The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14660Visninger
AA

16. When we write 2013

Haley's P.O.V.

2013, et nyt år var over os og selvom verden så stort set uændret ud, så føltes alt forandret. Det var som der i luften fandtes noget nyt og anderledes, en varsel om nye tider. Sneen i gaderne havde så småt trukket sig tilbage til mindre hjørner og stiarealer, men ellers skinnede den grå cementbelægning igennem - concrete jungle where anything can happen! Mit hjerte dunkede hektisk ved tanken og små gys af nerver rullede indover min brystkasse idet jeg trådte ud af min bil. Chaufføren kastede et blik over sin skulder for at registrere hvornår han kunne køre bort. Jeg nikkede venligt til en yngre herre, der holdt en af de mange glasdøre åbne for mig. "Godt Nytår," mumlede jeg venligt til ham som tak og han smilede taknemmeligt inden han forsvandt i menneskemængden.

Alle havde åbenbart travlt med at komme videre i systemerne og dermed var det en lind strøm af mennesker, som konstant blokerede min færd ind i JFK-lufthavnen. I dag var det den 5. januar og også drengenes tilbagevendelsesdag. Ved hjælp af forskellige tråde, som min mor og Jake havde været i stand til at trække i inden nytårsaften havde det været muligt at få et privatfly på vingerne. Dette fly havde så taget Harry, Liam, Zayn og Louis hjem til England, med et pitstop i Irland for Niall's skyld. Alle fem havde siden fejret det nye år hjemme hos familie og venner, dog med et løfte i lommen - de ville atter besøge mig når vi skrev 5/1-2013. I starten havde deres management været en smule oprørsk og utilfreds ved tanken, men så havde Jake eller Tom vidst talt dem til fornuft - Heartbreak Avenue kunne jo gå hen og få en efterfølger tror jeg nok de lokkede en Mr. Davis med. Uanset hvad så var det lykkedes.  

Jeg kastede et utålmodigt blik på min telefon. Mine øjne, der vidste præcis hvad de ledte efter lokaliserede hurtigt datoen og tiden; 5/1-2013, 14:30 - drengene kunne være her når som helst. Dernæst kastedes mit blik i retning af lufthavnens skærm, som registrerede ankomster. Da gik det op for mig, at dens information jo var ligegyldig, for One Direction fløj med private selskaber for at undgå hysteria - if you know what I mean. Stadig trippende i afventen, masede jeg mig ind og ud mellem forbipasserende. I et langsomt tempo, der nær gav mig grå hår på hovedet fik jeg kæmpet mig frem til infodisken. Her sad en lille rund rødhåret dame med head-set og hele elektronik molevitten. "Hvad kan jeg gøre for dig?" smilede hun overordentlig sødt.

"Hvor lander Chambly force 902?" spurgte jeg på grænsen til at råbe, for at overdøve ankomsthallens larmende gedemarked. Damen lænede sig tættere på disken og rejste øjenbrynene. "Chambly force 902!" gentog jeg lidt højere og mine læber formedes til et stramt smil. "Det kan jeg ikke sådan uden videre fortælle dem miss," forklarede fruen så pædagogisk, som det var hende muligt i støjen fra kufferter, forvirrede kinesere, glemte børn med sut og gråd i halsen, forretningsmænd med telefoner, stewardesser i høje klikkende hæle, samt lufthavnspersonale, der desperat forsøgte at guide folk igennem hurtigst muligt. Hendes svar blandet med heden og vivaret omkring mig, fik blodet til at fare rundt i mine årer. Jeg sukkede dramatisk og uden helt at ville det besvarede jeg hende en smule arrigt. "Jeg har virkelig brug for at vide det. Mine venner er om bord på det fly."

Et lettere underholdt smil tog fat om damens buttede ansigt og jeg kunne have sagt mig selv, at dette ville ske. "Omtrent tredive piger er dukket op i løbet af de seneste tyve minutter og sagt præcist det samme. Miss, du er velkommen til at slå dig til deres følge derovre ved indgangen til loungen," smågrinte hun og pegede med en hånende finger væk fra sig selv. Omkring ti meter derfra var en flok piger på min alder stimlet sammen og med spændte miner afsøgte de konstant ankomsthallen. Jeg rullede med skuldrene for at opbløde min anspændthed inden jeg med opgivelse malet over ansigtet så tilbage på informationsdamen. "Mit navn er Haley James, jeg er her for at hente One Direction," annoncerede jeg og trippede småirriteret på stedet - hvad nyttede det at være kendt, hvis man ikke en gang kunne opnå særlig adgang og goder!

"Hvem du er, vedkommer mig ikke synderligt og slet ikke hvad du skal her, for ingen andre end personale med særlig tilladelse har adgang til den slags information," affærdigede hun mig en smule arrogant, idet hun fornemmede, at jeg ikke havde tænkt mig at opgive mit mål lige foreløbigt. "Du forstår ikke," begyndte jeg, men atter brød hendes formanende stemme igennem. "Meget muligt, men jeg står ved mit ord." proklamerede damen endegyldigt og det stod efterhånden klart for mig, at der ikke var nogen vej til hendes hjerte.

På trods af denne realisation flyttede jeg mig ikke ud af stedet - som en stenstøtte stod jeg fast. Bag mig var en kø ved at tage form og folk var begyndt at mumle utålmodigt om hvad der foregik. Jeg selv mærkede hvorledes irritationen var ved at tage overhånd i mit bryst og mine hænder vred sig om hinanden. Der måtte ske et eller andet snart, for jeg var ikke taget hele vejen her ud og udsat mit møde med Tom til senere for ingen verdens ting. "Jeg troede at du skulle informere folk, du sidder trods alt bag informationsskranken, med dit headset og latterlige motto; 'Always at your service!'" hidsede jeg mig op og tiltrak endegyldigt alle de omkringståendes opmærksomhed - you did it again Haley James! En yngre kvinde med glat mørkt hår trådte overrasket bagud og fik hele køen til bakke et par snublende skridt baglæns. Som en ren dominoeffekt udløste dette vredesudbrud hele vejen ned langs køens snoede hale.

"Du behøver ikke at hidse dig sådan op for vores skyld Hay," blev der pludselig grint et sted bag mig og idet omgivelserne blev fyldt med stor tumult og hvinen vendte jeg mig i retning af den velkendte stemme. Harry vinkede et sted indefra midten af en gruppe teenagepiger og jeg nåede lige nøjagtigt at gengælde hans vink inden han forsvandt helt i autografer og billedtagning. "Haley James! OH MY GOD! Haley James og One Direction på én og samme dag, jeg er bare født under en heldig stjerne!" hvinede en rødhåret pige ud af det blå og hev mig væk fra skranken. "Wow, det er bare for vildt!" lo en anden hysterisk og begge lænede de sig indtil mig efterfulgt af en forblændende blitz. "Tusind tak, vi elsker dig," fortalte de mig i enstemmigt kor og sendte mig smil, der var mindst lige så kraftige som deres kameras blitz.

Mens alt omkring mig havde udviklet sig til det rene kendisvalfartssted, var flere af drengenes bodyguards dukket op og i øjeblikket forsøgte de seks store brød, at skubbe vejen til en privat lounge fri. "Halløj," hilste Niall forpustet idet vi endelig nåede frem til en fan-fri lomme i lufthavnen. "Hejsa," smålo jeg af hans lettere røde ansigt. "Nå, er du her også?" drillede Louis og sendte en knyttet næve indover min overarm. "Hey!" peb jeg og fik et blink fra Harry's grønne øjne. Traskende med et par tasker kom både Liam og Zayn til. Liam omfavnede mig flygtigt, mens Zayn blev overladt til at tumle med deres ejendele. "Banden er samlet!" konstaterede Lou lykkeligt og samlede mig op i et kram. På let vaklende ben snurrede han mig rundt og rundt til omgivelserne begyndte at svimle for os begge. Snublende og tumlende grinte vi til hinanden indtil jeg kom til at træde nogen over tæerne. Denne nogen ømmede sig højlydt og med en hånd over min mund mødte jeg Zayn's forvredne ansigt. "Hvor har jeg savnet dig," mumlede han sarkastisk og humpede lidt rundt på én fod. 

"Nice work Hay," fortalte Harry mig og rystede lystigt på hovedet. Jeg smilede uskyldigt og lod Zayn støtte sig til min skulder. "Nå, hvordan var jeres nytår?" smilede jeg videre og så opfordrende på selskabet - subject change? Yes, please. "Alle fingre intakte?" spurgte jeg formanende og så strengt på dem alle én efter én inden de kunne nå at sige et eneste ord. De nikkede alle samtykkende, dog flyttedes Niall's ansigt og nakke ikke ud af stedet. Bekymret lagde mit blik sig tungt på ham. Hans øjne flakkede kortvarigt inden han først fremviste den højre hånd - fem fingre. Siden venstre hånd - 1, 2,3,4 og...4! "Det bliver svært at spille guitar efter den raketulykke," annoncerede han og bed sig trist i underlæben.

Ved siden af mig fnes Zayn og hverken Liam, Louis eller Harry kunne dy sig fra at grine diskret med. Vredt rev jeg min støttende skulder væk fra Zayn, som dermed snublede inden han forbavset genvandt balancen. "Det er aldeles ikke morsomt drenge!" bed jeg forarget. "Niall, hvor er det forfærdeligt. Hvor kunne du også være så dum!" sagde jeg først blidt, men som alvoren gik op for mig blev jeg mere bitter i tonen. I lige netop det øjeblik hvor jeg trådte tættere på Niall, blev hans milde ansigt brudt af et ualmindeligt bredt grin. "Jeg joker Haley," smilede han og fremviste ti hele irske fingre. Drillen glimtede i hans blå øjne. Med et gisp gled min mund op og istedet for at omfavne ham trøstende gav jeg mig til at hamre på hans brystkasse - det var lige før deres bodyguards kom til!   

"Nialler det kan du ikke være bekendt!" surmulede jeg med korsoverlagte arme og ryggen til forsamlingen. Latter trillede stille igennem loungen. "Nej undskyld, det var dumt af mig. Hvad kan jeg gøre for at opnå tilgivelse?" undskyldte han forsigtigt og nærmede sig bagfra. Med rolige bevægelser lagde han armene blidt om mig og hvilede hagen på min skulder. Jeg lagde en vurderende finger på læben og kneb øjnene sammen. "Du kunne være så venlig at gå hen til Mrs. I-know-everything-but-I-don't bagved infodisken og fortælle hende, at jeg rent faktisk kender jer og derudover er verdenskendt hvis ikke hun skulle vide det allerede!"

Mit ønske resulterede i et gryntende grin fra Niall og hans ånde kildede mig drillende i nakken. "Såret stolthed?" spurgte Louis og hævede et afvejende øjenbryn med et skælmsk blik i sine blågrønne øjne. "Nej da, jeg opretholder bare verdensordenen," afviste jeg overlegent og tog fat om en genstridig hårtot, der havde irriteret mig hele morgnen. "Verdensfreden mener du vel?" smålo Niall drillende og fik flere af mine nakkehår til at danse kildende. "Gør det nu bare. Så er du sød." sukkede jeg prøvet og nikkede bestemt - my wish was final. Hurtigt trak han sig væk fra mig og gik med målrettede skridt ud på sin tilgivelsesmission. Sammen med Louis lo Harry af optoget, Liam så interesseret til og Zayn gav min skulder et klem. 

***

Stille nynnede for ikke at tiltrække for megen opmærksomhed, det havde jeg fået nok af tidligere, gik jeg ned langsmed The Golden Star Agency. Drengene havde jeg sat af uden for mit hjem, som de stadig havde nøglen til. Min mor havde sagt god for, at de kunne være i lejligheden indtil deres agent havde sørget for et hotelværelse. Indenfor den velkendte og meget tunge glasdør blev jeg mødt af trykkende stilhed. Alice, den yngre kvinde, som normalt sad bag receptionen var ingen steder at se og læderstolene til ventende gæster var tomme. "Alice?" kaldte jeg til det tomme rum og lod min ene hånd ramme ringeklokken på disken - intet skete. Med en skuldertrækninger forlod jeg forhallen og fortsatte ned af gangen indtil jeg stod foran Tom Lee's dør. Min knoer ramte døren spørgende og jeg så mig afventende om. 

Gangen var tyst og de hvidlige anonyme vægge fik det til at krympe sig indeni mig. Dette sted var ikke lige frem forbundet med good times, så jeg ønskede blot at ordne hvad der nu skulle ordnes hurtigst muligt - just in and out, no heroes! "Kom nu Tom," sukkede jeg irriteret og så på klokken; 16:53. Til sidst efter flere minutters venten, løb de sidste stumper af min tålmodighed op og jeg tyngede dørhåndtaget ned. Rummet åbnedes foran mig og det var en del større end jeg havde forventet. Et mørkt træskrivebord stod lige ud for mig omgivet af et par grønne planter, nogle læderstole, som det jo hører sig til og længst væk i venstre hjørne var endnu en dør. Forsigtigt som en ren trespasser listede jeg mig inden for. På trods af en kop med dampende varm kaffe på skrivebordet var der intet, der indikerede Tom's tilstedeværelse. "Tom!" kaldte jeg og en underlig lyd af noget, der væltede opstod bag den dør jeg noterede mig tidligere. "Tom er det dig?" var mine ord idet jeg rev døren op. Mine øjne blev større og jeg veg tilbage i afsky. "Mor, oh God!" vrængede jeg. 

Der midt mellem hinanden, den ene ovenpå den anden lå Tom og min mor - i det mindste var de påklædte ellers var jeg da blevet skadet for livet. Alligevel kunne jeg ikke dy mig for at bakke ud af kontoret i dramatiske bevægelser - can I please unsee that? "Haley vent! Skat, undskyld, det var ikke meningen, at du skulle bevidne det!" fik min mor panisk fremstammet alt imens hun desperat forsøgte at rette sit tøj så hun så blot en smule relementeret ud. "Hvad har du gang i mor? Ønsker du, at jeg skal finde en ny agent, for det ville være den tredje indenfor min ret korte karriere!" bed jeg frustreret af hende og forbandede den måde hun fik mig til at føle. "Selvfølgelig ikke, Tom og jeg...snakkede bare," smålo hun og strammede sin hestehale med en latterliggørende mine. De sidste ord der undslap hendes blev hvisket usikkert idet Tom kom til syne bag hende - jeg sendte ham væk med et iskoldt blik.

Som om den sovende bygning atter var vågnet ved postyret havde flere kigget ud fra deres kontorer, men siden valgt at tage sig af deres eget rod - wise choice! En uskyldig fyr med en bunke notater prøvede at passere os, men min hjerne arbejde hurtigt og jeg greb fat om hans krave. Let som ingenting trak jeg ham tættere på, hvilket fik et gisp til udelades fra ham. "Man snakker ikke sådan her!" annoncerede jeg til min mor, der stumt så til mens jeg pressede mine læber mod fyrens. En smækkende lyd bølgede imellem os, da jeg trak mig væk. Dernæst klappede jeg ham på skulderen og med et lille puf sendte jeg ham videre som om intet out of the ordinary var hændt - han så sig flere gange over skulderen med et forvirret dog drømmende blik i sine brune øjne, sikke en historie han kunne fortælle når han kom hjem. Jeg smilede veltilfredst til min chokkerede mor og satte hænderne triumferende i siden. "Haley!" var det eneste hun kunne fremsige med foragt.

"Hvad? Drengen var sød og jeg pointerede blot hvad jeg mente?" sagde jeg let og uskyldigt. Et skævt smil voksede frem på mine læber, hvilket rystede min mor ud af sit chok, men direkte ind i omsorg. "Okay, jeg ved at du er under meget pres med hensyn til drengene og en ny agent, men vi er begge to unge og smukke, så kan vi i det mindste prøve på bare at have lidt sjov?" forsøgte hun med en blanding af bekymring, komplimenter og dril - hendes udtalelse var med reference til min foragt overfor hendes forhold til Tom. Modstridende så jeg på hende og sukkede anstrengt. "For det første så drop lige at placere os i samme aldersgruppe," beordrede jeg med en pegefinger hævet i luften. "Desuden lyder du unægteligt ligesom drengenes single LWWY," konstaterede jeg som fortsættelse.

Et fnis spruttede frem på min mors læber og hendes røde læbestift skinnede drabeligt i gangens klare lys. "Du har ret, well then let's get some!" jokede hun og fandt sig selv umådelig morsom. "Mor!" peb jeg forfærdet og bed mine kæber stramt sammen. "Ikke så sart Haller, det er sundt. Prøv det en gang," grinte hun videre og klappede mig opfordrende på skulderen inden hun på sine sorte hæle klaprede mod udgangen. "Den kommentar gør dig decideret til en uegnet mor!" næsten vrælede jeg efter hende i et forsøg på at samle min stolthed op fra gulvet. "Gå nu ind og tal med Tom, Ciao!" hilste hun mildt og forsvandt så. Bare for meget! Et lille vredesudbrud fik alt i mit til at krampe sig sammen og jeg måtte ryste på hovedet, for at tvinge mig selv tilbage over det kontors dørtærskel.

***

Det meste af tiden havde Tom haft ret så røde øre på metaforisk plan selvfølgelig, ingen Tom Lee øre for alvor on fire. Uanset hvad jeg sagde, så blev han ved med at se undskyldende på mig og jeg kunne åbenbart ikke få ham til at fatte, at jeg havde mere imod, at han var faldet for min mor end omvendt. Jeg var sådanset mere vred på hende end på ham, for jeg vidste hvor irriterende uimodståelig hun kunne virke på folk - *host* Harry *host*! 

Således havde vi siddet i lammet undskyldning og tilgivelse i flere minutter, da jeg endelig valgte, at det blev for meget. "Hvad er så de store nyheder du vil dele med mig?" spurgte jeg venligt og foldede min hænder. Mit spørgsmål syntes at live Tom helt op og atter genfandt hans øjne deres glimt. "Hold fast, for du skal på tour med selveste; trommehvirvel!" annoncerede han helt ude på kanten af sin kontorstol. Hans ivrighed fik kaffen i hans kop til at skvulpe uinteresseret over. For en kort stund tørrede og skrabede han de brune dråber op og rystede et par papirer tørre i luften. "Jeg kender ikke det band," rømmede jeg mig undrende og så oprigtig nysgerrigt på Tom, som nu fjernede sin opmærksomhed fra de brune søer på bordet. 

Han øjenbryn var presset en smule nedover hans øjne og han trak utilfredst på smilebåndet. "Det er ikke et band, jeg ville have dig til at lave en trommehvirvel," sukkede Tom og trommede lydløst på bordet - *faceplam*. "Selvfølgelig," smålo jeg akavet og nikkede med rødmende kinder. Siden lavede jeg en mindre trommehvirvel på min lår og med pålagt velvilje udbrød Tom: "Med One Direction!"

Med en blanding af overraskelse og erkendelse af det forventede skubbede jeg mig væk fra bordet. "No way!" konstaterede jeg modvilligt og viftede afvisende med armene i vejret. Dette udbrud var selvfølgelig ikke acceptabelt og Tom lagde brænde i ovnen til en hed diskussion. "Haley, det er et fantastisk tilbud og jeg har gjort alt for, at drengene kunne vende tilbage til USA så hurtigt." Tom's mine var skuffet, som var jeg hans eneste barn der nægtede at overtage familievirksomheden. "Jeg er ked af det Tom og det er ikke for at være på tværs, men---" indvendte jeg og rykkede stolen tættere på for at vise ham, at der intet utaknemmeligt var i min modstand.

"Så vær lykkelig, for der findes hundredevis af andre sangerinder derude, som ville myrde for at være i dit sted lige nu!" afbrød han og hans suk og irritation blev erstattet af et opmuntrende skuldertræk med smil on the side. "Sikkert," mumlede jeg og tog mig selv i lyde enormt tvær - don't go dark Haley. Også Tom fornemmede kulden, der havde lagt sig i lokalet og hans hænder greb ud efter den eneste tilstedeværende varmekilde - kaffekoppen. "Sikkert? Driver du gæk?" spurgte han arrigt og jeg pustede tungt ud for ikke at forbande min egen dumhed højlydt. "Må jeg minde dig om at hele sidste år var et stort rod; Liam er min eks, Harry flirtede med min mor, Niall og Louis blev fuldkommen knust og Zayn var i evige tider også min hemmelige flirt! Med andre ord tror jeg ikke, at det at anbringe os alle seks tæt sammenmast om bord på en tour-bus er den bedste idé eller løsning." forsvarede jeg mig selv, men mine ord syntes ikke at eksemplificere alvoren.

Tom lagde albuerne på bordet og lænede sig indover det. "Grow up Haley!" vrissede han belærende og fortsatte moralprædiken: "Desuden er der ingen, som tvinger nogen til noget, drengene foreslog det selv. Niall, som den ivrige tweeter han er twettede om deres deltagelse i din fødselsdagsfest, samt juleaften og fansene elskede det. ELSKEDE det siger jeg dig! Jeg så blot en mulighed i det og nu fremlægger jeg det for dig." Tom's tale var en blanding af bedrevidende blikke og store uregelmæssige udsving på humørkurven. Først var han irriteret, så forklarende, siden ekstatisk og da han efter et veltilfredst grynt landede tilbagelænet i sin stol foldede han armene afventende over sit bryst. "De foreslog det selv?" måbede jeg uforstående og var ikke helt overbevist. "Jep, jeg sværger på mit liv..." svor Tom og lod en finger glide henover sin strube. 

"Okay, no need for that." smålo jeg og fik et lettere smil frem på Tom's nedadvendte mundvige. "Uanset hvad, så gør jeg det ikke." formåede jeg dog at ødelægge det med og jeg rejste mig for at undvige følgerne. "Haley," prøvede Tom opgivende uden nogen form for lyst til at lade sagen ligge - stædig det var han, mindst lige så meget som jeg var. "No, not in a million years," affærdigede jeg ham med en svirpende bevægelse i håndledet. Det kom bag på ham kunne jeg se og det fremstod måske også en anelse besynderligt, men jeg turde bare ikke risikere noget med hensyn til drengene - vores tilbagevendte venskab var endnu nyt og sårbart, hvad kunne seks måneder eller mere i samme bus fra stat til stat ikke gøre ved det?!

"Hvad så med x antal shows?" foreslog Tom idet min hånd hvilede på dørhåndtaget - han havde sat sig selv på en opgave; Haley James skulle overtales til et eller andet. "Shows?" spurgte jeg og drejede rundt så jeg kunne se hans spændte ansigt an. "Ja, lad os sige et par og tyve shows spredt udover Amerika?" smilede han og rettede stolt på sit slips. Et par skridt tættere på hans skrivebord brød jeg ud i et afmålt smil. "Fem," befalede jeg og havde sat den laveste grænse. "Femten," bed Tom igen. "Ti!" forlangte jeg med sammenbidte tænder, forhandlingen var benhård. Tom's øjne trak sig kortvarigt sammen inden de sprang op. "Aftale!" medgav han og rakte sin hånd ud fra sig. "Nice doing business with you," sagde jeg sødligt og trykkede aftalen på plads mellem vores hænder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...