Begavelse

Hovedpersonen mister sin søster i en trafik ulykke, og lige siden har han følt at det var hans skyld. Nu er han på vej til hendes begravelse.

3Likes
2Kommentarer
238Visninger

1. Begravelse

 

Begravelse
 

Vi havde sat os ind i bilen, vi var på vej til kirken. Jeg kiggede ud af vinduet. Naturen blev sløret, men jeg genkendte det med det samme. Det var der. Lige der på hjørnet, at bilen kom. Vi havde spillet bold, bare os to, som vi plejede. Jeg havde ved en fejltagelse kommet til at kaste bolden for langt. Den var landet i hækken over for vores hus. Hun havde løbet efter den. Hen over vejen. Hun var næsten ovre, da flugtbilisten kom rundt om det selv samme hjørne. Det var allerede for sent da ambulancen kom. Far og mor græd. Jeg var forvirret. Forstod det ikke. Ville ikke forstå det. Det var min skyld. Mig. Mig alene. Helt alene. Ensom. Far drejede til højre. Væk fra den lille vej. Ud på den store vej. Først nu lagde jeg mærke til himlen. Den var mørk. Grå og kedelig. Dyster. Intet lys slap gennem de tætlagte skyer. En sort dag. Resten af turen var som i tåge. Kun en tanke kørte rundt i mit hoved. Hvorfor?

”Så er vi her”, sagde far stille. Jeg tørrede hurtigt de tårer, der var på vej ned af kinden, væk med håndryggen. Så steg jeg ud af bilen. Far lagde en trøstende arm rundt om mor, da vi gik ind i kirken. Jeg gik alene. Jeg gik og kiggede ned. Mine øjne søgte helt automatisk ned mod jorden.  Mine blanke sko. Gruset fra kirkegården havde gjort den beskidte. Nu var de risede og var begyndt at falme. 

Der var mange i kirken. Jeg kunne kun genkende ganske få af dem. De var her alle for hendes skyld. For at mindes, takke og græde over hende en sidste gang. Det var okay. Jeg var her af samme grund. Jeg så mig om. Kirken var ren og hvid. Kold. Al det sorte tøj var som malplaceret i al det hvide. Hvidt i sort. Sort i hvidt. Jeg selv havde et sort jakkesæt på, med en hvid rose i jakkelommen. Jeg kiggede på mine fødder i de nu knap så blanke sko. Jeg opdagede de mange blomster på gulvet. De eneste farver i kirken. En bestemt farve gik igen. Hendes yndlingsfarve. En farve så frisk og glad, at man ikke kunne lade være med at smile. Farven havde været dominerende på hendes værelse. På væggene og på puderne. Hun var farven, og farven var hende. Hendes ynglings farve. Vi havde siddet på hendes seng. Vi havde set en film. Jeg kunne ikke huske hvilken. Jeg havde ikke lagt mærke til det. Havde ikke lagt mærke til hende. Jeg havde kigget rundt. Kiggede på hendes ting. Det var sjældent jeg kom ind på hende værelse. Farven. Den farve. Hun havde kigget på mig. Spurgt mig hvad jeg lavede. Jeg havde kigget tilbage. Havde ikke svaret. Bare sat mig på sengen igen. Jeg var faldet i søvn lidt efter. Nu fortrød jeg. Jeg skulle have brugt tiden bedre. Tiden. Den korte tid. Tiden der ikke var her. Jeg havde tænkt al dette igennem på få sekunder. Sekunder. Vigtige sekunder. Vi gik. Mor, far og jeg. Ned af den smalle kirkegang. Mine fødder i de knap so blanke sorte sko, slæbte sig hen over gulvet. Trætte og opgivende. En lav mummelen. Et sigende blik fra et familiemedlem. Så var vi nået hen til vores pladser. Allerforrest i kirken. På venstre side af kisten. Venstre side. Der hvor hjertet sidder. Nyt, gammelt, dødt hjerte.

Præsten trådte ind. Han havde en lang sort præstekjole på, men en hvid krave. Han begyndte at tale. Han talte om alle de ting hun havde været god til. Alle de gode ting hun havde gjort. Om hvor fantastisk hun havde været. Al det jeg i forvejen godt vidste. Jeg kendte hende jo så godt. Ingen kendte hende så godt som jeg. Ingen. Jeg vidste næsten altid, hvad hun havde tænkt. Hun havde engang været sammen med mig og mine venner. Vi var taget hen til parken. Det ville vi alle sammen. Mine venner var begyndt at klatre på et gyngestativ. Det var da de kom ned igen, at det gik galt. En af mine venner havde taget en flaske vodka med. Normalt havde jeg været med på det. Men da jeg så ned på hende, blev jeg sur. Hun var god til at skjule sine følelser. Men jeg kunne se, at hendes ene mundvig sitrede, og hendes øjne blev lidt større. Hun var bange. Jeg vidste at hun allerhelst ville have løbet væk, men blev. Jeg blev sur på mine venner. De vidste godt jeg ville tage hende med. Vi var desuden også mindreårige. Jeg var imod mine venner. De var imod mig. Vi endte med at gå hver vores vej. Hende og jeg gik den ene vej, de andre den anden.

Det var en af de få gange, hvor jeg virkelig havde været der for hende. En sjældenhed. Præsten snakkede stadig, og fik mig tilbage til virkeligheden. Til kisten på gulvet, til lysene langs bænkene, til min mor der sad og græd, og min far det sad og prøvede at holde masken. Tilbage til kisten. Den hvidmalede kiste, med blomsterudsmykning. Den indeholdt noget dyrebart. Noget elsket. Elsket af alle. Elsket af mig. Jeg kunne ikke mere. Ville ikke mere. Tårerne løb nu ned af mine kinder. Ned på mine sorte bukser, hvor de lavede pletter. Tårerne. Jeg mærkede en arm rundt om mig. Min far var bukket under sammen med mig. Min mor tog min hånd og klemte til. En tåre, blev lige pludselig til mange.

Præsten sluttede af med de berømte ord: ”Hvil i fred”. 

 

           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...