Our story- 1D

To bedsteveninder i storbyen London. Den ene musiker, den anden en teenagepige besat af et boyband. Alt dette lyder meget godt, men når nye personer trænger på og gamle frygte kommer tilbage, ser alting pludselig mørkere ud. Hvad vil der ske med pigerne? Er frygten for meget? Hvem er det der trænger på? Kan man dø af latter? Vil mus blive til rotter? Den eneste måde at finde ud af på, er at læse historien... (Der bliver brugt anstødelige ord i historien. Læsning på eget ansvar)

10Likes
13Kommentarer
1175Visninger
AA

8. Business? Or....

Kaitlyns synsvinkel:

Vi havde klaret os udenom drengene siden konfrontationen igår, og sad nu udenfor hotellet ved et af deres bord til måltider. Det var tidlig morgen og vi havde derfor fået sneget os herned, da drengene stadig sov efter en hård aften igår. 
Jeg samlede hænderne om kruset med teen foran mig og varmede hænderne imens jeg kiggede rundt på de andre der også havde valgt at nyde en udendørsmorgenmad. Det var mest ældre par og nogle få unge som så ud til at have en lang dag foran sig med vandring. Ihvertfald var de klædt på til det, med vandrestøvler og nogle rygsække der så ud til at kunne vippe dem bagover hvert øjeblik. Mit blik fortsatte videre hen på et ældre ægtepar(Eller kærestepar, hvem ved) der sad og flettede fingre med drømmende blikke rettet mod hinanden. Et bittert smil formede sig på mine læber, imens jeg bragte mit blik tilbage til personen foran mig. Katrin sad med en anspændt kropsholdning vedsiden af mig og knugede om et krus magen til mit. "Så, det du siger du gerne vil have os til er at forsvinde ud af deres liv og aldrig igen ses med dem?" jeg afholdte mit ansigt fra at vise følelserne der raserede inden i mig og kiggede med et blankt blik på personen. Personen der var en lyshåret dame på de 30 år, med et nervøst blik, som en mus fanget i en fælde. Hun virkede rastløs, ville afslutte samtalen hurtigst muligt. Måske troede hun jeg ville blive vred? Måske var jeg vred. Mine føleleser over det hun forslog var et rod, et kaos dannet da hun startede på sin forklaring. "Ja, i må forstå, piger! I er sikkert nogle søde piger og alting men den opmærksomhed drengene har fået siden jeres vandkamp, har været negativ på deres karrier. Pigerne er jaloux på jer og drengene mister fans pga. jer. Hvis i nu forsvandt ud af landet og holdt lav profil i..Hvad ved jeg, 10 år? Så må i hjertens gerne se dem igen. Vi er bare nød til at sikre drengenes ry, ved at ligge alle de her rygter end med det samme, forstår i ikke?" Hun kiggede med desperation i sit blik på mig, tiggede mig om at forstå. Jeg ville gerne fjerne desperationen fra hendes blik, men... Jeg, vi kunne ikke give slip på dem så hurtigt! Og alligevel...Efter igår var det sikkert bedst. 
"Hvilke rygter?" Katrins stemme skar igennem stilheden der var opstået efter damen, Ann, jeg huskede hende nu, havde talt. "Du ved, alle sladderbladene og det," Katrin hævede øjenbrynene i en mistænksom grimasse og damen, Ann sukkede. "At i er drengenes nye "Piger". Kærester, dække-kærester, at dem med kæreste er utro, du ved slangerne i paradis?" Jeg nikkede langsomt, begyndte at forstå hendes grunde, deres grunde. Drengenes management. Jeg skævede til Katrin der stadig så mistænksom ud, men valgte at holde sin mund da jeg gav hendes hånd et klem. For mange ville det ligne meget mere end det var, selv damen, Ann om jeg nogensinde ville lære at kalde hende det, kiggede en smule mistænksom og stødet på os. Noget hun ikke behøvede, min gestus var en simple gestus mellem bedste venner. 

"Jeg forstår, hvordan gør vi det så?" Jeg så smilet oplyse hendes ansigt og hun havde igen overtaget, ligesom igår, da jeg mødte hende i de uendelige gange. Det føltes som flere år siden, skønt det skete igår. Hvornår vores liv, mit liv blevet så besværligt? For mange år siden, men aldrig havde jeg troet det kunne blive så indviklet på så få dage. 
"For at undgå mere medieopmærksomhed, vil i være nød til at have forladt landet inden 7 dage. Hvis i vil have det kan jeg, vi finde nogle flybilleter der vil sørge for at i vil være ude af landet med det tidligste fly, men vi kan ikke stå indefor omkostningerne. Drengene skal ikke have noget af dette at vide. Vi håber på de ikke vil spørge indtil det og hvis de gør vil vi fortælle at i var nødtil at forlade os af ukendte årsager. I vil være nød til at forlade hotellet før 10 hvor drengene sikkert vil vågne, hvilket der er..." Hun kiggede på sit ur. "1 time til. Jeg vil råde jer til at pakke nu. Vi har betalt for 7 dage på et hotel, som i vil tage hen på så snart i er klar. Vi vil bede jer om at holde jer indendøre indtil i skal flyve, som igen vi vil bede jer om at være en nat, tidlig morgen eller sen aften. Nogen spørgsmål?" Ann så igen komfortabel ud i sit rette element, hvor hun vidste det hele og havde styr på det. Katrin åbnede munden, men lukkede den igen og lod mig styre samtalen. "Nej, vi har forstået. Vi vil selv styre vores flyvbilleter, men vil tage det først mulige fly. Så hvis du vil undskylde os, vil vi pakke vores tasker og komme af sted." Ann nikkede og jeg slap mit krus med den nu kolde te, og forsvandt sammen med Katrin op mod vores suite, hvor drengene forhåbentlig sov.

"Det er det rigtig at gøre ikke? Vi forsvinder for vi kan gøre mere skade? Det må da være en rigtig ting at gøre..." Katrin stod mumlende vedsiden af mig, imens vi kørte i elevatoren. Hun så ikke ud til at snakke til mig, men jeg havde alligevel følelsen af at jeg skulle svare hende. "Det er det rigtige at gøre" Katrin blev revet ud af sin trancelignende tilstand og kiggede trist på mig. "Men vi kan se dem om 10 år." Katrin smilede et lille håbefyldt smil, og jeg nikkede. "Jo, 10 år." Men selvom mit hjerte ønskede at tro det, vidste min hjerne bedre. Det skulle Katrin bare ikke vide.

 

****

Vi nåede ind i suiten, mens den svage lyd af snorken lød igennem suiten. Jeg kiggede ind i stuen, da vi passerede forbi den, tog alt ind. Huskede stunderne vi havde haft der, Louis der... Vredt huskede jeg mig selv på at vi kun havde været her i få døgn. Og allerede været ved at ødelægge 5 karriere, vi måtte være ved at slå en rekord eller sådan noget. Jeg smilede trist imens jeg fulgte ind på værelset der var blevet tildelt os. Ikke engang min egen tossede tankegang, kunne fjerne den triste fornemmelse, som lå og pustede mig i nakken. Jeg pakkede mine ting væk, som allerede var spredt udover rummet, trods den korte tid vi havde boet her. Det tog mig dog ikke så langt tid, som jeg ønskede, men det ville også være umuligt. Man kunne ikke rydde op for evigt. 

Katrin var forsvundet fra rummet, da jeg kom udfra badeværelset med de sidste ting. Jeg pakkede dem hurtigt ned, før jeg begyndte at rydde lidt op. Jeg vidste godt der var stuepiger, men hvis bare jeg kunne udskyde det lidt mere. Bare et par minutter. Til sidst, efter at billedet på væggen var blevet rettet på mindst ti gange, måtte jeg indse at jeg ikke kunne udskyde det mere. Jeg fik bakset min kuffert og taske ud til "fordøren", hvor Katrins ting også stod, alene. Forvirret kiggede jeg rundt og begyndte så lydløst som muligt at lede efter hende. Hvor kunne hun været?.... Måske, men....

Lydløst begyndte jeg at liste mod værelset. Det måtte være stedet hun var, hvor ellers?

Ganske rigtigt stod Katrin i dørkarmen og kiggede, med hovedet på skrå, ind i det mørklagte rum, hvor solen kæmpede sig igennem gardinerne, som var trukket for vinduerne. Hendes holdning var anspændt, og armene lå stramtfoldet over brystet. Jeg stoppede tavs nogle skridt fra hende, og åbnede munden for at gøre hende opmærksom på at vi måtte afsted. "Vi kommer aldrig til at se dem, igen vel?" Hun drejede ikke sit hoved, som nu hvilede mod dørkarmen, men jeg vidste hun talte til mig. Jeg sukkede stille, jeg vidste jo godt hun var klogere end det. Hun vidste jo godt vi aldrig ville komme til at se dem. Hun var ikke et barn. "Ja, vi kommer aldrig til at se dem." Stilheden der lagde sig over os, var trykkende, hørte ikke til imellem os. Vi havde altid et eller andet at snakke om, grine af, men ikke idag. Jeg drejede mit hoved og fangede synet af en mørk silhuet på sengen i det mørklagte rum. Det triste smil indfandt sig. Jeg måtte spørge hende senere, hvorfor hun var gået herhen. Jeg vendte igen mit blik mod Katrin. Jeg hørte hendes suk, så hvordan hun blinkede kraftigt, før hun vendte sig mod mig med sit sædvanlige smil. "Det er bare synd for dem. Skal vi ikke komme af sted?" Fejlen ved det hele var at smilet ikke nåede hendes øjne og stemmen var tom, en hul klang, hvor latteren og glæden plejede at være. Ligesom da... Jeg rystede på hovedet og smilede til hende. Sammen gik vi mod døren og afslutning på dette kapitel af vores liv. Bag os lå silhuetten uvidende og sov en fredfyldt søvn. Og sådan skulle det fortsætte.

Vi pjattede vidst i elevatoren og vejen hen til det andet hotel, men det var bare en facade. En facade sat op til ære for menneskerne omkring os, taxachaufføren,receptionisten og de andre gæster på hotellet. En facade der forsvandt ligeså snart døren lukkede sig bag os og vi stirrede bare fortabte på hinanden. Jeg tror Katrin mumlede noget om at finde noget mad eller sådan noget, men lyttede ikke rigtig. Jeg må på et tidspunkt have flyttet mig og bestilt flybilletter til den tidligste tid jeg kunne, som var om 6 dage. Jeg er ikke sikker, jeg husker ikke at have bestilt dem eller bevæget mig, men foran mig stod min computer og bød mig god ferie til England. Hvis bare det var ferie...

Jeg følte mig vred, hvorfor var jeg så trist? Jeg havde kun kendt dem i et par måneder?! Og her sad jeg som om jeg havde mistet min familie igen?! Forfanden, de var 5 drenge. De kunne ikke være så specielle?! 
Men det er de jo, hviskede en lille stemme inde i mig. De var 5 verdensberømte drenge, men det var ikke hvad der gjorde dem specielle. Det var deres natur, deres væremåde, personlighed. De vidste ikke hvad der var sket engang, de så ikke på os med de bekymrede øjne, der nærmest forventede at du brød sammen. De så os for hvem vi er og ikke hvad vi er gået igennem. Det var jo derfor det gjorde ondt. Fordi jeg nu skulle se folk i øjne og se et medlidende blik stirre tilbage. Fordi jeg bare ville glemme hvad der var sket og min familie. Jeg ville ønske jeg kunne glemme dem, eller bare Alex. Bare ham. Men det var ikke muligt. Det var sket, jeg havde en lillebror og ingen forældre. Jeg havde været ved at ødelægge et verdensberømt boyband´s ry på få døgn. Alting var sket og det var derfor jeg stod her på et hotel gemt væk fra verden og dens befolkning.

 

(A/N): Så fik jeg(Readinggirl) gang i fingrene og tastet derud af. I har i de foregårende kapitler, fundet ud af lidt af Kaitlyns fortid, men hvad med Katrin? Hvad mon der gemmer sig bag den blonde facade? Det glade smil? De store øjne(Joke)? Og hvem var det hun kiggede ind hos før hun forladte drengene? Der er så mange ubesvarede spørgsmål og så lidt tid :) 

Og jeg (mathilde2410)fik rettet nogle fejl og sovet rigtig godt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...