PAUSE I Hate You {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2012
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Igang
Har I hørt om Kaitlin Miller? Den 19 årige pige som er bedstevenner med One Direction? Hende som har et perfekt liv?
Kaitlin, også kaldt Kat, kender One Direction ud og ind, og er med dem overalt. Alle tror at hun har et perfekt liv. Det har hun enlig også, men der er bare en ting som nager hende: Hun er uvenner med Louis Tomlinson. Det har hun været siden de mødtes første gang. De har altid vrisset af hinanden, og sagt dumme kommentarer. De andre fire drenge, er ved at blive godt trætte af Louis' og Kat's irritation mod hinanden, og tager derfor sammen med dem til Paris på en måneds ferie.
Vil det nu gå godt? Der er jo en hemmelighed mellem de to. Men hvad er den? Og vil de røbe den for hinanden?
UBS: Jeg er dårlig til komma og punktum. Håber at I stadig vil læse den, da det vil betyde meget for mig <3

186Likes
256Kommentarer
20787Visninger
AA

13. 11. Just a little kiss.

Louis' synsvinkel

Kat er et dejligt syn at vågne op til. Bare det at vågne op med armene om hende, vores ben er viklet sammen på en eller anden mærkelig måde, og hende som smasker på den der søde på, i søvne.

Det her kunne jeg godt blive vandtil. Det er enlig trist at tænke på, at det snart er forbi. To og en halv uge endnu, og så vender vi tilbage til hverdagen. 

Hvad vil der enlig ske? Vil Kat hade mig igen? Vil hun sige til mig at vi skal glemme alt hvad der skete i Paris? Ligesom det med vores nat sammen?

Tro mig, det er dét eneste jeg kan tænke på... Altså ikke på sex, men på at det var os. Det var mig der fik lov til at røre hende, kysse hende...

Kysse hende. 

Ligesom i går. Jeg aner virkelig ikke hvad der gik af mig. Det var bare... Den måde Kat så mig i øjnene, den måde hun trak vejret. Jeg havde virkelig svært ved ikke at overfalde hende. Det havde jeg også meget godt styr på eller... i vært fald, så da hun slikkede sig om læberne kunne jeg ikke lade være.

Men okay, det virkede ikke som om at hun havde noget i mod det. Problemet er bare at jeg ikke aner hvad vi er nu. Måske forventer hun at vi er kærester...? NEJ !! Selvfølgelig gør hun ikke det...

Måske er hun sur på mig..? Nej? ARH !! Hvorfor er jeg så usikker? Jeg har altid været sådan nogenlunde sikker på mine og pigens følelser for mig. Lige nu er det dét stik modsatte. 

Jeg er usikker på mine og Kat's følelser, jeg er usikker på hvad jeg skal gøre af mig selv. 

Jeg hader usikkerhed, og det har jeg altid gjort. 

"Lou?" Kat's stemme genlyder i mine øre, og får mit hjerte til at banke et par slag over.

Jeg ser lidt ned, så jeg kan møde Kat's trætte grønne, klare og smukke øjne. Jeg siger en eller anden lyd, der minder om... 'hmmmmhmm' i en eller anden stil. 

"Sover du?" Lyder det dumt fra Kat, så jeg ikke kan lade være med at grine et kort grin. 

Det er sådan typisk Kat, det der.

"Ja, jeg snakker i søvne lige nu, Katty babe." Siger jeg og får rykket Kat indtil mig, da hun er ved at rykke sig lidt fra mig. Jeg blinker flirtende til hende, da hun bare ser underligt på mig.

"Nåh, så må jeg hellere lade dig sove videre." Mumler hun, og læner sit hovedet mig min brystkasse. Jeg tegner små cirkler på hende ryg, hvor blusen er røger lidt om, så jeg faktisk tegner cirkler på hendes bare hud.

"Har du sovet godt?" Spørger jeg, og prøver at ignorere de kuldegysninger jeg får, da Kat begynder at nusse min mave. Kender I det at man bare føler at man ikke får mere luft, fordi ens vejrtrækninger bliver for hurtige?

Nej, nåh... men det sker altså lige nu her hos mig...

"Ja, har aldrig sovet bedre og dig?" Siger hun, uden at se op. Hun stirrer bare på min brystkasse. Jeg kysser hende i håret imens et lille (læs: stort) smil spiller på mine læber.

"Har heller ikke sovet bedre" Og det passer endda. Ingengang da Kat og jeg havde sex. Der var jeg fuld, så det var ikke det samme som nu. Jeg er 100% ædru og har alligevel kysset med Kat i går aftes.

Kan livet blive bedre?

"Hvad tænker du på?" Kat's spørgsmål får mig til at tøve. Hvas skal jeg svare?

"Dig." Og det skulle jeg så tænke...

Stilhed...

...

...

Kat  får mast sig ud af mit greb om hende, og i et split sekund er jeg bange for at hun er blevet sur. Den anelse forsvinder dog hurtigt da Kat svinger et ben om mig, så hun sider ovenpå min mave med et ben på hver side. Hun læner sig lidt frem imens hun smiler flirtende.

"Og hvas tænker du så om mig?" Spørger hun med et drillende glimt i øjet. Jeg placere min ene hånd på Kat's lår og den anden aer jeg hendes kind med.

"Hvor speciel du enlig er." Hvisker jeg følsomt og smiler til Kat, som har lagt hendes hænder på min brystkasse.

"Og er det godt eller dårligt?" Spørger Kat så forbandet forførrende og læner sig endnu tættere mod mig. Jeg kan mærke hvordan mit hjerte racer afsted og mine vejrtrækninger bliver mere uregelmæssige. Ikke at Kat's er bedre.

"Det er godt." Siger jeg, og fører min hånd op til hendes nakke, for at hive hendes hoved ned til mig. Et lille smil spiller på Kat's læber, og hun er lige ved at lukke øjnene i og lade vores læber mødes i et kys, da en eller anden idiot kommer brasende ind på vores værelse.

"GODMO...r..g...e..n" Man kan tydeligt høre Zayn's stemme lige så stille dø hen, da han opdager hvad vi har gang i. Kat får hurtigt flytter sig fra mig,og rejst sig op.

"Godmorgen Zayn." Siger hun og samler noget tøj op, for bagefter at gå lige forbi Zayn og ud i stuen.

Zayn ser måbende efter hende, men så på mig. Og så flækker han. Han flækker af grin. Jeg sætter mig op i sengen, og ser på Zayn som for taget sig sammen og få slæbet sin krop hen til sengen.

"Forstyrede jeg jer?" Spørger han drillende og puffer lidt til mig, da han har sat sig ved siden af mig. Jeg overvejer lidt at sige nej, men smiler så skævt.

"Ja, faktisk." Siger jeg ligeud og nikker lidt for at vise at jeg er enig med mig selv. Hvilket er meget mærkeligt. Zayn griner lidt og det er tydeligt at se, at han morer sig.

Hans latter dør stille hen, og til sidst er der helt stille. En ubehagelig stemning kommer mellem Zayn og mig, og noget siger mig at Zayn brander for at spørge eller fortælle mig noget.

"Louiiiis?" Hvad sagde jeg !! Der er noget han vil fortælle mig. Jeg smiler til ham, for at vise at han bare kan snakke løs. Hvilket han også gør.

"Er dig og Kat sammen?" Spørger han tøvende, og han ligner en som er bange for at jeg ville blive rasende og dræbe ham med en køkkenkniv. Hvilket jeg på ingen måder kunne finde på.

Jeg sukker lidt og ser ned på mine hænder, som ligger lige så fredeligt i mit skød.

"Jeg ved det ikke." Svarer jeg ærligt og ser op på Zayn igen. Han nikker lidt, og jeg kan se at han forstår mig. 

Han ved hvordan jeg har det. 

"Jeg aner ikke hvad hun føler for mig. Det er bare... Jeg aner ikke om hun vil være mere end venner. Hun ser ikke ud til at hun vil være mere end bare venner, men alligevel kyssede hun tilbage i gå-" Jeg stopper mig selv, da jeg ser på Zayn's store brune øjne. Han ligner en eller anden som lige har set et lig.

"Kyssede du hende i går?" Spørger han og ser en anelse skræmt på mig. En lille stemme i mit hoved minder mig om at Zayn intet ved om i går.

Også hvis der ikke skete så meget. Vi kyssede, Kat puttede sig ind til mig, og vi faldt i søvn. Så enkelt var det. Man alligevel den bedste aften i mit liv, indtil videre.

Jeg nikker og smiler et virkeligt lille, skævt smil. Med et lyser Zayn's øjne op og han smiler stort til mig.

"Så I er kærester?" Spørger han igen, og hans øjne er fyldt med forventning. Mit mini-smil bliver til et jeg-bider-mig-selv-i-læben og jeg ryster på hovedet.

Zayn sukker lidt, og noget siger mig at han synes at jeg er åndsvag. Hvilket jeg sikkert også er. Jeg mener, jeg har aldrig været så nervøs overfor mine og pigens følelser. Jeg har altid været modig med det, at invitere en pige ud.

Den her gang, er jeg bange for at hver eneste bevægelse jeg gør, kan ødelægge det hele Kat og jeg har. 

Stille rejser jeg mig op, og smiler skævt til Zayn.

"Jeg smutter lige bad." Siger jeg og går ud af værelset. Stuen er helt tom. De andre er sikkert gået ned og få noget at spise, klokken er trods alt halv ti, og morgen caféen lukker klokken ti. 

Med trætte bevægelser åbner jeg døren ud til badeværelset, og ser Kat stå foran spejlet kun med et håndklæde om sig. Hvilket får helt forkerte tanker frem i mit hoved. Hurtigt ryster jeg på hovedet ad mig selv, og går stille hen til Kat. Langsomt krammer jeg hende bagfra, hvilket giver et lille sæt i hende.

"Louis ! Du må aldrig forstække mig sådan igen" Siger hun klagende, og et lille fnis undslipper hendes mund da jeg placere et fjerlet kys på hendes bare skulder.

"Undskyld babe" Mumler jeg mod hendes skulder, og kysser endnu engang hendes skulder. Denne gang er det bare et lidt mere... bestemt kys.

Jeg løfter mit ansigt lidt, så mit blik lander i spejlet foran os. Kat står og smiler, imens hun fører sin hånd bag min nakke. Jeg står selv og smiler skævt, imens jeg stille nusser hendes mave. Jeg fører mine læber hen til Kat's hals og suger til. Et hvin undslipper hendes læber, og hun får hurtigt sprunget mindst en halv tyve meter væk fra mig. Nej, underdrivelse. Halvtreds meter.

Okay, måske kun en halv. 

Jeg griner lidt og går et skridt hen til Kat, så jeg står tæt på hende igen. Jeg placerer et flirtende smil på mine læber, og tager mine hænder på hendes liv. Kat's blik er klistret fast til mit brystkasse, og det tager ikke lang tid før hun har fået placeret hendes varme, bløde hænder på min mave. Af ren refleks spænder jeg i mine muskler, og et lille smil kommer frem i Kat's alt for smukke ansigt.

Aldrig har jeg set noget smukkere. Jeg mener det.

Kat fanger sin underlæbe med sine tænder. Jeg er ikke tankelæser, på nogen som helst måde, men lige i det her tilfælde har jeg på fornemmelse om, hvad hun tænker på.

Hendes tænder slipper hendes underlæbe. Mit greb om Kat's liv bliver strammere og det tager ikke langtid før vores læber mødes i et kys. Jeg lukker mine øjne i, og nyder dette øjeblik. 

Det er som om at jeg glemmer alting. Jeg glemmer al den sorg jeg har oplevet i mit liv, skuffelserne jeg har oplevet, bare alt det dårlige som sker for enhver normal person glemmer jeg i de få sekunder Kat's og mine læber er forenet med hinanden.

Nyder at jeg er så heldig at få lov til at kysse Kaitlin Miller. Hende som jeg er faldet godt og grundigt for.

 

***

 

Kat's synsvinkel

Spørg mig ikke hvad der skete på badeværelset her i morges. Jeg aner det nemlig virkelig ikke.

Louis har bare sådan en effekt på mig, så jeg... ja, jeg har bare lyst at kysse ham HELE tiden. Hvilket er pænt irriterende, da jeg er sammen med Louis 24/7 bogstaveligtalt.

Og jeg kan ikke kysse Louis 24/7. 

Det ville simpelhent være for mærkeligt.

Og I skal ikke begynde med det der, du er forelskeeeeet. Fordi det er jeg ikke.

Kun en lillesmule. En meget stor lillesmule.

Arh, Kat !!

Pointen var, at jeg IKKE er forelsket. Jeg er bare... smålun på Louis. Det er to vidt forskellige ting. Det ene er at jeg vil leve sammen med Louis resten af mit liv, hvilket vi lige siger at jeg ikke vil også hvis det er løgn, og det andet er... At jeg bare vil starte et lille forhold som ikke er særlig alvorligt. 

Fordi, helt ærligt, jeg orker ikke faste forhold lige nu. Jeg har haft masser af problemer med det, og jeg vil ikke risikere drengenes og mit venskab for min lille småforelskelse. 

For det andet aner jeg ikke hvad Louis' og mit venskab går ud på... 

Og jeg har ikke tænkt mig at spørge. Fordi så vil Louis sikkert sige at det var en smutter og at han ikke vil være mere end venner, og så vil han bagefter efterlade mig med mit knuste hjerte.

Det har jeg ikke særlig stort lyst til. Så jeg holder min lille forelskelse for mig selv i et lille stykke tid...

"Kaaaat?" Niall's stemme bryder ind i mine tanker, og får mig til at se på den blondhåret irske dreng. Et lille smil glider over mine læber, og jeg ser lyttende på ham.

"Vil du med Louis og mig ud og finde noget mad vi kan hygge os med i aften?" Niall ser på mig med hundehvalpe øjne. Jeg bider mig i læben og er lige ved at sige ja, da jeg kommer i tanke om at jeg skal have ringet til min mor. Lidt halv bedrøvet ryster jeg på hovedet, og ser undskyldene på Louis som sukker bedrøvet.

"Come on Louis, du kan godt leve uden hende i et par timer." Siger Zayn drillende, hvilket får mig til at rødme. Ligesom en tomat. Og tomtater kan rødme, var det ikke det vi blev enige om? At den røde tomat var flov over sig selv og rødmede hele tiden? Og at de andre aldrig var flove og derfor ikke rødmede? 

Var det ikke sådan?

"Nåh, men vi ses så" Siger Niall og trækker Louis med ud på gangen. Kun få sekunder efter hører vi døren smække i, og Harry, Liam, Zayn og jeg sidder helt stille og ser på hinanden.

"Så Kat..." Siger Zayn med et ondt smil og klapper i hænderne. Med bange anelser læner jeg mig lidt bagud i sofaen hvor jeg sidder, og ser med løftet øjenbryn på Zayn.

"Hvad nu?" Spørger jeg, også hvis jeg udmærket godt ved hvad han vil snakke om.

Louis.

"Hvad havde dig og Louis gang i, da jeg kom ind for at vække jer her i morges?" Hvad sagde jeg !! Det er det eneste de kan snakke om her på de sidste.

Hvilket er pænt irriterende, fordi jeg aner ikke hvad jeg skal svare.

"Har vi ikke været igennem det her tema mindst en million gange, Zayn?" Spørger jeg opgivende. Næste gang spørger jeg dem om hvad jeg enlig har gang i med Louis. Måske kender de svaret...

"Jo, men du giver os aldrig et ordenligt svar." Siger Harry og sætter sig mellem mig og Liam i sofaen. Et suk undslipper mine læber, og jeg ser bedende på Liam som bare smiler.

"Vi er nysgerrige Kat. Vi aner ikke hvad der forgår mellem dig og Louis, og vi har stor ret til at vide det." Siger han. Tak for hjælpen Liam.

Jeg sukker højlydt og ser tilbage på Zayn. Vil de have sandheden? Jamen så får de den.

"Hvis du ikke var kommet ind, ville vi have kysset. Hvilket vi så bare gjorde bagefter. Tilfreds?" Siger jeg og ser på Zayn. Et stort smil breder sig over Zayn's ansigt, og noget siger mig at det sidste skulle jeg ikke have sagt.

"Så I er sammen?" Spørger Harry ved siden af mig. Jeg ser på ham og ryster på hovedet. Fordi det er vi ikke, vel? Eller...

"Så I kyssede bare, uden at lægge følelser eller noget i kysset? Bare sådan et spontant kys?" Spørger Liam ufostående. Igen ryster jeg på hovedet, denne gang bare mere tøvende.

"Jeg ved det ikke.." Mumler jeg, og ser ned i mine hænder. En hånd lægger sig på mit lår, og det tager ikke lang tid før jeg har regnet ud at det er Harry's hånd.

"Hvad føler du selv?" Spørger han, og man kan tydeligt høre alvoren i hans stemme. Jeg ser op på mine tre venner, som alle har et alvorligt ansigtsudtryk. Jeg bider mig i læben og trækker lidt på skuldrene.

"Jeg ved det ik-" 

"Jo du gør, Kat. Vi ved at du gør." Afbryder Liam. Ham som altid har været bedste til at læse mine tanker og følelser. Han ved ALTING om mig. 

Om jeg har sagt det til ham eller ej.

Med et suk ser jeg på Liam og nikker lidt.

"Jeg er vidst lidt vild med ham" Mumler jeg i håb om at drengene ikke hører det. Hvilket de selvfølgelig gør.

 

***

Louis' synsvinkel

"Skal vi ikke have dem her?" Spørger Niall og går ivrigt hen til en reol med chips. Jeg nikker lidt og finder nogle gode chips, for bagefter at smide dem ned i vognen.

"Hvordan går det enlig med dig og Kat?" Spørger Niall, efter han har kigget sig lidt om for at sikre sig at ingen hørte det.

Hvorfor vidste jeg at det ville komme? Jeg har kun ventet på at det spørgsmål skulle forlade Niall's mund.

Jeg trækker lidt på skuldrene og prøver at se så ligeglad ud som overhovedet muligt. Også hvis jeg er alt andet en ligeglad. 

Faktisk er jeg ret frustreret.

"Det går vel... fint nok" Mumler jeg lavt, bare lige for en sikkerheds skyld. Jeg vil ikke se nogle forsider i morgen, med noget i den retning som: 'LOUIS TOMLINSON OG KAITLIN MILLER SAMMEN?' eller 'HAR LOUIS TOMLINSON OG KAITLIN MILLER NOGET KØRENDE?!' 

Det orker jeg simpelhent ikke. Ikke nu hvor jeg selv stiller spørgsmålende til mig selv.

"I er ellers søde sammen. Sådan helt seriøst, Lou. Hvis jeg var dig ville jeg med det samme forelske mig i hende." Siger Niall og smider noget chokolade som han har fundet, i vognen. Jeg smiler lidt til ham. 

Ja, det ville han nok. Det er jeg også. Jeg er godt og grundigt faldet for Kat og aner ikke hvad jeg skal stille op med det. Perfekt, synes I ikke?

Jeg er lige ved at svare Niall, da en bekendt pige stemme lyder bag mig.

"Louis?" Jeg vender mig om og ser på en pige som jeg ikke har set i rigtig lang tid.

Hvad laver hun her?!

 

Så, hvem tror I pigen er? Skriv jeres bud ned i en kommentar !!:) <3

Så vil jeg sige UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD for at det tog så fucking lang tid at skrive det her kapitel. Jeg har bare ikke haft tid til det. Det må I virkelig undskylde. 

Men kapitlet er her nu :) Elsker jer over alt !!!:D <3<3

Knuzzz <3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...