Ude

To børn er blevet efterladt af deres forældre midt ude i ingenting og nu må de klarer sig selv. De er bange og fryser, og de skal passe på hinanden. Hvordan skal to børn klarer sig uden nogen som helst?

4Likes
0Kommentarer
552Visninger

1. Ude

 

Ude

Jeg holder hans hånd i min. Den er lille, og jeg må holde godt fast i den. Jeg kigger ned på ham. Hans brune krøller ligger matte om hans ansigt. Hans hoved hænger, og en gang i mellem hører jeg ham snøfte. Jeg strammer mit greb om hånden, jeg må ikke give slip. Vinden blæser mit hår ind i ansigtet, og jeg fjerner det hidsigt, og forbander mig selv, at jeg ikke har nogen hårelastik. Hvorfor er vi havnet her? Hvad er det vi har gjort galt? Er vi ikke elsket længere? Jeg blinker febrilsk for ikke at græde, det hjælper alligevel ikke noget. Intet kunne hjælpe os nu. Mine skridt er langsomme og trætte, men så kan han i det mindste holde trit med mig. Han er jo så lille.

Lidt længere fremme, ser jeg et halvtag. Det er gammelt, og ser meget faldefærdigt ud. Men det er den bedste mulighed vi har. Det er den eneste mulighed vi har. Jeg sætter tempoet lidt op. Jeg vil bare gerne sidde ned. Mine ben er syret til, og dunker i smerte. Han snubler af sted ved siden af mig. Men han falder ikke. Jeg holder godt fast.

Det føles som om vi har gået i en evighed, da vi endelig går i læ under halvtaget. Jeg synker ind mod muren, og glider ned af den. Han sætter sig ved siden af mig. Jeg kan se, han kæmper med tårerne. Jeg har sagt til ham, at det ikke hjælper at tude. Jeg har råbt og skældt af ham. Han er blevet helt stille efter det. Min vrede har ramt ham. Den helt forkerte. Jeg kan mærke den dårlige smag i munden. Skyldfølelsen og den dårlige samvittighed. Jeg tager min cardigan af, og folder den rundt om hans lille krop. Vi har gået langt, og det har været koldt. Han ryster, og en ny bølge at dårlig samvittighed rammer mig. Kan jeg virkelig ikke engang passe ordentligt på min egen bror? Jeg holder ham tæt ind til mig. Jeg må passe på ham.

Jeg kigger ud på himlen. Stjernerne blinker ned til mig. En brise stryger koldt om mig. Jeg har kun min top på. Jeg puster ud, og min ånde danner en hvid sky. Jeg støtter mit hoved mod muren. Jeg er sulten. Vi har ikke spist længe. Han er sikkert også sulten. Men han tør ikke sige noget. Jeg sukker. Det er min skyld.

Efter et stykke tid, bliver hans vejrtrækning tung. Jeg føler mig helt alene. Jeg har aldrig været nødt til at tage ansvar for nogen eller noget. Ikke før nu. Det skræmmer mig. Jeg strækker mine ben. Han mumler lidt og kryber længere ind til mig. Jeg lader min arm glide rundt om ham. Hans arm er iskold. Hvor længe skulle vi bliver her?

Jeg er døset lidt hen, da en lyd skærer gennem natten. Jeg kigger mig hurtigt omkring, måske er de kommet tilbage efter os. Måske har de ombestem sig. Jeg retter mig op. Lyden kommer bagfra. Rundt om hjørnet på muren. Jeg holder godt fast i ham. Tænk nu hvis det ikke er dem. Lyden kommer tættere på, og min puls stigerer. Jeg prøver at være så stille som mulig. Frem fra hjørnet kommer en udmagret hund. Den ser ikke specielt farlig ud, selvom den er stor, men man kan aldrig vide. Den halter. Jeg vil godt kunne løbe fra den, hvis det bliver nødvendigt. Men jeg ved ikke om han kan. Jeg skæver ned til ham. Hvis det bliver nødvendigt, vil jeg bærer ham. Jeg må passe godt på ham.

Det ser ikke ud, som om den har set os. Måske er vi heldige. Hundene halter videre, men standser så op. Hvis bare jeg ikke var så afkræftet, ville jeg kunne kæmpe mod den, hvis den angreb. Den drejer hoved hen imod os. Månen få dens pæls til at se broget ud. Jeg kan se at den snuser. Jeg stopper med at trække vejret. Den lunter hen i mod os. Jeg strammer grebet om ham.

Hunden snuser forsigtigt til min knyttede hånd. Den ser med bedende øjne på mig. Jeg ånder ud. Den er også sulten. Jeg åbner roligt hånden. Hunden ser sørgmodigt på min tomme hånd. Hunden trækker sig langsomt tilbage igen, og løber haltende væk.

Ud over månen, lyser en telefonboks op. Jeg kunne ringe. Men jeg har ikke nogen penge. Faktisk har jeg slet ingen ting. Jeg griner. En tom og hul latter, uden skyggen af humor. Jeg kigger ned på ham. Han sover stadig. Jeg kigger atter på himlen. Stjernerne er store. Jeg plejer normalt aldrig at kigge på stjerner. De er uinteressante. Jeg rynker utilfreds mine øjenbryn. Stjernerne virker helt forkerte. Som om de håner mig med deres blink. Som om de siger:” det er også bare din egen skyld”. Jeg vender vredt mit hoved væk fra stjernerne. En ny brise for mig til at ryste. Hele min krop ryster. Han rør uroligt på mig. Jeg mulmler forsigtigt:” sover du?” men jeg får intet svar tilbage.

Jeg prøver af alle kræfter at holde om med at ryste. Han må ikke vågne. Så længe han sover, er han beskyttet mod virkeligheden. Jeg selv må bare holde ud. Jeg må til at finde på en plan. Vi kan ikke blive ved sådan her. Min mave rumler som svar. Jeg stønner stille og lukker øjnene. Jeg må finde på en plan. Den hårde mur er ubehagelig, men jeg tør ikke bevæge mig for meget. Han er så lille.

Jeg døser hen igen. De henter os sikkert i morgen, hvis det ellers bliver morgen her. Så kommer vi hjem i vores egen seng. Tror jeg.

Men næste morgen går vi atter af sted. Hånd i hånd. Alene. Forladte, og uden håb.

          

  

 

 

        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...