10 THINGS I HATE ABOUT YOU


2Likes
4Kommentarer
984Visninger
AA

3. Kapitel 3 - That's our guy

 

Det store bibliotek havde den sædvanlige ro over sig. Langs de høje, propfyldte reoler går Bianca Stratford på besked fra kontoret. Med franskbogen i hånden går hun nervøst og let på tå mod gruppebordene, hvor hun ville møde sin nye fransktutor. Ved bordet ved vinduet sidder Cameron og skimmer siderne, mens han hastigt bladrer igennem bogen og fanger de vigtigste begreber. Da hun sætter sig ned ved siden af ham, hilser hun pænt og Cameron sender en fjoget smil retur. Hastigt sætter hun sig ned på stolen ved siden af ham, med ivrige trippende ben.

  ”Kan vi skynde os lidt? Roxanne og Andrew Barret er ved at droppe hinanden i et kæmpe skænderi ude i gården.” Hun smed bogen på bordet og lagde sig tiggende ind over. Cameron sad nervøst for sig.

  ”Øh, åh, ja. Jeg tænkte vi kunne starte med udtale, hvis det er i orden med dig?” stammede han nervøst.

  ”Jeg ville foretrække at springe udenom alt den gurgling og besværligt tungearbejde.”

  ”Øh. Der er også et andet alternativ,” Bianca gjorde store, interesserede øjne. ”I anledning af det kulturelle kunne vi tage ud og… spise fransk mad… måske fredag aften?” Bianca rynkede næsen med et lille glimt i øjet.

  ”Du inviterer mig ud?”

  Cameron nikkede forlegent.

  ”Hvor er det sødt! Hvad var det nu du hed?” Fortsatte hun.

  ”Cameron,” mumlede han. ”Hør, jeg ved godt din far ikke vil lade dig gå ud, men jeg tænkte hvis det var til gavn for dine fransktimer…”

  ”Hey, vent et øjeblik, Curtis,” afbrød hun.

  ”Cameron.” Rettede han hende.

  ”Min far har lige lavet en ny regel: Jeg kan date, hvis min søster gør.”

  ”Er det rigtigt? Det er jo fantastisk! Jamen i så fald, kan du lide at sejle? Jeg har læst om det her bureau der udlåner både og…”

  ”A beaucoup problemo, Calvin. I tilfælde af du ikke allerede har bemærket det, er min søster et misfoster.”

  ”Jo. Ja. Jeg har lagt mærke til hun er en anelse anti-social. Hvad skyldes det?”

  ”Uopklaret mysterium. Hun plejede at være populær, men bagefter var det som om… hun blev træt af det. Tror jeg. Jeg er efterhånden blevet tilhænger af troen på, at hun er ude af stand til at kommunikere med mennesket. Plus; hun er en kælling.”

  ”Ja okay men, du ved, der findes mange mænd der ikke generes af at date… en besværlig kvinde. Jeg mener… folk hopper ud fra fly og svømmer med hajer. Det ville være ligesom ekstrem dating.”

  ”Tror du, du kunne finde nogen ekstrem?” Bianca gjorde store, håbefulde øjne.

  ”Ja, hvorfor ikke?”

  ”Ville du gøre det,” hun lagde sin fine hånd blødt ovenpå hans imens hun fortsatte med sin honningbløde stemme  ”for mig?”

  ”Ja, for pokker!” Udbryder Cameron, inden han rømmer sig og omformulerer. ”Jeg mener, jeg kunne undersøge sagen.”

 

Derefter mødtes Michael og Cameron i gården. De to venner indledte nu søgningen på en mand ekstrem nok til at date Katarina Stratford. De solgte deres bedste argumenter og forsvarede den blonde satan når endnu en kandidat skreg af angst. Det føltes som timer de to drenge vandrede rundt og spottede kvalificerede mænd, men ingen var interesserede i en personlig kamp med Katarina Stratford. Med sænkede hager gik de derfor til time.

 

Biologilokalet havde en tyk lugt af indholdet i en frø. Dissektionerne skete henholdsvis voldsomt og useriøst imellem de skoletrætte studerende. Cameron smed opgivende sin kniv i plasticbakken med den døde frø.

  ”Hvad sagde jeg? Det er umuligt. Ingen vil gå ud med hende!” Triumferede Michael. Cameron så trist ned i bordet. Han kløede de små skægdepoter, der var begyndt at vokse ud i små kolonier omkring hans kindben. Han løftede blikket og lod det glide over eleverne med en sidste udvælgelse. Da fik han øje på ham og genspillede i hovedet, hans første møde med den asociale, attitudeproblemramte Patrick Verona. Cameron puffede livligt til Michaels skulder.

  ”Hvad med ham?” Cameron måtte bide sig i læben for ikke at lyde alt for begejstret. Han var sikker på han havde fundet manden.

  Michael vendte sig om for at overveje hvem Cameron pegede ud. Da han fik en kort øjenkontakt med Verona, satte han sig hurtigt tilbage og slog blikket ned i det sorte granitbord der flød med frøblod. Han slog Cameron i nakkeskindet for at få ham til at gjorde kunsten efter.

  ”Nej! Kig ikke på ham, okay? Han er kriminel.” Cameron var pinlig på Michaels vegne over hans opførsel, men da han ligeså fik øjenkontakt med Verona og anede en mistænksomhed i hans øjne turde han alligevel ikke andet end at bibeholde blikket nedad. Michael fortsatte.

  ”Jeg har hørt han har sat ild til en politibetjent. Han har lige spenderet et år i San Quentin.”

  ”Fængslet?” Spurgte Cameron lettere forbavset og kunne ikke modstå trangen til at betragte den mørkhårede sten, der nu legede med gasflammen og forsøgte at tænde en smøg med den. Michael nikkede melodramatisk. Cameron så den lyse side af sagen.

  ”Så ved vi i det mindste at han er tændt.” Han trak optimistisk på skuldrene.

  ”Jeg mener det, Cameron.  Han er sindssyg. Han solgte sin egen lever på det sorte marked, for et nyt sæt højtalere.” Cameron hørte ikke andet end kvalifikationer og da Michael endelig stoppede snakken, lagde Cameron en hånd på hans skulder.

  ”Han er vores mand.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...