The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14663Visninger
AA

28. You are always saving me

Haley’s P.O.V.

Let latter akkompagnerede køligheden og Adam vendte forskrækket sin opmærksomhed mod de der vovede at forstyrre hans foretagende. ”Jeg mente det altså ikke sådan,” lød en pigestemme og et fnys blev sendt tilbage som svar. ”Det sagde hun også igår,” lo en anden og jeg vidste med sikkerhed, at de to piger var velkendte. Jeg prøvede at presse et nødblus i form af ord udover mine læber, men mit svælg blev snøret sammen af Adam’s kvælertag. Et forfærdet gisp og nogle foruroligede hvin rullede igennem entréen idet de to piger, som viste sig at være Jamie og Kate, opfangede min og Adam’s tilstedeværelse. Alt var dunkelt i den tidelige aften, men vores silhuetter stod frem i resterne af solens rosenrøde skær.

For angst til at ytre et eneste ord veg Jamie og Kate monotomt tilbage idet Adam gladelig kastede sig i retning af dem, for at føje dem til ’festen’ – the more the marrier, lo hans vilde blik. Som i tagfat løb pigerne fra ham og endte med begge at falde ned på hver sin side af mig. De forsøgte at løfte mig op i armene, men Adam kom til. Med overdimensionerede bevægelser fægtede han løs med Kate, der med et sigende blik bad Jamie om at gøre noget, mens hun holdt den for dem ukendte gerningsmand hen. Desværre var Kate’s spinkle krop intet imod Adam’s pumpede fængselsmuskulatur og snart havde han overvundet hendes ellers ihærdige kamptræk. ”Ouch!” peb hun skingert idet hun væltede bagover. Et glinsende glasskår skar en dyb flænge i hendes hånd således at flere dråber af blod løb som små røde floder nedover hendes håndryg. ”Hvad foregår der her?!” råbte en grovere stemme og med ét væltede drengene efterfulgt af Tessa ind af døren.

Et svagt smil frembragt ved et håb, der skød op i mig strøg henover mit ansigt, men fortrak sig idet Adam sparkede udefter mig, Jamie og Kate. Alle tre endte vi lukket inde i et hjørne mellem stumtjener og skoreol. Da vi var på plads i vores fangekælder, for forslåede til at gå til angreb, vendte Adam ryggen til os og så Niall, Louis, Liam, Zayn og Harry an. De syntes alle fem en del mindre sammenlignet med Adam og han agerede som om han havde brugt måneder på at optræne sig selv til lige netop denne kamp. ”Hvis ikke det er Haley’s hjemmeværn,” mobbede han dem overlegent og skar en truende grimasse. Tessa fumlede med sin telefon, men hendes voldsomme rysten forlængede processen. Dette gav Adam rigeligt med tid til at slå hende den af hænde, hvilket fik hende til at gispe skrækslagent. Med et plastisk rabalder smadredes IPhonen mod den ene mur og med den knustes forhåbningen om at tilkalde umiddelbar hjælp. Alle som én fór vi sammen. ”Okay, tag det roligt Adam,” beordrede Liam og påbegyndte en forhandling. Han blinkede et par gange for at samle sig selv og de andre trådte lidt tættere på ham for at bakke op om hans mening. ”Vi kan snakke om det her,” hævdede Louis efterfølgende og rejste en forsonende hånd i luften mellem dem og Adam.

”Det kunne vi jo godt, men jeg er mere til håndmadder, end flotte ord,” indvendte Adam hårdkogt og gned sine allerede godt brugte og ophovnede hænder mod hinanden. ”Du er godt klar over, at vi er i overtal ikke?” pointerede Harry skeptisk og tog et skridt tættere på Adam’s territorium. Dybt i mig ønskede jeg at rejse mig, men i forsøget begyndte hele rummet at snurre rundt og stemmerne blev slørede anråb. Jamie trak mig op til sig og Kate prøvede på at dække mig til med resterne af min kjole og hendes uldne trøje. ”Pft, er I bange pretty boys? Som jeg erindrer det, så har I ikke noget imod at lange udefter folk,” hånede Adam og med to fingre anbragt mod Harry’s brystkasse skubbede han ham bagover. ”Hey!” bjæffede Louis og hans ansigt fortrak sig i vrede, men Liam holdt ham tilbage.

”Det er vi heller ikke!” ytrede Niall arrigt og langede i samme lynende sekund en knytnæve i retning af Adam. Hans slag ramte Adam’s kæbe og efterlod røde mærker. Jeg gispede chokkeret og at dømme fra de andres miner, var jeg ikke den eneste, det kom bag på. Selv Niall syntes at have overrasket sig selv. Adam så bistert på ireren og tog sig til kæben. ”Punk!” bed han og slog ud efter vores blonde fyr, som blev sendt baglæns ind i bagvæggen. Dermed var dråben, der fik bægeret til at flyde over, landet og det næste slag, der faldt, kom fra Zayn og ramte den anden side af Adam’s kantede ansigt.

***

Jeg glippede voldsomt med mine øjenlåg inden omgivelserne kom ordentligt til syne. Forsigtigt løftede jeg min overkrop og indså, at jeg måtte være besvimet, for jeg befandt mig ikke længere i den smadrede entré. På sofaen overfor mig på modsatte side af stuebordet lå Niall med en hånd hvilende på sin pande. Hans øjne var lukket og han trak vejret langsomt. Rundt omkring på hans knoer, underarme og kindben sås let rødlige hudafskrabninger. ”Nialler?” mumlede jeg hæst, men i stedet for ham rørte en anden person i rummet på sig. ”Han er okay, lægen lagde ham bare til at sove,” smilede Zayn venligt og knælede ned foran mit ansigt. ”Hvordan har du det pretty girl?” spurgte han sødt og lod en finger optegne min pande og kæbeparti. Hans mørke øjne scannede mig roligt og frembragte en åndeløs ro på trods af mine brændende muskler.

”Fint, tror jeg nok,” hviskede jeg og rømmede mig kejtet. ”Hey, det skal nok gå, Adam er væk nu,” tyssede han og hans tommelfinger fangede et fugtigt saltvandsspor, som trillede nedad min kind i form af tårer. Jeg tog mig til kinderne, for at forstå, at jeg faktisk græd. Det var som om min krop ikke havde styr på sig selv og hvert øjeblik kunne kaste sig ud i et foretagne, som den ikke ville registrere – I was numb. Intet føltes virkeligt kun én ting kunne jeg mærke og det var den isnende krampe, som fulgte navnet ’Adam’. I traumatiserende flashbacks vendte eftermiddagen tilbage til mig. Jeg ville gemme mig for billederne, men jeg kunne endnu mærke hans hænder overalt på min krop og idet Zayn greb beroligende om mine hofter slog jeg blot ud efter ham. Panikken tog straks fat om mine hjerteklapper, der pumpede og hoppede uregelmæssigt i et rødligt virvar. ”Haley, hey, rolig ssh. Det er bare mig Zayn,” forsikrede Zayn’s bløde stemme mig om og som mine øjne gled op igen genkendte jeg atter den verden hvori jeg befandt mig.

En rusten gråd kom brusende fra mine lunger og med hulkende åndedrag knugede jeg ham ind til mig. Zayn strammede sit greb om mig og hans fingre gled indimellem mine løse lokker. Ikke et ord faldt i nogen tid, men vi behøvede heller ikke at fortælle hinanden noget. Zayn vidste, at jeg var bange, han vidste, at jeg bare ville vugges frem og tilbage. Mit hjerte lyttede til hans og opfangede efterhånden en mere normal rytme, som synkroniseredes med Zayn’s afslappede åndedrag.

”Så, nu er politiet smuttet med ’he who shall not be named’ og ambulancefolkene har tjekket os alle,” konstaterede Louis bag mig og stoppede brat sin gang idet han så hvad der foregik. Tessa, der stod ved hans side så bort og snurrede rundt på hælen. ”Åh hej Lou,” hostede jeg og lagde hænderne henover mine rødmende kinder. Eftertænksomt tørrede jeg de resterende tårer væk og plantede mine fødder på gulvet. Zayn sank besværet, for siden at sætte sig til ro ved siden af mig. ”Han var noget af en slagbror,” jokede Louis og kørte en hånd igennem Nialler’s blonde hår, som strittede viltert til alle sider. ”Undskyld, det var ikke min mening,” sukkede jeg forlegent og skammede mig over al den skade jeg havde forårsaget på få timer. ”Hey, du skal ikke undskylde!” protesterede Harry, der sammen med Liam, Kate og Jamie kom til. Ansigterne omkring mig var lettere trætte eller forslåede og alle ømmede de sig hver i ser over smerte her og der.

”’he who shall not be named’, angreb dig og til al held kom vi til inden det var for sent, det er ikke din skyld.” konkluderede Louis på ren Harry-Potter-Voldemort-maner. ”Jeg er bare så glad for, at du er okay,” snøftede Kate og slyngede et par varmende arme om mine forfrosne skuldre. ”Ditto,” tilkendegav jeg lystigt, men Zayn, der tog min hånd så på mig med et blik der afslørede mig fuldkommen. Han så ind under mine falske forsikringer, for jeg var ikke okay, jeg havde det ikke fint, men for nu skulle det forblive min…jeg mener vores hemmelighed. Med et pludseligt kvalmende stik blev Kate’s kærlige kram, alle de medlidende blikke og Niall’s komaagtige søvn mig for meget. Deres omsorg pressede nærmest min brystkasse indad og gjorde det svært at indtage nogen form fra ilt.

Med et anstrengt smil på læben holdt jeg min positive facade sammen, men skubbede Kate undskyldende væk fra mig. Jeg kunne ikke udholde en andens krop mod min, da alles Adam’s mærkninger endnu sveg og værkede som en altædende feber. ”Jeg tror jeg vil tage et brusebad og smutte i seng.” kvækkede jeg og samlede mit lange hår over min ene skulder. Hele selskabet så bekymret på mig, men jeg lagde ikke for alvor mærke til det, for mine egne øjne hvilede på Niall’s afslappede ansigt – gid jeg kunne sove som den kønne dreng. ”Gider I sige til når han vågner, jeg vil gerne snakke med ham,” bad jeg stille. ”Jo, men vil du ikke have lidt middag love?” spurgte Harry og lagde en hånd på min skulder, men min hovedrysten afviste stumt alle forslag.

***

Zayn’s P.O.V.

Sukkende smed jeg mine ben sløvt op på stuebordet og lyden af dette fik Niall til at sitre i sin søvn. ”Tror I snart, at han vågner?” spurgte Kate beklemt og kørte en finger henover Niall’s pande, hvilket fik hans næsebor til at trække sig sammen – Kate fnes let for sig selv. ”Forhåbentlig, men lægen gav ham en ret stærk sovemedicin samt mindst ligeså meget smertestillende, som Haley fik.” pointerede Louis og klappede den udslåede irer på låret. ”Jeg tror lige, at jeg vil tjekke om hun er okay,” annoncerede jeg stille og mærkede tydeligt hvorledes alles blikke landede på mig. ”Så laver jeg middag,” smilede Jamie og hev Liam op fra sofaen. De to forsvandt ud i køkkenet, mens småsnak brød frem mellem resten af os. Flygtigt så jeg mig om efter Tessa, men hun var som sunket i jorden og med tanken om at finde hende senere, gik jeg roligt ned af gangen.

Forsigtigt bankede jeg på døren, for ikke at skræmme Haley som jeg havde for vane. Tøvende blev den åbnet på klem og igennem sprækken så hendes blå øjne nervøst på mig. Krampagtigt var hendes fingerspidser boret ind i dørens træ, som gjorde hun alt for at holde sig oprejst. ”Hey, hvordan har du det?” spurgte jeg og slugte næsten min egen stemme i et forsøg på at tale dæmpet. Et kort øjeblik følte jeg mig anmassende og da intet svar delte hendes flængede læber var jeg næsten ved at vende om. Dog fandtes der en skrøbelig frygt dybt i hendes øjnes farvelag og dette fik mig til blidt at gribe om hendes hånd og løsne grebet hun havde om døren.

Med et larmende klik, der rystede atmosfæren, lod jeg døren gå i bag mig, mens Haley på bare tær listede hen til sin seng. Hendes lange blonde lokker var endnu mørke og fugtige fra badet hun havde taget og hendes kindben holdt ved et par blinkende vanddråber. ”Jeg er ked af, at du blev udsat for det.” pressede jeg udover mit eget stemmebånd og usikker på hvad jeg skulle stille op der i den larmende stilhed satte jeg mig ned på stolen ved sminkebordet. Atter ytrede hun ikke et ord, stirrede blot tomt frem for sig og lod det cremefarvede frottéhåndklæde mellem sine hænder tørre overskydende fugt bort. ”Hvis du har brug for den mindste ting, så er jeg lige nede for enden af gangen,” tilføjede jeg omsorgsfuldt og trak en hånd igennem mit hår, der havde mistet al styling. Jeg tog mig dog ikke synderligt af min sammenfaldne frisure, i dette moment gjaldt det kun om at få Haley til at vende tilbage til denne verden.

”Pas på hvad du lover, du risikerer bare, at jeg ønsker at indfri dit løfte,” fremsagde hun en smule sløret. En svag sammentrækning omkring hendes læber afslørede, at det var sagt i sjov, men smilet hun ønskede at fremvise blev afskåret et sted mellem nervecenter og hendes sande sindstilstand. Hendes øjne, der endelig så på mig havde en påtaget glans af ligegyldighed, men igen var det ej en afspejling af hvordan hun i virkeligheden havde det. En knude af samvittighedskvaler og bekymring klamrede sig til mit indre og strammede det sammen i et ubeskriveligt ubehag. ”Hales, du må på ingen måde tro, at du ikke kan komme til mig med hvad som helst – for det kan du.” forsikrede jeg hende om og følte hvorledes knuden løsnede sin indsnøring. Dog forblev den forplantet i mag og ben, for det smertede mig, at Haley og jeg alligevel befandt os så fjernt fra hinanden.

Da vi mødtes sidste år lå der så meget i kortene for os begge, sammen, ikke hver for sig. For tiden føltes det oftest som om vi levede på hvert sit kontinent og jeg havde intet anet om Adam eller de trusselsbreve som Kate havde fundet og senere afleveret til politiinspektøren. En skam over, at have skubbet Haley bort, lå over mig som en sky af bidende kulde. Roligt rejste hun sig og skar en grimasse, der portrætterede den skepsis, som jeg var ganske klar over, at hun besad når det kom til mig. Overraskende nok hintede hendes mimik til, at jeg også skulle stille mig op og idet hun stod foran mig lagde hun diskret og meget flygtigt sin hånd mod min kind. Jeg ville have lagt min henover hendes, for at forny kontakten mellem os, men snart slap hun mig og bakkede baglæns i forbavselse over sig selv. ”Tak, men jeg tror ikke, at det er nogen god idé.” afviste hun mig og bøjede hoved mod gulvets anonymitet, der sugede al hendes optimisme til sig, som et stort hul. ”Zayn, hvad jeg har brug for kan du ikke give mig. Du er sammen med Tessa husker du nok,” tilføjede hun mumlende, således at budskabet ville være gået tabt, hvis ikke jeg havde stået så tæt på hendes eksistens.

Blikket hun derefter sendte mig hviskede genert om hendes hjertes inderste begæringer – if you wanted to, you could give it all to me, tilføjede de sigende og de udspilede ibenholtsorte pupiller sitrede under sandhedens frembragte pres. ”Du ved hvor du kan finde mig,” sukkede jeg skuffet og min hjerne sendte automatisk et nervesignal ud til min højre arm og hånd. Jeg rakte ud efter hendes hånd, der var i færd med at klynge sig til silkepyjamassen, som hun var iklædt. Straks som denne aktion var igangsat, fortrød jeg dog og min hånd faldt opgivende tilbage på plads langs med min ene side. Noget holdt mig tilbage og endnu var det mig uvist hvad der var tale om. Haley fik mit hjerte til at banke overvældende hektisk og hendes indrammede øjne af havets blå bølger hjemsøgte mig og overskyggede øjenkontakten jeg fremtvang mellem Tessa og jeg, fra tid til anden.

Jeg forlod Haley’s værelse med et stumt nik og på trods af trangen til at blive, tvang jeg mig selv bort fra hendes tiltrækningskraft. Hun var som tyngdekraften og jeg var genstanden, der altid faldt for hende. Jeg overmalede billedet af hende, der var indprentet i min bevidsthed og hilste smilende på Niall, der endelig var vågnet op fra sin døs. ”Haley vil gerne se dig,” informerede jeg ham sandfærdigt om og klappede ham venskabeligt i ryggen. Niall var sløv i optrækket, men han blinkede samtykkende med øjnene – he was back.

***

Haley’s P.O.V.

At se Zayn vende mig ryggen og forsvinde ud af min nærhed var snart en af de mest velkendte scener i mit liv og af og til overvejede jeg om det var min eller hans skyld. Kunne jeg have holdt ham tilbage? Kunne han være vendt om? Eller var begge disse handlinger umulige for os at udføre? Min overkørte og skræmte tankevirksomhed orkede ikke at beskæftige sig med disse spørgsmål særlig længe og da jeg hørte skramlen henne fra døren stoppede jeg brat al handling. Mit indre frøs til is og alle organer syntes at gispe lydløst til hinanden. Med hamrende hjerte overbeviste jeg mig selv om, at der ingen fare var på færde. ”Nialler?” hviskede jeg håbefuldt, men jeg var fuldkommen galt afmarcheret. ”Er det en ny hobby for dig? At stjæle andres kærester?” bragede Tessa’s kraftige stemme mod mig og hendes tindrende øjne borede sig vej igennem alle mine parader.

Jeg tog mig til mit medicinpåvirkede hovedet og pressede et par fingre mod mine tindinger for atter at fokusere på omgivelserne. Tessa havde taget et par velovervejede skridt tættere på mig og hendes tilstedeværelse fik rummet til at se ud af mindre. ”Hvad, hvorfor ville du dog sige sådan noget?” fremstammede jeg og frygtede, at moccadronningen kunne læse tanker – if she could, she’d kill me without any warning. ”Jeg har set dig sammen med ham,” spyttede hun foragteligt i ansigtet på mig og med sin ene skulder puffede hun truende til mig. ”Hvad end det er du har set, så er det ikke hvad du tror,” konkluderede jeg ynkeligt og min stemme sank længere og længere ind i sig selv for hvert ord. Jeg var som en mus fanget mellem kattens hvæssede klør - a tight place to be.

”Vil du virkelig have mig til at tro på det? Skal jeg virkelig tro på, at du ikke prøver på at tage Zayn fra mig?” hvæsede hun hånende og som havde hun været i oplæring hos Amy, kastede hun sine skinnende lokker over skulderen og stillede sig vrantent op med armene overkors. Jeg forsøgte at gennemtænke mit næste træk, da hvad som helst vel sagtens kunne få Tessa til at sprudle af raseri. Et kort sekund havde jeg et gensyn med angsten, Adam havde sat i livet på mig og jeg foragtede Tessa for at have den indvirkning på mig.

”Det er overhovedet ikke min intention! Zayn betyder rigtig meget for mig, men han er sammen med dig og det respekterer jeg. Tessa, jeg blev overfaldet og havde brug for støtte, hvor kan du overhovedet anklage mig?” forklarede jeg og ignorerede smerten i mine led, idet jeg strakte mine arme uforstående ud mod rummet. Jeg talte sandheden hvad end Tessa ville indse det eller ej. Savnet efter Zayn’s nærvær gnavede i mig hver eneste dag, som en sulten sommerfuglelarve, der blot ønskede at vokse sig stor nok til at udfolde de farverige vinger, som ventede i dens indre.

Mit hjerte fortalte mig fra tid til anden i brændende gåder om hvorledes jeg skulle fravriste Tessa hendes greb om Zayn. Dog overtog min fornuft altid kommandoen i sidste altafgørende sekund. Den løgnagtige Haley fra forrige år kunne let som ingenting lokke Zayn tilbage, men hvis jeg havde lært bare lidt af min tidligere dumdristighed, så vidste jeg også, at konsekvenserne ikke var resultatet værd – hvis vi skulle finde sammen, så skulle det være på et ærligt grundlag og fordi han ville have mig tilbage, fordi han ville vælge mig over Tessa, ikke fordi jeg havde løget mig til en bedre position. ”Han betyder ’rigtig meget’ for dig, siger du og så simpelt er det bare?” hendes ord var skarpe og selvom ordvalget syntes at sige, at hun var overbevist så afslørede det sarkastiske drag om hendes mund, at hun var alt andet en tilfreds med mine udtalelser. ”Jeg troede du var min ven Haley, men en ven ville ikke lyve overfor mig.” sukkede hun såret og jeg kunne ikke afgøre om den tårelignende glans, der sejlede henover hendes nethinder var til at stole på eller blot slet spil.

”Det er jeg også, du må tro mig!” erkendte jeg besværet og måtte klø mig indædt på halsen for ikke at gå i stå på halvvejen. Jeg ville spørge hende om vi ikke kunne holde inde for i aften, da mine summende ben snart ville give efter, men det stenhårde blik hun pressede ind mod mig fik denne tanke til at fordufte. Håbefuldt rakte jeg udefter Tessa, men barnligt undveg hun så jeg nær var snublet og faldet. En hede tog fat om mit baghoved og jeg lukkede øjnene stramt i for at finde sammenhæng i situationen.  

Tessa’s næste statement slog, dog for alvor luften ud af mig og fik mig til at vakle. ”Hvorfor skulle jeg, når du tilbragte hele sidste år i selskab med løgne,” smilede hun ondskabsfuldt. Hun var oven på og som en korrupt kriminalinspektør var hun i færd med at fremtvinge lige netop den indrømmelse hun havde brug for, dermed ikke sagt den egentlige sandhed. ”Hvem har fortalt dig det?” gispede jeg åndeløst og faldt tungt ned på sengens hårde kant. Jeg ømmede mig lydløst og bed mig selv i læben for ikke at skrige af smerte, idet én af Adam’s mange mærkninger blev hamret mod senges kantede træramme. ”Zayn.” konstaterede Tessa nøgternt og rodede lidt med nogle af mine ting, der lå og flød på kommoden.

Jeg ville snerre af hende, men navnet hun havde nævnt slog mig i ansigtet og efterlod en isnende fornemmelse. Der var tale om en verballussing, men som jeg sad der føltes den alt for virkelig. ”Nej, det ville han aldrig gøre imod mig,” påstod jeg halvkvalt og selvom jeg prøvede at holde mine følelser tilbage, så knækkede min stemme alligevel over. Tessa’s tænder blev blottet i et bedrevidende smil og ligegyldigt lod hun en af mine T-shirts dumpe ned på sminkebordet således, at den rev en billedramme med sig i sit fald. Hun var uhyggelig afvisende og led, som havde hun vendt 180 grader – hvem var hun? Hvordan kunne Zayn være sammen med en som hende?

Rammens glas splintredes idet den ramte trægulvet og tusindvis af små krystalsplinter skøjtede ud under T-shirtens bomuldsstof. Jeg sprang op fra min plads og faldt på knæ foran Tessa, der håneligt så til, mens en forbistret tåre undslap min øjenkrog. Bag resterne af det ødelagte glas smilede Kaitlyn og med ét kogte mit indre som en vulkan, der har ventet i uendelige tider på at eksploderer. Jeg ville så gerne kyle alle Tessa’s modbydeligheder lige tilbage i hendes alt for perfekte fjæs, men pinen i alle dele af min krop holdt mig nede som en jernkæde – en kæde sammensat af led, der var formet af livets mange forviklinger.

”Whatever makes you sleep at night, men det gør ondt gør det ikke? At blive forrådt på den måde?” sagde Tessa og strøg forbi min sammenfalde krop. Nedværdigende gik hun med vilje ind i mit knæ og tog sig ikke tid til at tage sig af klynket, der kom bølgende fra mine lunger og eroderede udover mine læber – for how long do I have to take the high road? ”Tessa, jeg har ikke forrådt dig!” vrissede jeg og på trods af al galden, der havde tårnet sig op i mig, så var jeg så dopet af smertestillende, at jeg ikke rigtig gav mening længere. ”Drop løgnene kæreste, det er ret så ynkeligt. Så forelsket, men han vil aldrig blive din, husk det!”

Tessa’s stemme var sød som den plejede at være, som karamelliserede jordbær overdænget med mælkechokolade. Ved tanken ulmede en kvalme i mit svælg og så underdanig som jeg følte mig, formåede jeg kun at se på Tessa gennem håret, der hang livløst nedover mine øjne. ”Tessa…” kvækkede jeg og kom op på benene. Stakåndet og med en dunkende varme løbende under min hud gik jeg over mod isdronningen, der med sit solbrune ydre var en komplet modsætning til sig selv. ”Han er ovre dig, søde,” lo hun og nedsættende tørrede hun en prikkende tåre væk fra mine øjenvipper. Min gane strammedes og fortabt vendte jeg mit ansigt bort fra hendes vindende blik.

En pludselig bevægelse fra Tessa’s side fik luftlagene mellem os til at røre på sig og den uforudsete fare sendte et vindpust ind mod min kind. Med ét blev mit ansigt ramt af et smældende slag, hvilket sendte min nakke bagover. Lyden deraf ekkoede for mit øre og per automatik tog jeg mig til venstre side af mit hoved idet kulde blev erstattet af en steppebrand. Smerte spredtes som stedvise prik og inden det helt var gået op for mig, at Tessa havde slået mig trak hun mig ind til sig.

Hun pressede sine farvelagt læber mod mit ene øre og hviskede anspændt sit budskab: ”Nærm dig ham én gang til og du kan se frem til meget mere af den salgs!” Derpå smed hun mig fra sig og baglæns på ukontrollerede fødder snublede jeg og faldt på ryggen ned i dobbeltsengens fjedrende madras. Tessa sendte mig et bestemt nik og børstede sine hænder af. Alt gik i stå og verdenen omkring mig forsvandt med døren, der smækkede bag hende. Fuldkommen udslukket stirrede jeg på det hvide loft, som hverken snurrede eller stod stille. Mit blik flakkede. Min brystkasse hævedes og sank hult. Mine læber gled fra hinanden og fra flængen, som Adam havde plantet i dem, flød et par sviende bloddråber. Henover mine irisser dannedes et tyndt og alligevel tyngende lag af saltvand, der langsomt samledes i større mængder og hermed strømmede nedefter som små vandløb.

”Hun sover Niall, gå i seng,” hørte jeg Tessa befale barskt fra den anden side af døren. ”Men Zayn sagde---” indvendte han roligt, men blev skubbet bort med en affærdigende bemærkning: ”Haley er enormt træt, du kan se hende i morgentidlig. Uh, og Jamie du kan sove inde hos Liam, H ville gerne være lidt alene.”

Hvis jeg havde haft overskuddet, ville jeg være styrtet hen for at kaste mig ind i Nialler’s favn, jeg ville have kaldt på Jamie, men jeg lå blot. Stirrede blot. Tænkte blot. Følte mig tom. Følte mig forladt. Alene. Mørklagt.

***

Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde ligget stum og følelsesløs på sengen, der nu føltes hård og knoldet under min vægt. En let banken et sted ude i mørket, fik min torso til at rejse sig panisk. Mere bankeri fulgte og med famlende hånd fandt jeg frem til natbordslampen. Dens lys ramte mig i en varmende gul tone og snart stod det mig klart, at nogen ville i kontakt med mig. Jeg trak vattæppet op omkring mine forslåede skuldre og så mig kort i spejlet, Tessa’s benede fingre havde indprentet et håndformet mærke henover min kind. Jeg rystede minderne af mig og med usikker hånd klikkede jeg døren på klem.

Et sæt mørke øjne kom til syne ude i gangens midnatstime og deres mandelform var indrammet af fine sorte øjenvipper – Zayn. “Jeg kunne ikke sove.” mumlede han, mens jeg så indtrængende på hans røde læbers bevægelser. “Må jeg komme ind?” fortsatte han hviskende, som en sælsom brise gennem husets korridorer. En blokering skød frem i mit svælg og gjorde det svært for mig at trække vejret. Nikkende trådte jeg til side og han smuttede ind mellem min krop og dørkarmen. ”Jeg fortalte Tessa, at hun bare skulle gå i seng, mens jeg gik en tur…jeg nævnte ikke at turen gik få meter ned af gangen,” smålo han med sin vanlige klukkende latter og jeg tog mig selv i at grine lavmælt med.

Zayn så sig lidt om og ensomhedens hul i mit univers syntes at fyldes for hvert skridt han tog ind i rummet. Han trak gardinerne for og skærmede os dermed for natten. ”Jeg er bange,” fremstammede jeg, hvilket fik Zayn til at vende sig og se direkte på mig. Hans blik var intenst og mindede mig om den måde han havde set på mig engang for lang tid siden, før alt blev så screwed up. Hans hoved sank lidt ned mod gulvet og jeg ville trække min konstatering tilbage, men som så mange gange før var det ikke muligt. ”Det ved jeg, men der er ikke flere monstre Hales,” smilede han forsigtigt og hans øjne var fyldt med forståelse – han havde altid kendt mig bedst.

”Er du sikker? Gad du for en sikkerhedsskyld tjekke skabet?” spurgte jeg og da et glimt af underholdthed fór henover Zayn’s ansigt, trak min ene mundvig sig sammen i et vagt smil. Zayn gik stille hen til klædeskabet og åbnede dets låger vidt åbne. Han stak hovedet ind i det og følte sig frem mellem alt tøjet på dets bøjler. Jeg selv krøb op i seng og trak dynene op til min talje. ”Og under sengen?” bad jeg forlegent, mens han atter forseglede skabets indre. Uden indvendinger lagde Zayn sig på knæ og undersøgte sagen. ”All good.” forsikrede han mig og satte sig på sengekanten. ”Du skulle prøve at få noget søvn,” foreslog han kærligt og fjernede smilende en tot hår, der havde filtret sig ind i mine vipper. Med disse ord lod natlampens lys dø ud.

Vægten på madrassens fjedre mindskedes og jeg vidste, at Zayn i ly af mørket begav sig i retning af udgangen. ”Tror du, at han havde ret? Snød jeg ham? Bad jeg selv om det?” spurgte jeg så forhastet, at nogle ord blev til sammentrækninger. Mine øjne havde nu vænnet sig til nattens svøb og omridset af Zayn stod frem mod rummets lyse vægge. Af frygt for, at Adam ville hjemsøge min nattesøvn, nævnte jeg ikke hans navn – jeg måtte bare have svar. ”Haley, fyre som ham vil sige hvad som helst, for at vende det hele væk fra dem selv,” forklarede Zayn mig og rørte på sig, så hans fodsåler mod gulvet gav en svag klapren fra sig. ”Jeg tør ikke sove,” indrømmede jeg i tystheden, der havde fulgt Zayn’s konklusion.

”Bare luk øjnene,” sagde han så forsigtigt, at hans stemme svævede hen til mig som en mild sommervind, men jeg fulgte ikke hans anvisning. Jeg vidste at så snart jeg ikke stirrede mørket og al min frygt direkte i synet, så ville Adam dukke op og tvinge mine øjenlåg til at skilles i rædsel. “Hales bare rolig, luk øjnene.” forsikrede han mig venligt om og jeg opfangede, at Zayn havde bevæget sig tættere på mig. Med ryggen til vinduerne, følte jeg hans kropsvarme idet han lagde sig bag mig. ”Træk vejret dybt og tænk på et sted hvor du føler dig tryg,” bad han mig blidt om og lod sin ene hånd glide beroligende nedover min arm. Akkompagneret af overvældende kuldegysninger fulgte jeg hans råd – jeg tænkte på os, mig og Zayn i dette rum, lige nu midt i nattens omsluttende stilstand. ”Er du der?” spurgte Zayn og som hans ord løb ud i atmosfæren lagde han armene rundt om mig. Han strammede sin omfavnelse, således at min krop blev skubbet tættere på hans. ”Ja,” kvækkede jeg med resterne af min viljestyrke. ”Så hold ved det sted,” sagde han og hans åndedrag bølgede lunt mod min bare nakke. Jeg gjorde som han så kærligt beordrede; jeg lukkede mine egne arme omkring hans og holdt ved trygheden, holdt ved denne stund som skulle den vare evigt. 

___________________________________________________________________________________________________________________________________________

Pweeh, sikke et kapitel venner og damn det er laaaaaangt! Håber ikke, at det kedede jer, kunne bare ikke holde Zaley momentet i slutningen fra jer - er de ikke søde?! I min verden var det meget uskyldigt og enormt hjælpsomt af Zayn, han vidste, at hun var alene og var bange...aww haha 

Uh, lad os lige snakke om Tessa - can you spell bitch?!!! Tænk, at hun slog vores alle sammens Hallie, nu er hun i hvert fald på min liste sammen med Adam og Amy! Lad mig høre hvad I synes :D

(Og til Mortal; here you go darling, ked af, at jeg afholder dig fra at kalde mig Bob xD)

Love you all!!! <3

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...