PAUSE I Hate You {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2012
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Igang
Har I hørt om Kaitlin Miller? Den 19 årige pige som er bedstevenner med One Direction? Hende som har et perfekt liv?
Kaitlin, også kaldt Kat, kender One Direction ud og ind, og er med dem overalt. Alle tror at hun har et perfekt liv. Det har hun enlig også, men der er bare en ting som nager hende: Hun er uvenner med Louis Tomlinson. Det har hun været siden de mødtes første gang. De har altid vrisset af hinanden, og sagt dumme kommentarer. De andre fire drenge, er ved at blive godt trætte af Louis' og Kat's irritation mod hinanden, og tager derfor sammen med dem til Paris på en måneds ferie.
Vil det nu gå godt? Der er jo en hemmelighed mellem de to. Men hvad er den? Og vil de røbe den for hinanden?
UBS: Jeg er dårlig til komma og punktum. Håber at I stadig vil læse den, da det vil betyde meget for mig <3

187Likes
256Kommentarer
20966Visninger
AA

7. 5. Friends.

Louis' synsvinkel

Hele dagen er faktisk meget afslappende. Vi alle seks har siddet her og set fjernsyn i et par timer nu. Jeg har nu alligevel ikke haft det særligt afslappende.

Altid når jeg ser på Kaitlin kommer de minder der ikke er blevet slettet af alkoholen, dukker hele tiden op. Som hun står der og skriger af mig at hun aldrig vil falde for mig og at jeg er den person her på verden hun hader allermest.

Jeg ved ikke hvorfor det genere mig så meget, det gør det bare. Jeg kan ikke slå det ud af hovedet.

Og det bliver heller ikke ligefrem bedre af at Kaitin har set op til flere gange på mig, ikke med et vredt blik men med et betænksomt ansigtudtryk. 

Som om hun overvejer noget. 

Når man taler om solen. Kaitlin rejser sig op og går hen til sofaen hvor Harry og jeg sidder. Hun ser mig direkte ind i øjnene og bider sig nervøst i læben.

"Louis, kan jeg lige snakke med dig?" Hun snakker så lavt, at drengene i den anden sofa nok skal anstrenge sig i at høre det. Men alligevel har vi nu alles opmærksomme blikke på os.

"Ja selvfølgelig" Siger jeg en anelse for koldt end jeg enlig vil have det. 

Hvis hun ikke er kold mod mig, hvad hun ikke har været hele dagen (hvilket undere mig), behøves jeg heller ikke at være så kold.

Det er nu også rart til afveksling ikke at skulle være så... kold og irriterende at høre på. 

Ikke at Kaitlin er bedre !! Faktisk er vi lige gode om det.

Kaitlin går med tøvende skridt ind mod soveværelset, og forsvinder så derind. Jeg ser mig lige om skulderen og møder drengenes forventningsfulde blikke og smil, inden jeg går efter Kaitlin og lukker døren efter mig. 

Hun står ovre ved sengen og tygger nervøst i læben.

Noget hun altid gør når hun har noget vigtigt at fortælle, men er nervøs for hvordan folk vil reagere. 

Jeg har kendt hende i hele to år, derfor ved jeg det. Man lærer hende at kende.

"Jeg har snakket med Harry" Siger hun så beslutsomt og ser afventene på mig.

En frustreret følelse går igennem min krop.

Hvad har han nu sagt? 

"Og...?" Jeg går lidt tættere på sengen (Kaitlin) og sætter mig på den. 

Der er jo ingen grund til at stå op.

Kaitlin tager en dyb indånding og sætter sig ved siden af mig. Hun folder sine hænder på sit skød og ser nervøst på dem.

"Han fortalte mig om Rebecca og hvad der skete dengang." Mumler hun, uden at løfte blikket fra sine hænder.

Og det er nu også enlig godt nok, for hun skal ikke se mit panisk ansigtsudtryk. 

Har Harry fortalt hende om det? Hvorfor? Hvad rager det hende?

Nu ser hun mig sikkert som endnu mere skrøbelig end før. 

Et par sekunder går med stilhed. Jeg har selv sænket mit blik på mine fødder, og Kaitlin ser stadig ikke op fra sine hænder.

"Hvad fortalte han dig helt præcist?" Spørger jeg forsigtigt. Jeg danner mig allerede en plan om hvordan jeg vil dræbe ham. 

Kaitlin skal ikke vide alt om mit liv. 

En ting er drengene, en anden ting er Kaitlin. Ja, hun er måske drengenes bedste veninde, men ikke min.

Sorry.

"Sådan set alt. Måske ikke totalt detaljeret, men han fik vidst de fleste detaljer med." Siger hun og hæver endelig blikket. I samme sekund som hun ser på mig, vender jeg blikket mod hende og møder hendes grønne øjne.

Jeg beundrer dem faktisk. De er klare og skindene, men alligevel er de dybe og helt vildt udtrykfulde. Det er som om et helt univers befinder sig bag dem.

"Og nu vil du håne mig for at jeg var så følsom i går, og ikke ville have at det samme skete for dig? Eller for at jeg er så svag?" Spørger en anelse for koldt. Jeg er bare blevet så vantil at være iskold mod hende. Jeg kan bare ikke tøve op som Kaitlin åbenbart kan. 

En smule irreration spiller i hendes øjne og hun ser hurtigt væk fra mig. 

"Nej, jeg ville bare sige at jeg godt kan forstå dig og at jeg synes at det var synd for dig" Mumler hun og ser ned.

Og lige nu vil jeg helst have en hammer og banke mig i hovedet med den. Hvorfor skulle jeg være så kold? 

Det er faktisk lige gået op for mig at  hun ikke har været kold mod mig hele dagen. Det har hele tiden været mig der var en anelse kold vær gang vores blikke mødes. 

Ude af stand til at sige noget bider jeg tænderne hårdt sammen og lukker øjnene. 

"Imens Harry snakkede gik det op for mig hvor stor en idiot jeg har været overfor dig i går. Du ville bare hjælpe mig og jeg sagde bare at du var jaloux og alt muligt. Jeg ville bare ønske at det kun var alkoholens skyld, men det var det ikke. Måske lidt, men for det meste var det den vrede jeg har gået rundt med i to år." Hendes stemme er ikke mere end en utydelig hvisken, dog kan jeg forstå vært eneste ord hun siger. 

En varme går igennem min krop. Stille åbner jeg øjnene og ser på Kaitlin igen. Hun sidder og tygger på hendes læbe som allerede er i fuld gang med at bløde.

"Stop med at ødelægge din læbe, Kaitlin" Mumler jeg, og sender hende et lille smil da hun ser på mig. 

En lille sød rødmen kommer frem i hendes kinder, og hun ser pinlig berørt ned på gulvet.

Igen ligger sig en stilhed mellem os. Jeg lader alle Kaitlin's ord gentage sig selv i mit hoved, indtil det pludselig går op for mig hvad hun mener. 

"Jeg ved nøjagtig hvad du mener" Mumler jeg så og smiler lidt af hendes uforstående blik. "Jeg ville også ønske at jeg kunne sige at det var alkoholens skyld, men det var vel den vrede mod Thomas, og ikke for noget men også vreden mod dig, der fik mig til at handle som jeg gjorde i går." Kaitlin's ansigtsudtryk bliver mere og mere forstående for vært ord jeg siger, og til sidst lyser hun op i et lille smil. 

"Jeg ville bare lige sige undskyld, Louis. Min opførelse var ikke lige frem den bedste i går. Jeg blev bare så sur over at... ja du skulle spolere det hele med Thomas og mig. Men efter det Harry har fortalt mig er jeg dig virkelig taknemlig." Kaitlin ligger hovedet lidt på skrå imens hun snakker, og et lille smil danner sig på mine læber.

Jeg nikker lidt og tager mod til mig. Jeg må vel også lige sige undskyld for min opførelse.

"Jeg skal også selv sige undskyld, Kaitlin. Jeg overreagerede. Jeg ville bare ikke have at du skulle lide ligesom Rebecca, det kan drengene og heller ikke jeg klare at se. Jeg viser det måske ikke så meget, men jeg holder faktisk af dig." Mumler jeg. 

Nu er det min tur til at bide mig nervøst i underlæben. 

 

Kat's synsvinkel

"Jeg skal også selv sige undskyld, Kaitlin. Jeg overreagerede. Jeg ville bare ikke have at du skulle lide ligesom Rebecca, det kan drengene og heller ikke jeg klare at se. Jeg viser det måske ikke så meget, men jeg holder faktisk af dig." Mumler Louis og bider sig i underlæben. 

Endnu engang kan jeg mærke rødmen brede sig i mine kinder, og det smil på mine læber er heller ikke lige til at fjerne.

Jeg ser på Louis, som ser ned på sine fødder.

Det er rart at kunne komme ud med al min skyldfølelse. Også hvis Louis var lidt kold i starten gik den her samtale bedre end planlagt. Jeg har været ret bange for hvordan Louis ville reagere, men det hele gik så fint. 

Jeg har siddet og spekuleret på hvad jeg ville sige til Louis, hele dagen. 

"Så kan vi ikke glemme det hele, og starte fra ny?" Spørger jeg og prøver at få Louis til at kigge op på mig. Endelig vender han blikket mod mig, med et lille smil plantet i hans ansigt. Han nikker ivrigt.

"Venner?" Jeg rækker hånden frem mod ham og han tager imod den med hans hånd.

"Venner." Louis trækker mig ind i et uventet kram. Jeg krammer tilbage, og prøver at beherske mit store smil.

Tænk at kun for få timer siden hadet jeg Louis. Jeg kunne ikke klare synet af ham, og nu... Ja nu sidder vi her og krammer, og jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er.

Jeg har overholdt min aftale med Harry og vil starte fra en ny med Louis.

Det lyder umuligt at man bare sådan kan glemme vreden, men det kan man åbenbart...

 

***
 

"Skal vi ikke derind? Jeg er sulten." Siger Niall og peger på en lille café. Harry, Liam, Zayn og Niall er allerede i gang med at gå hen til caféen imens Louis og jeg protestere.

"Vi skulle jo få Kat med op det pariserhjul. Og desuden har vi jo lige spist." Klager Louis og peger på det kæææmpe store pariserhjul. 

"Nu hvor jeg tænker over det er jeg også sulten." Siger jeg og går hen til Harry, men bliver revet tilbage at Louis som har fået fat i min hånd og hiver mig nu tilbage til ham.

"Du lovede." Siger han og ser bestem på mig. Jeg sukker og ser bedende på drengene, som har fået et ondt smil på læberne.

"Så kan du jo gå med Kat imens vi bestiller. Så kan I bare komme over lidt senere." Siger Harry og ligger en arm om Niall. Sammen går de fire drenge over til caféen, og lader mig være her helt alene sammen med Louis.

Enlig er det løgn, da der er masser af mennesker her ude på gaden.

Louis hiver mig forny i min hånd og trækker mig med over til køen.

"Men jeg er højdestræk." Mumler jeg og ser op på pariserhjul. 

Hvorfor skulle jeg også love at overvinde min frygt for højder?

Hvoooorfor?

"Kom nu det bliver sjovt. Og desuden har du mig hvis det er." Louis giver min hånd, som han nægter at give slip på, et klem og smiler stort til mig.

Ih hvor jeg dog elsker den dreng.

Jeg sukker og ser op på det enorme hjul.

"Undskyld mig, er du ikke Louis Tomlinson?" Spørger en lille pige stemme bag os. Vi vender og begge to om, og ser på en pige i 11 års alderen.

Louis nikker og siger at det er ham.

Pigen ser op på mig og smiler endnu større.

"Og du er da Kaitlin Miller, ikke? Jeg er stor fan. Kan jeg ikke få et billed med dig, Louis?" Spørger hun og fisker sin mobil op fra hendes lomme.

Louis nikker og giver slip på min hånd, som hurtigt får pigens opmærksomhed.

"Er I to kærester?" Spørger hun nyeskerigt og får mig til at rødme. 

Eller det dumme spørgsmål får mig til at rødme.

Kærester?

Ligner vi helt seriøst nogle der kunne være kærester? 

"Nej, vi er bare gode venner." Siger Louis og sender mig et smil, som jeg gengælder. 

"Skal jeg tage billedet?" Spørger jeg pigen om, og hentyder til hendes mobil. Hun nikker ivrigt og giver mig mobil og stiller sig ved siden af Louis. Louis lægger en arm om hende og smiler stort ind i kameraet. "Smiiil" Siger jeg og tager billedet. 

Jeg giver pigen hendes mobil igen og stiller mig ved siden af Louis igen, som lægger en arm om mig.

"I to er altså virkelig søde sammen." Siger pigen og vinker så og går væk igen. Jeg ser lidt efter hende, og så på Louis som har det største smil på læberne.

"Ja det gør vi vel" Siger han drillende og blinker til mig. 

Jeg ligner sikkert en tomat lige nu. 

Oh god, hvor jeg dog hader rødmen. 

"Så er det vores tur." Siger Louis og betaler og går hen til sådan en kurv der.

I kender sikkert dem der man skal sidde i, når man er i et pariserhjul. Godt, sådan en sidder jeg i lige nu.

Og jeg er hunde red.

"Det skal nok gå." Siger Louis beroligende og sætter sig ved siden af mig. Jeg smiler ironisk til ham og himler med øjnene.

Langsomt begynder hjulet at dreje, og jeg tør vædde på at mit ansigtsudtryk bliver mere og mere rædselsslagen. 

Louis hånd lægger sig oven på min, og lige så stille fletter han sine fingre ind i mine. Han giver min hånd et lille klem og smiler beskyttende til mig.

"Se, det går da meget godt." Siger han og ser ud på udsigten. Lige så stille fjerner jeg mit blik fra Louis og ud mod byen. 

Det er faktisk flot. Man kan se alt og alle. Og alligevel er de sådan nogle små nogle.

Jeg nikker lidt og ser så på Louis igen. Lige så stille lægger jeg hovedet på hans skulder og smiler lidt for mig selv imens jeg nyder udsigten over byen. 

Louis tegner roligt små cirkler på min håndryg med hans tommelfinger. 

"Her er flot." Siger jeg og ser rundt igen. 

Det er virkelig en dejlig udsigt.

Ikke at jeg stadig er hunde red og stadig ikke vil kigge direkte ned. Men Louis beroliger mig lidt.

Det er dejligt.

"Jeg er så glad for at vi er blevet venner." Hvisker Louis, og giver min hånd endnu et klem.

Endnu en rødmen spreder sig over mine kinder, og ser ned på mine hænder.

"Ja det er jeg også" Siger jeg og smiler stort.

 

Så kom det næste kapitel, sorry ventetiden, men jeg har virkelig travlt lige nu. 

Har I hørt Little Things? Er den ikke fantastisk? Og at One Direction kommer til DANMARK !! 

Det er sygt !! Skal I med? Jeg vil prøve at få billeter :) 

Nåh, hvad tror I der sker nu mellem Kat og Louis? Holder deres venskab, eller bliver det spoleret?

Hvad tror I?

Så vil jeg lige sige TUSIND tak fordi SÅ mange vil læse min novelle !!:D <3

Knuzz <3

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...