The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14574Visninger
AA

6. You had me at 'Hello'

Haley's P.O.V. 

Trommeslageren lagde an til start og begyndte de første taktslag. Alle fem drenge rokkede lidt fra side til side for at få publikum ind i sangens rette stemning. Med hans bløde stemme sang Liam de første linjer og jeg følte mig næsten hensat til dengang vi alle seks stod i studiet og optog vores single "Heartbreak Avenue". 

"This time it doesn't matter,

'cause your friends look good,

but you look better!"

Som ordene forlod Liam's læber førte Niall en finger udover mængden, men endte med at pege direkte på mig, for at pointere at I looked better. Et fjollet fnis delte mine læber og trimlede ud mellem sangens taktslag. Harry trådte tættere på scenens kant og tog dernæst over. Et kækt beat havde overtaget hans krop og der var allerede lagt an til en fantastisk scene-fest - jeg bed mig i læben for ikke at fnise tøseagtigt igen.

"Under the lights tonight,

turned around,

and you stole my heart!"

Uventet havde drengene delt næste vers over i to og selvom det normalt blev sunget af Liam alene, tog Louis og Niall begge mikrofonen op til deres læber og sang de næste linjer tostemmigt:

"I'm weaker,

my words fall and they hit the ground..."

Lyden af Louis' lyse og hæse stemme blandet med Niall's lette og alligevel dybe, fik alle omkring mig til at juble ekstatisk og Harry kunne ikke lade være med at sende mig endnu et blink fra hans grønne øjne. Uden at ville det rødmede jeg under hans blik og farven blev kun dybere idet alle fem grinte til mig. Dog gled et mere alvorligt og mørkt udtryk henover Liam's øjne, da han næsten lydløst, men alligevel betagende lod de to næste linjer flyde ud i rummet.

"I start to say:

'I think I love you'..."

Min krop stivnede kortvarigt og en stikkende fornemmelse bredte sig fra mine fingerspidser...he once thought I loved him too... Undskyldende forsøgte jeg at fange hans øjne, men han så væk og kastede sine blikke et sted langt bag mig - giv det tid, giv ham tid, sukkede jeg indvendigt og smilede lettet idet musikken atter tog til og Harry sendte det opløftende omkvæd ud gennem højtalerne. Alle omkring mig dansede alene, med hinanden, lo og kunne bare i bund og grund ikke stå stille. Et par sekunder stod jeg således med ryggen til scenen og betragtede mine gæster, der glade lod sig tumle frem og tilbage, som om de ikke havde a care in the world - sikkert delvist på grund af den mængde alkohol de havde indtaget, men denne sang var altså heller ikke til at stå for.

Lige netop fordi jeg ikke vedholdende fokuserede min opmærksomhed på drengene, kom det bag på mig da en persons tilstedeværelse pludselig føltes meget tættere på end førhen. Jeg vendte mig overrasket rundt og så lige ind i Zayn' øjne. Et gisp forlod svimlende min krop og jeg tog mig selv i at snuble akavet over mine egne hæle. Alle som én fulgte resten af One Direction Zayn's eksempel og lod sig elegant hoppe udover scenen og lande perfekt på dansegulvet, på begge ben vel og mærke - ligesom katte, der kan rulle lige så tosset rundt i luften som de vil og alligevel lander de ALTID på benene...unlike me!

Mine øjne veg dog ikke længe fra Zayn's. Det var som om hver tone lagde sig i hans øjnes brune farve og dermed lod jeg musikken overtage hele min kroppe - inklusiv alle dens rationelle reaktioner. Musikken hamrede ikke lige så voldsomt imod mig som den gjorde det tidligere, nej rytmen var faldet i fart, hvilket syntes at virke endnu mere bedøvende. 

"There is no other place that I would rather be,

than right here with you tonight," sang Zayn forsigtig og trådte tættere på mig. I løbet af få åndeløse sekunder var han helt henne ved mig. Jeg sank en klump, men den blev hurtigt erstattet af en ny. Atter var mine kinder helt uregerlige og sendte sikkert pinlige bølger af rosa farve indover mit ansigt. 

"As we lay on the ground I put my arms around you,

and we can stay here tonight," nærmest hviskede han ind i mikrofonens metalgitter og idet han berørte mig for at lægge en arm omkring min talje, tabte min hjerne fuldstændig al form for logisk sans...jeg var fanget i øjeblikkets magi. Hans stemme ramte de høje lyse toner perfekt og det så ud som om også han måtte vride sine mørke øjne væk fra mine da omkvædet atter ramlede ned om os. 

"Under the lights tonight,

you turned around, and you stole my heart,

with just one look, when I saw your face,

I fell in love, took a minute girl...to steal my heart!"

Niall, Louis, Harry og Liam havde dannet en ring rundt om Zayn og jeg, hvilket holdt få nysgerrige blikke væk fra os, mens sangen var ved at dø hen. Et par gange gentog Harry omkvædet og lod sin stemme løbe op og ned af toneregisteret i utroligt kontrollerede tonegange, før sangen ebbede ud og de sidste taktslag blev slået. Zayn's arm gled væk fra mig og straktes i stedet i vejret, da jublen spredte sig rundt i lokalet. En sidste gang fangedes mine øjne af Zayn's, men varmen fra tidligere syntes at have dannet skarpere kanter - det var i det øjeblik, det gik op for mig, at Harry's ord endnu stod ved magt; jeg var ikke tilgivet endnu. 

"Ej, helt ærligt Hallie vi forsøgte at gå i en stor bue udenom tåreperserne, da vi skulle vælge en sang og alligevel tapløber saltvandet jo nærmest af dig," smålo Louis idet han vendte sig bort fra bifaldet, der stadig pulserede fra væg til væg. Han rakte en hånd ud og fangede en forræderisk tåre. Dette afbrød dens vej nedad min kind. Forbavset tog jeg mig til ansigtet og mærkede straks de lune dråber af vand, der lagde sig tilrette langs med mit kæbeben. Det var slet ikke gået op for mig at jeg havde ladet gråden slippe fri og jeg rystede på hovedet af mig selv - hvorfor havde mine fortænder givet slip på min læbe? "Var det så dårligt?" spøgte Harry og med en let knyttet næve puffede han til min skulder. Jeg rystede stumt på hovedet og han trak mig halvvejs ind i sin favn. "Glædestårer?" smilede Niall spørgende og med et nik fik også han et stumt, men betydningsfuldt svar. Den eneste ulempe var, at ingen af dem kunne aflæse tvetydigheden, som man ville have hørt hvis jeg havde udtalt svaret - hvis glædestårer og tårer grædt over ulykke, havde forskellige farver, så ville dette have afsløret, at dem der stred roligt nedover mine kinder var en blanding deraf.

Niall's P.O.V.

Haley's stumme svar syntes at forsikre os alle, men der var en snert uro et sted dybt i hendes øjnes blå. "Det var en fantastisk fødselsdagsgave," smilede hun siden og hendes ansigt strålede taknemmeligt, som om vi havde forandret hendes liv fra dette øjeblik af. "Vi ved det, vi ved det," plaprede Louis med en skødesløs attitude og lagde en arm rundt om Haley, der atter grinte til ham. Bag os var bifaldet forsvundet og med et udefinerbare ansigtsudtryk vendte både Liam og Zayn sig langsomt mod os. De havde begge været optaget af at hilse på gæsterne og det virkede lidt som om de ikke rigtig vidste hvad de skulle stille op med sig selv. Liam kløede sig tænksomt i nakken og Zayn fokuserede atter sit blik på sin telefon, hans øjne havde været som klistret til den lige siden vi havde forladt London aftenen før. "Tja, et 'tillykke' er vel på sin plads," sagde Liam stille og rakte en hånd ud mod Haley.

Med et lettere stramt smil tog hun fat om hans hånd og jeg følte mig hensat til et forretningsmøde. Jeg så lidt skuffet på Liam, men da hans øjne blev fanget af mine begyndte de blot at flakke. Trods dette blev Haley's smil en smule bredere idet deres hænder flettedes ind i hinanden. "Tak Liam, det var virkelig en god optræden," komplimenterede hun ham og det var tydeligt, at hun forsøgte at knække hans lidt kølige ydre - icebreaker! Jeg nikkede medgivende og Louis, der endnu havde sin arm rundt om Haley rakte drillende ud efter Liam. Han fik fat i Liam's skjorteærme, hvorefter han trak til. Dette resulterede i at Haley og Liam ramlede sammen. Harry kluklo og rystede på hovedet af den uforbederlige Louis. "Woops," grinte Lou og gav slip på Haley, der dermed måtte regne med, at Liam ville hjælpe hende med at holde balance, hvilket han også gjorde - Daddy Direction stepped up to the plate! 

"Det er jeg ked af," undskyldte Liam med en hånd på hver af Haley's skuldrer. "Du greb mig jo," smilede hun tilbage til ham og alt var næsten som i gamle dage...i hvert fald hvis man holdt sine øjne fokuseret på dette ene udsnit af rummet. Mine kunne dog ikke holde sig i ro særlig længe og mit blik kastedes i Zayn's retning. Han stod cirka en halvmeter væk og som så mange gange før var han hypnotiseret af sin telefon. Så diskret som det nu var mig muligt listede jeg mig hen til ham. Mit stemmebånd tog tilløb til at sige noget, men jeg måtte erkende, at jeg sikkert ikke ville være i stand til at bryde igennem den usynlige mur, der var slået op omkring ham. I stedet valgte jeg at puffe let til ham. "Hvad?" mumlede han og vristede sine mørke og stærkt optagede øjne væk fra telefonenes lysende display. Jeg nikkede sigende i retning af Haley, som nu stod og grinte af en eller anden joke Harry lige havde fyret af – ud fra Louis' skuffede mine havde den ikke været særlig god.

Zayn så mig lidt an og selvom han sikkert ikke var meget for at indrømme det, så kunne han ikke gemme sig i skyggerne i evigheder. Idet han langsomt fulgte mit niks retning, rystede jeg roligt på hovedet - love makes no sense! Dengang Haley's rædselsfulde 'veninde' Amy havde afsløret alle løgnene, kom det bag på mig at Zayn og Haley havde været forelsket i hinanden, men nu var der flere tegn der gjorde mig urolig. Det bekymrede mig at de ikke kunne snakke sammen og det bekymrede mig at Haley ikke havde besvaret nogle af mine og Louis' opkald eller e-mails efter Brit Awards. Den aften havde hun bedt os om tilgivelse og det lignede hende ikke at forlade landet uden et eneste ord, hun havde ikke en gang sagt farvel...i bund og grund var tanken om hvad der egentlig var sket den aften foruroligende...

"Hello," sagde Zayn vagt og en blidt smil afslørede hans hvide tænder. Haley's hoved gled op for at møde hans øjne. "Hi," næsten hviskede hun og jeg kunne se at hendes vejrtrækning bremsede op for en stund. 

Haley's P.O.V. 

Lyden af Zayn's stemme der næsten lydløst hilste mig med et 'hello', fik mig til at se op. Jeg gengældte hans hilsen og da et forsigtigt smil lagde sig om hans mund hev jeg kortvarigt efter mit vejr - he had me...again. Vores øjne var forbundet i få sekunder inden han brød kontakten, dog var disse få øjeblikke nok til at genkalde alt. Gemt i hans øjnes intense storbrune lag gemte sig minder, der gemte sig glæder og sorger - deri lå de eneste beviser for hvad han engang havde følt for mig, som jeg nu følte for alvor for ham. Det var som om mine følelser var som forårets blomster, et frø plantes og spirer til en blomst der folder sig ud for at vise sig, men i en skygge bliver den glemt og den må visne og krybe tilbage i sit skjul indtil tiden er inde, for at den atter kan genopdages.

"Nice fest," konkluderede Zayn dernæst og i stedet for at se på mig lod han sit blik danse illustrerende henover det omgivende selskabslokale. Jeg skulle til at svare på hans udtalelse, men jeg nåede ikke at sige et eneste ord før en lystig stemme afbrød mig. "We meet again," kvidrede min mor med ét og dukkede op bagved drengene. Alle fem vendte de sig mod lyden af hendes stemme og jeg kunne være død af skam lige der midt på dansegulvet. Min mor der var iført sin stramme blå selskabskjole, der fik hendes barm til at titte fristende frem på hendes bryst, balancerede en vodka-soda i hånden. En frygt, for at hun var småfuld skød op igennem mig. Da jeg kiggede ned på hendes stiletbeklædte fødder, som vaklede lidt under hendes kropsvægt, blev jeg forsikret om, at hun havde fået mere end bare den ene drink - karma 2, mig 0! 

"Mor, du husker nok drengene," smilede jeg anstrengt og det krævede al positiviteten i min krop, at presse en venlig tone udover mine tænders gitter. "Oh, hello Mrs. James," hilste Harry højtideligt og trak en hånd nervøst igennem sine krøller. "Bare kald mig Rachel," fnes hun og daskede tøset udefter ham: "...som du plejede," tilføjede hun - *facepalm*. Louis greb fat om Harry's skuldrer og trak ham en smule baglæns...sikkerhedsafstand? "Rachel," mumlede Harry og bed sig fast i sin underlæbe. Indeni mig krympede alt sig sammen og jeg tog mig selv i at krasse løs på mine arme, til de blev røde. "Awkward," sang Niall lavmælt i mit øre og gav sig til at le sagte ved siden af mig. Jeg så stift på ham og forsøgte at signalere til ham, at han måtte hjælpe mig. "Hjælp," peb jeg idet min mor sendte Harry et blændende smil og selvom han sikkert forsøgte at undvige hende, kunne han ikke dy sig for at sende et lidt skævt smil tilbage. "I ser jo rigtig flotte ud i aften...all grown-up!" udbrød min mor og jeg vidste ikke hvad der gik af hende, for i næste nu havde hun taget fat om Harry's kinder - please don't pinch them! Og som jeg tænkte den tanke til ende tog hun fat og nev til.

Harry's øjne blev store og hans ansigt mistede helt farven, bortset fra de steder hvor min mors fingre endnu hang fast - knaldrøde pletter var hvad han havde på hver kind. Zayn lod mirakuløst telefonen være i få minutter for at betragte dette mærkværdige optog og hans karakteristiske klukkende latter brød flygtigt igennem mørkheden der havde hængt om ham. Også Liam's læber deltes af en fin latter, der hurtig blev så krampagtig at den blev helt lydløs. "Nialler," bad jeg stille i Niall's øre. Først så det ikke ud til at han havde tænkt sig at hjælpe mig, men på forunderligvis formåede han at kvæle sin egen latter. Idet hans kinder atter antog deres normale farve redede han mig ud af pinlighedens hav. 

"Faktisk har jeg brug for noget mad til at opretholde mit stofskifte...I ved, nu hvor jeg er all grown-up and stuff," plaprede han løs og fik alle til at se måbende på sig. "Med andre ord; er der noget mad ved denne fest?" forklarede han sukkende, idet ingen af os rigtig fangede hvad han mente med sin første udtalelse. Mad til Niall, selvfølgelig...hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? "Ork, masser, der er en kæmpe buffet med alt hvad hjertet måtte begære...I ser også helt sultede ud," svarede jeg og slog ud med armene, som om jeg var med i en af de der rædselsfulde reklamer, for et produkt som ingen gider at købe - totalt overspillet! "Er du okay Hay?" smålo Harry, der endelig havde revet sig fri af min mor...den famøse Mrs. Rachel James... Jeg så uforstående på ham og rystede lallende på hovedet, man skulle næsten tro, at jeg også havde fået for meget at drikke...men jeg vidste jo bedre ikke? "Jo tak, jeg har spist nok i dag," konkluderede jeg, hvilket medførte at alle nu grinte af mig i stedet. 'Hvad?' mimede jeg til Niall, som blot trak uskyldigt på skuldrene og skubbede mig i retning af maden. "Jamen, så lad os da spise nu hvor vores skønne værtinde byder os det," sagde Louis i en fornem tone og var på nippet til at stikke næsen i sky - crazy, silly, foolish, sassy! 

Dernæst lagde han en arm rundt om min skulder og Niall tog fat om min talje. "Hey, jeg sagde, at I kunne få lov at spise ikke få mig til at rødme," indvendte jeg med falsk fornærmelse og skjulte rigtignok mine rosa kinder, der havde fået denne farve efter at Louis havde kaldt mig skøn. 

*** 

"Because he was a funguy," forklarede Louis og med en afventende mine så han på os alle. Zayn brød ud i en besynderlig og overdrevet spruttende latter, vi andre fulgte hurtigt i hans kølvand. Louis smilede veltilfredst over sin mushroom-joke, samt effekten den havde haft på de mennesker der omgav ham. "Jeg sagde jo, at den var god," pralede han stolt og rakte tunge af Harry, der for lidt siden havde hævdet, at joken ikke var - Louis 1, Harry 0...hvorfor laver jeg altid de her regnskaber?

"Ja, svampe er morsomme," konkluderede Liam og spiste en af de mange championer han havde skovlet op på sin tallerken for lidt siden. Vi så alle lamslået på ham og han opfangede straks, at det kunne misforstås. "Ikke den slags svampe!" forsvarede han sig og spilede sine brune øjne op i forskrækkelse - vi andre lo igen. "Jeg kommer igen om lidt," fortalte jeg dem stille og da de alle havde nikket medgivende rejste jeg mig. Min mission var at finde Jake og takke ham for aftenens fantastiske arrangement, på trods af alle de mange uønskede overraskelser - it all adds up to good things!

Dog fik jeg lov til at vandre op og ned mellem borde og stole, fra buffet til dansegulv uden at finde Jake. Han var simpelthen ingen steder at se, men jeg måtte og skulle fortælle ham, at jeg satte pris på hvad han havde gjort. Dermed trodsede jeg det kolde vejr udenfor, trak i jakken og bevægede mig ud på den terrasse, der befandt sig forenden af pakhuset. Jeg lukkede døren til festlokalet bag mig og indåndede den krystalagtige luft. Det føltes som om oxygenen frøs fast under min hud og nedkølede mig indtil min kropstemperatur fik ansamlet nok varme til at smelte isen bort. 

Mine øjne gled undersøgende henover omgivelserne og jeg måtte hurtigt indse, at Jake ikke var her. I stedet gav jeg mig i kast med at betragte udsigten. Skønheden, der omgav mig fik mig til at slappe fuldkommen af. Tarassen var bygget af træ og på dens metalrærkværk var opsat mellemstore pærer, der lyste svagt op i nattens muml og mørke. Jeg trådte forsigtigt frem for ikke at glide på rimen, der dækkede hele landskabet. Få meter væk brusede det uendelige hav. Fra horisonten og opefter blinkede tusindvis af stjerner som diamanter - jeg lo lidt for mig selv. Bølgerne der kolliderede med kystlinjen, dikterede mit hjerteslag og som jeg stod der lænede jeg mine underarme på rærkværket. Stirrende fremfor mig, tog jeg et antal dybe vejrtrækninger - kold luft blev trukket ind, varm ånde, der bølgede som små spøgelser foran mig blev pustet ud. Det var også på grund af denne indre ro, at jeg nær skvattede på det glatte underlag, idet en rømmen bag mig fik en isnende fornemmelse til at piske opad min rygrad. 

Skrækslagen vendte min krop sig rundt, så jeg stod med fronten mod pakhusets facade. Henne ved døren, hvor en enlig bænk stod, blev et ansigt lyst op af et underligt blåligt skær...et velkendt ansigt...one that always had me at 'Hello'...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...