10 THINGS I HATE ABOUT YOU


2Likes
4Kommentarer
982Visninger
AA

1. Kapitel 1 - Padua High School

 

10 THINGS I HATE ABOUT YOU

 

En helt almindelig og kedelig skoleformiddag i maj måned. Solen bager i det nordvestlige Washington på Padua High School. Eleverne kravler trætte og ubegavede ind langs de store gange som stimer af laks. Et skab åbnes i ny og næ hvor en jakke placeres og en bog trækkes ud. Vennekredsene fylder fortovet og den store forhave til den røde bygning hvor fire elendige år med kampen om overlevelse og popularitet, skal overstås. De sidste hovedpineramte og søvnmanglende ansigter parkerer de gamle, brugte passater, krydser den store parkeringsplads og glider ind i folkemængderne. Imens seniorerne holder stramt fat i halskraven på miniputterne og stjæler frokostpenge sidder Cameron James på skoleinspektøren, Ms. Perky’s kontor, nervøs og ventende. Ms. Perky noterer sit sidste på sin bærbare HP-computer og slår derefter skærmen ned. Hun rejser sig og rækker ham dagens skema. Han studerer nøje alle lokaletallene og de avancerede forkortelser af lektionerne, inden hun bryder tavsheden og hans dybe koncentration. Hendes runde, oldgamle briller hænger om hendes rynkede, slanke hals i en tynd sølvkæde. Hun trækker dem op over næsen og retter lidt i det grånuancerede permanente hår. Ligegyldigt skipper hun hans journal og bider sig fast i hans skolegang.

  ”Min gud dog.” Hun vender sig mod ham. ”Ni skoler på ti år?”

  Cameron nikker. ”Ja. Ja, min far…” begynder han. Hun hejser hånden op som stoptegn.

  ”Ja, tak, det er nok,” mumler hun henkastet. ”Jamen velkommen til, Cameron,” siger hun halvhjertet og smiler sit professionelle arbejdssmil. Det var efterhånden rutine.

  Da en mudderklat rammer mod hendes kontorrude bag hende, smiler hun igen, denne gang med tænder og en facade der var så falsk som en legetøjstelefon. Hun løfter hånden i retning mod ruden med en knyttet hånd og en oprejst mellemfinger.

  ”Jeg forventer ikke du finder Padua High School anderledes end dine tidligere skoler, Cameron.” Hun rømmer sig. ”De samme sløve, hjerneløse idioter alle steder, har jeg ret?” griner hun og sætter sig igen i sin læderbetrukne kontorstol.

  Cameron rykker forvirret på sig og betragter kontorets alle fire hjørner imens han stammer, ”undskyld… hvad? Sagde du lige…?” Han spilede sine øjne forundret op. ”Er jeg på det rigtige kontor?” spørger han og tjekker endnu engang Ms. Perky’s navneskilt for kanten af hendes skrivebord. Der stod rigtigt nok skoleinspektør.

  ”Nej, ikke længere,” begynder hun og åbner skærmen på sin computer. ”Jeg har elevsamtaler, der skal overstås og en novelle der skal afsluttes, så smut.” Cameron sad ubevægelig i den varme stol.

  ”Smut!” gentog hun med en lys og lystig stemme. Inden han ihærdigt rejste sig og svang skoletaskeremmen over skulderen, rettede hun kort på sit pink kvindesyede jakkesæt der sad tæt om hendes gamle, tyndslidte krop.

  Det blev pludselig trængt at komme igennem døren, da en høj, bredskuldret dreng med et afvisende koldt ansigt stod i vejen. Cameron dømte situationen ud fra den grå tanktop og den mørkeblå skjorte, der stramt sad om drengens skuldre og ned langs omfanget af hans biceps. Cameron undskyldte ydmygt og flygtede fra faren.

  Drengen med det lange, sorte charmerende hår der krøllede bølgende i spidserne og omringede hans stærkt markerede kindben, trådte ind med lange, tunge skridt. Et selvsikkert smil plantedes på hans læber, da han overlegent kom ind på det velkendte kontor.

  ”Patrick Verona,” smilte hun oprigtigt og imødekommende. Hun betragtede som sædvanlig hans detaljerede ansigt et sekund længere end hun burde.

  ”Ms. Perky,” hilste han høfligt velvidende hvad der ventede ham.

  ”Jeg kan se vi gør disse besøg til et ugentligt ritual,” sagde hun og sænkede hagen for at møde hans blik udenfor brillernes omfang. Endnu engang afslørede han et smil med selvsikre undertoner og et perfekt tandsæt.

  ”Kun for at vi kan have disse øjeblikke sammen,” drillede han med en dyb, silkeblød stemme.

  ”Meget sjovt, kængurudreng. Der står her du viste private ejendele i cafeteriaet?” Hun så overrasket på det blanke papir hvorfra hun læste op. Hun mødte nysgerrigt hans blik med spørgende øjne.

  ”Jeg lavede sjov med kantinedamen. Hun ville sælge mig en grillpølse,” fortalte han præget af sin accent og med sit mest undskyldende toneleje, der dog ikke var helt overbevisende.

  ”Grillpølse,” gentog hun mumlende imens hun rejste sig og kom nærmere. ”Er Vi ikke optimistiske?” spurgte hun med fokus under bæltestedet. Hun rettede det opad igen og lod sig ikke genere af hans krænkede og forvirrede ansigtsudtryk. Han stod med åben måbende mund.

  ”Næste gang, beholder du den indendørs, okay?” Hun nikkede bekræftende og selvtilfreds. ”Smut,” nåede hun lige at tvinge ud af sine sprukne, læbepomadesmurte læber inden hun igen placerede sig i læderstolen. Han kørte hånden gennem det fedtede, lange hår og kløede sig i nakken inden han forlod lokalet. Hun læste de sidste linjer i det åbne skrivedokument på computerskærmen, inden hun tilføjede grillpølse i den erotiske roman.

 

Under engelsktimen forsøgte Mr. Morgan at forbeholde roen i klasselokalet 208, imens han ihærdigt tvang personlige meninger ud af eleverne omkring dagens lektie.

  "O'Conner!" skreg han ud af det blå og Daniel O'Conner løftede forskrækket det sovende ansigt fra sit bord. "the Sun Also Rises?" lød det fra Mr. Morgans mørke, fyldige læber. Daniel trak uforstående på skuldrene og Mr. Morgan sukkede opgivende. Et kort øjeblik lyste hans øjne op da en arm blev løftet i vejret.

  "Ja, ms. Williams?"

  "Jeg elskede digtet. Hemmingway er så romantisk." Hun strakte sig overgivent ind over det enlige bord med hænderne samlet imens hun glippede fortryllende med øjnene. Straks lød afbrydelsen fra Katharina Stratford. Endelig kunne hun bryde ind.

  "Romantisk? Hemingway?" Hun fnes uenigt. Mr. Morgan himlede opgivende med de trætte øjne, efterfulgt af et suk mens han ventede på eksplosionen. "Han var en voldelig, alkoholisk mandschauvinist der spildte halvdelen af sit liv i hælene på Picasso, i et uendeligt forsøg på at overgå ham," fortsatte Kat Stratford i sit sædvanlige protesterende toneleje.

  "I modsætning til en bitter, selvretfærdig og bedrevidende trunte foruden venner?" Mobbede den kække og smarte Joey Donner, siddende to pladser bag hende, med et tilfreds og smørret smil på de fedtede læber.

  "Skru ned for charmen!" Brød Mr. Morgan ind, efter Joey overlegent klaskede en high-five i hænder hvis ejermænd støttede op om udtalelsen. Men Kat var ikke færdig. Rasende vendte hun sig i stolen og borede sit blik ind i øjnene på Joey der nu trak drillende i mundvigen.

  "Jeg går ud fra at, at være en mand og en idiot på samme tid gør dig værdig i vores tid." De små støttende lyde fra de tilbageladte klassekammerater lod sig igen lyde.

  "Hvad med Sylvia Plath, Charlotte Brontë eller Simone de Beauvoir?" fortsatte Kat med sin flagrende kampgejst. Hun genskabte øjenkontakten med Mr. Morgan, da døren åbnes indtil klassen og Patrick Verona hastigt træder ind.

  "Hvad er jeg gået glip af?" spurgte han med et letsindigt smil og manglende interesse. Kat fjerner blikket fra Veronas ligegyldige ansigt og sætter sig igen rankt i sin stol imens hun rømmer sig.

  "De undertrykte, patriarkalske værdier, der definerer vores uddannelse," svarede hun, som læste hun op fra et manus.

 "Aha," mumlede de tynde, saftige læber i det markante ansigt. Tilfreds med den hurtige opdatering, nikkede han samtykkende, vendte på hælen og fortsatte ud samme vej, som han kom ind. Uden reaktion eller held kaldte Mr. Morgan ham tilbage, men inden han nåede yderligere kommentarer, blev han afbrudt.

  "Mr. Morgan, er der nogen chance for vi kan tvinge Kat til at tage sig medicin inden hun går til time?" drillede Joey.

  "En dag vil du få de røvfuld du fortjener," Mr. Morgan så alvorligt på Joey. "Og jeg vil ikke gøre en eneste ting for at stoppe det," afsluttede han sandfærdigt og stolt. Joey sank ned i stolen og forholdt sig derefter stille. Han fortsatte: "Og Kat. Jeg vil gerne takke dig for din synsvinkel." Kat rettede ryggen op og nikkede imødekommende for hans ord. "Jeg ved hvor svært det må være at bære over med alle de år af den øvre middelklasses undertrykkelse," fortsatte han sarkastisk. "Det må virkelig være svært..."

  "Ellers andet?" spurgte hun fjernt og fornærmet.

  "Ja, gå til kontoret. Du irriterer mig."

  "Men, Mr. Morgan..." protesterede Kat.

  "Nu!"

 

Endnu engang måtte Ms. Perky forlade sine heroiske forestillinger om Reginald's lidenskabelige eventyrer og klargøre den skarpe klang fra stemmebåndene. Kat indtog rummet med sin iøjnefaldende, barske attitude med det lille, provokerende smil hængende i den ene mundvig.

  "Nå, Kat." Kat tog plads i den varme stol foran katederet. "Jeg hører du har terroriseret Mr. Morgans timer. Igen," fortsatte Ms. Perky.

  "At udtrykke mine meninger er ikke en terroristisk handling," svarede Kat igen.

  "Pointen er, Kat." Ms. Perky løftede sit kaffekrus og betragtede koppens mønstre. Hun roterede hånden, så Kat kunne ane en figureret kat på det dekorerede krus.

  "Kat," fastslog Ms. Perky med en pegende finger imens hun lo af det latterlige tilfælde. Kat så ikke morskaben og fortrak derfor ikke en mine. Ms. Perky forstod hun ikke kunne snige sig udenom det kommende samtaleemne og lod derfor de falske smilerynker falde på plads.

  "Nogle folk betragter dig som, lad os kalde det..."

  "Selvstændig?" foreslog Kat i en afbrydelse.

  "Et afskyeligt kvindemenneske er de mest brugte ord," meddelte Ms. Perky. Kat tog sig en kort stund til at overveje sin titel. Hun kunne leve med det. Hun kunne lide det. "Måske, du vil arbejde lidt på det," tænkte Ms. Perky højt og rundede af.

  "Som altid, tak for din suværene vejledning," drillede Kat inden hun atter forlod det beskedne kontor.

 

Idet Cameron passerer de folketrængte skolegange støder han på Michael Eckmann der høfligt og livligt griber Camerons hånd og trykker den bestemt. Cameron betragter sin grønternede skjorte, som hans mor overbeviste ham om, stadig var med på moden, da han ser den kraftigt blå skjorte nede i de cremefarvede bukser på Michael. Det sorte smørhår for toppen af hans hoved, var velegnet til en shampoo-reklame for ekstra volume. Camerons eget havde ligeså en stærk struktur, men var blot sat med en børste smagløst trukket over hovedbunden. Cameron rettede ryggen op og nikkede til Michael.

  ”Hej. Du må være Cameron. Mit navn er Michael og jeg skal vise dig omkring. Velkommen til.” Ordene fossede ud fra hans læber og Cameron forsøgte ihærdigt at følge hans tempo. Med et højt humør og et smil, nikkede han anerkendende og fulgte efter ham.

  ”Padua High School har, som alle skoler, kliker. Her til højre ser du sportsholdet og deres vedhæng,” sagde Michael med sit bedste guide-toneleje og pegede på den tætte gruppe med de kraftige fyre og pigerne hængende om deres overarme.

  ”Medmindre de snakker til dig, så spild ikke tiden,” tilføjede han.

  ”Vil de da ikke svare?” spurgte Cameron forvirret.

  ”Se her,” demonstrerede Michael og stoppede op ved gruppen. ”Hey venner,” råbte han.

  ”Rend mig, Eckmann!” blev der svaret fra en lyshåret dreng iført fodboldholdets sponsorjakke, og Michael tilsluttede sig igen Cameron. Cameron samlede øjenbrynene misbilligende, inden de fortsatte ud i den store ovale skolegård.

  I en hestesko omringede de røde bygninger gården og stoppede halvvejs, for så at gøre plads til det store stadium der lå nedenfor den store tribune. Dommertårnet lå placeret op langs en af enderne af skolens bygning og havde derfor udsigt over stadiums brede areal. For enden af de lange træningsbaner væk fra tårnet gik det atter opad for her at have skolens parkeringsplads for toppen.

  Cameron fulgte Michael langs skolens enorme vidder og blev præsenteret for de forskellige grupper af elever på skolen. Men ingen andre fangede hans opmærksomhed, som da Bianca Stratford krydsede hans rute. Det lysebrune hår legede med vinden i den løse hestehale og den blomstrede sommerkjole sad uskyldigt om hendes krop. Ved hendes side gik Chastity, hendes illoyale veninde, opslugt af Biancas popularitet og eftertragtelse.

  ”Du godeste…” stammede Cameron. Michael fulgte hans blik og fik ligeså fokus på den ene Stratford.

  ”Glem det, mand,” begyndte han. "Stratfordsøstrene er forbudt at date. Deres far er en hård mand at forhandle med. Han har aldrig rykket sig en centimeter omkring sine beslutninger overfor hans døtre." Michael anede ingen kontakt.

  ”Så smuk,” mumlede Cameron mens hans blik var ubetinget limet fast på hendes iøjnefaldende udstråling.

  ”Og selvoptaget,” fremstammede Michael.

  ”En drøm…”

  ”Brækfremkaldende.”

  ”Hvordan kan du sige det? Se på hendes øjne og den måde hun smiler på. Er hun altid så…?”

  ”Indbildsk?”

  ”Hvad snakker du om? Du går glip af virkeligheden. Se, hvor ren hendes sjæl er. Jeg falmer,” dånede Cameron imens hans tanker fløj bort.

  ”Nej, nej. Cameron, hør på mig! Hvad hun i virkeligheden gemmer på, er en forkælet, lille begæret prinsesse, iført en strategisk planlagt sommerkjole som et symbol på hvad drenge som os, aldrig vil kunne få.” Michael så ingen overbevisning i Cameron, der ligeså så ud til at svælge i drømme. ”Vil du virkelig give det et skud, værsgo!” opgav han. ”Hun mangler faktisk en fransktutor,” tilføjede han som en lille hjælp.

  ”Er det rigtigt?” råbte Cameron fornøjet. ”Det er jo perfekt!”

  ”Snakker du fransk?”

  ”Nej, men det kommer jeg til.” Endnu engang mistede Michael kontakten med Cameron idet han forsvandt endnu længere ind i tåbernes elendige verden af urealistiske ambitioner.

 

Men ikke kun Cameron James havde et godt øje for Bianca Stratford’s bedårende tilstedeværelse. For inden hun nåede væk fra skolens område fløj hun yndefuldt forbi fritidsmodellen, Joey Donner. En ven puffede drilsk til hans skulder.

  ”Jomfru-alarm,” advarede han med et slesk smil på læberne. ”Din favorit.”

Joey kørte hånden blidt over det mørke, gelehår inden han nikkede til hilsen da hun passerede hans personlige rum.

  ”Altid så yndig,” råbte han flirtende efter hende. Hun smilte for sig selv mens Chastity rullede med øjnene.

  ”Hun er langt uden for din rækkevidde,” mumlede Joeys kammerat, efter de var ude af hørevidde.

  ”Åh hold op. Ingen er uden for min rækkevidde.” Joey fnes underholdt.

  ”Vil du sætte penge på det?” spurgte han udfordrende.

  ”Penge har jeg. Det her vil jeg gøre for sjov,” svarede Joey med sin selvsikre stemme. Væddemålet var hermed sat i værk.

  Joey smed sig storslået ned i den røde sportsvogn parkeret på forreste række af p-pladsens forvirrende parkeringssystem. Inden han halede ind på de mellemblonde jomfrulokker gjorde han ophold ved Kat Stratford med bilen tumlende i hendes gående tempo langs skolen.

  "Din lille Rambo-sammensætning af kluns er uden for sæsonen, Kat. Læste du ikke sidste måneds modemagasin?"

  "Efter de satte dig på forsiden, er de sunket i standard." Kat vendte den anden kind til og stoppede ved hendes slidte, røde Vintage Fenders. Mandella Moore tilsluttede sig Kat på den andens side af bilen. Mandella Moore var det eneste væsen med et åndedræt Kat kunne formå at omgås i skolen. De to oprørske seniorpiger delte mange synspunkter og attitudeproblemer og blev betragtet som en lukket cirkel. Mandella havde et spirituelt forhold til William Shakespeare og bar en særpræget stil hun ikke kun førte til livs med fysisk materiale, men også ligeså med hendes sprog. Hun var altid iført lange kjoler og håret var altid sat op med to totter af det lange pandehår samlet i en fletning bag hovedet.

  Joey rystede på hovedet og kørte væk fra dem, for så at nå op til Bianca Stratford og Chastity.

  "Kunne et lift friste de unge damer?" spurgte han med et charmerende øjenbryn løftet og et blink forlod det modsatte øje. Bianca sendte et spørgende blik til Chastity, som så ivrig ud og pigerne hoppede derefter ind på bagsædet.

  "Pas på læderet!" knyttede Joey som kommentar da pigerne strøg desperate ind i bilen.

 

Kat satte sig irriteret ind i bilen med sit blik borende ind i nakken på sin lillesøster.

  "Det var en chokerende ny forandring," pointerede Mandella og så overrasket efter Bianca.

  "Det er ulækkert." Kat rullede en sidste gang med øjnene og satte nøglen i sin Fenders. Men idet hun bakkede ud fra parkeringspladsen kom Michael kørende forbi hendes bane på sin gamle Vespa scooter. Kat vendte sig i sædet og stak hovedet ud af det åbne bilvindue.

  "Det er meget enkelt, Eckmann! Min bane, min bil, min førsteret. Alle andre ligegyldige detaljer må vente!" kastede hun ud gennem sammenbidte tænder. Flammende vred fortsatte hun sin kørsel og fik hende selv og Mandella langt bort fra skolens ejendom inde for få sekunder.

  Michael kørte derefter over på den modsatte af side af parkeringspladsen og stoppede ved busstoppestedet hvor Cameron ventede.

  "Er du okay?" spurgte Cameron.

  "Ja, ingen problemer. Vi oplever alle vores farlige sammenstød med hende." Michael løftede visiret fra hjelmen. "Det er for resten din kærestes søster."

  "Er hun Biancas søster?" spurgte Cameron forarget. Michael nikkede.

  "Den fremfusende, hjernevridende menneskehader i egen høje person." Cameron rystede misbilligende på hovedet. "Rock on," afsluttede Michael og satte gang i scooteren. Cameron gav ham to anerkendende klap på skulderen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...