet. Tal om lyseslukkere. Eller la være det kunne være det var bedst sådan!

Gabe, gabe, gabe. Bla, bla, bla og et par timer senere kom vi til det som drengene kalder deres "lille" sommerhus, i Sverige, hvis du skulle være i tvivl. "What the fuck?! Er det, det i kalder jeres lille hyggelige sommerhus/hytte?! Den er jo koloenorm!" min stemme steg et par oktaver. Drengene grinede og kiggede lidt på hinanden. "Hvad havde i forventet?" 

"Øhh, måske en lille hytte, som kunne falde sammen når som helst. Røvkoldt, åben ildsted, som ikke ville tænde, fordi i havde glemt en ligther?". "Sikke stor tiltro du har til os," mumlede Niall ironisk. "Mhh..., men er det her alligevel ikke lidt i overkanten?" Drengene trak bare på skuldrene, så jeg tror vel det ikke var noget specielt i deres øjne. Men igen, de havde også besøgt diverse dyre hoteller, så en hytte i Sverige, var vel ikke noget luksuriøs. Det er faktisk ret trist at tænke på.... Når, men lad os komme videre. "Skal i stå herude og snakke hele dagen eller er der en der vil  vise mig mit værelse?" Og Miss. Sour var på banen igen. "Ja, selvfølgelig. Nu skal jeg vise dig derhen." Harry sprang hurtigt til og førte Kaitlyn indenfor. 

"Jeg ved ærligtalt ikke hvad hendes problem er." mumlede jeg lavmælt for mig selv, da al snak var forstummet siden hun havde åbnet munden. Hun var tydeligvis sur, men hvorfor fanden var hun det? Det er ligesom ikke hver dag man bliver inviteret til Sverige af et boyband. Ihvertfald ikke for mig, men hvad fanden ved jeg om det? Måske er det, det hun laver i weekenderne? Tager på tur med et kendt band til et andet land? Det skulle ikke overraske mig, når hun udviser så lidt gejst over sommerhuset. For altså come on! Et luksus sommerhus i Sverige. Det er altså ikke hverdag sådan noget sker! Faktisk så er det aldrig sket for mig før. 

"Er du færdig med at savle?" spurgte Niall dumsmart og fortjente et slag i baghovedet, hvilket blev udleveret af Liam, som stod tættest på ham. "Ja, det er jeg Niall." en fornærmet mumlen kom over mine læber, og jeg lagde mine arme over kors, bare for at understrege at jeg var fornærmet. "Så kom dog. Ingen af os gider at bare dig ind, så medmindre du vil bruge din ferie på at stå der, vil jeg råde dig til at komme med os," Der var vidst nogle drenge der var i flabet humør idag. Ikke at jeg nævner navne eller sådan noget... One direction. Ups, sagde jeg det højt? Det må du meget undskylde. Hæhæ, jeg har så dårlig humor.

"Hun har vidst et eller andet med at gå i staver?" Jeg sukkede og gik efter dem ind i huset. " Og i har vidst et eller andet med at være irriterende!" Jeg rystede på hovedet af dem, da det kun fik dem til at grine. Også selvom det var det jeg ville opnå. Men lad os ikke hænge os i det, for mand, det her sommerhus, var lavet til stjerner. Det indvendige var næsten smukkere end det udvendige, med billeder af det svenske landskab hænge rundt omkring i gangen. En gang der havde op til flere døre og en trappe i sig. 

"KATRIN!" En eller anden råbte på mig.

"JA?!"

"Kommer du ikke lige, så du kan se vore...dit værelse?" Louis dukkede op foran mig, og jeg nikkede til ham, før han vendte om og begyndte at gå. Med lidt løbende trin fulgte jeg efter ham, da han havde længere ben end mig og derved kom hurtigere fremad. Hvilket er ekstrem meget snyd, men det kan vi altid vende tilbage til. Hvis altså jeg ikke glemmer det... Hvilket er meget sandsynligt, da jeg er ekstrem glemsom...på nogle punkter. Det har du vel nok opdaget? At jeg glemmer ting? Ikke? Så er du da en af de få.

"Så.....?" Louis så spændt på mig og jeg lavede en akavet grimasse. "Ja.....?" Hvad var det helt præcis han fiskede efter? Mand, mit ordforråd er gammeldags idag. Kaitlyn må have smittet af eller sådan noget. Virkelig, jeg plejer at være en af verdens sejeste personer og så lukker jeg sådan noget ud? Okay, det er kun i mit hoved, men come on?! Jeg ender med at gøre mig selv vanvittig. 

"Hvad synes du om det?" Louis signalerede til rummet bag ham, som jeg for første gang gav noget opmærksomhed. And boy, hvordan har jeg kunne undgå at ligge mærke til det? 

Okay, okay. Katrin, træk vejret ind og ud og ind og ud... Hold kæft, det var fedt!! Det var stort og lyst med hvide vægge hvor nogle smukke billeder var oppe, ikke sådan nogle grims krams men landskaber. De måtte have kostet en formue ligesom resten herinde. Der stod en stor dobbeltseng midt i det hele med sengeborde på begge sider af den. Der var et stort tøjskab som fyldte hele den ene væg og selvom det hele var så stort var det rigtig hyggeligt, med nogle stearinlys på en kommode der var fuld af film. Burde jeg sige at der også var et stort fladskærmstv og en balkonterrasse-dims, hvis man gik ud af sådan en terrassedør? Uff jeg havde altid været  bange for at falde ned fra sådan et sted. Jeg gik et par skridt væk fra den med øjnene stift rettet mod den, som gjorde at jeg gik direkte ind i Louis som faldt og jeg faldt med ham.'

Jeg landede blødt?... Jeg landede oven på Louis som lå og trak vejret som en guldfisk. Ej han grinte bare så meget at han næsten ikke kunne få vejret. Måske havde det også noget at gøre med at jeg lå oven på ham? Nej da det tror jeg så ikk lige eller.... Jo;-P

"Ligger du godt?" Louis så på mig, med en latter stadig gemt i sin stemme. "Mhh..." Jeg lagde hovedet på hans bryst og lod som om jeg skulle til at ligge mig til at sove.

"Katrin?" Så meget for et par minutters stilhed. "Mmm..." Jeg åbnede et øje på klem og kiggede op mod hans ansigt, som jeg selvfølgelig ikke kunne se i den stilling jeg lå på ham(Lod det forkert?), så  istedet så jeg op i hans underkæbe, der var dækket af et fint lag skæg. "Gider du at flytte dig? Måske hen på sengen? Jeg tror den er meget blødere end mig..." Jeg rystede på hovedet og prøvede at fnyse ligesom de dersens hundehvalpe. Hvilket ikke lykkedes tilnærmelsesvis. Jeg var ikke engang tæt på. "Det tager jeg som et nej... Du bad selvom om det." Forvirret løftede jeg hovedet og kiggede ind i hans blå øjne, som kiggede ned på mig. "Hvad for no...AHHhhh!" Louis fik i en og samme bevægelse rejst sig og svinget mig over skulderen. "HVAD ER DET DU LAVER?!" Louis grinede imens han gik den korte vej til sengen og smed mig ned på den, så min krop hoppede op og ned et par gange. Det fik mig slet ikke til at føle mig som en valros, slet ikke. Og bestemt ikke en kaskelothval. 

Før jeg nåede at stykke en plan sammen, smed Louis sig ned på sengen, sådan at han hoved ramte min mave. "Og hvad er det lige du tror du laver?" Louis åbnede en af sine lukkede øjne og kiggede op på mig. "Ligger på din mave?" Jeg kiggede på ham, for at få ham til at uddybe. "Jeg kan ikke se hvad der skulle være galt med det?" Louis' smil afslørede ham. Alt ved det sagde:" Bad boy". Han vidste godt, hvad der var galt og han nød at drille mig. "Fordi jeg altid ligger nederst!" Louis grinede bare, lukkede øjne og slappede af. "HEY?! Jeg taler til dig!" Jeg prikkede Louis på siden af hovedet gentagende gange, i håbet op at han ville rejse sig i irritation. Hans måde at reagere på var ikke lige forventet. Han greb begge mine hænder, både den ved hans hoved og den jeg havde lagt vedsiden af det og holdt dem fast. Ikke mere. Efter lukkede han igen sine øjne og lå bare der med mine hænder samlet i hans. "Kan jeg ikke melde dig for et eller andet. Tilbageholdelse mod min vilje eller sådan noget? Det tror jeg at Kaitlyn engang sagde. Vent.... Jo, eller så var det noget hun så..." Louis' hoved drejede op for at kigge på mit ansigt og jeg smilede til ham. Jeg kan ikke gøre for det okay?! Jeg smilede bare fordi.... Der er en lov der siger at man skal smile når en kigger på dig. Især når personen har blå øjne og det blødeste brune hå... Slet det. Det glemmer vi alt om og taler aldrig om det.... Mand, godt Kaitlyn ikke kan høre mine tanker. Ellers ville hun drille mig med det resten af mit liv. 

"Bare hold mund, Katrin. Hold mund og nyd sengen." Havde han hørt hvad jeg tænkte? Nej... Det behøvede han egentlig ikke have gjort. Og han kommenterede ikke min beskrivelse af ham så... Lad os sige det aldrig er sket. Hvilket det ikke er... Så hvad er det jeg taler om? Når, ja. En fantasihistorie Kaitlyn opdigtede sammen med mig. Lige præcis. Om enhjørninger og flyvende cupcakes. Det er lige netop, hvad jeg snakker om. Jep. lige præcis... Okay, jeg føler vi er ved at ende på et sidespor. 

"Katrin?" Jeg kiggede op fra sengen, henmod døren hvor en lettere forvirret Liam stod. "Ja?" Jeg så Liams øjne vandre fra mig til Louis og tilbage igen. "Jeg ville bare spørge om..Ligemeget. I ser ud til at hygge jer." Jeg rystede på hovedet, ikke at jeg ikke hyggede mig. Det var bare for at forklare ham, at tingene var ikke som han troede. "Hvad ville du spørge om? Det er ikke ligemeget." Liam rullede fraværende med skuldrene og pustede ud. "Jeg ville bare spørge om i ville med ned til stranden. Vi andre har planer om at lavet et bål og bade. SÅ kunne du og Kaitlyn måske fortæ...." Liam rystede på hovedet af sig selv. "Vil du så?" Liam kiggede på Louis da han stillede mig spørgsmålet. "Jeg vil gerne!" Louis sprang op fra sengen og trak mig op efter sig. "Og det vil Katrin også!" Jeg rystede på hovedet, velvidende om at jeg ikke kunne diskutere med Louis. Ikke når han havde bestemt sig for noget. "Okay, vi mødes om 15 minutter udenfor hytten. Jeg vil råde jer til at tage badetøj på." Liam forlod os, men før han gik blinkede han til os med det ene øje. Han troede sikkert vi havde gang i noget. Noget som vi slet ikke havde gang i. 

"Hvem går så ud på badeværelset først?" Louis skævede til døren, der måtte føre ind til badeværelset. "Det må du vel godt. Jeg tror også jeg kommer til at skulle bruge nogle minutter på at finde den rigtige bikini." Louis himlede med øjne af mig og gik hen til sin kuffert, hvor han frembragte en bikini. "Ehmm, Louis? Jeg vidste ikke du var en af de mænd der elsker at gå i kvindetøj? Nå, man lærer noget nyt hver dag," Jeg trak på skuldrene og begravede mig i min egne kuffert, lettere ckokkeret. "Du er nogle gange blond. Virkelig blond." Jeg kiggede fornærmet på ham. "Ikke fornærm min hårfarve. Den har også følelser." Louis himlede med øjne af mig og rystede på hovedet. "Det, jeg vil sige, før du afbrød mig, var at bikinien var til dig." Jeg så forviret på ham. "Altså, jeg må bruge den? Det her er ikke en joke? Jeg skal ikke prøve den for nogle? Du vil ligesom give mig et gudommelig stykke tøj? Uden at få noget igen? Altså, nu går jorden und.." Louis himlede med øjne og afbrød mig. "Du snakker for meget. Hvorfor tager du ikke bare bikini på og så snakker vi om det bagefter?" Jeg nikkede og gjorde honnør før jeg tog bikinien og forsvandt ud på toilettet. "Vent?! Jeg sagde ikke du måtte få toilettet!" Louis bankede på den aflåste dør, imens jeg stod og grinede. "Du kan bare klæde om derinde! Lås dog bare døren!" Jeg kunne høre Louis sukke og forsvinde fra døren. Da jeg var sikker på at fareren var drevet over, tog jeg mig den firhed at undersøge bikinien. Den var vidunderlig. Den var hvid og rødstribet, helt perfekt. ohh, jeg tror jeg er kommet i himlen eller det var jeg inden en hvis person bankede på døren og sagde at han havde rodet i min kuffert og åbenbart fundet en strand kjole og det betyder at jeg blev nødt til at dække mig til. Øv og øv igen hundrede gange orker bare ikke at sige det, er doven I know.

"Har du planer om at komme ud derfra?!" Øh, nej? Hvorfor skulle jeg det? Det kunne være han tog bikinien fra mig igen?! Det kan vi jo ikke have. Og sig ikke han ikke kan finde på det! Han vil ligesom dække den til med en kjole, så hvorfor skulle han ikke tage den fra mig? Begge handlinger er da vildt onde. "Okay men kun hvis du lover at du ikke tager bikinien fra mig!!" der lød fnis på de anden side af døren.."Halloo? Hvor dum er du lige Katrin? Jeg har, eller vi har, jo nok ligesom betalt den og den kan ikke byttes." Måske ville han selv have brugt den ikke? Kender i det, når noget man tænker kommer højt ud af ens mund og man ikke ligger mærke til det? Nej, okay? Det er nok bare mig der er underlig.. Just call me weird, cause I am!

"Jeg er ked af at skuffe dig, men den bikini er ikke lige min stil," Hvad for noget? Den her bikini måtte da være alles stil. Hvordan kunne han sige sådan noget? Det kan jo umuligt være sand! Derfor må han lyve for mig og det er meget ondt!

"Du lyver! Jeg ved du vil tage den fra mig, når du ser den!" Jeg kunne nærmest se det for mig, hvordan Louis rystede på hovedet af mig og sukkede. Okay, det sidste kunne jeg høre, da han ikke gjorde det særligt lydløst, men altså... Vi snakker om det store billed her. 

"Kom nu bare ud derfra," Måske kunne jeg godt komme ud? Jeg har jo mine overseje ninjaskills til at forsvare mig selv med. Ja, det er det jeg gør. Jeg slår ham ned, hvis han prøver på det mindste... Man må godt slå mellem benene, hvis det er i selvforsvar ikke? Jo, det må man da godt. Eller det siger vi bare. 

"Okay, jeg åbner!" Langsomt drejede jeg låsen og skulle til at trykke håndtaget ned, da det pludselig gik stærkt. Louis kom ind af døren, trak en sommerkjolen ned over hovedet på mig og smed mig over skulderen. "Hvad fanden er det du laver?!" Louis grinede og gik ud af badeværelset.

 

(A/N): Hej, søde læsere :) Vi har begge haft travlt med konfirmationer og skole-afleveringer, så kapitlet har været lidt til side sat. Håber i kan lide det :) Nå, jo jeg skriver det her imens min medforfatter(Mathilde2410) ligger i solen og soler sig. Hun kommer hjem på fredag, så vær tålmodig! Hav en dejlig dag og smil til folk :D ReadingGirl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...