The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
15649Visninger
AA

35. With a spiteful heart weighing heavy on your sleeve

Haley’s P.O.V.

Samlet om et langbord med udsigt over den nordlige del af Amerikas kystlinje sad vi alle ti bænket. Aromaerne fra den spiste middag emmede endnu omkring os og gjorde mig ør. For enden af bordet sad Russell som en konge og smilede veltilfredst til alt og alle, der mødte hans blik – jeg undgik det med vilje. ”Jeg undskylder på vegne af Niall her, han havde ikke planlagt at æde hele stegen,” jokede Louis henvendt til vores vært og puffede drillende til sin overmætte sidekammerat, der med et fornærmet blik i sine isblå øjne gloede tilbage. ”Haha, jeg er nu glad for at, der blev spist op, selvom jeg aldrig før har set en irer med en sådan appetit,” kluklo Russell, hvilket fik hans ansigt til at se næste venligt ud – hvis det da er muligt. ”Det smagte bare fantastisk godt,” forklarede Nialler uskyldigt og trak på skuldrene. ”Er der overhovedet nogen form for mad, som du ikke finder fantastisk god?” lo Jamie spørgende og viste, at hun var ved at kende drengene ganske godt.

Aldeles underholdt fnes jeg for mig selv, for pigen havde jo fat i noget der. Nialler opfangede straks drillen, men besvarede den, som var det en egentlig seriøs forespørgsel. ”Ja, det der australske snask på glas; Vegemite – det er simpelthen forfærdeligt!” konstaterede Niall forklarende og vrængede af mindet om sit møde denne sorte smørbarre specialitet fra Down Under. Jeg skrev mig straks denne fact bag øret, for lad os sige det som det er; når Niall James Horan ikke kan lide det, så må det været særdeles usmageligt og uspiseligt!

Alle drengene fornøjedes ved dette og Russell tillod sig selvfølgelig også at more sig over det. ”Din appetit er stor Niall, men det er dog intet i sammenligning med dengang Haley nær havde ædt os fra hus og hjem,” afslørede Russell muntert og jeg tog mig selv i at blive fornærmet over Russell’s brug af min kæreste irers navn. Niall’s øjne spærredes straks så meget op som det var dem muligt – was it really possible? Someone eating more than him! Jeg fnøs irriteret og tiltrak mig resten af selskabets opmærksomhed. ”Hvornår i alverden var det! Hallie spiser jo næsten ingenting,” smilede Liam kækt og blinkede skælmsk. Jamie rystede irettesættende på hovedet, men når først One Direction går i gang med deres drillerier så er der no stopping them. Liam’s kommentar fik Kate’s fars ansigt til at fortrække sig i tænksomhed. Dette var fuldt ud forståeligt, for den campingtur, hvor jeg uheldigvis spiste hele vores forråd, havde fundet sted for snart ti år siden. ”Tja, var det ikke da vi tog til Wisconsin? I hvad var det, 2003 eller så noget?” mumlede Russell spørgende ud i spisestuen i samme tempo som bølgerne skyllede dovent indover kysten.

”Jo, det passer,” tilkendegav min mor underholdt og så sikkert mit barnlige ansigt for sig indsmurt i chokolade, marmelade og andet godt, som de havde ladet ligge ubevogtet hen. ”Jeg tror faktisk, at vi har et billede af det,” annoncerede Russell og mødte opstemt Rachel’s øjne, der nostalgisk også søgte hans. ”Sørme om du ikke har ret, 2003 det år, hvor du skred!” bed jeg spydigt og afskyede ethvert smil, som Russell formåede at frembringe på de tilstedeværendes læber.  Zayn’s glæde var den, der blegnede først og hans øjnes blødhed prøvede på at formilde mig. Der var dog intet, der kunne hele tomrummene i mit hjerte og slet ikke ham, der havde skabt flere af dem. Det var faktisk utrolig, at det endnu kunne banke varmt i mit bryst og pumpe mit blod rundt. Med alle de huller det efterhånden havde pådraget sig så kunne der næppe være meget muskelvæv tilbage.

Nedslået så Russell på sine hænder, der hurtigt var landet i hans skød. Rachel lagde en kærlig hånd på hans ene skulder. Jeg væmmedes over hvorledes hun havde tilgivet ham alt. Spøjst til mode kørte alles blikke rundt i rummets stilighed og hvis to sæt øjne mødtes veg de hurtigt bort fra hinanden. ”Nå, men jeg tror desserten venter,” kvækkede jeg, for at knække den akavede tysthed, der lå omsluttende om os alle. Kate nikkede lidt for ivrigt og så tomt på mig – årh, hvorfor skulle jeg også lige sidde og hælde alt mit had til hendes far udover dette middagsselskab som hun havde set så meget frem til. Undskyldende forsøgte jeg at smile skævt til hende og Kate trak da også vagt på smilebåndet. ”Godt så,” fremstammede hun siden og skulle til at rejse sig, for at rydde ud af bordet. Dog lagde en hånd med lakerede negle sig beroligende på hendes øvre ryg og opfordrede hende til atter at sætte sig ned. ”Haley og jeg ordner det,” forsikrede min mor Kate og alle de andre om. Med et svirpende nik med nakken guidede hun mig mod køkkenet, mens hun selv samlede alt det brugte service i stakke.

***

”Var det virkelig nødvendigt?” sukkede Rachel opgivende og lod klirrende en stak tallerkener falde til ro på køkkenbordet. ”Det er jo sandheden,” pointerede jeg og fandt et par bakker flødeis frem fra fryserens kølige indre. ”Russell prøver jo bare på at være imødekommende og vise dig, at han er der når du er klar til det,” indvendte hun med moderlig skepsis og lænede sig afventende opad komfuret. Med rullende øjne fandt jeg dessertskåle og isskeer frem – jeg ville sgu aldrig være klar til at åbne mig op til ham; been there done that, I touched and I got burned. I stedet for at nævne, at brændt barn skyr ilden påpegede jeg noget langt mere frustrerende. ”Ja whatever, jeg kan også se, at du og Russell er blevet svært gode venner,” sagde jeg og langede en håndfuld skeer plus Liam’s ene gaffel i retning af Rachel. Hun tog modvilligt imod og placerede dem på en serveringsbakke.

”Hold inde mens legen er god,” bad hun med en træt mine og fortsatte vemodigt: ”Det her er lige netop hvad jeg ikke ønsker for os to.” Uforstående så jeg hendes person an og skammede mig et kort øjeblik over den udskæring hendes sorte kjole havde – den virkede så desperat housewife-agtig…selvom hun ganske vidst havde Tom…for tiden altså. ”Og det her er?” spurgte jeg med en kugle af vaniljeis dinglende fra isskeen. Med et plump landede den blødt i en af skålene jeg havde fundet frem og velfornøjet nikkede jeg til dens smeltende ansigt. ”Os to, der skændes konstant!” udbrød min mor skuffet. Overrasket over hendes pludselige udbrud tabte jeg en skefuld is ned på køkkenbordets dyre træoverflade. Som en flod af hvidligfløde iblandet sorte vaniljekorn flød isklatten udover bordkanten og dryppede lydløst ned på gulvet i afmålte dråber.

Jeg ville have brokket mig til hende, men Rachel fortsatte sin lettere vrede talestrøm inden jeg kunne få et ord indført. ”Haley, du og jeg har ikke været en familie siden Kaitlyn’s ulykke. Med hende og mine forældre borte, så har jeg ikke andre end dig og din far. Det er på tide, at vi holder op med at stikke af og såre hinanden. Som familie må vi holde sammen og det kan vi ikke uden ærlighed, hvilket også er grunden til, at jeg langt om længe afslørede sandheden om Kaitlyn.”

Forfjamsket så jeg op på hende og holdt straks inde med at rengøre granitgulvet. ”Var det dig, der gav pressen tippet?” røg det forarget udover mine læber, der indtil nu havde været strammet ind omkring sig selv. Jeg havde prøvet på ikke at lade hende antænde min vrede, men hvert ord hun lod falde imellem os var som terpentin på et bål – let’s light up tonight! Og hende, der lige havde fablet om ikke at såre hinanden længere, havde ramt mit ømmeste punkt og såret fra hendes knivskarpe indrømmelser ville snart vise sig. ”Unbelievable, og du kunne ikke finde det i dit hjerte at fortælle mig det!” fnøs jeg såret på vegne af mig selv, såvel som drengen jeg havde beskyldt for at servere min dybeste og mest smertefulde hemmelighed for den kyniske verdenspresse. 

Zayn havde haft absolut intet at gøre med den ondskabsfulde artikel, som jeg havde fået kylet i ansigtet i efteråret. På trods af dette havde jeg gladelig ladet djævlen på min venstre skulder overbevise mig om, at det måtte være hans hævn – stupid girl…as always you are jumping to conclusions. ”Jeg vidste jo, at du ville være utilfreds med min beslutning,” forklarede min mor dernæst og vækkede mig fra mine selvstraffende tanker. Da jeg dermed var færdig med at banke mig selv oveni knolden overvejede jeg at lange ud efter Rachel, for hørte hun lige sig selv? At tilbageholde sandheden bare fordi den var ubehagelig, retfærdiggjorde jo ikke hendes handlinger. Damn, hun lød som mig…eller altså i teorien lød jeg vel som hende…forbandet; like mother, like daughter.

Som kunne hun læse disse tanker smilede min mor formildende til mig, men at slippe af sted med det her, var nok det sidste jeg ville lade hende gøre. ”Du har fuldstændig ret! Men glem ikke, at din bedømmelse af situationen fik mig til løbe uvidende til mine bedste venner og anklage dem for højforræderi, når forræderen i virkeligheden fandtes i min egen baghave.” konkluderede jeg arrigt og måtte smide alt fra mig, for ikke at overøse hele lokalet i skummende flødesprøjt. Rachel’s smil stivnede og faldt til sidst helt fra hinanden, idet hun indså, at Haley James for 117. gang var vred på hende over noget hun selv anså for en bagatel. ”Jeg er virkelig ked af det Haller, men hvis du vil undskylde mig, så tror jeg, at jeg vil vende tilbage til festlighederne,” undskyldte min mor og lod en hånd glide nedover min underarm i en blød og kærlig bevægelse. Jeg rullede en anelse med skuldrene for at ryste varmen hun efterlod af mig. Siden mødte jeg hendes afventende blik. ”Naturligvis, gå endelig! Gå ind og fejr Russell generøsitet,” bjæffede jeg afvisende og genoptog min servering af is – en ekstra kugle til Nialler-drengen.

Et dybt suk bølgede fra Rachels optegnede læber og tungt faldt hendes brystkasse tilbage på plads. Som var hun overbevist om at et længerevarende pusterum ville få mig tilbage på ret køl, blev hun stående i komplet stilhed inden hun annoncerede det der forekom mig som en stor fed løgn serveret med ekstra indbildskhed. ”Vi fejrer da jer, Haley!” påpegede Rachel optimistisk og klappede sine hænder sammen for at frembringe en munter effekt – alas it did not work. ”Gør I virkelig? Spøjst, for det føles ikke sådan.” faldt det udover mine læber, som jeg ellers havde bedt om at holde sig i ro – de hører sgu aldrig efter må jeg erkende. Utilfredst tog Rachel imod et par færdiganrettede desserter, som jeg rakte hende og spankulerede mundlam ud af køkkenet.

Hvor end jeg gerne ville hævde, at jeg derfor havde vundet diskussionen, så vidste jeg bedre. Rachel havde mere hvor det kom fra, når det kom til mundhuggeri. Den eneste grund til, at hun snurrede rundt på hælen og forlod mig alene med mine flabede meninger var, at hun simpelthen ikke gad mig længere. Om så vores skændsmål havde fortsat, så havde jeg bestemt mig for at holde på mine holdninger. I aften handlede ikke en skid om mig eller drengene, det var alt sammen Russell’s idé om at indynde sig på ny. Hvis han kunne vinde alle de andre over, så ville mine afvisninger få mig til at se dum ud og så ville jeg se mig nødsaget til at give ham en chance. Life is a game and you can play it by the rules, but most people choose not to...

Med denne erkendelse pulserende i mit opkørte baghoved bragte jeg de sidste deserter ind i spisestuen og så til mens Niall kastede sig over sin ekstra store portion. Denne beskæftigelse af mine øjne syntes at være det mest beroligende. Jeg fornam ganske tydeligt hvorledes Zayn’s blik samtidig brændte sig ind under min hud og spredte en sødlig smerte. Denne følelse dunkede sig også vej igennem alle mine forsvar, helt ind til mit hjerte. For hvert slag det slog, savnede jeg ham voldsommere. Som eneste adspredelse, der formåede at virke alt overdøvende, mindede jeg mig selv om Teresa Thomson. Undvigende naglede jeg dog fortsat mit blik fast til Niall’s lyse lokker og blå åsyn. Han forekom mig som det sikreste holdepunkt, nok fordi mens alt andet ændredes omkring mig, så var Niall’s kærlighed for mad uforanderlig.

***

Liam’s P.O.V.

Jeg havde ligesom de fleste andre skovlet isdesserten forjaget i mig bange for at en eneste pause mellem to bidder ville få forbudte ord til at undslippe et af gæsternes stemmebånd. Diskret holdt Jamie mig i hånden under bordet. Hver gang nogen lagde an til at kommentere på den bidende stilhed gik et jag igennem hende, hvilket fik hendes greb til at strammes. Jeg spejdede forsigtig udover bordets besøgende. Haley stirrede for det meste på Niall med en tom fjernhed i blikket. Zayn kørte ustandseligt resterne af sin isbombe rundt langs skålens kanter og det var tydeligt, at hans tanker løb i cirkler omkring et bestemt emne; Haley. Jeg tog mig selv i også at stikke afprøvende til et par endnu sammenhængende dessertklumper, der sejlede rundt i søerne af allerede smeltet vaniljeis. Overfor mig, pjattede Kate og Harry lydløst, mens Russell så vurderende til. Drillende stjal Harry en skefuld fra Kate’s skål og forsøgte uden ord at forklare, at han blot ville have en smagsprøve…af hendes is, der smagte præcis som hans egen…I never said that it would make sense!

Ligesom Russell prøvede Rachel, at holde sin datter i skak ved at se hende afmålende an. Haley gjorde dog ikke stor notits af dette og Niall måtte vride sig i sædet, hvor han tyngedes ned af Hallie’s målrettede ørneblik. Alt imens dette foregik gjorde Louis et i ihærdigt forsøg på at underholde sig selv ved at folde sin serviet så meget så muligt, så mange gange så muligt indtil den farverige papirmasse begyndte at give efter under hans konstante foldning og presning af dens fibre. En øjenkontakt skabtes korvarigt mellem Louis og jeg, men den holdt ej længe før et buldrende host rumlede fra den ene bordende og opefter.

Det var Russell, der i ønsket om at adsprede Harry og Kate fra deres elskovslege, havde rømmet sig diskret – lad os bare sige, at hans forsøg slog fejl. I stedet for at afbryde en smule flirteri stimlede alles blikke nu sammen omkring Russell. ”Åh æh, undskyld mig,” kvækkede han i en besynderlig forlegen stemme og rodede op i sit hår så dets mørkblonde strå stod ud til siderne – en forvildet far, det lignede han i hvert fald. Smilende nikkede vi alle til ham og hamrede derefter atter panderne mod muren af stilhed – man skulle tro, at vi legede stilleleg uden tidtagning. Per automatik, samt for at foretage mig et eller andet kastede jeg et flygtigt blik på mit armbåndsur. Urskiven lyste en anelse op i mørket, der havde sænket sig; 23.30. Tænk, at klokken alligevel var gået hen og blevet så meget.

Ud fra den umiddelbare stemning i lokalet skulle man næsten tro, at den var gået rent i stå. Langsomt sank mine tænder ned i min underlæber, der sløvt gav efter. Endnu en gang søgte jeg tilflugt i Louis’ blik i håb om, at han havde en idé til hvorledes vi redede os ud af denne suppedas. ”Orv, er det virkelig klokken!” udbrød han med ét, da mine sigende blikke og desperate nik i retning af uret på væggen, var gået op for ham. Med øjenbrynene hævet op i panden havde Lou’s blågrå øjne fæstnet sig på en plet bag mig, hvor et vægur tikkende talte tiden. I en fordrejet og selvfølgelig grinagtig grimasse syntes deres farvefyldte irisser at følge sekundviserens taktvise slag. En rummesteren af stoleben, der flyttes og kroppe, der vendes i deres sæder fulgte, for alle måtte være med til at konstatere, at klokken var slået 23.33.

”Hold da op, ja så må vi hellere se at komme hjem efter. Vi skal nå morgenflyet,” indførte jeg og gjorde alt i min magt, for ikke at afsløre mit dårlige skuespil – halv tolv var jo intet i forhold til andre aftener de sidste tre år, vores første album hed jo ikke ’Up All Night’ for ingenting. Men lige i øjeblikket lød det at gå tideligt i seng ikke så dårligt. Russell så dog ikke ud til at være enig, for han nærmest sprang frem i sit sæde, så kaffen i koppen foran ham skvulpede over. Dermed fandtes der både mokka vandløb og vaniljeis åer, der spredte sig som et broget delta udover den ellers hvide dug. ”I kan da ikke tage af sted førend I har været nede ved havet. Det er så kønt på denne tid,” smilede han forvissende og nikkede alvorligt, som var det nøglen til at binde os til hans strandvilla – han ønskede vidst at holde på Haley og for at opnå dette måtte han gøre brug af en slags pakketilbud – ingen One Direction = ingen Haley. Også Kate lod et ærgerligt blik hvile på Harry, der opmuntrende flettede sine fingre ind mellem hendes.

Beklemt så Niall ned på sin tomme tallerken, der var slikket pinligt ren. Louis pillede eftertænksomt ved dugen og Jamie sluprede en tår vand ved min side, mens Zayn atter forsøgte at fange Haley’s opmærksomhed, men måtte opgive med et irriteret suk. Det var åbenbart op til mig at vikle trådene ud – no wonder, at jeg var blevet døbt ’Daddy Direction’. ”Tusind tak Mr. James, men---” begyndte jeg høfligt og havde planlagt at takke nej, så pænt som det var muligt. ”Jamen, I kan da sove her i nat. Vi har masser af gæsteværelser,” smålo Russell inden mine indvendinger kom til deres snøvlende ende. Oplivet så Kate straks på sin far og smilede bredt til ham – the boyfriend was accepted by daddy! Vi andre så dog mere på ham i chok, vi kendte jo knap manden og ud fra Haley’s fortørnede mine var det heller ikke Russell James’ bedste plan til dato.

Et forvirret og en smule falsk fnis boblede fra hendes sammensnørede svælg. ”Det er da alt for meget,” skvulpede det halvstammende ud af Haley og hendes øjenbryn bølgede foruroligende på hendes pande, mens hendes ansigt gik fra sarkastisk til irettesættende til latterliggørende. ”Pjat, I er da så velkomne!” annoncerede Russell voluminøst og slog kraftigt ud med armene, som for at billedliggøre det han sagde for os. Dernæst fortrak hans ansigt sig i skepsis. ”Også dig Harry,” tilføjede han en smule misfornøjet og så ud til at regne på hvorvidt, der var sengepladser nok til, at Kate og Harry kunne få hver deres værelse.

Jeg trak på smilebåndet ved denne tanke, hvorefter jeg kastede et spørgende blik på drengene. Niall rejste sine øjenbryn, Louis trak på skuldrene, Harry smilede optimistisk, Zayn smagte tænksomt på sine læber og så ikke ud til at gøre indsigelser. ”Altså, vores ting er jo pakket…så hvis du insisterer,” konstaterede jeg på hele One Direction’s vegne og nikkede interesseret til Russell, hvis lyse øjne blev genoplivet. ”Det gør han.” afgjorde Kate siden bestemt og gav sin kærestes hånd et lykkeligt klem – jo flere timer hun fik sammen med Harry inden vores afgang i morgen, jo bedre.

”Så er det afgjort!” sagde Russell opstemt, slog begge håndflader i bordet og skubbede sin stol bagud. ”Til havet venner! Hele bundet!” befalede han derpå og gjorde honnør, hvilket blev gengældt af Louis. Som en anden militærkolonne fulgte vi vores værts ordre og med glad småsnakke rejste vi os alle fra bordet, glemte alt om opvasken og satte kurs mod terrassen, hvorfra en trappe ledte ned til havets brusende bølger. Forrest gik Russell og Rachel med en small-talk på deres læber, derefter fulgte Kate med den nu lidt mere selvsikre Harry, Niall og Louis legede videre med de fjollede honnører og militærreferencer, mens Jamie og jeg efterfulgt af en mut Zayn dannede bagtrop.  ”Hey, hvor er Haley blevet af?” udbrød jeg, da jeg havde gjort mandtal og ikke fandt hendes lyselokker og blå øjne iblandt os.

Alle som én stoppede forsamlingen i deres spor og så sig omkring, hvilket forekom mig ret komisk af en eller anden grund. Det var nok deres tomme ansigtsudtryk og uforstående blikke, der gjorde det. ”Hun var her da lige før…” mumlede Louis og Niall i munden på hinanden og kiggede forundret på os andre.  Medgivende nikkede jeg og blev rykket pludselig rundt idet Jamie ville se sig over skulderen efter sin veninde. Hun mødte dog blot Zayn’s øjne ligesom resten af os. En anelse kejtet vippede han frem og tilbage på sine fødder, hvorefter han beroligende udtalte sig. ”Bare gå i forvejen, jeg finder hende.” forsikrede han os alle og gjorde et opfordrende vink i retning af gangbroen, samt stranden.

Jeg registrerede straks skepsissen vi alle sendte imod hans person, som en mur og den så ud til at ramme ham ømfindtligt som en kugleregn. En anelse forarget over mit eget mistroiske selv smilede jeg betroende til ham og nikkede forstående. ”Er du sikker?” spurgte Kate forsigtigt og trådte lidt frem fra en af nattens mange dunkle skygger. ”Tja, hun bidder vel næppe,” jokede Zayn opløftende og blinkede skælmsk til hende. ”Njah, det ved man da aldrig,” småsnakkede Lou for sig selv, men lod alligevel hele selskabet høre det. Vi grinte kortvarigt, men overlod dernæst Zayn til hans eftersøgning.

***

Haley’s P.O.V.

Ubemærket havde jeg sneget mig væk fra spisestuens hede, hvor jeg nær havde følt mig hensat til en alt for sentimental ’Far til fire’-film. En fysisk kvalme steg faretruende fra mit mellemgulv og op igennem mit svælg, når jeg tænkte på Russell og hans tilbud om at vi kunne overnatte her i nat. Ikke om jeg skulle nyde noget af den slags, om så de ville binde mig til sengen. Det var ikke fordi her ikke var indbydende, næ sengen, der befandt sig henne i hjørnet af det rum jeg havde trukket mig tilbage til, så ganske komfortabel ud. Mit problem med denne strandvilla havde udelukkende noget at gøre med dens ejer. So, no hard feelings havde jeg forsikret huset om – ja, jeg havde fået lidt for meget rødvin til hovedretten.

Men du behøves ikke bekymre dig, nej aldeles ikke, for rødvinen var jeg gået helt væk fra. I øjeblikke sad jeg og hældte klar vodka af mærket ’Karloff’ op i et glas, så væsken bølgede udover et bjerg af isterninger. Med nakken lænet helt tilbage røg glassets indhold ned igennem min udslukte hals. Selvom det var længe siden, at jeg havde kræset for mig selv med ren alkohol så forekom smagen mig mere end velkendt. ”Puha, det gjorde sgu godt,” grinte jeg lavt for mig selv og dinglede på ny flasken indover glassets afrundede kant.

Efterhånden havde min hjerne tabt tråden og jeg var ikke længere klar over hvor mange drinks jeg egentlig havde siddet og høvlet ned de seneste tyve minutter. Midt i tågen af begyndende beruselse overraskede det mig, at jeg endnu ikke havde hørt nogen kalde mit navn. Måske gad de ikke lede efter mig konstaterede jeg, men endte med at blive enig med mig selv om, at de sikkert slet ikke havde lagt mærke til mit lille forsvindingsnummer. I tvivl om hvorvidt det faktum sårede eller frydede mig bundede jeg atter vodkaens syndighed.  Det kunne sgu også rage mig et vidst sted om nogen bekymrede sig om mig! I aften handlede udelukkende om Russell og hans plaster på sin dårlige samvittighed, ikke en skid andet! F*** ham!

”Haley!” lød det pludselig drenget og højst usandsynligt ude fra gangen. Det gav et sæt mig, samt i flasken, der endnu sad limet til min højre hånd. ”Wow, nu hallucinerer jeg også,” kvækkede jeg halvkvalt og fortsatte min bartendertjans. ”Haley!” råbtes der igen og denne gang kunne jeg ikke slå det hen, som noget jeg bildte mig ind – der var faktisk nogen der ledte efter mig. I næste sekund blev døren puffet op og det ærgrede mig betydeligt meget, at jeg havde glemt at låse den. ”Gud ske tak og lov, her er du!” konstaterede intruderen, med andre ord Mr. Malik. ”Jepper, her er jeg,” hikkede jeg ligegyldigt og hævede vodkaflaske og glas i luften i fjollet hilsen.

Irritabelt så Zayn’s mørke øjne mig an og lydløst lod han døren falde i bag sig. For en stund lod han sit blik vandre udover omgivelserne, som stod han og lagde en slagplan…det gjorde han måske også. ”De er alle sammen gået ned til stranden nu da Russell lod os sove her i nat,” forklarede han og bildte sig selv ind at det interesserede mig en tøddel – det gjorde det aldeles ikke! ”Skønt!” annoncerede jeg skingert og lagde ikke skjul på min sarkasme. Zayn’s arme røg overkors og mens jeg lod en finger danse henover bordet jeg sad ved, kom han et par skridt tættere på mig.

Jeg så op på ham og smilede slukøret. ”Haley, hvad er det dog du foretager dog?” spurgte han sukkende, men det var mere en egentlig konstatering af det han så end det var et spørgsmål. ”Hvad ligner det?” grinte jeg hånende og tjattede til den halvtømte flaske, der gav efter og vippede faretruende til den ene side, for blot at genfinde sin balance. ”Karloff og jeg er bare ved at lære hinanden bedre at kende,” påpegede jeg åndssvagt og nikkede tilkendegivende for mig selv.  Dette blev efterfulgt af en hul latter, der åbenbart kom fra mit eget ukontrollerede indre, for Zayn’s ansigt forblev i forstenet alvor. Det var sgu nærmest en intervention.

Lynhurtigt eller i hvert fald for hurtigt for min omtågede hjerne, kom Zayn hen til mig. Herfra gav han sig til at fravriste mig min redningsflåde. Desperat forsøgte jeg at forhindre hans konfiskering af mine stærke forfriskninger, men mit nervesystem var for påvirket til at fungere optimalt og Zayn kunne derfor let som ingenting lirke flasken fri. ”Stop det her, du ved hvad det gør ved dig!” belærte han mig vredt og et lynende glimt steg op i hans åsyn. Jeg veg overrasket tilbage, men da han blot stirrede på mig i forstenet omrsorg genvandt jeg hurtigt min flabede ro. ”Jeg er ligeglad,” erkendte jeg og tog en kvælende slurk af mit glas, hvilket fik mig til at hoste krampagtigt. Det var sandheden; jeg var ligeglad, så uendelig ligeglad…

____________________________________________________________________________________________________________

Sørme om det ikke er sandt! Tess Towler har været i stand til at overholde en lovet dead-line - kan man få en high-five?! xD Nå, men guys det her er not the end, I har to kapitler endnu og det næste kommer her i starten af ugen for det skal bare lige rettes igennem. 

Jeg håber, at I glæder jer lige så meget som mig og så skal vi selvfølgelig også snart i gang med 3'eren, som er fyldt med godter til alle jer dejlige mennesker derude :D

Lots of love,

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...