Our story- 1D

To bedsteveninder i storbyen London. Den ene musiker, den anden en teenagepige besat af et boyband. Alt dette lyder meget godt, men når nye personer trænger på og gamle frygte kommer tilbage, ser alting pludselig mørkere ud. Hvad vil der ske med pigerne? Er frygten for meget? Hvem er det der trænger på? Kan man dø af latter? Vil mus blive til rotter? Den eneste måde at finde ud af på, er at læse historien... (Der bliver brugt anstødelige ord i historien. Læsning på eget ansvar)

10Likes
13Kommentarer
1168Visninger
AA

7. Bad day...

Katrins synsvinkel:

Jeg kiggede tilfreds ud over publikummet. Vi havde lige spillet det "sidste" nummer, og de skreg desperate efter et ekstra nummer. Og som den søde og flinke person jeg nu er så gav jeg dem det selvfølgelig. Og det var slet ikke fordi at vi havde aftalt det i forvejen.

Jeg kiggede mig rundt efter Kaitlyn. Hun sad på bagerste række, hun havde selv sagt at hun ville. So don´t blame me! Jeg fik nærmest et chok da jeg så hende. Hun sad fuldstændigt i sin egen verden med tårene trillende ned af kinderne. Da drengene havde takket af for i dag, var jeg den først der var nede af scenen. Selvom det burde være drengene, men der var altså vigtigere ting i livet end dem lige nu. Lige da de var kommet ud fra scenen overfaldte jeg dem nærmest. "Hvilken dato er det i dag?!?" det forvirrede dem helt klart. "Øhm den 18? Hvorfor da?" de fik ikke noget svar. Selvfølgelig, hvor dum kan man dog være? Det var jo selvfølgelig derfor, det var jo forhelvede Futtes fødselsdag!

(Længere forklaring venter forude)

"Kaitlyn? er du okay?" jeg liggede en trøstende hånd på hendes skuldre. Hendes skuldre rystede og det tydede på at hun græd. "Kom søde så går vi et andet sted hen, hvor der ikke kommer så mange mennesker."

Jeg følte det som om jeg var hendes mor, da hun bare nikkede og tog min hånd. Hun trak hendes hætte op på hendes trøje for at skjule hendes forgrædte ansigt og sammen skyndte vi os ud i mit omklædningsrum der var heldigvis ikke nogle derinde, hvilket fik mig til at slappe lidt mere af. Kaitlyn trak sig ud af mit greb og smed sig med hovedet ned i betrækket på sofaen. Jeg satte mig på en stol og kiggede på hende. Jeg begyndte at snakke til hende, men det eneste jeg fik var nogle grynt fra hende, som blev kvalte mod sofaen, da hun nægtede at vende sig. "For helvede, Kaitlyn. Hvorfor finder du ham bare ikke? Hvis du virkelig skal være så nedtrykt. Det kan ikke være godt for noget!" Jeg følte mig frustreret, det var ikke fordi jeg havde lyst til at hvæse af hende. Det skete bare. Jeg ville så gerne have hende til at smile, hun var forfanden altid smilende! Hvorfor kunne hun bare sparke sig selv og finde Futte. Så ville de begge to sikkert blive glade. "Du ved godt hvorfor jeg ikke kan." hvæsede Kaitlyn, hun havde drejet sit hovedet så hun kunne se mig. Hendes øjne skød lyn, men hvad fanden? Jeg havde fået en reaktion ud af hende. "Nej, jeg ved kun din latterlige grund!" jeg rejste mig op, det var hårdt at være sur, når man følte sig lykkelig over at hun reagerede. Kaitlyn havde tydeligvis lagt mærke til at jeg havde svært ved at holde ved vreden, da hun selv også kølede lidt af. En stilhed opstod imens Kaitlyn så ud til at tænke. Jeg selv kiggede med bekymrende øjne på min veninde, imens den gnavne tvivl i mit baghoved gnavede. Havde drengene virkelig hoppet på løgnen? At hun havde menstraution? Var de virkelig så naive? Eller stolede de bare på os?

"Jeg vil bare ikke gøre mere skade," lød en mumlende fra den mørkhårede pige på sengen. Jeg havde næsten ikke hørt hende, fordybet i mine millioner af spørgsmål. Jeg skulle til at forklare hende at hun ingen skade gjorde, men hendes grønne øjne omkranset af rødt, pga. hendes tårer, så trist på mig. Hendes næsten altid opvendte mundvige hang sørgeligt nedaf, hendes underlæbe dirrede. "Åhh, Kaitlyn." Jeg satte mig ned vedsiden af hendes siddende skikkelse og svang armene om hende. "Du ligner seriøst en fortabt hundehvalp lige nu," den latter mine ord fremkaldte var ægte, men sørgmodig. Som lyden af klokker ved en begravelse. "Jep, men jeg er din hundehvalp." Hun krøb indtil mig selvom vi næsten var lige høje. Det var hendes måde at fortælle jeg ikke måtte give slip, altid været mere til fysiske tegn end ord. "Det er lige hvad du er." Jeg smilede og vi sad lidt sådan.
Noget tid senere trak Kaitlyn sig væk, ikke længere istand til at blive holdt eller holde om nogen. "16 år, Katrin. Forfanden han var 10 da det skete. Hvordan tror du lige han ser ud. Han har sikkert piger rende efter sig. Ja, selv dengang havde han piger på krogen." Jeg lod hende tale, da jeg af flere års erfaring vidste hun havde brug for det. "Han er sikkert 2 meter høj og lækker af helvedes til. For fanden, det er ikke engang pinligt eller mærkeligt at tænke på ham som lækker." Jeg himlede med øjne af Kaitlyn, det havde hun sagt de sidste 3 år. Hvilket var mærkeligt, da hun sagde det første gang da han var 13. "Du skal ikke rulle øjne af mig. Du ved godt at han var pæn af en 10 årig at være!" Jeg trak på skuldrene og sukkede. "Jaja, din bror er lækker." Jeg kiggede blidt på hende da jeg forsatte." Men er det i år vi får talt ud om ulykken?" Kaitlyn sukkede. "Måske..." Jeg smilede lidt skævt. Jeg vidste hvad der var sket, men ikke fra et offers synsvinkel  Jeg vidste hvad der stod i aviserne og politirapporterne, men Kaitlyn nægtede at omtale den. "Du ved godt 6 år er lang tid. Du kan godt fortælle mig det.Jeg sig..." Kaitlyns hånd røg op, et tegn til at stoppe. "Den tale har jeg hørt tusind gange af tusinde folk. Jeg gider ikke tale om det, okay?" Kaitlyn prøvede at være irriterende, gøre mig vred så jeg ville gå, som de andre år, men dette år ville være anderledes. Alt var jo allerede anderledes.

 

                                                                          ***

 

Liam's synsvinkel.

Pigerne var ikke kommet endnu. De andre havde vist også bemærket det for de kiggede sig lidt mere omkring og var mere ukoncentrede end de plejede, eller vi plejede at være. Vi var faktisk ret opmærksomme når vi skulle skrive autografer og nogle af fansene var omme backstage. "Jeg smutter lige på wc" mumlede jeg til Niall der sad tættes på mig. Uden at vente på hans svar gik jeg afslappet ud og smilte til nogle af de piger der var omme ved backstage ved os lige nu. Jeg orkede det bare ikke og så skulle jeg også lige finde pigerne. Det var lidt underligt at Katrin bare var styrtet ud foran os, med et meget underligt udtryk i ansigtet. Men det er der jo så meget der er, altså mærkeligt.

Jeg gik ud på gangen og hen mod Katrins omklædningsrum. Noget fik mig til at stoppe, og tøve uden foran døren, der var vel en grund til de ikke var kommet? Eller havde de bare glemt tiden og sad og snakkede? Jeg vidste godt at det var dumt og jeg ved godt at jeg ikke burde gøre det, men jeg gjorde det nu alligevel. Kender i det, hvor man ved at man kommer til at fortryde det her senere. Sådan havde jeg det nu, men ikke desto mindre gjorde jeg det alligevel, mit øre blev lagt på døren og jeg anstrengte mine øre til at høre hvad der blev sagt på den anden side af døren

"Jeg vil bare ikke gøre mere skade," lød fra en mumlende person inde fra rummet, jeg kunne høre at det var Kaitlyn der snakkede. Hvad det var hun snakkede om, vidste jeg ikke. Hvad havde hun ødelagt? Havde hun gjort nogen ondt? Umuligt, sådan ville Kaitlyn aldrig kunne gøre. Hun måtte have væltet noget. Sådan noget kunne vel godt være sket? Det ville kunne ske for hvem som helst.

Jeg var gået glip af noget af samtalen, da jeg havde været fordybet i tanker, men blev revet ud af dem da en Kaitlyns latter lød indefra rummet. En sørgelige latter, hvori der intet spor af glæden der plejede at være. "Jep, men jeg er din hundehvalp" Undrende skød jeg øjenbrynene sammen og et øjeblik overvejede jeg at gå tilbage til de andre. Måske havde jeg hørt forkert første gang og de var bare igang med en af deres tossede samtaler?
"Det er lige hvad du er." Jeg hørte for første gang Katrins stemme, som var tynget af sorg, men også kærlighed for Kaitlyn. Det var ikke ´bare´ en af deres tossede samtaler. De blev stille i flere minutter før en række forskellige lyde kunne hørtes. En eller begge måtte bevæge sig, efter lyden at fortælle. "16 år, Katrin. Forfanden han var 10 da det skete. Hvordan tror du lige han ser ud. Han har sikkert piger rende efter sig. Ja, selv dengang havde han piger på krogen. Han er sikkert 2 meter høj og lækker af helvedes til. Forfanden, det er ikke engang pinligt eller mærkeligt at tænke på ham som lækker." Jeg stirrede forvirret på døren imens jeg kunne høre Kaitlyn tag en meget dyb vejrtrækning." Du skal ikke rulle øjne af mig. Du ved godt han var pæn af en 10 årig at være!" Et suk lød. "Jaja, din bror var lækker." Ahva? Bror? Har Kaitlyn en Bror? Eller havde... Måske var han død?

"Men er det i år vi får talt ud om ulykken?" Hvilken ulykke? Hvad var der sket? Døde hendes bror i en ulykke? Men hvorfor skulle han så være 2 meter høj nu? Ville Kaytlin ikke indse han var død? Og var Katrin hendes psykolog? Eller værge? Var det derfor Kaitlyns skulle med? For at Katrin kunne holde øje med hende? Var Kaitlyn selvmordstruet?
Jeg skubbede hårdt tankerne fra mig. Det var latterligt. Selvfølgelig var det ikke sådan. Og hvis det var så ville det være helt okay. Måske kunne jeg eller vi få hende til at komme på rette spor, hvis altså hun er selvmordstruet.

"Måske." Jeg havde midt i mine vilde fantasier, næsten glemt hvad de talte om. "Du ved godt 6 år er lang tid. Du kan godt fortælle mig det. Jeg sig..." Katrins stemme døde ud midt i hendes sætning. Hvad var hun igang med at sige?

"Den tale har jeg hørt tusind gange af tusinde folk. Jeg gider ikke tale om det, okay?" Jeg kunne ikke stå og lytte til deres samtale mere. Der var for mange ubesvarede spørgsmål og min tålmodighed holdte ikke lige så lang tid som min nysgerighed. Jeg braste ind i rummet, uden rigtigt at tænke videre over det. De to piger  foran mig kiggede skræmte på hinanden da de så mig, hvorefter de igen så på mig. "Hvor meget har du hørt!" hvæsede Kaitlyn af mig og jeg trådte et skridt tilbage i ren overraskelse. "Det hele?" Jeg kiggede forvirret på dem imens millioner af tanker, scenarier, forstillinger og billeder sværmede rundt i mit hoved.

 

                                                                              ***

 

Kaitlyn's synsvinkel:

Det var bare løgn det her! Han havde hørt det hele, eller det sagde han i det mindste. Det var ikke til at vide, hvor meget han havde hørt. Hvorfor sker det også altid lige for mig?!? Ja det er ikke første gang at det her er sket. Eller jo lige med den her samtale var det første gang, men det var ikke første gang at andre havde overhørt nogle private samtaler mellem Katrin og jeg. Forstår du? Hvis du gør så er du klog for jeg forvirre virkelig mig selv lige nu. Hvorfor forvirre det mig? Er det måske ikke mine egne tanker? Nej det er da en alien der har overtaget dine tanker og tænker for dig helt klart det må være derfor!

Jeg var helt stille. Det havde fuldstændig lammet mig, tænk at han havde hørt det!

Men set på den anden side så er mit liv allerede fucked up så det kan da umuligt blive værre...

Lige indtil at alle drengene væltede ind i rummet og stirrede på mit tårevædet ansigt. "ARGH! Skrid så ud jeg kan ikke mere! Vil ikke. Nej bare gå, det her det kommer aldrig til at gå. Hvordan kunne jeg dog være så dum?!?" Sagde jeg i et oprevet tonefald mens jeg hev mig selv i håret som om jeg var sindssyg (hvilket jeg sikkert også er, mindre detalje)

Men helt ærligt skal de lige komme ind på et så trælst tidspunkt?! Var det måske ikke nok at Liam havde overhørt vores samtale, men nej, nej nu vil alle sikkert have en forklaring. Jeg sad som forstenet da Katrin som den gode veninde der altid redder mig fik alle drengene ud, med en mumlende forklaring der lød på at jeg havde menstruation og ikke havde nogle bind? Det tror jeg i hvert fald, for jeg hørte kun med det ene øre, det andet var nemlig fuldt beskæftiget med at tænke. Vent et øre?? Nu går det da først helt galt for mig! Kan et øre måske tænke, nej det tror jeg ikke lige Kaitlyn! Hvorfor har jeg den her diskussion med mig selv? Jeg har jo ret på alle punkter, et øre ikke kan tænke? Men det kunne da være sejt hvis det kunne, prøv lige at lave en sætning med det. "Hey vent lige! Mit øre prøver at tænke!" haha det kunne have været mega grineren!

Me-e-en der var faktisk ikke noget der var så sjovt lige nu. Så bare glem min meget underlige tankegang og så går vi tilbage til den alvorlige stemning der nu hang i rummet. Jaer alvorlig stemning og mig er ikke gode venner....

                                                                                 ***

 

Katrins synsvinkel:

Det var hårdt at se sin bedste veninde bryde sammen på den måde. Og så gjorde det, det jo ikke meget bedre at alle drengene var her inde. Det kunne ikke blive værre.

Troede jeg.
Hvis jeg havde vist hvad der ville ske næste dag så... Ja så hvad? Hvad kunne jeg egentligt gjort?? Intet, absolut intet.

(A/N): Det er den skønne Mathilde2410 der har skrevet næsten hele kapitlet, så jeg kan ikke sige ret meget. Ikke andet end, hun er da en dejlig pige, der virkelig kan gøre tingene spændende :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...