The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14599Visninger
AA

4. We lost the battle...now the war awaits us

Haley's P.O.V

Thomas Lee, Tom Lee, Thomas Lee, Tom...kørte det rundt indeni mit hoved og jeg trak ubeslutsomt på skuldrene, for der var ikke så meget andet at stille op. Dengang jeg fyrede Jake vidste jeg jo udemærket godt, at jeg en dag skulle finde en efterfølger, men dette her var sket så pludseligt. Jeg så på Jake, som var ved at sige farvel til Alice bag skrænken - sendte han hende lige et flirtende blink? Han havde insisteret på at følge mig hjem, men der havde været et glimt i hans øjne, der vidnede om en eller anden skummel plan. Oprindelig skulle Tom vist følges med os, men nu sad han bag den tunge trædør indtil Jake's kontor, for at gennemgå mine papirer. Han ønskede at få et overblik over min fortid og hvad han dermed skulle tilbyde mig i fremtiden - dedikeret, det var han i hvert fald, det måtte man give ham.  

"Nå, hvor skal vi så spise middag henne?" smilede Jake afslappet idet han rev sig fri fra sit lille frontdesk-stævnemøde. "Hun er sød," fniste jeg og undveg drillende hans udtalelse. En dyb rød glød fandt vej til Jake's ellers mørklødede kinder og det var ikke kun på grund af kulden, der nu bed i vores varme hud. "Hvem?" spurgte han henkastet og strøg sit pandehår til side, så vores øjne for alvor kunne mødes - han havde gang i noget øjenkontakt-overtalelse/afledning. "Alice," sukkede jeg opgivende og rullede med øjnene. Det var så morsomt at irritere Jake med hans evige charme, især fordi han altid troede at han var super diskret - right! Lyden af Alice's navn fik et let slør til at lægge sig henover hans brune irisser og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var dette ikke bare en tilfældig flirt. Dog havde Jake ikke tænkt sig at uddybe sagen videre og puffede atter samtalen tilbage til hvor vi skulle spise aftensmad. "Jeg burde smutte hjemad," indevendte jeg og ødelagde den bobbel af glæde, som havde lagt sig omkring Jake siden han fik revet mig væk fra kontoret og mine seriøse miner.

"Haley," peb han skuffet og trak alle vokalerne i mit navn ud, som et lille barn og fortsatte så: "Jeg har ikke set dig i de seks uger siden du kom hjem fra London, så nu kræver jeg kvalitetstid!" Jake grinte sit klukkende grin, der lød som om hans vejrtrækning faldt over sig selv - det fik mig til at grine med. "Til mit forsvar så har jeg brugt tiden på at pakke mit liv ned i papkasser, for så at pakke det ud igen et nyt sted...meget krævende også mentalt," forklarede jeg med drillende saglighed og fik Jake til at le endnu mere. Jeg smilede lykkeligt for mig selv, for det føltes ubeskriveligt godt at være sammen med Jake Andrews...min ven. "Det ved jeg og alt er tilgivet..." "Tak Jake." "Så længe du spiser middag med mig i aften," tilføjede han og nikkede bestemt. Jeg ville have protesteret, men da min mor ikke havde skrevet til mig eller ringet, så gav jeg op. "Fint, men jeg ved ikke hvor vi skal spise henne," smålo jeg til Jake, der straks sukkede teatralsk og skubbede mig lidt ud mod fortovskanten. "Enormt brugbart svar!"

"Jeg ved det, det er mit talent," undskyldte jeg jokende og klamrede mig lidt kraftigere til min jakke. Mit hår var efterhånden fyldt med hvide snekrystaller, der langsomt smeltede og de kølige dråber fandt vej til min hovedbund - jeg skuttede mig og Jake trak mig ind til sig. "Jeg er ked af det med Tom, men han er den bedste og da jeg hørte at han var fri så måtte jeg handle hurtigt," forklarede Jake og så bekymret ned på mig, som om jeg var vred på ham og han bad om tilgivelse. "Det er okay, jeg sætter pris på din omtanke. Bare lov mig én ting; ikke flere pludseligt overraskelser?" Jeg løftede et advarende øjenbryn og fik Jake til at nikke modvilligt med...Jake elskede overraskelser og især at udsætte andre for dem, såsom undertegnede. "Jeg vil bare gerne tage livet en dag af gangen og fejre, at jeg er i live..."

"Apropos det at fejre, hvad har du så tænkt dig at lave på din fødselsdag?" Oh, skræk og rædsel, han bragte den dag på banen. De seneste par uger havde jeg forsøgt at fortrænge den dag og det var da også lykkedes meget godt ind til nu. Der var kun tre alt for korte dage til og ikke nok med at jeg ville blive ældre, nej det ville også markere den officielle begyndelse på vinteren - den 1. december 1993 lå min mor på et hospital i centrum i dybe smerter for min skyld, bless her heart! Det gik med ét op for mig at Jake's brune øjne endnu hvilede afventende på mig og jeg fik samlet mig om et svar: "So far, har jeg tænkt mig at leje et par film og så se dem med min mor." Jake's ansigt fortrak sig i en skuffet grimasse og det var tydeligvis ikke det svar han havde håbet på eller forventet. I sit stille sind tænkte han sikkert hvem jeg var og hvad jeg havde gjort med party-pigen Haley James...ærgelig talt så kendte jeg ikke svarerne til nogle af de spørgsmål, men fred nu være med det. 

Jake's P.O.V

Det overraskede mig at Haley, blot ville forholde sig anonymt derhjemme på hendes fødselsdag. Jeg sendte hende et trist smil, for jeg måtte erkende at hendes søsters død havde ændret alt. Selvom andre nok ikke lagde mærke til det, så var der en sørgmodig glans i hendes himmelblå øjne. I dette øjeblik var det svært at afgøre hvor meget det havde noget med drengene at gøre eller blot livet. Jeg trak hende lidt ind til mig og ledte hende mod indgangen til en tilfældig restaurant  "Hvad så med at invitere nogle venner over?" foreslog jeg idet vi blev guidet igennem nogle rækker af borde. Haley trak let på skuldrene og rømmede sig nervøst. "Jeg har kun dig," konkluderede hun og trak stolen ud. Vi var blevet placeret ud til gaden og gennem vinduets glas kunne man høre byen summe, verden var endnu derude sammen med livet.

En let latter braste udover mine læber og jeg kunne ikke helt afgøre om jeg var fornærmet over hendes udtalelse eller ej. Forlegent så Haley ned og hendes ene hånd røg op for at dække hendes mund. "Altså ikke fordi du ikke er god nok..." sukkede hun og undertonen i hendes stemme afslørede at hun havde dummet sig. "Hvad med drengene?" spurgte jeg og hang min jakke og halstørklæde over min stoleryg. Haley så ikke ud til at være vidterlig interesseret i mit forslag og hun nåede da heller ikke at svare før en køn servitrice kom med menukortene og modtog vores drikkevareønsker - bare to vand. Da hun atter forlod os, foldede jeg mine hænder afventende og kastede et spørgende blik på Haley.

Hun så tilbage på mig som om jeg var helt igennem latterlig, ja hun næsten lo af mig. "Jake, du får det til at lyde som om drengene lige bor inde ved siden af, må jeg minde dig om at de er cirka halvvejs rundt om jorden? Jeg kan da heller ikke bare invitere dem over for tea and biscuits," svarede hun og smålo hele vejen igennem. Den sidste del af sætningen udtalte hun med en stærk britisk accent og fik mig til et rulle med øjnene. Haley lå altid inde med undskyldninger og hendes evne til at tale udenom var fænomenal. Mit ansigt fortrak sig i en mere alvorlig mine, for det var som om hun skjulte noget, som om der var et eller andet der tyngede hende ned, men jeg kendte hende godt nok til ikke at spørge ind til det - hun hadede medlidenhed og ville kun snakke om det når hun selv ønskede det. "Vil du i det mindste ikke gøre et forsøg på at finde tilbage til dem?" undrede jeg mig og håbede på at min stædighed ville få hende til at bløde op.

Straks gav hun mig et Jake-drop-det-suk, men jeg havde ikke tænkt mig at droppe det nu. Sidste år havde jeg bare spillet med på hendes komedie og ladet hende gør hvad hun ville i alt for lang tid. Nok havde jeg gjort det for hendes egen skyld, men i år skulle være anderledes det var helt sikkert. "Selvfølgelig vil jeg det og det har jeg også...Niall har ringet og Louis sendte mig nogle emails, jeg blev halvvejs tilgivet i London," erklærede Haley og smilede bravt, hvilket blændede mig med tilfredshed - om det var falskt kunne jeg ikke afgøre. Hun tog en diskret slurk af sit vand.

Haley's P.O.V

Jake så ud til at falde for mine udtalelser og jeg sendte ham et smil fyldt med overbevisning. Han åbnede munden for at sige noget mere, men ud af øjenkrogen kunne jeg se at servitricen fra tidligere havde stillet sig hen ved vores bord. Hendes smalle gyldenbrune øjne så på os, mens et lille rosa smil formedes sig på hendes læber. "Hvad skulle det være?" spurgte hun endelig og fuldkommen distræte sad både Jake og jeg og så på vores menukort. Mine øjne gled uinteresseret nedover alle retterne og det var som om ordene ikke rigtig gav mening for mig. Forfjamsket og mere interesseret i vores samtale, endte Jake med blot at bestille to gange dagensret...det var vel fint nok - som Niall ville have sagt: Mad er mad! 

Da servitricen atter forlod os vendte Jake straks tilbage til spørgsmålet om hvorvidt jeg overhovedet gjorde noget for at vinde One Direction tilbage på min side. "Og hvad med de andre?" Det nagede mig at han spurgte så meget ind til det og selvom han blot gjorde det i ren venskabelighed, så drev det mig en smule til vanvid. "Jeg tror ikke Harry helt ved hvad han skal stille op med mig og Liam er nok ikke vanvittig glad for mig for tiden..." plaprede jeg om løst og fast med en let skuldertrækning. Det var ikke fordi jeg ikke bekymrede mig om situationen, men der var bare så meget som Jake ikke vidste, så meget han ikke havde oplevet. Jake havde ikke set deres skuffede blikke dengang de fandt ud af hvem jeg i virkeligheden var, han havde ikke set deres tårer eller mærket glæden ved deres latter. 

Okay, mine tunge tanker fik det ærlig talt til at lyde som om løbet var kørt, men jeg ved med sikkerhed at man sagtens kan tabe et eller flere slag og alligevel vinde krigen! "Hvad med Zayn?" sagde Jake så meget indlysende idet vores dagensret blev placeret foran os - pasta med pesto og en eller anden kyllingeanretning. "Hvad er der med Zayn?" undrede jeg mig og forsøgte at undgå spørgsmålet ved at fylde min mund med mad - op til flere gange. Desværre, aflurede Jake hurtigt min taktik. Han så alvorligt på mig inden han rakte henover bordet og holdt mine hænder nede, så jeg ikke kunne bruge mit bestik og dermed proppe mit ansigt mere end det allerede var. "Snakker I eller giver han dig den koldeskulder?"

 

Jeg sukkede opgivende og lyden af min kniv og gaffel, der faldt ned på min tallerken sendte en metallisk lyd igennem restauranten. Et par nysgerrige gæster så i min retning, men droppede at undersøge sagen nærmere idet de så mig smile undskyldende. Jake's spørgsmål havde sendt et gys igennem min krop og mit hjerte dunkede lidt hårdere mod mine stive ribben - jeg vidste ikke længere hvem der gav hvem den kolde skulder! "Det er kompliceret," endte jeg med at sige og tvang min vejrtrækning til at fortsætte - et sug af oxygen blev hevet ned igennem mit anspændte svælg. Jeg håbede på at mit gråzoneagtige svar og min nonchalante attitude ville få Jake til at droppe emnet og siden han ikke var min agent længere kunne han vel være lige glad ikke? "Kompliceret?" nærmest sukkede han og var vidst ikke i humør til mine gåder og hemmelighedskræmmerier. Jeg tog en tår af mit vand og fokuserede min bevidsthed på den kølighed det bragte med sig, som det gled igennem mig. Et ubehag skyllede indover mig, da det gik op for mig at Jake ikke havde tænkt sig at bede om regningen før jeg havde fortalt ham hvad der foregik.  

 "Husker du dengang Liam og jeg blev koblet sammen i pressen...og du senere sagde at det måske var det mirakel vi havde ventet på?" spurgte jeg alvorligt og overgav mig til mine forpligtelser over for den sandhed, som jeg altid skulle stå til regnskab for. Jake nikkede med et tynget blik, som om han evigt ville fortryde de ting han havde fået mig til at gøre. "Men så spurgte du mig om noget...du spurgte mig om der var en anden i mit liv..." konkluderede jeg usikkert og så ham an - mon han huskede alle disse detaljer lige så godt som jeg, jeg som rendte alle minderne igennem hver aften inden jeg faldt i søvn. "Ja...og du sagde nej!" forsvarede Jake sine handlinger og jeg måtte nikke medgivende. Mine øjne flakkede mellem mine rystende hænder og Jake's mund, der udtalte fortidens ord. "Var der en anden...?" lød det tøvende fra ham og hans ene hånd gled langsomt henover bordet og lagde sig beskyttende nedover mine hænder.

"Ja...en hel del faktisk," smålo jeg bedrøvet og ærgerlig over mine egne fadæser, men jeg formåede alligevel at sende Jake et smil. Han opfangede dog let som ingenting at det ikke var en afspejling af virkeligheden. "Så hvorfor fortalte du mig ikke det?" spurgte Jake og var tydeligvis irriteret og frustreret over den Haley han havde snakket med for snart syv måneder siden. Han skramlede lidt med sin stol, så han kunne rykke tættere på mig og for alvor undersøge sagens sammenhæng. "Fordi jeg ikke selv kunne se det dengang, jeg var bange for den slags følelser Jake. Jeg var tåbelig...I let him get away. Han er ude af mit liv, selvom jeg elskede ham...jeg elsker ham stadig," indrømmede jeg og trak på skuldrene - jeg havde virkelig brug for en ny forsvarsmekanisme, for skuldertrækninger og falske smil var ved at blive for åbenlyse. 

"Hvor er han så nu?" "I London," blev mit svar og jeg gav nok resten af historien væk ved at sige det, men i dette øjeblik hvor Zayn flimrede henover mine nethinder, syntes det alt sammen så ligegyldigt. "Mener du en anden fra bandet?" spurgte Jake forfærdet og tog sig selv i at blive chokkeret. På trods af at jeg havde forventet at Jake ville være i stand til at lægge to og to sammen, så kom det alligevel bag på mig at han allerede kendte svaret. "Ja...Zayn," mumlede jeg toneløst og fornemmede hvorledes en hvis vægt blev løftet fra mine skuldrer. "Zayn!" udbrød Jake og var nær faldet ned fra stolen. Hans ene hånd klyngede sig krampagtigt til hans sorte slips, som om han ville rette på det, men det sad ganske lige og ordentligt. Jeg så undskyldende på ham og hans fingrer legede kortvarigt med flippen på hans skjorte, han rømmede sig siden. "Jeg havde ingen anelse Haley...det er jeg virkelig ked af..."

"Det er jeg også, men det er for sent nu og jeg må bare se at komme videre," smilede jeg til ham, men var ikke videre overbevist af mine egne ord - ja det var for sent and it is what it is, men det ville være synd at sige, at jeg var ovre Zayn. "Vil du snakke om det?" spurgte Jake forsigtigt og sendte mig et bekymret blik - hans øjne scannede mig og for en stund følte jeg mig så fin og sårbar som glas, et hvert vindpust ville knuse min hårde overflade. Jeg rystede roligt på hovedet og ønskede for alt i verden bare at forlade emnet. Blot tanken om Zayn fik alt til at snøre sig sammen indeni mig og en blanding af nervøsitet og smerte pulserede fra mit hjerte og bryst og ned igennem resten af min torso. Af og til føltes det som om min mund og gane fyldtes med undertvungen gråd, som jeg dog ikke lod undslippe - ikke her, ikke nu. 

"Når det nu står sådan til, så lad mig i det mindste tilbyde dig en ordenligt fødselsdagsmiddag?" lo Jake venligt og lod en kærlig hånd glide fra min skulder og nedad min ene arm - han havde opgivet samtalen om Zayn for nu. Han så på mig med en blanding af skyldfølelse og hundehvalpsøjne. Jeg skulle til at takke nej, men Jake lagde hurtigt endnu et argument i vejen for min modvilje. "Vi kan tage hvorhen du vil...og jeg vil lade dig vælge en hver form for dessert?" tilføjede han drillende og prikkede mig i siden, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. "Du har da også bare så mange gode tilbud gemt i ærmet, man kan da umuligt takke nej," fnes jeg og puffede Jake væk fra mig, så han var på nippet til at dratte ned på gulvet. Et stort og veltilfredst smil bredte sig på Jake's mørkerøde læber og han viftede frejdigt et par fingre i luften som signal til tjeneren om at vi ønskede regningen.

"Okay, så henter jeg dig og din mor på torsdag klokken otte," konkluderede Jake idet vi stod ude foran restauranten. Jeg havde brugt de sidste par minutter på at overtale ham til at lade mig gå hjem alene, jeg havde brug for en smule luft og alene tid - can you imagine? Han havde modvilligt opgivet sin kamp og stod i dette øjeblik og sagde farvel til mig. "Ja ja, Jake jeg ved godt hvornår jeg har fødselsdag," grinte jeg til ham og vi stod i hinandens arme lidt længere end normalt - varmen fra hans krop mindskede kulden i mit hjerte. Han nikkede anerkendende da vi trak os væk fra hinanden. Forsigtigt smilede jeg som sidste farvel og gav mig til at gå i retning af det jeg kaldte hjem. Op til flere gange vendte jeg mig for at se tilbage og hver gang kunne jeg skimte Jake der endnu så efter mig...jeg var nu forsikret om at på trods af mine tab, så havde jeg venner og familie der var værd at kæmpe for.

________________________________________________________________________________________________________________

Yup, så fik jeg rettet det igennem og håber dermed, at I nyder dette forklarende kapitel. Der kommer mere drama næste gang og glæd jer til at byde drengene velkommen tilbage! :D Logger nu atter af nettet og har desværre ikke mulighed for at komme på igen i de næste mange timer, så nu får vi se hvornår næste kapitel kommer, men så hurtigt så muligt :)

Vil lige takke rigtig mange gange til alle jer der læser og liker og kommenterer, dermed alle jer der støtter op om mig. I siger at I elsker min historie og at den er fantastisk, men I er mindst lige så fantastiske :P

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...